share

Præsentation 

En tosproget opvækst i en dansk-italiensk familie i København gjorde det tidligt naturligt – for ikke at sige nødvendigt – for mig at interessere mig for sprog og deres indbyrdes forskelle og for, hvordan man lever og fortolker verden i forskellige kulturer, og hvad der sker når kulturer mødes. Det førte til et italiensk- og historiestudium ved Københavns Universitet og en uddannelse i konferencetolkning ved Handelshøjskolen i København og derefter til en blandet karriere, der begyndte med litterær oversættelse - bl.a. af Umberto Ecos forfatterskab - og siden udvidede sig med forfattervirksomhed, konferencetolkning, journalistik og litteratur- og tv-anmelderi samt undervisning og foredrag i Danmark og på sommerhøjskoler i Sydtyrol.

Mit forfatterskab begyndte med en skolebog om mafiaen, som var et biprodukt af mit hovedfagsspeciale ved italienskstudiet, og bredte sig siden til guide- og rejsebøger om Rom, London, Sydtyrol, italienske kogebøger og bøger om italiensk politik, kultur og samfund, herunder mafiaen igen.

Cucina italianaEn stribe interview om det danske folkelighedsbegreb, som jeg lavede på bestilling til Hjemmeværnsbladet, førte i 1995 til bogen Om folkelighed. (Med   Johan Biilmanns fine portrætter af de interviewede)Om folkelighed fik mig til at stille skarpere på sider af dansk og nordisk kultur, som jeg siden har haft stor nytte af at sammenligne med italienske og sydeuropæiske forhold.

Det er svært at beskæftige sig med Italien uden også at beskæftige sig med den katolske kirke. Det har jeg gjort i flere af mine bøger og i artikler i forskellige medier samt i tv- og radioindslag. Interessen for den katolske kirke og kultur flød sammen med en gammel kærlighed til militærhistorie og interesse for Anden Verdenskrig og den italienske antifascisme i bogen Paolo il Danese - Den danske partisan (2005). Den danske partisan, som bogen hedder i den seneste udgave (2009 og 2011), er en biografi om den danske katolske præst, munk, officer, hemmelige agent m.m. Arndt Paul Lauritzen (1915-1978), som i 1944-45 under navnet Paolo il Danese var chef for den katolske antifascistiske partisanbrigade ”3. Julia”, som kæmpede mod tyskerne og de italienske fascister på egnen omkring Parma. Lauritzens folk var de første partisaner, der rykkede ind i Parma, da tyskerne trak sig ud af byen den 26. april 1945, og en gade i byen er opkaldt efter Paolo il Danese.

Efter Paolo il Danese fortsatte jeg i det biografiske og krigshistoriske spor med Anders Lassens krig (2010) om den danske godsejersøn, som i 1942-45 kæmpede i de britiske specialstyrker, hvor han opnåede rang af major og tre gange blev dekoreret med Military Cross for tapperhed. Lassens karriere begyndte med kapringen af det italienske passagerskib Duchessa d'Aosta ud for Vestafrikas kyst i januar 1942. Senere deltog han i raids mod de tyskbesatte britiske kanaløer og kæmpede på Kreta, i Ægæerhavet, på det græske fastland og i Italien. Lassen faldt i kamp ved Comacchio i Norditalien natten til den 9. april 1945, 24 år gammel, og blev posthumt dekoreret med Victoriakorset for sin indsats i den kamp, der kostede ham livet.

Biografien om Anders Lassen affødte Kæreste Kek, som ved hjælp af breve og dagbøger skildrer det danske søskendepar Henrik og Ellen Karstens deltagelse i Anden Verdenskrig: hun i den britiske marines kvindekorps WRNS og han i et panserregiment, der blev næsten udslettet ved El Alamein, og senere som efterretningsofficer i Italien. Det er en bog om krigen i øjenhøjde, om dagliglivet på den britiske hjemmefront og om to unge mennesker, der blev voksne under ekstreme omstændigheder. Det var en fin oplevelse at skrive Kæreste Kek, ikke mindst fordi det førte til et godt venskab med Ellen Branth (født Karsten) og hendes mand, Thore, og fordi jeg skrev bogen sammen med min hustru, Lene Ewald Hesel.

Det krigshistoriske-biografiske spor førte mig videre til den danske officer C.P. Kryssing (1891-1976), som var chef for Frikorps Danmark fra korpsets oprettelse i juli 1941, indtil han i februar 1942 blev afskediget efter en dramatisk konflikt med ledelsen af Waffen-SS. Efter fyringen var Kryssing for stolt og stædig og for opsat på at bekæmpe kommunismen til at vende tilbage til den danske hær. Han blev i Waffen-SS, hvor han som eneste dansker, og en af ganske få ikke-tyskere, avancerede til at blive generalmajor. Hans to sønner blev dræbt på Østfronten, og hans hustru blev invalid som følge af et luftangreb mod det Waffen-SS-lazaret, hvor hun tjente som frivillig sygeplejerske. Kryssing - Manden, der valgte forkert bygger væsentligst på materiale fra danske og tyske arkiver, først og fremmest Kryssing tusinder af breve og private notater, der viser hans udvikling fra glad og ivrig ung løjtnant før Første Verdenskrig over 1930’ernes radikalisering til den bitterhed og ydmygelse efter 9. april 1940, som drev ham til at gå i besættelsesmagtens tjeneste. Kryssing – Manden, der valgte forkert er bl.a. historien om et anstændigt menneske, hvis udgangspunkt ikke var væsentligt anderledes end mange andre autoritært og nationalt indstillede danske officerers, men hvis stejle sind og politiske og moralske blindhed gjorde ham til medskyldig i Det Tredje Riges forbrydelser.

I 2009 var jeg med til at stifte netvæket Ja til Sprog, som samler enkeltpersoner og organisationer, der er bekymrede over de vigende sprogkundskaber i Danmark, over den manglende respekt for sprog som en hård kompetence, over den udbredte misforståelse at danskere ikke behøver ulejlige sig med at lære andre fremmedsprog end engelsk, og over tilbøjeligheden til at opfatte tosprogethed som et problem, der skal løses, snarere end som en ressource, der bør fremmes og udnyttes.

Jeg synes hverken, at jeg har alderen eller livet til at skrive erindringer, men en del erfaringer fra 20 år som konferencetolk og forfatter, 30 år som oversætter og 50 år som tosproget er samlet i bogen Mellem to sprog om oversættelse, tolkning, sprogpolitik, og hvorfor det er bedre at være tosproget end tvetunget (2010).

AddThis

share