Minestrygning i danske farvande efter besættelsen (Overskudskapitel fra "De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949" - 2)

Minestrygning i danske farvande efter besættelsen (Overskudskapitel fra "De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949" - 2)

event date d. 19.12. 2020 kl. 18:28

Da jeg skrev De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949, kom jeg til at skrive nogle kapitler om forskellige sidehistorier, som strengt taget ikke handlede om de tyske flygtninge, der var bogens emne. Da bogens omfang begyndte at stå klart for redaktøren og forfatteren, blev det bestemt at lade disse kapitler udgå.

Dette handler om minestrygningen i danske farvande efter besættelsen. de øvrige handler om minerydningen langs den jyske vestkyst, prammen i Klintholm og sænkningen af Cap Arcona i Neustadt-bugten samt om de russiske, franske m.fl. krigsfanger, der drev i land ved Påø på Langeland om bord i en flydedok.

 

Minestrygning i danske farvande efter besættelsen

Under besættelsen blev der udlagt ca. 23.640 miner i danske farvande, nogle i egentlige minefelter lagt af tyskerne, andre fra sovjetiske ubåde og andre mere tilfældigt nedkastet fra især britiske fly.[1] Det var vigtigt både for de allierede og for danskerne hurtigst muligt at få ryddet sikre sejlruter mellem Nordsøen og Østersøen og mellem de danske havne. Briterne var især interesseret i at åbne forbindelsen til de nordtyske havne og til Finland, mens danskerne var mindst lige så optaget af at genåbne de indre danske farvande og fiskepladserne. Det var imidlertid briterne, der bestemte, for det var dem, der rådede over ressourcerne i form af tyske minestrygere.

 

Det var derfor forstaaeligt, om end ikke alt for behageligt, at Hovedvægten straks maatte lægges på Løsningen af de internationale Opgaver. Medens en Reetablering af et nationalt dansk Trafiknet maatte vente.[2]

 

Ved kapitulationen befandt der sig ca. 160 tyske minestrygere og hjælpeskibe i danske farvande. De havde baser i København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Frederikshavn og Hirtshals, og styrkens samlede mandskab udgjorde ca. 6.000 mand, hvoraf mindst 1.000 dog var beskæftiget på land. Fra 21. juni 1945 udgjorde ca. 100 af disse fartøjer og ca. 2.200-2.500 mand[3] – blandt dem altså Charlotte Sch.s søn (omtalt i De uønskede) – den danske Division af den nyoprettede German Mine Sweeping Administration, en organisation bestående af i alt ca. 27.000 tyske søfolk og 300 fartøjer, som under Royal Navys opsyn skulle rydde miner i Nordsøen og Østersøen. GMSA’s Danske Division arbejdede sammen med 16 britiske minestrygere.

I det danske søværn var der utilfredshed med, at det så udpræget var briterne, der styrede arbejdet og prioriterede indsatsen, og med at tyske marineenheder fortsat skulle operere fra danske havne. Eftersom Danmark så kort efter befrielsen kun rådede over meget begrænsede midler til minestrygning, havde danskerne svært ved at sætte sig igennem. Royal Navys folk i Danmark var på deres side utilfredse med, at danskerne bidrog for lidt til minestrygningen i deres egne farvande.[4]*

Den britiske kontreadmiral Reginald V. Holt, der som chef for den britiske militærmissions Naval Component repræsenterede Royal Navy i Danmark, var ked af danskernes efter hans opfattelse generelt manglende realitetssans og forståelse af deres egen status:

 

En uoplyst offentlighed, som ikke får nogen som helst vejledning fra regeringens side, finder den fortsatte tilstedeværelse af tyskere i Danmark ubehagelig og uforklarlig. Samtidig ved de militære chefer udmærket, at de er ude af stand til selv at klare de problemer, som endnu skal løses.

 

Holt bemærkede, at situationen dog var lettet noget, efter at en del af de tyske minestrygere, der opererede i danske farvande, i løbet af august var forlagt til Kiel. Samtidig

 

… [gav] danskernes anmodning om at få strøget en kanal ind til Esbjerg havn lejlighed til fast at gøre opmærksom på, det var bydende nødvendigt, at danskerne samarbejdede i anvendelsen af de nødvendige tyske minestrygere. Det er og bliver imidlertid en kendsgerning, at tyskere aldrig vil finde sig i at blive styret af danskere, og så længe tyskerne skal arbejde i Danmark, må en repræsentant for den Britiske Flådechef i Tyskland videregive sine befalinger til dem. Danmark blev aldrig en allieret, og denne kendsgerning må aldrig glemmes.[5]

 

Tyskernes ringe respekt for danskerne var et tilbagevendende problem:

 

På grund af antallet af spredte havne og manglen på britisk personnel er bevogtningstjenesten og havnekontrollen overladt til danskerne. Tyskerne fastholder den attitude, at ”de ikke overgav sig til danskerne, men til briterne”, og fører den ud i livet ved at nægte at tage imod ordrer fra danskerne. Danskerne overdriver på den anden side deres selvhævdelse for at komme af med et mindreværdskompleks, for at kue tyskerne og måske for at slå på en mand, der ligger ned.

Som følge heraf meldes der [i august 1945] om mindre klammerier en gang eller to om ugen, men antallet er faldende. […]

 [Tyskerne] giver udtryk for foragt for deres ”heltemodige” danske vagter, som de håber en dag at kunne give en lærestreg. En anden levende tysk beskrivelse af danskerne er ”folket, der mener, at dét, at de afbrød de diplomatiske forbindelser med Japan, gjorde en ende på krigen i Østen.” [6]

 

Udover gnidningerne mellem de tyske SEP’er (Surrendered Enemy Personnel var ikke krigsfanger; læs mere her) og deres danske vagter m.v., var de væsentligste disciplinære problemer i den første tid – indtil det midt i juli 1945 blev tilladt det tilbageholdte militære personel at sende breve til Tyskland og modtage breve hjemmefra – at der blev smuglet breve ind og ud af forlægningerne, og desuden at søfolkene sneg sig til at besøge venner i land. Befolkningens ”eftergivende indstilling” gjorde det svært at sætte en stopper for disse overtrædelser af reglementerne.[7]

De tyske marineres breve, som blev censureret af de britiske myndigheder, gav indtryk, af at stemningen i forlægningerne var præget af kedsomhed, rastløshed og frustration over den uvished, man levede i. De tilbageholdte søfolk hungrede efter nyt hjemmefra, og der cirkulerede alle mulige vilde rygter blandt dem. Derudover var dét, der optog dem mest, tilsyneladende mad.[8] Med en ration på 2.800 kalorier om dagen var søfolkenes kost en anelse rigeligere end dén, minerydderne i Jylland fik, og en god del bedre end flygtningenes, men den blev stadig oplevet som utilstrækkelig og ikke nærende nok. Først da rationerne i 1947 blev sat op til 3.600 kalorier, og andelen af fedt, grøntsager og fisk blev øget, blev der ro om kostspørgsmålet.[9]

Foruden kosten blev også andre forhold forbedret i begyndelsen af 1947 for, som det hed i den danske minestrygningstjenestes nyhedsbrev, Strygetidende, at ”bidrage til at formidle den nødvendige Moral og Disciplin blandt de tyske Besætninger”: Den tysksprogede avis med uddrag fra dansk og udenlandsk presse, som man gennem nogen tid havde udgivet til brug for de tyske marinere, begyndte at bringe oplysninger om de tyske minestrygeres resultater. Mandskaberne i Frederikshavn og Hirtshals, hvor hele den tyske minestrygningsstyrke nu var koncentreret,[10] fik mulighed for at besøge en nyindrettet biograf, hvor der ikke bare blev vist film, men også arrangeret underholdning ved kunstnere hentet blandt de tyske flygtninge i de omkringliggende lejre, og der blev ”fastsat et forstandigt Grundlag for Udveksling af Besøg mellem de tyske Besætninger og de tyske Flygtningelejre.” Desuden var der gennem ”Krigsfangehjælpen” (formentlig under Dansk Røde Kors) fremskaffet bøger og ”andre underholdningsartikler” og skabt mulighed for, at tyskerne kunne bade fra den lille ø Deget ud for Frederikshavn og dyrke sport på nogle idrætspladser vest for byen. Endelig blev der oprettet et særligt tysk basepoliti, som skulle opretholde ro og orden i forlægningerne; [11] det styrkede tyskernes oplevelse af at fungere i deres egne, selvstændige enheder, hvor autoriteten lå hos deres egne befalingsmænd, og det mindskede risikoen for gnidninger mellem danskere og tyskere.

De forbedrede forhold i og omkring forlægningerne formåede dog ikke at fjerne den uro og misstemning, der skyldtes de tyske marineres uvished om, hvad der skulle blive af dem, når GMSA blev nedlagt. Allerede i foråret 1947 var man begyndt at levere de civile fartøjer, som flåden havde lagt beslag på under krigen, tilbage til deres ejere, og der gik rygter om en snarlig nedlæggelse af GMSA.[12]

 

Trods den dårlige stemning mellem tyskere og danskere og den utilstrækkelige forståelse mellem danskere og briter skred arbejdet frem, og det danske bidrag blev gradvis større. Den 15. oktober – efter at de 18 britiske skibe,[13] der havde deltaget i minestrygningen, var blevet trukket hjem, så der herefter kun opererede danske og tyske minestrygere i danske farvande – overtog chefen for den danske Minestrygningstjeneste den fulde operative kontrol med al minestrygning i de danske farvande.[14] De tyske minestrygere og deres mandskab var dog stadig underordnet GMSA og dermed de allierede myndigheder.

Midt i december 1945, da minestrygningen efterhånden måtte indskrænkes på grund af stærk kulde og voldsomme snefald, samt på grund af forberedelser til næste års kampagne, skrev kommandør Wilde ved Holts stab i København til den øverstbefalende for de britiske flådestyrker i Tyskland:

 

Når man ser tilbage på perioden siden kapitulationen, er det tilfredsstillende at bemærke, at skibe nu kan sejle i deres lovlige ærinder ad strøgne kanaler i alle dele af disse farvande, og tabene er forbavsende små.[15]

 

GMSA’s tab i danske farvande udgjorde i alt 8 omkomne ved to minesprængninger i Kattegat i henholdsvis august og oktober 1945.[16] Minetjenesten til søs var hverken let eller ufarlig, men den var ikke det ”himmelfartskommando”, som Charlotte Sch. frygtede.

 

 

 

Ved udgangen af oktober 1947 blev de resterende tyske minestrygere forlagt fra Dannark til andre farvande,[17] og den 31. december 1947 blev GMSA opløst. Afviklingen af GMSA på et tidspunkt, da minerydningen langtfra var afsluttet, skyldtes formentlig pres fra Sovjetunionen, der frygtede, at denne fortsættelse af det Tredje Riges flåde kunne blive udgangspunktet for en ny tysk oprustning til søs rettet mod USSR.[18]*

 

Kilder

Strygetidende Meddelelser vedrørende Minestrygning i de danske Farvande udgivet af Kystflaadens Minestrygningstjeneste

WO 202/813 SHAEF Mission to Denmark

Ledebur, Gerhard Freiherr von (1970): ”Die Räumung von Seeminen in den Gewässern von Nord-, West und Osteuropa nach 1945” i Marine Rundschau 67.

 

Tak til Tom Wismann, Lars Jordt, Søren Nørby, og Nina Stähle for henvisninger og hjælp med at fremskaffe kildemateriale.

 


[1]Strygetidende, januar 1947, 1, s. 5.

[2] Strygetidende, november 1947, 11, s. 69.

[3] Antallet af mænd og skibe svingede hele tiden, og forskellige kilder medregner forskellige tyske skibe i minestrygningsstyrken og opgør mandskabsstyrken forskelligt på forskellige tidspunkter: 2.493 mand: ”List of ’Frozen’ German Personnnel” (WO 202/813); 2.200 mand;”Office of Senior British Naval Officer, Copenhagen, Vesterport, Copenhagen, 15th December 1945, Report of Proceedings, November 1945” (WO 202/813). Den 1. august 1946 udgjorde den tyske styrke ifølge Strygetidende (6, 8, 1947) 2.581 mand og 62 skibe.

[4] Først i november 1945, da det danske søværn havde fået overdraget et antal britiske fartøjer, som under krigen havde sejlet med danske besætninger, samt et større antal tyske fartøjer, nåede den danske minestrygerstyrke med ca. 45 fartøjer op på et større antal skibe end den tyske. (Strygetidende, november 1947, Skema No: 4; ”Office of Senior British Naval Officer, Copenhagen, Vesterport, Copenhagen, 15th December 1945, Report of Proceedings, November 1945” (WO 202/813).

[6] ”Report on Subversive and Evasive Activities, August 1945”; ”Report on German Obstructions, August 1945” (WO 202/813)

[7] ”Report on Subversive and Evasive Activities, August 1945” (WO 202/813).

[8] ”Report on Subversive and Evasive Activities, August 1945”; ”Report on German Obstructions, August 1945” (WO 202/813)

[9] Strygetidende, 4, 1947, s. 21.

[10] Strygetidende, januar 1947, nr. 1, s. 1.

[11] Strygetidende, april 1947, 4, s. 21.

[12] Ledebur 1970, s. 281.

[13] Strygetidende, november 1947, 11, s. 69

[14] Strygetidende, 1. november 1945, nr. 2, s. 1-2.

[15] ”Office of Senior British Naval Officer, Copenhagen, Vesterport, Copenhagen, 15th December 1945, Report of Proceedings, November 1945” (WO 202/813

[16] Ledebur 1970, s. 464.

[17] Strygetidende, november 1947, s. 68

[18] Ledebur 1970, s. 282. Det danske Søværns minestrygning i danske farvande fortsatte op gennem 1950’erne og, dog mere sporadisk, 1960’erne.

 

similar posts