»Jeg bekender mig ikke til den nudistiske sekt, hvis medlemmer fra tid til anden mødes i den såkaldte natur for at klæde sig af og styrte splitternøgne rundt mellem enebærbuskene. Formentlig er de i almindelighed småtossede med et og andet islæt af libertinage«. Ordene er den svenske tegner og forfatter Albert Engströms, og de randt mig i hu, da jeg for nogle år siden på grund af logistiske omstændigheder kom til at tilbringe en del af sommerferien på stranden ved Stængehage tæt ved Tisvildeleje i Nordsjælland. Stængehage er en af de strande, hvor man som 'tekstilbader' uvægerlig føler sig som medlem af en udpræget minoritet, omgivet som man er af mennesker, der lader til at mene, at det er helt normalt, eller burde være helt normalt, eller netop ikke er helt normalt og derfor er mægtig interessant, at vise deres kønsdele frem for alle og enhver.
Engström (1869-1940) skrev om nudisme og nøgenhed i almindelighed i det fine lille essay Naket (Nøgen). Essayet indleder en samling tekster og tegninger med samme titel, som giver prøver på Engströms mangesidige produktion lige fra de rene vittighedstegninger og tegnede folkelivsskildringer over små humoristiske, men altid satirisk pointerede essays, causerier og grotesk-poetiske fortællinger til en stribe ualmindeligt yndefulde nøgenstudier. Engström var nemlig selv »en udpræget dyrker af nøgenheden«, skrev han, »men det ville være overdrevet at kalde mig nudist. Livet har tvunget mig til at tegne så mange snuskede skærgårdsgubber og smålandsbønder med og uden brændevin, så mange fyldebøtter, sjovere, præster og degenererede adelsmænd, at jeg indimellem må trække vejret og huske på, at der også findes en anden slags skønhed, som jeg ikke er helt fremmed for. Derfor hviler jeg mig somme tider ved at tegne nøgenmodeller og helst kvindelige, hvilket vel er et maskulint træk. Jeg beundrer virkelig muskulatur, men kan jeg vælge, foretrækker jeg kvindelig blødhed. At tegne mænd anser jeg for at være et overvejende kvindfolkegøremål (?). Jeg har nemlig meget naturlige interesser og under det modsatte køn samme glæde som mig selv, hvilket ikke vil sige så lidt«.
Engström var åbenbart et ædlere og mere tolerant menneske end denne fan, for han følte sig ikke foranlediget til at harcellere over nudisternes mangel på diskretion, god smag og selvkritik, men nøjedes med at bemærke deres komiske sider. Engström, der levede i den militante nudismes heroiske tidsalder, fortæller, at han har mødt »disse tossehoveder« alle mulige steder i verden, f.eks., en iskold februardag i Bayern, et lille selskab af nøgne skiløbere med grædende børn og rystende kvinder under ledelse af en »alvorlig gymnasieprofessor, sortskægget og brilleprydet. ( ... ) Jeg blev ikke længe nok i området til at konstatere, hvor mange der overlevede eksperimentet.« Eller det underlige optog bestående af fem herrer og fire damer, der en smuk septemberdag kom traskende hen ad Tverskaja-gaden i Moskva uden andet på kroppen end et smalt bånd over skulderen, hvorpå der stod: »Væk med al falsk blufærdighed«. »Dette var jo i fuld overensstemmelse med den bolsjevikiske etikette, og de fik lov at blive ved i nogle dage, indtil de styrende fandt anledning til at forbyde arrangementet.« Eller det nudistiske bryllup, som han har set afbildet i »det meget frigjorte« franske magasin Beauté. »Bruden har kun en buket, og præsten kun alterbogen at skjule sin nøgenhed med.« »Men,« bemærker Engström, »højtideligheden foregår i Amerika, det sidste land, hvor latterligheden ikke ødelægger noget.« Men så nemt og fornøjeligt et gøremål det end er, er Engströms ærinde i Naket ikke bare at gøre nar ad nudisterne. I slutningen af essayet beskriver han sine realistiske nøgenstudier som en påmindelse om, at kunstnerens udgangspunkt, hvad enten han tegner eller skriver, bør være virkeligheden. Om sit eget forfatterskab skriver han: »Jeg skriver altid frit ud af hjertet og mener det, jeg siger. Noget er naturligvis løgn, men i bøger går løgnen under navnet Fantasi, og med Fantasiens vinger er man dømt til at flyve, indtil man støder mod virkelighedens hårde væg og styrter ned og bliver til et punktum. Og bagefter hviler man sig op ad virkeligheden, som føles blød, venlig og god og betyder ro, thi det er i den, man henter ny kraft til nye løgne«.
Albert Engström : Naket o.s.v. (Albert Bonnier, 1943).
