"Nødvendige og ofte farlige opgaver" - Minerydningen ved den jyske vestkyst i 1945 (Overskudskapitel fra "De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark - 1)

"Nødvendige og ofte farlige opgaver" - Minerydningen ved den jyske vestkyst i 1945 (Overskudskapitel fra "De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark - 1)

Data ed ora: d. 19.12. 2020 kl. 13:56

Da jeg skrev De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949, kom jeg til at skrive nogle kapitler om forskellige sidehistorier, som strengt taget ikke handlede om de tyske flygtninge, der var bogens emne. Da bogens omfang begyndte at stå klart for redaktøren og forfatteren, blev det bestemt at lade disse kapitler udgå.

Jeg bryder mig ikke om at lade arbejde gå til spilde, så efterhånden som jeg får tid til at gøre overskudsteksterne klar, vil jeg gøre dem tilgængelige via min hjemmeside. Dette handler om minerydningen langs den jyske vestkyst. De øvrige handler om minestrygningen i danske farvande, prammen i Klintholm og sænkningen af Cap Arcona i Neustadt-bugten, de russiske, franske m.fl. krigsfanger, der drev i land ved Påø på Langeland om bord i en flydedok, samt om tyske piloter på flugt.

 

"Nødvendige og ofte farlige opgaver"

I begyndelsen af august 1945 kritiserede forskellige sovjetiske medier – både russisk- og engelsksprogede – flittigt den danske regering og de britiske militærmyndigheder, der ifølge russerne havde ladet alt for mange tyskere blive tilbage i Danmark og behandlede dem alt for lempeligt og tillod Tysk Røde Kors at drive nazistisk propagandavirksomhed og skjule krigsforbrydere. Kritikken blev taget op af britiske venstrefløjsaviser, og bekymrede vælgere skrev til deres parlamentsmedlemmer for at få en forklaring på, hvad der foregik i Danmark. Da det britiske udenrigsministerium bad legationen i København om en redegørelse, opsummerede gesandten, W.G. Randall, situationen således:

 

Der er naturligvis stadig et betydeligt antal tyske tropper i Danmark. Det samlede antal ved udgangen af juli var 39.192.

2. De falder i to hovedkategorier-

(a) Syge og sårede og det sanitetspersonel, der tager sig af dem,

og

(b) Dem, der varetager tekniske funktioner for Hæren, Flåden og Royal Air Force, fx minerydning og vedligeholdelse af radiostationer og flyvepladser

3. De syge og sårede kan enten ikke flyttes eller kan endnu ikke modtages i Tyskland. De plejes af Røde Kors-personel. Det er sandt, at Røde Kors tidligere har udsendt nyhedsbreve, men det blev standset for nogen tid siden. Alle syge og sårede er blevet gransket af sikkerhedsmyndighederne, og det er aldeles usandt, at der er nazi-ledere eller krigsforbrydere blandt dem; der er dog nogle almindelige medlemmer af forskellige SS-formationer blandt dem. De tyske lejre bevogtes indvendigt af tyske skildvagter, men danskerne bevogter hele anlægget udvendigt. Der er forekommet skyderier mellem de to parter, men meget sjældent, og ikke inden for den seneste måned. I mangel af tilstrækkelige allierede eller danske styrker til dette formål, er det uundgåeligt at bruge tyskere til at opretholde orden og disciplin. Af samme grund har tyskerne i henhold til lov Nr. 153, som gælder for alle kapitulerede tropper i allierede zoner, fået lov at opretholde deres egne domstole og interne disciplinære ordninger. Domstolene her har kun lov at fungere med britisk bemyndigelse. De britiske militærmyndigheder kontrollerer dommene og har magt til at ophæve, skærpe eller mildne dem.

4. De tyskere, der er beskæftiget af de allierede styrker, løser alle sammen nødvendige og ofte farlige opgaver. Af de i alt 2.200, der er beskæftiget med minerydning, har 106 mistet livet indtil nu, 116 er blevet alvorligt såret og 110 lettere skadet. De er alle ubevæbnede og må kun færdes uden for deres forlægninger med særlige passersedler.

5. Det er sandt, at et hotel i Aalborg stadig er optaget af tyskerne.

6. Danskerne bryder sig naturligvis ikke om denne tingenes tilstand, men de mere ansvarlige af dem anerkender i det mindste, at den er nødvendig i øjeblikket. Pressens kommentarer er ikke så meget rettet mod de tyske væbnede styrker som mod de 200.000 civile tyske flygtninge, der stadig befinder sig i Danmark og sandsynligvis vil blive her vinteren over. Flertallet af dem kommer i øvrigt fra den russiske besættelseszone og er nødt til at blive her, fordi russerne endnu ikke har formået at sørge for transport. […] [1]

 

 

Nogle af de 2.200 tyske soldater, der ifølge gesandt Randalls indberetning var beskæftiget med minerydning i Danmark, havde været i gang med dette farlige arbejde siden få dage efter den tyske kapitulation. Under besættelsen havde tyskerne lagt bælter af landminer langs den jyske vestkyst, ligesom de havde gjort det overalt langs mere eller mindre invasionstruede kyster fra Norge til Pyrenæerne. Ca. 1.500.000 miner var det blevet til langs Vestkysten. I hele Danmark var skønsmæssigt 100.000 ha indhegnet som minefelter, og af dette areal var ca. 10 % faktisk mineret.

I anden halvdel af april 1945 kom den britiske major Stanley Holland til Sverige for som forbindelsesofficer ved Den Danske Brigade at hjælpe med at uddanne mandskabet i uskadeliggørelse og rydning af miner og minefælder. I Hollands udnævnelsesbrev, der var underskrevet af chefen for SHAEF-missionen i Danmark, generalmajor Dewing, hed det:

 

Set fra det allierede synspunkt er endemålet med denne træning, at danskerne skal være i stand til på egen hånd at varetage al rydning af miner og minefælder i Danmark.[2]

 

Det viste sig imidlertid hurtigt at være en praktisk – og måske også politisk – umulighed at løse den kolossalt omfattende, fagligt meget krævende og ikke mindst meget farlige opgave at rydde de tyske minefelter med dansk mandskab. Rent bortset fra, at den Danske Brigades Pionerkommando kun talte 269 mand (foruden 31 chauffører og 10 lotter), mente kommandoets chef, kaptajn Wieth-Knudsen, ikke, at hans folks uddannelse og træning var tilstrækkelig til at sikre dem mod meget store tab, hvis de skulle have stået for minerydningen i Danmark.[3]

Umiddelbart efter kapitulationen henvendte det danske krigsministerium sig til de britiske militærmyndigheder for at drøfte spørgsmålet om minerydning, og på et møde den 9. maj mellem repræsentanter for Værnemagten og for de britiske og danske militære myndigheder, traf man de indledende aftaler: Tyskerne skulle aflevere kort over minefelterne i Jylland, og når Værnemagten forlod Danmark, skulle der efterlades pionerer, som kunne sprænge eller fjerne minerne. Pionererne skulle beholde hver sit gevær med 20 skud, men ingen automatvåben eller tunge våben. Dagen efter dannede tyskerne efter aftale med SHAEF-missionen Minenkommando Dänemark, som skulle foretage minerydningen under SHAEF’s kontrol. Arbejdet gik i gang allerede den 11. maj. [4]

Minerydningen synes i de første uger at være foregået, om ikke i et juridisk tomrum så i hvert fald under temmelig uklare omstændigheder. XXI Armégruppe skrev i løbet af maj til SHAEF-missionen i København, at man ikke ville tillade minerydning i Danmark (uden dog at angive nogen grund). Den 25. maj fik SHAEF-missionen kontraordre fra armégruppen: Man kunne alligevel fortsætte minerydningen ved hjælp af tysk mandskab, indtil tyskerne blev trukket ud af Danmark, og sammen med danskerne. Tyskerne ville formentlig blive trukket ud inden længe, og man måtte derfor prioritere minerydningen højt, så man kunne nå at rydde så mange miner som muligt, inden tyskerne forlod landet. Omkring dette tidspunkt befandt der sig ca. 350 tyske pionerer i Oksbøl.[5]

 

I løbet af foråret 1945 havde man hos SHAEF, de amerikanske styrker i Europas overkommando, XXI Armégruppe og på forskellige højere og lavere niveauer gjort sig mange overvejelser om, hvilke typer arbejde man kunne, måtte og havde behov for at sætte tyske fanger til. Forespørgsler, udtalelser, anbefalinger og ordrer blev i månedsvis sendt frem og tilbage mellem de forskellige kommandoniveauer, tjenestegrene og myndigheder og mellem XXI Armégruppe og den britiske regering. Genevekonventionen forbød brugen af krigsfanger til farligt arbejde som fx minerydning, men når tyskerne ikke længere kunne gøre gengæld mod allierede krigsfanger, kunne man måske omfortolke Genevekonventionen, så den ikke længere beskyttede krigsfanger mod farligt arbejde, eller man kunne løslade de nødvendige krigsfanger for straks derefter at sætte dem i arbejde som civile underlagt besættelsesmyndighedernes jurisdiktion. Kategorierne Surrendered Enemy Personnel og Disarmed Enemy Forces, der altså bl.a. omfattede det tyske personel i Danmark, bød på oplagte muligheder, men juristerne var ikke helt på det rene med hvilke.[6]

Krigsfanger skulle ifølge Genevekonventionen hjemsendes så hurtigt, som det var praktisk muligt efter konfliktens afslutning, men ligesom de øvrige medlemmer af den tyske Værnemagt i Danmark og Norge var de tyske læger og feltpræster ikke krigsfanger, men derimod ”Surrendered Enemy Personnel”. Det var en kategori, * som de allierede havde indført i foråret 1945 for at befri briterne og amerikanerne for den uoverkommelige opgave at forsørge de millioner af tyske soldater, der overgav sig til dem i Nordvesteuropa og Italien, på det niveau som Genevekonventionerne garanterede krigsfanger. Indførelsen af den nye kategori skulle også løse det problem, at USSR ikke havde underskrevet Genevekonventionerne, og at man derfor ikke kunne formulere en fælles overgivelsestekst, som alle de allierede magter ville kunne lade kapitulerende tyske chefer underskrive, hvis de tyske fanger skulle garanteres krigsfangestatus. Surrendered Enemy Personnel havde ingen formelle rettigheder og kunne i princippet behandles efter sejrherrens forgodtbefindende. SEP kunne fx pålægges at fungere i tyske enheder, som vedblev at udføre bestemte opgaver under allieret kontrol, de kunne bruges til genopbygningsarbejde i tidligere besatte lande og i Storbritannien, typisk som minearbejdere, bygningsarbejdere eller i landbruget, eller de kunne – som sanitetsfolkene og feltpræsterne i Danmark – fratages deres militære status og tilbageholdes, hvis der var brug for deres arbejdskraft.

I SHAEF’s ”Plan for opnåelse af de tyske styrker i Danmarks overgivelse,, som blev formuleret i foråret 1945, talte man ikke om Surrendered Enemy Personnel eller Disarmed Enemy Forces, men om ”krigsfanger”:

 

Hindringer for bevægelse til lands, til søs og i luften, herunder minefelter, sikres så vidt muligt. Tyske krigsfanger med det tyske udstyr, der måtte være til rådighed, bruges under behørigt opsyn i videst muligt omfang til at fjerne sådanne hindringer.[7]

 

Der stod ikke noget om minerydning i de overgivelsesdokumenter, som de tyske repræsentanter havde underskrevet hos Montgomery på Lüneburger Heide den 4. maj, hos Eisenhower i Reims den 7. maj eller i den sovjetiske marskal Zjukovs hovedkvarter nær Berlin den 8. maj, men i den Erklæring om Tysklands Nederlag og de Allierede Magters Overtagelse af den Øverste Myndighed, som Eisenhower, Montgomery, Zjukov og den franske general De Lattre de Tassisny på deres respektive regeringers vegne undertegnede i Berlin den 5. juni 1945, hed det i artikel 7:

 

De relevante tyske myndigheder forsyner de Allierede Repræsentanter med […]

(b) fuldstændige og detaljerede oplysninger om miner, minefelter og andre hindringer for bevægelse til lands, til søs eller i luften samt sikkerhedskorridorerne i forbindelse med dem; alle miner, minefelter og andre farlige hindringer uskadeliggøres så vidt muligt, og alle faste og flydende sømærker genetableres. Ubevæbnet tysk militært og civilt personel med det nødvendige udstyr stilles til rådighed og anvendes til ovennævnte formål samt til fjernelse af miner, minefelter og andre hindringer efter de Allierede Repræsentanters bestemmelse.[8]

 

Allerede den 25. maj havde XXI Armégruppe som nævnt besluttet, at minerydningen i Danmark kunne fortsætte, men altså kun under anvendelse af de tyskere, som man i forvejen havde til rådighed i landet. Rationalet var formentlig, at disse tyskere ikke var krigsfanger, men Surrendered Enemy Personnel, som man uden videre kunne disponere over på denne måde. Stik mod Armégruppens advarsel om, at tyskerne nok snart ville blive trukket ud af Danmark, blev der allerede den 27. maj sendt køretøjer fra Danmark til Nordfriesland for at hente to tyske pionerbataljoner, som begge havde gjort tjeneste i Danmark i april-maj 1945 og nu befandt sig i en fangelejr i nærheden af Osterhever, tilbage til Danmark for at deltage i minerydningen. Den 1. juni var den ene bataljon på plads i Rom syd for Lemvig, i Ringkøbing og i Hansted, og der var truffet forberedelser til at transportere den anden bataljon til Horsens, hvor mandskabet skulle uddannes på den tyske pionerskole i byen. [9]

 

Omtrent samtidig med at minerydningen begyndte i Danmark, begyndte tilsvarende operationer i Nordvesttyskland og Norge, og i Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg havde minerydningen allerede været i gang i nogen tid. Arbejdet blev hovedsageligt udført af tyske soldater under SHAEF’s og nationale myndigheders kontrol, men der var en vis variation fra land til land: I Luxembourg brugte man civile og politiske fanger.[10] I Holland prøvede man først at uddanne hollandske civile som mineryddere, men det viste sig ikke at være nogen tilfredsstillende løsning, og man gik i stedet over til at bruge tyske soldater; midt i juni var en tysk brigade på ca. 1.000 mand samt et britisk kompagni og en enkelt britisk deling til rådighed for arbejdet. Dertil kom et hollandsk kompagni, der skulle overvåge de tyske soldaters indsats. [11]

De allierede manglede militær og civil arbejdskraft til den gigantiske opgave, som det var at genoprette den ødelagte infrastruktur og i det hele taget rydde op efter krigen. Til det formål udnyttede man i stor stil den tyske arbejdskraft, som man havde rådighed over i form af krigsfanger og forskellige kategorier af kapituleret personel. I begyndelsen af maj 1945 blev det fx opgjort, at den britiske hær havde behov for at erstatte 55.000 mand, som stod til hjemsendelse, med tyske krigsfanger,[12] og i sommeren 1946 gik man i gang med at overføre ca. 1.500 tyske værnemagtspionerer til Storbritannien, hvor de sammen med britiske pionerer skulle rydde de minefelter, som briterne i begyndelsen af krigen havde lagt for at beskytte sig mod en tysk invasion.[13]

 

De tyske mineryddere i Danmark var under overordnet kommando af major Holland, som først repræsenterede SHAEF og fra juli 1945 de britiske militærmyndigheder i landet. Minerydderne var imidlertid organiseret i deres egne enheder med tyske befalingsmænd og under direkte kommando af kaptajn Geuer fra Værnemagtens pionerskole i Horsens. Geuer og hans medarbejdere havde fuld frihed til at tilrettelægge og lede arbejdet, men de danske myndigheder krævede, at deres arbejde løbende skulle kontrolleres. Major Hollands lille britiske styrke kunne ikke løse så omfattende en opgave, så Holland overdrog kontrollen til den Danske Brigades Pionerkommando, som han jo selv havde været med til at uddanne i Sverige.[14] Da Brigaden blev opløst og hjemsendt den 10. juli 1945, overgik kontrolopgaven til befalingsmænd og genindkaldte værnepligtige fra den danske hær samt frivillige fra den Danske Brigade. De danske kontrollanter havde ikke nogen myndighed over minerydderne, men skulle alene holde øje med, at de passede deres arbejde ordentligt og holde regnskab med, hvor mange miner der blev taget op eller uskadeliggjort. Som en del af kontrollen marcherede tyske pionerer gennem de felter, der var ryddet for fodfolksminer, og kørte med panserkøretøjer gennem dem, der hvor man havde fjernet panserminer.[15]

 

De tyske mineryddere var indkvarteret i deres egne lejre, som de frit kunne forlade uden for arbejdstiden, men skulle dog være tilbage senest kl. 21.00. I modsætning til de almindelige rationer for flygtninge og tilfangetaget værnemagtspersonel, som på dette tidspunkt udgjorde 2.000 kalorier om dagen, fik minerydderne fra midten af juli 2.500 kalorier i erkendelse af, at de sædvanlige rationer ikke var tilstrækkelige til at garantere den koncentration og motoriske sikkerhed, som deres arbejde krævede. Det var dog ikke altid muligt at overholde kostreglementet, for de danske myndigheder leverede ikke altid de aftalte mængder af især kød. Midt i juli fik minerydderne og alt andet tilbageholdt tysk personel i Danmark – men altså ikke flygtningene – lov til at sende et brev om ugen til Tyskland via det britiske VIII Armékorps, som skulle stå for censuren.[16]

Midt i juni 1945 bestod Minenkommando Dänemark væsentligst af de to ovennævnte pionerbataljoner, i alt 1.829 tyske soldater, hvoraf måske 1.100-1.200 var direkte beskæftiget med minerydning, mens de øvrige havde forskellige stabs- og støttefunktioner.[17]

Minerydderne arbejdede i den første tid ca. seks timer om dagen og havde fri på søn- og helligdage. De ryddede ca. 20.000 miner på en gennemsnitlig arbejdsdag, men de danske myndigheder pressede på for at få arbejdet afsluttet så hurtigt som muligt, og de danske og britiske myndigheder ville gerne op på 50.000 miner om dagen, så man kunne få arbejdet afsluttet i en fart. For at nå dette eksorbitante mål bad SHAEF-missionen den 21. juni det britiske VIII Armékorps om at frigive seks tyske pionerbataljoner, der var interneret i Nordtyskland, til forstærkning af Minenkommando Dänemark.[18]

 

Trods rykkere fra SHAEF-missionen trak det ud med forstærkningerne, og den 3. juli forlængede man arbejdsdagen til otte timer. Man nåede dog aldrig op på at rydde 50.000 miner om dagen. I nogle uger omkring månedsskiftet juni-juli var man oppe på ca. 27.000 miner om dagen, men højere kom man ikke.[19]

I løbet af juli og første halvdel af august voksede Minenkommando Dänemark til ca. 3.200 mand, hvoraf måske to tredjedele faktisk ryddede miner.[20]

Den 22. september var minerydningen så vidt fremskredet, at briterne kunne begynde at afvikle Minenkommando Dänemark. [21]

Op mod den 1. oktober blev 2.059 mand med fuld udrustning og køretøjer sendt sydpå for at løse opgaver i Tyskland, mens 270 mand blev overført til Sprengkommando Dänemark, der arbejdede med at tilintetgøre de optagne miner samt efterladt tysk ammunition og sprængstof m.m., og til et mindre arbejdskommando. [22]

De samlede tab for Minenkomando Dänemark udgjorde formentlig 149 (eller 179) dræbte, 165 hårdt sårede og 167 let sårede (en kategori, der omfattede mænd, som havde mistet en arm eller et ben). Det samlede tabstal for Minen- og Sprengkommanando Dänemark udgjorde formentlig 214 dræbte og 377 sårede. [23]

 

Da Minenkomando Dänemark blev opløst, manglede der endnu efterkontrol af en række minefelter, som bl.a. gjorde det umuligt at udnytte en del vigtig landbrugsjord. Kontrollen blev udført af hold på to pionerer, som var indkvarteret privat hos bønderne og rensede markerne ved at pløje dem igennem med en hestetrukket plov. Belært af erfaringerne fra det foregående år, da det forcerede arbejdstempo havde drevet tabstallene i vejret, blev arbejdet udført med stor forsigtighed, og kun én mand mistede livet. Samtidig arbejdede et panserkommando med base i Oksbøllejren med at rydde panserminer i klitlandskabet langs kysten og i det sumpede terræn på halvøen Skallingen nord for Esbjerg, som kun var blevet ryddet overfladisk året før. Det foregik ved, at man kørte panserkøretøjer gennem felterne og bragte minerne til sprængning, hvilket som regel medførte kvæstelser hos mandskabet. Pionererne i Oksbøl foretog desuden efterkontrol på en lang række lokaliteter langs vestkysten. Den 21. juni 1947 sluttede arbejdet, og den 1. januar 1948 blev minekommandoet i Oksbøl, der nu kun bestod af seks mand, hjemsendt til Tyskland. Endnu en lille gruppe – indtil i hvert fald den 31. december 1947 benævnt Minen-Nachkommando Dänemark – blev tilbage i Danmark indtil oktober 1948 for at tage sig af den sidste oprydning i forbindelse med minerydningen.[24]

 

Et særligt problem udgjordes af de forskellige – ofte meget kraftige – miner, som var placeret i forstrandsarealer og havstokken, ikke mindst omkring Esbjerg, hvor også dele af selve havnen var mineret. Disse miner blev ligesom minerne i havnen fjernet og uskadeliggjort af tysk marinepersonel. Når tyskerne ikke var i tjeneste, kunne de færdes frit i Esbjerg indtil kl. 18.00 og handle i butikkerne. I september 1945 blev det tyske rydningsmandskab hjemsendt, og den komplicerede opgave overtaget af danske arbejdshold, der var blevet uddannet i mellemtiden.[25]

 


[1] Talrige eksempler på de sovjetiske mediers kritik samt de britiske reaktioner og overvejelser desangående, inkl. Randalls redegørelse, ”From Copenhagen to Foreign Office, 8.18 a.m. GMT, 10th August, 1945” (FO 371/47300).

[2] ”To: Major Holland, RA, 18 Apr 45” (WO 202/789).

[3] Finsted 2004, s. 5.

[4] ”WB Dänemark: Besprechung am 9. Mai 1945”, WBK 256, s. 432; Jensen 2015a, s. 148.; Jensen 2017b, s. 209.

[5] ”Notes of Tour – Jutland 26-28 May 45” (WO 202/813). Trods grundige undersøgelser i britiske arkiver har det ikke været muligt at finde den forudgående korrespondance mellem XXI Armégruppe og SHAEF-missionen eller armégruppens interne dokumenter om sagen, og vi ved derfor ikke, hvorfor armégruppen i første omgang ikke ville tillade, at man brugte tyske soldater til minerydning i Danmark, eller hvorfor den skiftede mening. Det har heller ikke været muligt at fastslå, om minerydningen faktisk blev sat i stå som følge af armégruppens indledende forbud.

[6] Overvejelserne og diskussionerne kan følges via et stort antal dokumenter af meget forskellig art i WO 229/7/1 og WO 292/92/1.

[7] ”Plan for Obtaining the Surrender of German Forces in Denmark” (WO 202/789).

[8] ”Declaration Regarding the Defeat of Germany and the Assumption of Supreme Authority by Allied Powers; June 5, 1945”. Hentet fra http://avalon.law.yale.edu/wwii/ger01.asp den 7. maj 2019.

[9]* Det drejede sig om Panzer-Pionierbataillon 1233 (opstillet i Danmark i april 1945; 650 mand) og Pionierbataillon 1066 (oprindelig en Volkssturm-bataljon, som havde gjort tjeneste omkring Lemvig; ca. 300 mand). (”SHAEF Mission (Denmark) G2/G3 Division, Daily Progress Report – 1600 hrs 29 May 45 to 1600 hrs 30 May 45” og ”… 13 June 45” (WO 202/800). De vestallierede holdt så vidt muligt de tilfangetagne tyske enheder samlet. Det lettede administrationen og gjorde det nemmere at bruge dem som arbejdskraft eller – i tilfælde af krig med Sovjetunionen, en risiko som ikke mindst Churchill betragtede som meget reel – som kamp- eller støttetropper.

[10]WO 229/92/1; ”SHAEF Mission (Luxembourg), Fortnightly Report No. 5 for Period Ending Tuesday 26th June 1945” (WO 229/92/1, kopi 721); MacKenzie 1994, s. 503.

[11] ”SHAEF Mission (Netherlands), Mine Clearance and Bomb Disposal, Notes on Conference Held SMN/NMA 18 June 1945” (WO 202/826).

[12] War Cabinet Principal Administrative Officers Committee – Engineer and Constructional Labour – Report to the Chiefs of Staff, 7th May 1945 (CAB 79/33/10).

[14] Finsted 2004.

[15]* Det er ikke afklaret, hvor denne kontante kvalitetskontrol stammede fra. Ifølge stabsofficeren oberstløjtnant Toepke var det en standardprocedure, og altså ikke noget, der var indført til lejligheden af hverken danskerne eller briterne. Toepke var imidlertid ikke direkte involveret i minerydningen og kan have været forkert underrettet.

[16] ”Report of Meeting in Room 503, Dagmarhus, on Thursday 12 July 1945” (WO 202/813); Jensen 2015a, s. 157; Jensen 2017b, s. 222.

[17] WO 202/800; WO 229/92/1

[19] SHAEF Mission (Denmark) G2/G3 Division, Daily Progress Report – 1600 hrs 2 Jul 45 to 1600 hrs 3 Jul 45” (WO 202/800). Diverse rapporter m.m. (WO 229/92/1).

[20]* I takt med at styrken voksede i begyndelsen af august, skete der en lille stigning i det ellers støt faldende antal ryddede miner. I løbet af september faldt mandskabsstyrken gradvis til 2.788 den 16. september. Antallet af ryddede miner faldt mere end tilsvarende i løbet af september og nåede helt ned på 3.500-4.000 om dagen, men i anden halvdel af måneden nåede man igen op på ca. 8.000. (Jensen 2015a, s. 153; styrketallene:”Appx ’B’ Strength German Army Remaining in Denmark” (WO 202/813).

[22] Jensen 2015a, s. 158; British Naval Commander-in-Chief. Progress Report, Denmark, August 1945”, 5. september 1945. (WO 202/813).

[23] * Jensen 2015a, s. 155. Der er en vis uklarhed om tabstallene, men der er næppe nogen tvivl om, at de blodigste måneder var juni og juli, hvor arbejdstempoet blev skruet i vejret – ifølge major Holland efter dansk pres – og hvor tyskerne endnu ikke havde ændret deres metode fra søgning i lange rækker i ét felt ad gangen til søgning i grupper a to-tre mand i flere forskellige felter med god indbyrdes afstand for at begrænse tabene, hvis ulykken var ude. (”British Naval Commander-in-Chief. Progress Report, Denmark, August 1945”, 5. september 1945, WO 202/813); ”SHAEF Mission (Denmark) G2/G3 Division, Daily Progress Report – 1600 hrs 1 Jul 45 to 1600 hrs 2 Jul 45” (WO 202/800). Major Holland angav 158 dræbte, 180 alvorligt sårede og 184 lettere sårede per 21. september 1945. Ifølge det danske Pionerkommando var tabstallene 149 dræbte, 165 hårdt sårede og 167 lettere sårede, mens den tyske Dienstgruppe Dänemark angav 179 dræbte, 165 hårdt sårede og 167 lettere sårede i perioden 10. maj-1. september 1945, samt i alt 214 dræbte og 377 registrerede ulykkestilfælde for Minen- og Sprengkommando Dänemark tilsammen. (Jensen 2015a, s. 157). Antallet af mineryddere varierede en del i løbet af perioden, men regner man med, at ca. 1.700 mand deltog i minerydningen, var andelen af dræbte i størrelsesordenen 8,7-10,5 %, alt efter hvilket tabstal man går ud fra. Om Sprengkommando Dänemark: ”British Military Mission (Denmark): Preliminary Report on Accident at BLAAVANDS” (WO 202/813).

[24] Jensen 2015a, s. 159-160; Hansen 2018.

[25] ”Office of Flag Officer Denmark, Progress Report, Denmark, August 1945” (WO 202/813); ”Notes of Tour – Jutland 26-28 May 45” (WO 202/813); Hansen 2018.

 

Bibliografi

Finsted, Per (2004) ”Den danske Brigade i Sverige 1943-1945 – Pionerkommandoet”, i Chakoten. Hentet fra http://www.chakoten.dk/Den%20danske%20Brigade%20-%20Pionerkommandoet.pdf den 7. maj 2019.

  • Hansen, Marco (2018): ”Marinestation Esbjerg 1945, Den store oprydning”. Hentet fra http://www.atlantvoldsydvest.dk/category/den-store-oprydning-1945/ den 11. maj 2019.
  • Jensen, John V. (2015a). ”Der er mere Under Sandet – minerydningen efter besættelsen”, Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum
  • Jensen 2017 Jensen, John V. (2017a): Danmark en god mand? – Historien om Günter Toepke (Syddansk Universitetsforlag, Odense).
  • Jensen, John V. (2017b): “’I Danmarks interesse’, Minerydningen på den jyske vestkyst 1945”, i Fund og forskning i Det Kongelige Biblioteks samlinger, Bind 56, Det Kongelige Bibliotek, København.

 

Kildesamlinger

WBK - Werner Bests korrespondance med Auswärtiges Amt og andre tyske akter vedrørende besættelsen af Danmark 1942-1945, udgivet af John T. Lauridsen under medvirken af Jakob K. Meile, Det Kongelige Bibliotek & Selskabet til Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, i kommission hos Museum Tusculanum Press, København, 2012. (Her henvises udelukkende til bind 9. Tallet efter WBK angiver det citerede dokuments nummer i bindet).

 

The National Archies, Kew

CAB 79/33/10 Minutes of Meetings nos. 115-134, 11 May 1945

FO 371/47300 Germans in Denmark.

WO 32/11688 PRISONERS OF WAR: Employment (Code 91(B)): Employment of German prisoners-of-war on Mine clearance in the United Kingdom, 1945-1946.

WO 202/789 SHAEF Mission to Denmark. Data for Air Targets

WO 202/800 Daily progress reports, 1945 May – July

WO 202/813 Miscellaneous reports, 1945 May - 1946 Jan.

WO 202/826 SHAEF Mission to Netherlands. Fire and civil defence: mine clearance and bomb disposal

WO 229/7/1 Enemy Prisoners of War: Statistical reports and information, 1944 Jan 01 - 1945 Dec 31

WO 229/92/1 France: Mission reports, 1945 Jan 01 – 1945 Dec 31

post simili