We Are Designers Contacts
Gå til hovedindhold
Anders Lassens krig - Forord til 3. udgave (2018)

Anders Lassens krig - Forord til 3. udgave (2018)

Lassen.pp.jpg

Siden september 2010 er Anders Lassens krig udkommet i flere forskellige oplag og to forskellige udgaver. Hver gang er den blevet en lille smule bedre, enten fordi jeg selv har skaffet mig ny viden, eller fordi læsere har været så venlige at gøre mig opmærksom på fejl og misforståelser eller har forsynet mig med materiale og detaljer, som jeg ikke kendte til. Jeg er taknemmelig for alle disse bidrag.

Da muligheden for nærværende udgave dukkede op – på et nyt forlag, men heldigvis med den samme redaktør, som var med til at forme den allerførste udgave – syntes jeg, at tiden var inde, til en lidt mere beslutsom og systematisk revision, ikke mindst af den græske del af Lassens historie. Til det formål fik jeg uvurderlig hjælp af en håndfuld nye og gamle forbundsfæller. De er nævnt under Tak bag i bogen. Her vil jeg blot sige, at hjælp på det niveau forpligter, og at jeg håber at have levet op til den.

Sammenligner man denne udgave med de tidligere, vil man se af noterne, at jeg har bestræbt mig på i endnu højere grad end hidtil at forankre historien om Lassen og SBS i samtidige kilder fremfor i senere fremstillinger. Tilsvarende vil man i selve teksten finde en hel del tilføjelser, temmelig mange mindre ændringer og præciseringer og enkelte egentlige genskrivninger af hele kapitler – i særdeleshed af kapitlerne om SENFORCE og om befrielsen af Thessaloniki.

Nogle læsere vil muligvis finde det skuffende, at Lassen ikke som i andre fremstillinger (inklusive de tidligere udgaver af denne bog) beskrives som »guvernør over det frie Kreta« og »selvudnævnt diktator« i Thessaloniki. Han var imidlertid ingen af delene (selvom han og hans kammerat Martin Solomon meget vel kan have troet, at det var dem, der styrede Thessaloniki i tiden mellem tyskernes tilbagetrækning og den britiske besættelsesstyrkes ankomst), men hverken disse præciseringer af Lassens rolle eller de nytilkomne eksempler på den råhed og de sørøvermanerer, der var en del af livet i SBS, gør Lassen og hans kammerater til mindre interessante personer eller deres indsats mindre respektindgydende.

København, den 28. juni 2018

 

Artikel om Anders Lassen: "En usædvanlig dansker"