En forkortet udgave af nedenstående blev bragt i Politiken den 24. september 2019
Om ”Ugens oversættelse”, Dekameron
Hvordan kan det være, at tiden er inde til en ny oversættelse? Det er fristende at svare, at det må du spørge forlaget Hoff & Poulsen om, for det var deres idé at udgive en nyoversættelse. Men bortset fra dét siger man gerne, at klassikere bør nyoversættes med jævne mellemrum, fordi sproget forandrer sig, ligesom læsernes forudsætninger og forskernes og oversætternes viden om værkerne og deres baggrund også gør det.
Den samlede Dekameron er oversat til dansk tre gange tidligere, i 1873, 1904 og 1943). Jeg har ikke læst nogen af de tidligere oversættelser. Dels for ikke at blive ”smittet” af forgængernes løsninger i stedet for at finde på mine egne måske bedre, og dels for ikke at risikere partout at ville gøre noget andet end forgængerne dér, hvor deres løsninger måske i virkeligheden var de helt rigtige.
Og hvilket formål tjener den? At gøre et af den europæiske litteraturs hovedværker tilgængeligt for danske læsere af i dag. Vel at mærke for dem, som forlaget og jeg hele tiden har tænkt på som ”almindelige romanlæsere”, altså mennesker, der interesserer sig for litteratur, men ikke nødvendigvis har en særlig sproglig, historisk eller litteraturvidenskabelig uddannelse. Og at give disse læsere adgang til værkets både eventyrlige og vidunderligt konkrete og rigt detaljerede skildringer af, hvordan det var at være menneske midt i 1300-tallet.
Tager man sig nogle sproglige friheder som oversætter, når man skal oversætte et værk, der er over 700 år gammelt – her tænker jeg især på, hvordan man gør det sprogligt tidssvarende. Det ville være halsløs gerning at prøve at oversætte Dekameron til dansk, som man skrev det i 1300-tallet. Jeg har sigtet mod et sprog, der ikke er moderne, men heller ikke kunstigt arkaiserende og heller ikke ”gammeldags på den forkerte måde” ved at være knyttet til for sene perioder i fortiden. Oversættelsen indeholder således kun få ord af fransk oprindelse (jeg ville gerne sige ”ingen”, men absolutte påstande er ukloge, når man taler om oversættelser, især sine egne), for de kom i stort tal ind i dansk i 1700-tallet, men til gengæld mange oprindelig tyske ord, som netop indgik i dansk i middelalderen.
Kan du pege på ét ord eller én særlig sætning, der voldte dig særligt besvær? Jeg plejer – ligesom vist de fleste andre oversættere – at mene, at talemåder o.l. ikke bør oversættes ord for ord, men gengives ved de tilsvarende udtryk på oversættelsessproget. På dansk giver man fx ikke fem flade ører for nogen eller noget, men på engelsk er det to nåle, et strå eller en figen, man ikke giver, og uanset i hvilken retning man oversætter, ville en ordret oversættelse være underlig.
En af Boccaccios personer beskrives på italiensk som ”dum som en kikærtevasker”, og på dansk ville det ligge lige for at kalde ham ”dum som en dør”. Det ville være en fuldstændig upåfaldende løsning (bortset fra at nogle læsere måske fejlagtigt ville notere sig, at man åbenbart også sagde ”stupido come una porta” e.l. i Firenze på Boccaccios tid), men man ville miste en del af den kulturhistoriske dimension. Læseren ville nemlig ikke få at vide, at man spiste kikærter i Toscana i 1300-tallet, at de skal skylles, inden de kan tilberedes, og at de folk, der udførte dette arbejde, altså ikke ansås for særlig kløgtige. Derfor valgte jeg, stik mod mine principper, den bogstavelige løsning.
