Flydedokken ved Påø, maj 1945 (overskudskapitel fra "De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949" - 3)

Flydedokken ved Påø, maj 1945 (overskudskapitel fra "De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949" - 3)

Dato og tidspunkt:d. 22.12. 2020 kl. 17:24

Da jeg skrev De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949, kom jeg til at skrive nogle kapitler om forskellige sidehistorier, som strengt taget ikke handlede om de tyske flygtninge, der var bogens emne. Da bogens omfang begyndte at stå klart for redaktøren og forfatteren, blev det bestemt at lade disse kapitler udgå.

Jeg bryder mig ikke om at lade arbejde gå til spilde, så efterhånden som jeg får tid til at gøre overskudsteksterne klar, vil jeg gøre dem tilgængelige via min hjemmeside. Dette handler om den flydedok fuld af franske, russiske og belgiske krigsfanger, der strandede ved Påø på Langeland den 5. maj 1945. De øvrige handler om tyske piloter på flugtminestrygningen i danske farvande efter besættelsenminerydningen langs den jyske vestkyst og prammen i Klintholm og sænkningen af Cap Arcona i Neustadt-bugten.

 

Flydedokken ved Påø[1]

I de første måneder af 1945 løb flere og flere tyske skibe i Østersøen på miner eller blev beskadiget ved luftangreb eller angreb fra sovjetiske flådefartøjer. Samtidig med at behovet for reparationer således voksede, mistede den tyske flåde værfterne i Memel, Königsberg, Elbing, Danzig og Gotenhafen,[2] efterhånden som Den Røde Hær erobrede disse byer. Det lykkedes dog at evakuere nogle af værfternes flydedokker og slæbe dem til havne vestpå, så de kunne bruges til at afhjælpe en del af reparationsbehovet. Bornholm blev mellemstation for et par af disse evakueringer: En af de første dage af april anløb en flydedok fra Danzig således Rønne, og den 20. april kom en flydedok (nr. 1072) tilhørende Lindenauwerft i Memel til Bornholm på vej fra Pillau til Travemünde.[3]

Fra det store værft Oderwerke i Stettin lykkedes det trods heftig beskydning fra sovjetiske tropper på østsiden af Oder at slæbe et antal flydedokker op til Swinemünde, hvor nogle af dem blev taget i brug på stedet, mens andre blev slæbt videre vestpå. En af disse dokker – Oderwerkes Flydedok C, der var bygget i 1891 – blev slæbt til Sassnitz på Rügen, hvor ca. 1.500 franske, russiske, belgiske og polske krigsfanger blev bragt ombord den 1. maj.[4]*

Fangerne kom fra lejren Stalag II-D ved Stargard, som havde været under evakuering siden den 29. januar, da en første marchkolonne blev sendt vestpå midt i en snestorm. Tømningen af Stalag II-D var en del af tyskernes bestræbelser på at flytte de ca. 80.000 allierede krigsfanger,[5]* som i begyndelsen af 1945 befandt sig i lejre i østområderne, vestpå, inden Den Røde Hær kunne nå at befri dem. Marcherne gennem det hårde vintervejr kostede flere tusinde fanger livet. Formålet med denne enorme og meget ressourcekrævende operation står ikke helt klart, men en nogenlunde sandsynlig forklaring kunne være, at fangerne skulle tjene som gidsler eller bytteobjekter i en politisk handel, som Hitler og Himmler håbede at kunne indgå med de vestallierede.

De 1.500 fanger fra Stalag II-D var afgået fra lejren i februar og var efter en march på 230 km gennem den pommerske vinter nået frem til Sassnitz, hvor de befandt sig, da byen blev angrebet af britiske bombefly natten mellem den 6. og 7. marts. En fransk fange, Camille Badie, skrev senere om denne nat:

 

Forsynet kommer os til hjælp […] i form af bølger af flyvende fæstninger, som på en halv time ødelagde en stor del af byen […] Vores hemmelige gøremål består da i søgen efter fødevarer, og det sker, at en dåse med røget sild eller et stykke flæsk hentes ved siden af ejermandens lig og derfor var plettet med hans blod […] Hele og dele af døde kroppe begraves lag på lag i store fællesgrave, som det er vores opgave at udgrave og dække til, når de er fyldt op.[6]

 

Fangerne fra Stalag II-D forblev endnu næsten to måneder i Sassnitz, inden de om formiddagen den 1. maj – dagen efter Hitlers selvmord og Den Røde Hærs erobring af Berlin – blev bragt ombord i Flydedok C, som kl. 16:00 samme eftermiddag blev bugseret ud af havnen og vestpå af slæbebåd C 72 S. Fangerne kendte ikke deres bestemmelsessted, men der gik rygter om, at de skulle til Flensborg.

Flydedok C’s indvendige areal var ca. 50 x 16 m, hvilket gav hver af de 1.500 fanger lidt over ½ kvadratmeter at opholde sig på under den flere døgn lange rejse. Dækket var omkring 1,20 meter over havoverfladen, og de dele af det, der var nærmest flydedokkens åbne kortsider blev hyppigt overskyllet af vand, ligesom der fra tid til anden stod vand ind gennem de fem cm store huller, som nogle fanger havde hugget i dokkens sider, for at de kunne fungere som toiletter. Der var ingen overdækning til at beskytte mod regnen, og ud over hvad nogle af fangerne selv havde medbragt var der hverken mad eller vand ombord. De tyske vagter opholdt sig i et aflukke øverst på en af de fire meter høje sidevægge, mens transportens chef, kaptajn Helwig fra Landes-Schützen Bataillon 251, befandt sig ombord på slæbebåden.[7]*

I løbet af den 3. maj, da slæbebåden og flydedokken befandt sig sammen med et større antal skibe af forskellige slags – passagerskibe, slæbebåde, tankere og fragtskibe – ved indsejlingen til Kielerbugten, blev den improviserede konvoj angrebet af britiske Mosquito-jagerbombere, som sænkede flere fartøjer og beskadigede Flydedok C’s slæbebåd. Flydedokken gik fri, men slæbebådens chef kappede trossen til dokken, som begyndte at drive nordpå, mens slæbebåden blev sat på grund ved Stohl på halvøen Schwansen mellem Kielerbugten og Egernførdebugten.[8]*

En overlevende marineofficer fra et af de sænkede fartøjer reddede sig ombord på flydedokken, hvor han straks trak sin pistol og gav sig til at true fangerne. En russisk fange gav ham et dræbende slag i baghovedet med en tung fastnøgle, hvorefter hans lig blev kastet i vandet.[9]

 

I perioden 2.-6. maj angreb fly fra RAF’s 16. og 18.Group (Coastal Command), 83. og 84. Group (2. Tactical Air Force) et stort antal handelsskibe, krigsskibe og ubåde i den vestlige del af Østersøen, i Bælterne og i Kattegat. Formålet var dels at støtte de britiske styrkers fremrykning mod Lübeck, som det – bl.a. for at sikre Danmark mod sovjetisk besættelse – var vigtigt at nå, inden russerne gjorde det, og dels for at hindre tyskerne i at overføre tropper til Danmark og Norge for at fortsætte kampen derfra. Efter at britiske styrker var rykket ind i Lübeck den 2. maj, og de tyske styrker i Danmark havde kapituleret den 5. maj, fortsatte angrebene på skibe, der var – eller formodedes at være – på vej til eller fra Norge, hvor de tyske styrker først kapitulerede den 8. maj.

I de første dage af maj sænkede eller beskadigede 2. Tactical Air Force 160 fragtskibe, 9 ubåde, 4 torpedobåde og minstreygere og 8 mindre fartøjer. 184. Squadron fløj ikke mindre end 130 togter i løbet af 60 timer.[10]

Den 3. maj sænkede briterne i Kiel Bugt (syd for Als, Ærø og Langeland) konvojledsageskibet F3 Hai, seks ubåde og damperen Dorpat, der transporterede flygtninge og/eller soldater. I Bælterne sænkedes damperne Pallas og Polycarp og ubåden U2524, og i Kattegat minestrygeren M301 og, nord for Samsø, damperen Wolfgang L.M. Russ. Også tre ØK-skibe, Jutlandia, Java og Falstria, der var lagt op ved Slotø ud for Nakskov, blev angrebet. Java blev sænket, Falstria blev oversvømmet og brød i brand, mens Jutlandia slap med nogle skudhuller og en mindre brand i et lastrum. Den 4. maj blev mindst fire tyske dampere sænket i farvandene omkring Langeland: Ernst Hugo Stinnes og Else Hugo Stinnes ud for Ærø, og Vega og Bolkoburg syd for Lolland.[11]

 

Efter at flydedokken var blevet overladt til sig selv, opgav den tyske underofficer og hans vagtmandskab at holde styr på fangerne og fandt sig i, at de overtog kommandoen over fartøjet. De franske fanger bredte en improviseret trikolore ud i håb om, at allierede piloter ville kunne nå at se den, inden de kastede deres bomber eller affyrede deres maskingeværer mod dokken.[12]*

I løbet af natten mellem den 3. og 4. maj – den tredje dag på søen – begyndte en del af de dehydrerede og udmattede fanger at få feber.

Den følgende dag modtog den tyske marines Bjærgningstjeneste i Kiel en melding om, at en flydedok, hvor der tilsyneladende var mennesker ombord, var set drivende syd for Keldsnor Fyr ved sydspidsen af Langeland. ”Under de daværende omstændigheder var det imidlertid ikke muligt at sende et bjærgningsfartøj ud, ligesom det på grund af manglende kommunikationsmidler ikke var muligt at forfølge sagen yderligere.”[13] Ombord på flydedokken fik man i løbet af den 4. maj land i sigte mod vest, og en østenvind drev dokken i den rigtige retning. For at få mest muligt udbytte af vinden, brækkede fangerne nogle syv-otte meter lange planker fri af dækket eller dokkens høje sider, og lavede fire store styreårer af dem, som de gjorde fast i hver sit hjørne af dokken. Med disse primitive midler prøvede de at styre dokkens orientering i forhold til vinden, så de lange, høje sider kom til at fungere som sejl.

Nogle få kilometer fra kysten passerede flydedokken to opankrede tyske passagerskibe, formentlig fulde af flygtninge, som i det samme blev angrebet af britiske fly. Det ene brød i brand, og det andet sank med alle ombordværende. Et af flyene kastede en bombe mod flydedokken, men ramte den ikke. Flydedokken blev til gengæld ramt af en maskingeværsalve, som kostede tre-fire fanger livet og sårede en del andre.[14]*

Efterhånden som flydedokken nærmede sig kysten, undrede fangerne sig over, at de folk, som de nu tydeligt kunne se inde på land, ikke viste dem den ringeste interesse, og de sluttede, at de måtte være på vej mod den tyske kyst.

Ved 16-tiden den 4. maj gik Flydedok C på grund ca. 150 meter fra stranden. Vandet var for dybt til at vade i land, kun få af fangerne kunne svømme, og et forsøg på at konstruere en landgangsbro slog fejl og kostede flere fanger livet. Synet af et fly, der passerede forbi i det fjerne, mindede fangerne om, at de stadig risikerede at blive angrebet fra luften, og nogle russere blev grebet af panik og sprang i vandet; to af dem forsvandt i bølgerne.

Sidst på eftermiddagen svømmede syv-otte frivillige ind til stranden trækkende et reb efter sig. Ved hjælp af rebet trak de derefter dokkens ankerkæde i land og fik den gjort fast. Rebet og ankerkæden gjorde det muligt at tage en tømmerflåde i brug, som fangerne havde fremstillet af dæksplanker. Den kunne imidlertid kun medføre fire mand ad gangen, så det havde lange udsigter med at komme i sikkerhed i land. De første, der blev færget ind til stranden, var fanger, som havde forstand på at ro. De kontaktede nogle lokale folk og fik fat i et par joller med årer, og derefter begyndte den egentlige evakuering. Først blev de syge og sårede og deres sygepassere bragt i land, og så de døde og derefter resten af de ombordværende – stadig fortvivlende langsomt.

Da det efterhånden lykkedes nogle fanger at kommunikere med folk på stranden, blev det opklaret, at de var landet i Danmark – ved Påø på Langeland – og at de lokales indledende uvilje til at have noget med dem at gøre, skyldtes, at de troede, at de var tyske flygtninge. Da trådene først var redet ud, viste langelænderne til gengæld stor nysgerrighed og imødekommenhed over for de fremmede, men også en vis uro og frygt for plyndring, vold og ikke mindst smitte.

Et par ambulancer blev tilkaldt og begyndte at køre de syge og sårede bort, og der blev sørget for drikkevand på stranden.

En styrke på omkring 50 tyske soldater rykkede ud fra Rudkøbing, men efter en eller flere mundtlige konfrontationer med repræsentanter for de franske fanger og en lokal gårdejer, valgte deres chef – en tilsyneladende noget rådvild, eller måske bare meget fornuftig, løjtnant – at lade sine folk holde sig i baggrunden.[15]

En del af de udmattede fanger faldt bare om på stranden, andre fik varmen ved interimistiske bål, mens andre igen trak ind i landet og forsvandt i skovene bag stranden, hvor de var i skjul for angribende fly, eller gav sig til at tigge mad på de nærmeste gårde og huse, hvis de da ikke i deres fortvivlelse kastede sig over rå roer og græs. Samtlige ombordværende var i en meget sølle forfatning, men der var stor forskel på ”grundformen” hos russerne (og, må man antage, polakkerne), som havde levet under elendige forhold i fangelejrene, og de franske og belgiske fanger, som dels rangerede højere i det nazistiske racehierarki og dels havde stået under en vis beskyttelse af kollaboratørregeringer i deres hjemlande og havde haft mulighed for at modtage Røde Kors-pakker som supplement til kosten og beklædningen i lejrene.

Den langsommelige færgefart mellem flydedokken og stranden fortsatte til ud på aftenen, og var endnu ikke afsluttet da befrielsesbudskabet nåede til Påø.

 

Hvilket røre! Hvad sker der, er de blevet vanvittige derinde på kysten? Krigsfanger og civile er i oprør, løfter armene, råber og ser ud til at danse krigsdans med fægtende arme. En fange skiller mængden ad udstyret med en jazztrompet, som er kommet frem, igen ved hvorfra, og går frem lige til han står med fødderne i vandet og spiller ufortøvet ud imod os: ”Le p’tit Quinquin”, og ”Cessez le feu” og ”La Marseillaise”. Hvad betyder denne optræden? Er krigen slut. Roeren, som når ud til flydedokken, giver os besked. På så lang afstand, som det er muligt, råber han nyheden: ”Besættelsesstyrkerne i Danmark har kapituleret. Flåden, eller det der er tilbage af den, har fået ordre til at indstille skydningen!” Smil og tårer, vilde reaktioner, men øre af glæde modtager vi den bekendtgørelse, som vi har ventet på så længe. Og det er ikke lutter opspind for, da det bliver mørkt, tændes der lys på alle gårdene, og man kan endog på den nærmeste se, at det danske flag er blevet hejst uden at spilde tiden. ”La Marseillaise” og ”L’Internationale” eksploderer spontant sunget af femten hundrede stemmer, som har ventet i fem år på at føle sig i sikkerhed.[16]

 

Ved 22-tiden, da mørket gjorde det nødvendigt at indstille evakueringen, var ca. 600 fanger og det tyske vagtmandskab kommet i land. En enkelt tysker blev slået ihjel og smidt i vandet af nogle russere, som beskyldte ham for at have dræbt to krigsfanger i lejren, men resten af vagtmandskabet kom uskadte i land og marcherede af sted i retning af Rudkøbing for at skaffe sig ordrer og indkvartering.[17]*

Evakueringen blev genoptaget i de tidlige morgentimer, denne gang ved hjælp af en halv snes joller roet af lokale folk, mens nogle fiskerbåde lå tæt op ad flydedokken for at forhindre den i at rive sig løs. Klokken 9 kom de sidste otte forhenværende krigsfanger i land.

De ca. 1.500 ankomne blev i første omgang indkvarteret på to store lokale landbrugsejendomme: franskmændene på godset Skovsgård og russerne på proprietærgården Østergård. Den 7. maj, da den mest akutte fase var overstået, blev 302 franskmænd indkvarteret på Humble realskole og 312 i Mangleby, mens de ca. 800 russere blev anbragt på Rudkøbing kommuneskole. (I Rudkøbing befandt der sig i forvejen 218 flygtninge på Langelands Højskole og 25 på det lokale sygehus). Den improviserede lejr blev ledet af et frivilligt arbejdsudvalg, og medlemmer af Danske Kvinders Beredskab i Rudkøbing sørgede for bespisning af fangerne, mens andre frivillige hjalp sygehuspersonalet med aflusning m.v. Selv efter at den værste nød var afhjulpet, fortsatte langelænderne den indsamling af tøj til deres gæster, som var begyndt, da folk i Påø havde udstyret de nøgne svømmere og de dårligst stillede af de øvrige fanger med gammelt tøj eller, i en snæver vending, nødbeklædning i form af papirsække.[18]*

Det kostede ca. 2.500 kr. om dagen at drive den improviserede lejr. Beløbet blev lagt ud af Rudkøbing Kommune, som havde omkring 4.300 indbyggere.

Efterhånden som fangerne kom til kræfter, begyndte en del af dem at hjælpe de lokale gårdejere og husmænd i bedriften i den travle sommertid, men en ide om at de mere systematisk skulle deltage i høsten, blev opgivet, da det viste sig, at der var tilstrækkelig med dansk arbejdskraft. Krigsfangerne blev inviteret til måltider og kaffe hos byens borgere og deltog meget aktivt i fredssommerens mange festligheder, der blev arrangeret danskundervisning, koncerter og andre kulturelle arrangementer, hvor langelændere og deres gæster mødtes, og der opstod mange venskaber og ikke så få kæresteforhold, hvoraf nogle senere resulterede i børn.[19]

De allierede militære myndigheder – for de vestallieredes vedkommende repræsenteret af SHAEF’s mission i Danmark – gik kort efter befrielsen i gang med sammen med sovjetiske, franske m.fl. forbindelsesofficerer at opspore og identificere de tusinder af allierede krigsfanger, der befandt sig rundtom i Danmark, og organisere deres repatriering.

Den 30. maj kl. 10:00 rejste 610 franskmænd og 13 belgiere fra Rudkøbing til Svendborg og videre til København, hvor de ankom med toget kl. 03:15 den følgende dag, og allerede kl. 12:30 lettede den første af de 24 C47 transportmaskiner, der bragte franskmændene til Lille og belgierne til Bruxelles. I løbet af tre dage var hele gruppen hjemsendt.

Da franskmændene og belgierne rejste, var der stadig ca. 800 russere i Rudkøbing. Fra midten af juni overtog Dansk Røde Kors ansvaret for deres indkvartering og forplejning, men stadig bistået af det oprindelige ”lejrudvalg” og af de frivillige, der tidligere havde arbejdet i DKB’s regi.

Det tog sin tid, før SHAEF-missionen fik kontakt med en sovjetisk forbindelsesofficer, og skønt russerne i Rudkøbing selv gjorde flere forsøg på at komme i forbindelse med de sovjetiske myndigheder – bl.a. via en telefonopringning til den sovjetiske kommandant på Bornholm[20] – kom de først af sted den 17. august. De danske myndigheder og de britiske besættelsesmyndigheder i Nordtyskland havde i sommerens løb gjort flere forsøg på at få de ca. 7.000 sovjetiske krigsfanger, der befandt sig i lejre rundtom i Danmark, sendt tilbage til USSR, men russerne havde gang på gang udskudt eller aflyst de aftalte arrangementer, fordi forholdene i den sovjetiske besættelseszone var for kaotiske til, at transporterne kunne gennemføres.[21]*

 

I årene umiddelbart efter krigen modtog familier på Langeland hyppigt breve og postkort fra deres nye franske venner, og da der efterhånden blev mulighed for at rejse igen, aflagde en del tidligere krigsfanger besøg hos deres langelandske værter. Russerne hørte man længe ikke noget fra, hvilket gav anledning til en del frygt for deres skæbne. I begyndelsen af 1960’erne blev der imidlertid ad forskellige kanaler skabt kontakt til sovjetiske myndigheder, medier og veteranorganisationer, som forsikrede de bekymrede langelændere om, at deres tidligere gæster var blevet behandlet godt efter hjemkomsten. Dette blev bekræftet, da der i forbindelse med markeringen af 20-året for strandingen kom breve direkte fra tidligere ”Rudkøbing-russere”, og en af dem indgik i den sovjetiske delegation, da man i 1965 afslørede en mindesten ved Påø. Senere kontakter med ”Rudkøbing-russerne” eller deres efterkommere og sporadisk forskning i deres skæbne tyder på, at mange af dem faktisk fik lov at vende tilbage til et normalt liv i det civile samfund eller militæret, mens andre ligesom måske en tredjedel af samtlige hjemvendte sovjetiske krigsfanger kom til at tilbringe kortere eller længere tid i arbejds- eller straffelejre, fordi de betragtedes som desertører eller ideologisk upålidelige.[22]*

 

Langelands Museum udgav i 2020 Miraklet ved Påø

 

 

Tak til Lars Johannson, der generøst stillede sit store materiale om flydedokkens sejlads, strandingen og begivenhederne på Langeland til rådighed for mig. Hans roman Dancing Charlie (Gyldendal, 2009), som fortæller historien i fiktionsform, anbefales varmt. Tak til bettika61 og MarkusL, Forum Marine Archiv, for oplysninger og henvisninger og til Nina Stähle for hendes store indsats i The National Archives.

 

 


[1] Skildringen af de 1.500 krigsfangers færd bygger væsentligst på den franske fange Camille Badies erindringer suppleret med Bent Andersen En dråbe i havet, Langeland under Anden Verdenskrig, journalisten Peter Schmidts bog Den sommer russerne kom samt interview og undersøgelser foretaget af Det Historiske Hus Aps., for Lars Johannson. En ret enestående kilde til denne historie er en samling dokumentariske filmoptagelser fra maj 1945, der viser flydedokken, fangerne på stranden kort efter strandingen og scener fra Langeland i ugerne derefter, herunder de britiske troppers ankomst, franskmændenes afrejse og russernes venten på at komme af sted. Filmen findes på Rudkøbing Museum. Jeg skylder Lars Johannson en stor tak, fordi han så generøst stillede sit materiale, inkl. en kopi af filmen, til rådighed.

[2] Polsk: Gdynia.

[3] Information, 6. april 1945; Schmidtke, s. 286.

[4] Fangerne omtales som oftest kun som franskmænd og russere, og der er ingen tvivl om, at langt størstedelen af dem tilhørte disse to nationaliteter. Polakkerne og belgierne omtales af Camille Badie, der var ombord på flydedokken. (Badie 2006 a, s. 3).

[5] I alt var ca. 257.000 allierede soldater krigsfanger på dette tidspunkt. De indsatte i Stalag II-D havde for polakkernes vedkommende været fanger siden 1939, for franskmændenes og belgiernes siden 1940 og for en del af russernes vedkommende siden kampene om Stalingrad i vinteren 1942-1943, hvis ikke ligefrem siden sommeren 1941. Forkortelsen Stalag stod for Kriegsgefangenen-Mannschafts-Stammlager, dvs. lejre, der hovedsageligt blev brugt til internering af menige og underofficerer. De tilsvarende officerslejre hed Oflag. Lejrene for nedskudte flybesætninger hed Stalag Luft, og dem for tilfangetagne allierede søfolk hed Marlag.

[6] Badie 2006 b; ”Angreb på Sassnitz, Berlin og Weser natten mellem den 6. og 7. marts 1945”, http://www.luftkrig1939-45.dk/pdf/Marts_1945/Kap_28.pdf (hentet 30. januar 2019).

[7] Ifølge Camille Badie (Badie 2006 a) var der 75 tyske soldater ombord. De var under kommando af en underofficer (feldwebel), som, stadig ifølge Badie, havde sin kone med på rejsen. Ifølge Andersen m.fl. 1994 var der 150 tyskere ombord, mens Samuel Jacobsen, Langeland (Beretning 4, Det Historiske Hus) mener, at der kun var 17. Badie er ene om at nævne underofficerens kone, og han gør det kun én gang og ikke fx i forbindelse med landgangen på Langeland.

Landes-Schützen-bataljonerne bestod af soldater, som på grund af alder eller fysiske skavanker ikke var egnede til egentlig fronttjeneste, men kunne bruges til vagttjeneste o.l. Landes-Schützen Bataillon 251 var ligesom et par andre Landes-Schützen-bataljoner underordnet Kommandeur der Kriegsgefangenen i Wehrkreis II, som omfattede Mecklenburg og Pommern. Bataljonen havde bl.a. ansvaret for bevogtning af krigsfangelejren Stalag II-C ved Greifswald ved kysten syd for Rügen. Det vides ikke, om der foruden fangerne fra Stalag II-D også var fanger fra denne lejr blandt de 1.500. (Lexikon der Wehrmacht; Forum der Wehrmacht; tak til bettika61 og MarkusL, Forum Marine Archiv).

[8] Ifølge Badies beretning (Badie 2006 a) fandt angrebet sted den 2. maj. ifølge Marinedienstgruppes Hamburg korrespondance om sagen (9. april 1946, FO 1026/82) skete det imidlertid først dagen efter, da RAF satte sin sidste store offensiv ind mod resterne af den tyske krigsmarine og handelsflåde.

[9] Andersen m.fl. 1994, s. 354.

[10] Long 2017; 184 Squadrons Operational Records Books: http://www.184squadron.com/Orbs/1945/1945.html (AIR 27/1138).

[11] AIR 24/1448; AIR 24/1518; AIR 25/698; AIR 25/710; Brustat Naval; Schmidke 2006; Andersen m.fl. 1994, s. 353; Havreheds arkiv 09.04 ”Sænkede skibe i danske farvande”. Schmidke 2006 oplyser, formentlig fejlagtigt, at de to Stinnes-skibe blev sænket af sovjetiske fly.

[12] Trikoloren var, alt efter hvilken beretning man tror på, lavet af gamle klude, tøjstumper eller sukkersække, som fangerne havde stjålet i Sassnitz.

[13] Skrivelse fra Marine-Bergungs- und Seedienstkommando til Marine-Bereichskommandant, Kiel, 24. januar 1946. (FO 1026/82).

[14] Angrebet på de to opankrede skibe nævnes af Badie. Andre vidner – Helge Sørensen, Langeland (Beretning 3, Det Historiske Hus), og en af russerne – omtaler luftangreb på skibe ud for Langeland i løbet af den 4. maj, men præcis hvor og hvornår angrebet fandt sted, hvor mange og hvilke skibe der blev angrebet, og med hvilket resultat, lader sig ikke opklare.

[15] Andersen m.fl. 1994, s. 356; Badie 2006 a, s. 9; Karen Hansen, Langeland (Beretning 1, Det Historiske Hus).

[16] Badie 2006 a, s. 10.

[17] Badie 2006 a, s. 11. Ifølge Samuel Jacobsen (Beretning 4, Det Historiske Hus) blev tyskerne bragt i land som nogle af de første, netop for at undgå sammenstød.

[18] Den halve snes belgiere blandt fangerne blev formentlig indkvarteret sammen med franskmændene, og langelænderne har næppe skelnet mellem de to nationaliteter. Lejrudvalget bestod af formanden for den lokale afdeling af Danske Kvinders Beredskab, fru brygger Christensen, pastor Helge Grell, der var sognepræst i Skrøbelev i nærheden af Rudkøbing, overlærer Ravn, som var en fremtrædende lokal socialdemokrat, og den kommunistiske fisker Valdemar Møller. Schmidt; tallene stammer fra SHAEF Mission (Denmark), G1/G4 Division – Daily Progress Report, maj-juni 1945, (WO 202/801).

[19] Høstarbejde, Andersen m.fl. 1994, s. 408.

[20] Schmidt s. 65.

[21] I begyndelsen af juli havde man registreret 6.619 russiske Dsplaced Persons i Danmark og truffet forberedelser til at få dem hjemsendt via Tyskland, men via 21. Armégruppe kom der besked om at hjemsendelsen måtte aflyses på grund af en flaskehals i den russiske ende. ”SHAEF Mission (Denmark), G1/G4 Division – Daily Progress Report”, maj-juni 1945 (WO 202/801) og ”Displaced Persons Section, Fortnightly Report”, 6. juli 1945 (WO 202/802). Polakkernes indkvartering og repatriering lader sig desværre ikke umiddelbart spore på samme måde som franskmændenes og belgierne. Om den russiske forbindelsesofficers besøg på Langeland den 21. juni 1945 og russernes afrejse: Andersen 1994, s. 407-408.

[22] Jacobsen 2017; Andersen 1985/2010. Kilderne tillader ikke at sige noget mere præcist om russernes eller polakkernes skæbne efter hjemkomsten. Om de generelle vanskeligheder ved repatriering af sovjetiske krigsfanger: Dr. Toftemarks beretning om besøgene i Bad Oeynhausen og Frankfurt 12.-18. juli 1945, i Henrik Havreheds Arkiv, 34-9, RA.

De ”allierede” flygtninges repatriering eller udvandring til tredjelande foregik meget drypvis eller kom i stand ved særskilte forhandlinger og aftaler mellem DRK/FA og myndighederne i de forskellige lande samt internationale hjælpeorganisationer. Den 20. august 1948 indtrådte Danmark i International Refugee Organization, som med virkning fra 1. juli samme år overtog udgiften til forsorgen for de ikke-tyske flygtninge og påtog sig ansvaret for at sørge for deres udsendelse af Danmark. Den 31. december 1949 var der endnu ca. 1.950 ikke-tyske flygtninge i Danmark. På dette tidspunkt boede ingen af dem i lejre. Det vides ikke, hvor mange af de ca. 7.000 sovjetborgere, der befandt sig i Danmark den 5. maj 1945, der kom direkte fra tysk fangenskab, og hvor mange der var blandt den ca. million sovjetborgere, som efter at være blevet taget som krigsfanger havde ladet sig hverve til en af de russiske (og ukrainske, armenske, turkmenske, kaukasiske, aserbajdsjanske osv.) enheder i den tyske værnemagt og Waffen-SS.

”Displaced Persons Section, Fortnightly Report”, 6. juli 1945 (WO 202/802). Om Displaced Persons samt repatriering af bl.a. sovjetborgere: WO 202/807; Ipsen 1984.

Journalisten Peter Schmidt var en af initiativtagerne til at søge oplysning om Rudkøbing-russernes skæbne. Det fortæller han om i sin bog Sommeren russerne kom, der som nævnt er en af kilderne til dette kapitel. Generelt om de sovjetiske krigsfangers skæbne: https://en.wikipedia.org/wiki/Soviet_repressions_against_former_prisoners_of_war.

Flydedok C blev den 14. maj 1945 bugseret til Nakskov Havn, hvor den stadig lå i april 1946, da dens ejer, Oderwercke i Stettin, efterlyste den hos de endnu fungerende tyske marinemyndigheder. (FO 1026/82). I august 1951 blev den bugseret til Nakskov Værft, hvor den blev hugget op. (Ærø Venstreblad, den 27. august 1951, i Marstal Søfartsmuseums årbog 2013 s. 112). Den flydedok, der lå i Marstal, indtil den i juli 2017 blev flyttet til Svendborg, er Dock Bau-Nr. 234, bygget af Lübecker Flender Werke for Kriegsmarinewerft Wilhelmshaven i 1936. https://www.forum-marinearchiv.de/smf/index.php/topic,23428.msg326164.html#msg326164 nr. 59 (14. januar 2019).

 

 

Arkivalier, interview m.m.

Interview og undersøgelser foretaget af Det Historiske Hus Aps., for Lars Johannson

Rigsarkivet

Henrik Havreheds arkiv, Rigsarkivet

The National Archives, Kew:

  • AIR 24/1448 Operation Records Book. Squadron Number: 236. Records of Events: Y
  • AIR 24/1518 Operation Records Book. Squadron Number: 255. Records of Events: Y
  • AIR 25/698 Operation Records Book. Groups. NO. 83 (Composite) Group. Appendices.
  • AIR 25/710 Operation Records Book. Groups. NO. 84 (Composite) Group. (with Appendices) from June 1945.
  • AIR 27/1138 No. 184 Squadron: Operations Record Book.
  • FO 1026/82 CCG: Bipartite Control Office, Transport Group: Correspondence about salvage of vessels and wrecks
  • WO 202/801 SHAEF Mission to Denmark. Daily Progress Report. 01 May – 31 July 1945
  • WO 202/802 SHAEF Mission to Denmark. Daily Progress Report. July 1945
  • WO 202/807 SHAEF Mission to Denmark. Daily Progress Report. 01 July 1945 – 30 September 1945

Litteratur

  • Andersen, B. m.fl (1994). En dråbe i havet, Langeland under Anden Verdenskrig. Rudkøbing: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
  • Badie, Camille (2006 a): Vagabondering – Fra Oders bredder til Danmark, februar-maj 1945 (oversat efter Vagabondage – Des rives de l’Oder au Danemark, février-mai 1945 af Anne Schlanbusch), Géret.
  • Badie, Camille (2006 b): ”Vi er vendt tilbage langvejs fra” (”Nous sommes revenus de loin”), på dansk v. Anne Schlanbusch, http://byarkivet.langelandkommune.dk/Historier%20og%20Artikler/Historier/Viervendttilbage  (14. januar 2019)
  • Brustat Naval, Fritz (1985): Unternehmen Rettung, Koehlers Verlagsgesellschaft, Herford.
  • Ipsen, Leif Guldmann (1984): ”Flygtningelejre i Ribe Amt efter 1945” i Fra Ribe Amt, bd. 23, nr. 1.
  • Long, Daniel (2017): ”A Disaster in Lübeck Bay: An Analysis of the Tragic Sinking of the Cap Arcona, 3 May 1945”, A Thesis submitted in partial fulfilment of the requirements of Nottingham Trent University for the degree of Doctor of Philosophy
  • Schmidt, Peter (u.å.): Den sommer russerne kom (Forlaget Mariteam, Munkebo).
  • Schmidtke, Martin (2006): Rettungsaktion Ostsee 1944/1945. Zusammenfassende Dokumentation einschließlich der beteiligten Schiffe und Boote von Handelsflotte, Kriegsmarien, Luftwaffe und Heer. o.A., Bernard & Graefe Verlag, Bonn
  • www.luftkrig1939-45.dk/pdf/Marts_1945/Kap_28.pdf (hentet 30. januar 2019).
 

lignende indlæg