Tale ved Ja til Sprogs konference "Flere sprog = værdifulde ressourcer", Aarhus Universitet, 25. oktober 2012
Da jeg gik i grundskolen, havde vi en geografilærer, der gjorde meget ud af at indprente sine elever, at Danmarks eneste råstof var det danskerne havde mellem ørerne. Jeg har siden fået en mistanke om, at det allerede dengang var en kliché, men på det tidspunk gjorde det et stort indtryk på mig. Det var lidt foruroligende at høre, at Danmark ikke som andre lande kunne hente guld eller olie – det var før Nordsøolien – eller kul og jernmalm osv. op af jorden. Men det var også spændende og stimulerende. Budskabet var, at vi havde et ansvar for at udnytte de ressourcer, som vi forhåbentlig gik rundt med mellem ørerne, og at skolen og uddannelse i allervideste forstand var vigtige.
Senere lærte vi, at Danmark er et land, der lever af at handle med omverdenen. Vi lærte om baconeksporten til England og forstod, at det var én grund til, at det var vigtigt at lære engelsk.
(Det var ikke den eneste grund. Allerede dengang var vi jo omgivet af engelsksproget underholdning – film, sangtekster osv. – og man forstod tidligt, at gode engelskkundskaber var nøglen til en verden, der var større og mere spændende, end den man levede i til daglig).
Senere igen lærte vi også, at Danmark er et lille land, der – økonomisk, politisk og på alle mulige andre måder – er helt afhængigt af sin omverden, og at det derfor er vigtig at forstå denne omverden og kunne kommunikere med den. For at forstå, hvad den vil os, men også for at kunne få det størst mulige udbytte af samkvemmet med den og for at kunne påvirke den. På et meget senere tidspunkt, længe efter at jeg var ude af skolen, begyndte vi at høre ordet ”globalisering”.
Jeg kan ikke huske, om det var før eller efter ”globalisering”, at vi også lærte et andet nyt ord, nemlig ”innovation” – som åbenbart betyder noget andet og finere end bare ”fornyelse” – og fik indprentet, at uden stadig innovation ser fremtiden dyster ud for danske virksomheder, for det danske samfund og for den enkelte borger i landet.
*
Man skulle tro, at der i et land, hvor det i mange år har været – bogstaveligt talt børnelærdom – at det vigtigste råstof er en veluddannet befolkning, som er i stand til at handle og samarbejde med hele verden, hvor omverdenen trænger sig mere og mere på, og hvor der er brug for stadig fornyelse, ville være en udbredt forståelse – politisk og i befolkningen som helhed – af vigtigheden af, at så mange mennesker so muligt behersker så mange sprog som muligt.
Det burde være indlysende, at flersprogethed er en ressource for den enkelte, for virksomhederne, for samfundet.
Og ikke bare af den indlysende praktiske årsag, at det er nyttigt at kunne tale med folk i andre lande.
Også fordi sproget er vejen til den forståelse af den fremmede kultur, som gør det muligt at tale mere intelligent med dem.
Og fordi man – som det hedder i et slovakisk ordsprog, der efterhånden er blevet citeret så mange gange, at det måske også er ved at være en kliche, men som ikke desto mindre fortjener at få en tur til – ”bliver et nyt menneske, hver gang man lærer et nyt sprog” – man ser med andre ord sig selv og sin egen kultur med andre øjne, og det er altid lærerigt.
Og desuden fordi dét at lære og beherske flere sprog og kulturer er en træning i at anskue sager af enhver art på andre måder end den gængse – man bliver mao. dygtigere til at tænke ”ud af kassen” af at kunne sprog.
Det burde være indlysende, at kendskabet til fremmedsprog er en nødvendig forudsætning for at kunne klare sig – for at kunne konkurrere – i den globaliserede verden.
Derfor er det … nej, ikke overraskende, ikke længere, – men stadig ejendommeligt, at det ikke forholder sig sådan. At de seneste efterhånden mange års uddannelsespolitik – men også mediepolitik og andre politikker – har skabt en situation, hvor danskerne år for år bliver jævnt hen dårligere til fremmedsprog.
Man kan ikke længere forvente, at folk med en fornuftig skolegang og gymnasieuddannelse – studerende ved de højere læreanstalter, folk, der kandiderer til stillinger i det offentlige eller private erhvervsliv – behersker andre sprog end dansk og engelsk. Fransk og tysk er om ikke gået tabt, så reduceret til en slags specialkompetencer.
Fransk er som bekendt et verdenssprog, og tysk tales af ca. 100 millioner mennesker lige syd for grænsen og fungerer som andetsprog i store dele af Central- og Østeuropa. Det er et alvorligt kultur- og kompetencetab, at to store europæiske sprog, som tidligere var en del af de fleste nogenlunde veluddannede danskeres kulturelle bagage – er blevet til sjældne sprog i Danmark.
Og det kan ikke bortforklares med, at så er de unge mennesker til gengæld mægtig gode til spansk og italiensk og russisk og kinesisk osv.
Vel er de ej.
Danmark er ramt af en sproglig forsnævring, som er et alvorligt problem for erhvervslivet og for det danske samfund som helhed.
På en eller anden måde har man i Danmark bildt hinanden ind, at globalisering er lig med dansk plus engelsk.
En stor del af verdens befolkning har naturligvis forskellige slags engelsk som modersmål, verdens eneste politiske, militære, økonomiske og kulturelle supermagt er hovedsagelig engelsktalende, og man kan efterhånden handle og forhandle med det meste af verden på engelsk. I vore dage er det af afgørende betydning at beherske engelsk, og helst på et markant højere niveau end det, der er almindeligt i Danmark.
Det er bare ikke hele sandheden. Man kan nemlig handle og forhandle og i det hele taget omgås langt nemmere og bedre og mere fordelagtigt, hvis man kender hinandens sprog og de kulturer, som sprogene repræsenterer. Man undgår nemmere fejl og misforståelser, hvis man kender hinandens sprog og ved, hvad de udtrykker, og hvad de dækker over.
Engelsk er et udmærket lingua franca til mange formål, men det er en fejl at tro, at man ”forstår” franskmænd, italienere, spaniere, rumænere, tyskere, arabere, afghanere, tyrkere, somaliere, russere, osv., bare fordi man kan tale engelsk med dem. Et lingua franca giver kun et overfladisk indblik i modpartens kultur og tankegang. For at forstå dem rigtigt må man sætte sig ind i det sprog, som hører til dem.
Det er umuligt at forudsige, hvilke sprog der vil blive relevante om blot få år – ingen sprog kan på forhånd betragtes som irrelevante, selv om ikke alle naturligvis vil være lige relevante eller relevante af de samme grunde.
I de senere år har vi gang på gang set, at der pludselig er opstået behov for – i Danmark eller i mere eller mindre fjerne udlande – at tale med folk, som man indtil kort forinden aldrig ville have troet, at danske sælgere, indkøbere, entreprenører, ingeniører, teknikere, diplomater og andre embedsmænd, eller fagforeningsfolk, for ikke at nævne læger, sygeplejersker, socialrådgivere, politifolk, soldater, nødhjælpsarbejdere osv. – ville have brug for at kommunikere med.
*
Da jeg gik i skole lærte jeg også, at det var godt at være tosproget. Jeg blev betragtet som heldig, fordi jeg med italiensk i bagagen kunne et sprog mere end de fleste af mine kammerater og havde privilegeret adgang til en interessant kultur. Desuden havde jeg nemmere ved at lære andre sprog. Ikke bare fordi jeg kunne gætte franske, latinske og engelske gloser ud fra italiensk, men fordi – og det er en meget udbredt erfaring – jo flere sprog man kan, desto nemmere er det at lære flere, fordi ens hjerne så at sige er åben for den mulighed, at sprog – ligesom den forståelse af omverdenen, som de repræsenterer – kan være indrettet på mange forskellige måder.
I de senere år er der imidlertid sket det mærkelige i Danmark – og jeg vil gerne understrege, at det ikke er et fænomen, jeg har mødt på engelsk, italiensk, tysk, fransk, svensk eller norsk - at det udmærkede ord ”tosproget” er blevet forvandlet til en mere eller mindre politisk korrekt samlebetegnelse for en lang række mere eller mindre alvorlige integrationsproblemer, hvoraf kun nogle har at gøre med sprog. Og de af problemerne, der har at gøre med sprog, har ikke at gøre med tosprogethed i den oprindelige og – synes jeg – eneste fornuftige betydning af ordet, altså at en person behersker to forskellige sprog tilnærmelsesvis flydende.
Den nye brug af ordet ”tosproget” som dække over en bred vifte af mulige integrationsproblemer, gør en situation, som helt oplagt burde være en fordel – nemlig at en del af den danske befolkning kan mere end et sprog hjemmefra, eller i hvert fald har et godt udgangspunkt for at tilegne sig et andet sprog på et nyttigt niveau – til et problem. Men ikke nok med det, den skjuler også det virkelige problem, nemlig at mange børn og unge med indvandrer- og flygtningebaggrund ikke behersker dansk godt nok, eller hverken behersker dansk eller deres forældres sprog godt nok.
Det er et alvorligt problem, som man naturligvis skal gøre noget alvorligt ved, bl.a. ved at støtte dem i at vedligeholde og udvikle deres andet – eller, om man vil, første – sprog. Fordi det fremmer indlæringen af dansk, fordi det styrker deres intellektuelle udvikling og identitetsdannelse, og fordi sprogkundskaber og det udsyn, der følger med dem, er en potentiel ressource for dansk erhvervsliv og for det danske samfund som helhed.
Det er godt at være tosproget og endnu bedre at være tre- eller firesproget. Sprogkundskaber og de kulturelle kundskaber og kompetencer, der følger med sproget, er en ressource, ikke bare for den enkelte flersprogede eller for dennes arbejdsgiver, men for hele samfundet.
Også af den grund er det gunstigt, at det er blevet muligt at indføre de to store kultursprog tyrkisk (som tales af ca. 83 millioner mennesker i Tyrkiet og 91 millioner uden for) og arabisk (som tales af over en kvart milliard mennesker) i nogle gymnasier. Men jeg vil da også gerne reklamere for urdu, der betragtes som modersmål af over 60 millioner mennesker og forstås af omkring en halv milliard og – som talesprog - er næsten umuligt at skelne fra hindi, der tales af 350 millioner mennesker. Den globale indiske middelklasse, siger jeg bare.
Eller i en mindre målestok, men nok så relevant: polsk. De 38 millioner polakker i Polen udgør et hastigt voksende marked, og polsk tales desuden af 2 millioner mennesker i nabolandene og 10 millioner i USA, Canada og Israel. Og sådan kunne man blive ved.
*
Flersprogethed er en væsentlig ressource for det enkelte menneske, for virksomhederne og for samfundet.
Det er også i det danske samfunds interesse, at borgerne er i stand til at se ud over deres egen kultur og er trænet i at anskue ethvert emne fra så mange sider som muligt og i at tænke på andre måder end de gængse.
Derfor er den sproglig forsnævring, som vi har oplevet i de senere år et meget alvorligt problem – for den enkelte, for erhvervslivet og for samfundet som helhed.
Manglende sprogkundskaber er ensbetydende med indskrænkede kompetencer – med reducerede muligheder for arbejde, handel, studier, forskning og rejser – med ringere muligheder for at orientere sig i verden og påvirke den.
Tak.