Via Paolo il Danese hedder en gade i et nydeligt, nybygget boligkvarter i den sydlige udkant af Parma. 'Paolo Danskerens gade'? Slår man navnet op i et gaderegister, finder man tilføjelsen 'Arndt Lauritzen' - Paolos borgerlige navn, men det er der næppe mange danske besøgende, der bliver særligt meget klogere af. En udenbys italiener vil bemærke, at gaden ligger midt i et kvarter, hvor gader og pladser er opkaldt efter helteskikkelser fra den italienske antifascisme og frihedskamp, men vil formentlig ikke nikke genkendende til Paolo Danskeren. Blandt folk i Parma - i hvert fald blandt de mere historiebevidste af dem - er Paolo Danskeren til gengæld velkendt som byens befrier. Man kender ham som chef for den første partisanbrigade, der rykkede ind i Parma i de tidlige morgentimer 26. april 1945, umiddelbart efter at de tyske besættelsesstyrker havde rømmet byen, og otte timer inden de allierede styrker nåede frem. Arndt Lauritzen huskes i Parma som en mand, hvis helt usædvanlige fysiske og moralske mod og næsten fanatiske, religiøst funderede vilje til at bekæmpe fascismens og nazismens absolutte ondskab gjorde ham til en af de mest inspirerende lederskikkelser i den blodige frihedskamp, som rasede i bjergene omkring Parma fra vinteren 1943-44 til slutningen af april 1945.
Arndt Paul Richardt Lauritzen blev født i København 11. maj 1915 og døde i Parma 26. august 1978. I sit kun 63-årige liv nåede han at være munk, officer, katolsk præst, partisan, familiefader, forretningsmand og måske hemmelig agent i flere omgange. Lauritzen traf så dramatiske valg i sit liv og bragte sig gang på gang i så ekstreme og så ekstremt farlige situationer, at de fleste fornuftige forlagsfolk formentlig ville afvise en roman om en sådan mand som alt for usandsynlig og anbefale, at stoffet blev fordelt på to-tre forskellige historier. Lauritzen er imidlertid en historisk person, hvis familie stadig lever i Danmark og Italien, hvis overlevende kammerater fra krigen stadig har ham i frisk erindring, og hvis eventyrlige liv til en vis grad lader sig rekonstruere ud fra deres vidnesbyrd suppleret med diverse arkivalier og en italiensksproget erindringsbog, hvis manuskript Lauritzen efterlod sig ved sin død, og som hans enke og børn udgav i 1984.
Da den værnepligtige Lauritzen i 1937 blev tvunget til at gennemføre infanteriets reserveofficersuddannelse (fordi han havde studentereksamen og i øvrigt skønnedes egnet), skrev han i den korte selvbiografi, som alle nye elever på kornetskolen i Helsingør skulle levere:
»Den 11. Maj 1915 blev København en Indbygger rigere. Det var mig. Mit Hjem, hvor jeg tilbragte min Barndom og en Del af min Ungdom, var et lille Middelstandshjem, i hvilket Pligt og Nøjsomhed holdtes strængt i Ære. Efter de syv første Barndomsaar - fra hvilke jeg kun har faa Erindringer - blev jeg en Dag sendt i Skole. Det blev den første virkelige Dag i mit Liv, for med den begyndte den stadige Kamp med det daglige Arbejde. Mine Forældre var meget strænge i deres Krav til mine Præstationer. Resultat: jeg var led og ked af at gaa i Skole. Først gik jeg i Sølvgades og senere i Alsgades Kommuneskoler. Aarene der staar for mig som en endeløs Række Dage med Lektieterperi. Fra 4. Kl. rykkede jeg op i Mellemskolen på Nyboder Skole«.
»Det var først i 4. mellem, at jeg begyndte at fatte Interesse for min Skole, for fra den Tid vaagnede min Lyst til theologiske Studier. Det var Grunden til, at jeg efter endt Mellemskoleeksamen indtraadte i Gymnasiet på Borgerdydskolen som klassisk-sproglig«.
»I de tre Aar jeg tilbragte der, skulle der ske store Omvæltninger i min religiøse Overbevisning. Studier af Religionsfilosofi og Kirkehistorie samt Bibelkritik gjorde mig skeptisk over for den gængse Opfattelse af Tingene herhjemme. Efter en Del Kriser og 2 Aars energiske Studier besluttede jeg mig til at gaa over til Romerkirken, netop som jeg var oppe til Studentereksamen«.
Da Arndt gik i 2. g, fortalte han sin far, Alfred Georg Lauritzen, der havde en barbersalon i Toldbodgade 11, at han ikke bare havde opgivet sin plan om at blive præst i Folkekirken, men ligefrem ønskede at konvertere til katolicismen og blive munk. Det passede ikke faderen: »Så kan du gå ud af skolen med det samme og blive cykelbud, kan du!«. Men Arndt fik sin vilje.
I kloster i Luxembourg
Dagen efter sin 18-års fødselsdag, 12. maj 1933, konverterede han, og 10. november skrev kapellan Knud Ballin ved Skt. Ansgars Kirke i Bredgade til abbeden for benediktinerklosteret i Clervaux i Luxembourg: »Den unge mand har altid været et godt eksempel, og hans ønske om et kontemplativt liv, hans fromhed og hans studier forekommer at være en glimrende forberedelse til livet i et ordenssamfund«.
A.G. Lauritzens modstand mod sønnens livsvalg var dog ikke mere indædt, end at han, der ellers aldrig havde holdt ferie fra barbersalonen, i sommeren 1934 besøgte Arndt i klosteret. Da han kom hjem derfra, sagde han til sin kone Helga: »Det er godt nok. Arndt er glad, og jeg er glad«. Begge forældrene begyndte senere at gå til katolsk religionsundervisning, og i december 1935 konverterede de. Arndts ni år yngre søster Aase var allerede konverteret, og senere fulgte lillesøsteren Bitten efter. Da de to søstre senere blev gift, konverterede deres mænd også, og Aases søn er i dag katolsk præst.
Arndt Lauritzen levede som munk i klosteret i Luxembourg, indtil Anden Verdenskrig brød ud 1. september 1939. Indtil da var hans klosterliv kun blevet afbrudt af ophold i Tyskland og Belgien, hvor han studerede teologi ved universiteterne i Trier og Louvain, af rejser, hvor han ledsagede klosterets abbed, der havde god nytte af den unge danskers sprogkundskaber og klæbehjerne, og af værnepligten og reserveofficersuddannelsen i Danmark 1937-38. I sin munketid var Lauritzen i kontakt med tyske katolske antinazister, hvoraf flere blev ofre for nazisternes forfølgelser. Han så nazismen på nærmeste hold og var vidne til dens overgreb mod jøder og anderledes tænkende. Det gav ham den stærke motivation, som senere skulle få ham til i den grad at vælge sværdet frem for korset. »Han så«, siger hans ældste søn Lorenzo, der er forretningsmand i provinsen Parma, »at kristendommen var i fare i Europa, og det måtte han gøre noget ved«.
Da Tyskland overfaldt Polen, og England og Frankrig erklærede Tyskland krig 1. september 1939, rejste Lauritzen tilbage til Danmark. Han havde på det tidspunkt gennemført første del af det katolske præstestudium. Men som han skrev på kornetskolen i 1937: »Jeg har altid været fast overbevist om, at det er enhver Mands Pligt at stille sig til Raadighed, naar det drejer sig om at forsvare Nationens Frihed og Interesser«. 12. september blev han udnævnt til sekondløjtnant ved sin gamle enhed, 4. Regiments 11. Bataljon i Roskilde.
Inden Lauritzen således vendte tilbage til den danske hær, havde han dog gjort et forsøg på at komme til at yde en mere direkte indsats mod nazismen: Han ville til Polen for at kæmpe mod tyskerne, men denne farlige plan blev forpurret af hans far med hjælp fra rigspolitichef Eigil Thune Jacobsen, der var stamkunde i A.G. Lauritzens barbersalon og en god ven af familien. Nogle år senere, da Arndt var blevet partisanchef i Italien, og Gestapo interesserede sig for hans danske familie, viste Thune Jacobsen sig igen som et særdeles nyttigt bekendtskab.
Ville forsvare svenskerne
Lauritzen havde stadig tonsur, da han mødte til tjeneste ved 11. bataljon, men hans religiøse overbevisning skinnede ellers ikke stærkt igennem. Det gjorde til gengæld hans fandenivoldskhed og sans for at gør sig selv til midtpunkt. Blandt hans venner i garnisonen var premierløjtnant Per Winge, som var danmarksmester i pistolskydning. Per Winges enke, Grete Winge, fortæller:
»Løjtnanterne havde messe lige under oberstens bolig, og oberstinden kunne ikke rigtig klare den støj, så vi skiftedes med hende til at holde messe for løjtnanterne hver anden torsdag. Arndt var charmerende, fandenivoldsk - en aften fandt han på, at der skulle skydes til måls: Han stillede en tændstikæske på sin pibe, og så skulle den skydes ned, mens han holdt en telefonbog bagved for at fange projektilet. Det blev den så et par gange, men så var det ikke sjovt mere; så skulle den ligge ned. Så ramte projektilet undersiden af æsken, så piben fik et slag, og der røg en splint af tanden. Den spyttede han bare ud og sagde: »Fortsæt!««.
'Danmarks første modstandsmand' har man kaldt chefen for 4. regiment, oberst Helge Bennike. Den smukke titel skyldes, at obersten, da han ved syvtiden om morgenen 9. april 1940 fik befaling om ikke at gøre modstand mod de tyske styrker, der var i færd med at besætte landet, valgte at trodse sine foresattes ordre. Obersten ræsonnerede, at den danske regering handlede under tvang, og at det var hans pligt at kæmpe. Bennike valgte dog ikke at ofre sine mænd i en symbolsk kamp om Roskilde Kaserne, men kommanderede i stedet de forhåndenværende kompagnier af regimentets 11. bataljon til Helsingør for derfra at sejle til Sverige, som han var sikker på ville være tyskernes næste mål.
Bennikes styrke, som talte cirka 200 mand, ankom til Helsingborg op ad formiddagen, med 4. bataljons fane i spidsen, båret af bataljonens ordonansofficer Arndt Lauritzen. En af Lauritzens kammerater fra Sverigesturen, daværende løjtnant Kjeld Feilberg, siger om Bennikes beslutning, som ikke alle i Danmark fandt lige beundringsværdig: »Fra enkelte sider hævdedes det, at oberst Bennike jo havde begået 'faneflugt'. Da jeg senere blev konfronteret med den historie, svarede jeg: »Ja, det er rigtigt nok. Vi tog fanen med««.
Den danske styrke blev indkvarteret på flyvestationen Ljungbyhed små 100 kilometer fra Helsingborg. Flyvestationen var et oplagt angrebsmål i tilfælde af en tysk invasion, og Bennikes folk var et kærkomment supplement til de svenske styrker på stedet. I en uge lå den svenske hær og Bennikes folk med fingeren på aftrækkeren og ventede på et tysk angreb. Først 17. april ansås faren for drevet over. Da det i slutningen af april igen blev muligt at rejse mellem Sverige og Danmark, valgte 70 procent af den danske styrke at rejse hjem, mens resten, hvoraf de fleste var befalingsmænd, valgte at blive for at prøve at søge over til de allierede. Blandt dem var løjtnanterne Lauritzen og Feilberg.
De to løjtnanter forsøgte først at komme til Nordnorge via Finland for at indgå i den norske hær, men blev afvist ved den finske grænse. Derefter henvendte de sig hos de britiske og franske militærattacheer i Stockholm for at søge hvervning ad den vej. Det lod sig heller ikke gøre, men mens der arbejdedes på sagen, fordrev Lauritzen og Feilberg ventetiden med at udspionere nogle mistænkelige kvindelige ansatte ved den tyske Stockholm-ambassade og underrettede de allierede militærattacheer og det svenske politi om de to damers aktiviteter.
Skal man tro, hvad Lauritzens italienske familie og partisankammerater - med ham selv som kilde - fortæller om hans senere spionageaktiviteter i Rom, er der en vis sandsynlighed for, at hans første kontakter med den britiske efterretningstjeneste fandt sted på ambassaden i Stockholm.
Medlem af nazistpartiet
Da mulighederne for at komme i kamp via Sverige var udtømt, rejste Feilberg og Lauritzen hjem til Danmark. Feilberg 23. juni for at genoptage tjenesten i 4. regiment, hvor han sammen med oberst Bennike fik travlt med at flytte våben fra kasernens lagre til gemmesteder rundt om på Midtsjælland til senere brug mod tyskerne. Lauritzen nogle uger senere for at genoptage sin religiøse løbebane som sekretær for den katolske biskop Theodor Suhr, der ligesom han selv var benediktiner og havde opholdt sig i Clervaux.
Gennem en anden officerskammerat fra Sverigesturen, Kjeld Feilbergs yngre bror Thorkild, kom den biskoppelige sekretær ind i modstandsarbejde og hjalp blandt andet Thorkild Feilberg med at planlægge et bombeattentat mod det danske nazistparti DNSAP's distriktskontor på Kultorvet i København. For at kunne udspionere de danske nazister meldte Lauritzen sig ind i DNSAP. Hans søster Aase Nielsen fortæller: »Engang jeg kom hjem, lå han på min seng og læste 'Mein Kampf'. Jeg sagde: »Hvad pokker er det, du læser, Arndt?!«. »Man skal vide, hvordan éns fjender er indrettet«, sagde han. Idet han rejste sig, løftede han puden, og dér lå hans revolver. »Det må du passe på, at Mama og Papa ikke ser - de går i gulvet!«. Så sagde han: »Det skal du ikke spekulere på«. Da skulle han hen og holde foredrag i DNSAP. Jeg var rystet, men sagde selvfølgelig ikke noget. Det kunne jeg jo ikke blande mig i«.
Aase Nielsen fortæller også, at hendes bror sammen med biskop Suhr besøgte modstandsmanden Flemming Juncker. Hvad de talte om, vides desværre ikke, men det er en kendt sag, at Suhr ingen sympati havde for nazismen, og at han ligesom Lauritzen ikke var fremmed for tanken om at bekæmpe uretten med våben. I et læserbrev i Kritisk Revue fra december 1942 kritiseres han for udtalelser om, at man »ikke kan være katolik og samtidig tilhænger af den nationale socialisme«, og i januar 1940 svarede han på Nationaltidendes spørgsmål om, hvorvidt den katolske kirke troede, at der kunne skabes evig fred på Jorden: »Nej, der er tilfælde, hvor man må gribe til våben ... den pacifisme, som nægter os retten dertil mangler ethvert realitetsgrundlag«.
Biskop Suhr, som døde i 1997, 101 år gammel, spillede en betydningsfuld rolle i Arndt Lauritzens liv. Det var Suhr, der i december 1940 forestod Lauritzens indvielse til de to første af de fire 'lavere vielser', som dengang gik forud for den katolske præstevielse, han dækkede formentlig over hans modstandsarbejde, og han hjalp ham i hvert fald økonomisk og med vigtige kontakter, da Lauritzen i oktober 1941 rejste til Rom for at fuldføre sit præstestudium og indlede det kapitel af sit liv, der førte til, at han fik sit partisannavn på et gadeskilt i Parma.
2.
Det er skønt, og det er vemodigt. Noget bliver tilbage, og noget forsvinder. Man er stolt, når man har nået et mål, men det efterlader en smerte over dem, som vi mistede undervejs, og over dem, som vi snart vil miste. Det er ligesom, når man har nået en vis modenhed i livet. Man lægger barndomsminderne bag sig, de tidlige ungdomsminder, og slår ind på den vej, som Forsynet har anvist én. Jeg genoptager et ukendt liv med uforglemmelige navne og ansigter præget i mit hjerte.
Sådan skrev il Comandante Paolo til sine mænd i avisen Patriota, som partisanbrigaden 3. Julia udgav i maj 1945. Krigen var slut, Hitler og Mussolini var døde, og deres diktaturer knust, og i de tidlige morgentimer 26. april var 3. Julia med sin danske chef Arndt Paul Lauritzen, 'Paolo il Danese' i spidsen marcheret ind i Parma. Hovedparten af den tyske garnison havde på det tidspunkt rømmet byen, men italienske fascistiske snigskytter holdt endnu stand. I løbet af dagen blev den sidste modstand nedkæmpet, og sammen med et par andre partisanbrigader sikrede 3. Julia ro og orden, mens de allierede styrker - briter, amerikanere og brasilianere - krydsede floden Parma ad broerne midt i byen for at fortsætte fremrykningen nordpå i hælene på de vigende tyskere.
Arndt Lauritzen kom til Parma fra Rom i september 1943, efter at kongeriget Italien havde kapituleret til de allierede, og tyskerne havde taget magten i hovedstaden og i hele resten af landet nord for fronten. Lauritzen havde på det tidspunkt opholdt sig næsten to år i Rom, først som studerende ved det pavelige universitet Gregoriana og efter sin præstevielse 20. december 1942 som katolsk præst.
I Rom boede Lauritzen først i det nystiftede benediktinerkloster San Girolamo, hvor hans beskytter Theodor Suhr havde været prior, inden han blev biskop af København, men efter kort tid flyttede han sammen med tre-fire andre præstestuderende ind i en lille lejlighed i forbindelse med den katolske orden Korsherrernes hovedsæde i Via del Velabro. »Måske«, siger hans søster Aase Nielsen, »fordi han var begyndt at tvivle på sit munkekald«.
Lauritzen og en række andre unge danske studerende og kunstnere var hyppige gæster hos maleren Tyge Bendix og dennes hustru Lili Henriques i deres gæstfrie hjem på Piazza del Popolo. Lili Henriques var jøde, og hendes mand var halvt jødisk, men da tyskernes og de fascistiske myndigheders forfølgelser for alvor begyndte at være truende, besluttede de at lade deres to børn konvertere til katolicismen. »Pater Lauro« kom til at undervise dem i religion. Datteren, Pia Nellemose, husker endnu sin betagelse af Lauritzen. »Han var så smuk, og han var sådan en sød fyr«. Men pludselig en dag var Pater Lauro borte. »Vi så ham ikke mere, og først efter befrielsen fik mine forældre at vide, at han var blevet partisan og gift«.
Lauritzens bratte forsvinden fra familien Bendix' synsfelt hænger måske sammen med en af de gåder, som Lauritzen har efterladt sig. Havde han andre ærinder i Rom end at passe sine kirkelige gøremål?
Lauritzens gåde
Skal man tro Lauritzens posthumt udgivne erindringer, som ikke bare bekræftes af hans familie, men også af nogle af de partisaner, som lærte ham at kende næsten umiddelbart efter hans ankomst til Parma-egnen, var han britisk agent. Der er historier om et ophold i det store benediktinerkloster på Monte Cassino, hvor Lauritzen skiftevis studerede Thomas Aquinas' lære i klosterbiblioteket og den militære jernbanetrafik, der passerede lige neden for bjerget. Der fortælles også om et komplot med en antifascistisk kardinal og om et forsøg på at fotografere en kanonstilling på en af højene vest for Rom, som endte med, at en af Lauritzens kammerater blev anholdt, mens han selv kun undslap med nød og næppe.
Det kniber foreløbig med at dokumentere denne side af Lauritzens virksomhed, men det hører med til billedet, at biskop Suhr under besættelsen forsøgte at råde bod på præstemangelen i Danmark ved at hjemkalde danskfødte præster fra udlandet.
Han hentede syv præster hjem, én så sent som i 1944, men Lauritzen, som han ellers kendte godt og satte pris på, var ikke blandt dem. Måske lod det sig bare ikke gøre af praktiske årsager; måske forsøgte biskoppen slet ikke, fordi han vidste, at Lauritzen var optaget af andre ting i Rom; måske afslog Lauritzen, fordi dét, han var i gang med i Italien, var vigtigere end at fylde en tom plads i den danske katolske kirke. Biskop Suhr havde et omfattende kontaktnet i den danske og europæiske overklasse. Blandt Suhrs venner var den danske sagførerdatter Elsa Fischer, som efter en ungdom med fester i Studenterforeningen og fægtning og ridesport på eliteniveau i 1925 giftede sig med den italienske diplomat markis Antonio Soragna. Soragna havde bl.a. været ambassadør i Stockholm, inden han frivilligt trådte ud af tjenesten i protest mod Mussolinis udenrigspolitik. Under et af sine besøg i Rom præsenterede Suhr Lauritzen for Elsa Fischer og bad hende om at tage sig af ham, hvis han skulle få brug for det. Det fik han i efteråret 1943, så Elsa Fischer og hendes mand ansatte ham som huslærer for deres søn Lupo Luigi.
Lauritzen flyttede ind i familien Soragnas villa i landsbyen Vigatto fem km syd for Parma, hvor han foruden at være huslærer virkede som hjælpepræst i den lokale kirke, som ligger lige over for villaen.
Ved siden af kirken bor Marco Zanlari, som under dæknavnet »Aquila« ('Ørn') var en af Lauritzens betroede mænd i 3. Julia. Han og genboen, Lupo Soragna, som stadig bor i den villa, hvor Lauritzen underviste ham i dansk og gav ham lektiehjælp og lærte ham at bokse, fortæller næsten enslydende om Lauritzen: »Han havde en utrolig evne til at komme i kontakt med folk. Man kunne ikke lade være med at holde af ham«. Zanlari fortæller om en lokal bondemand, som efter i 25 år ikke at have sat sine ben i kirken, lod sig overtale til at gå til messe og skrifte hos Lauritzen.
»Paolo og jeg fik hurtigt tillid til hinanden«, fortæller Zanlari. Vi holdt vores møder her ved mit køkkenbord, og vi vidste alle sammen - alle antifascisterne i Vigatto - at han ikke bare var præst, men at markisen dækkede over hans undergrundsarbejde«.
I tyskernes søgelys
Præcis hvad Lauritzens undergrundsarbejde bestod i, er endnu uvist, men bl.a. overtalte han nogle østrigske soldater, der var stationeret i området, til at desertere og hjalp dem med at slippe op i bjergene, hvor de sluttede sig til partisanerne. Det fremgår af en rapport, som den britiske SOE-major A.C. Holland i maj 1945 skrev om Lauritzens indsats. Holland var radiomand og var blevet kastet ned bag tyskernes linjer for at være bindeled mellem partisanerne og de allierede styrker, og han indsamlede efterretninger fra meddelere i hele Parma-provinsen.
I juli 1944 blev Lauritzen af en antinazistisk tysk officer advaret om, at SD (Sicherheitsdienst, den tyske efterretningstjeneste under SS, red.) var på sporet af ham. Advarslen kom, mens Lauritzen sad og spiste frokost med markisen og Elsa Fischer. Lauritzen sprang op, mumlede et »Undskyld mig« og forsvandt ud gennem vinduet. Markisen lod omgående tjenestefolkene fjerne huslærerens kuvert og indskærpede dem, at denne ikke havde været hjemme til frokost. Da SD-folkene ankom, var sporene slettet. I tre døgn holdt Lauritzen sig skjult i en majsmark bag villaens park, indtil familiens gartner sammen med nogle hjælpere fik den stærkt afkræftede mand i ly og sørgede for mad og drikke og lægehjælp til ham.
Da Lauritzen var kommet tilstrækkeligt til kræfter, sluttede han sig til en gruppe på 20-25 unge mænd, blandt dem Marco »Aquila« Zanlari, der havde besluttet at blive partisan. Lauritzen og hans kammerater indgik i den socialliberale brigade 4. Giustizia e Libertà, hvis medlemmer hurtigt lærte at sætte pris på deres udenlandske kammerat. 'Paolo il Danese' avancerede først til bataljonschef med 100 mand under sig og blev derefter brigadens stabschef. Da intern uenighed mellem brigadens katolske og socialliberale elementer i januar førte til en deling af 4. GL og dannelsen af den selvstændige katolske brigade 3. Julia, blev Lauritzen chef for den nye enhed, der bestod af ca. 500 mand.
Officeren Lauritzen var langt mere professionel end de fleste af sine kammerater, og han var desuden langt mere beslutsom og kompromisløs. I sine erindringer beskriver han sig selv som besjælet af et had til nazismen, som selv ikke hans kristne indstilling og hans kærlighed til tysk kultur kunne hindre i sommetider at slå ud som had til de enkelte tyskere. Det er sagt om ham, at han bekæmpede nazismen med samme hårdhed og kulde, som hans fjender i SS lagde for dagen. Samtidig insisterede han i langt højere grad end andre partisanledere på, at sårede og tilfangetagne fjender skulle behandles i overensstemmelse med krigens love, og han opretholdt med hård hånd disciplinen blandt sine folk og lod flere henrette for plyndring og andre forbrydelser mod civilbefolkningen. Hans engelske kontakt major Holland beskrev ham som en »inspireret idealist, der formåede at gøre sine idealer gældende i hele sin brigade«, og som »garant for retfærdighed og for alles rettigheder«. Lauritzen likviderede med stor konsekvens stikkere og sagde om fangne partisaner, der var bukket under for SD's tortur og havde givet tyskerne oplysninger, at de »burde være døde i stedet for«.
Men Lauritzens gamle kammerater husker også hans mildhed. Den pensionerede dyrlæge Ennio 'Condor' Biasetti, der var ansvarlig for forsyningerne i 3. Julia, husker »alle de gange, da jeg lige havde udleveret et par nye støvler til ham, og han dagen efter dukkede op barfodet eller i et par sønderslidte gamle sko: »Jeg mødte en, der havde mere brug for dem end mig«, sagde han«.
Tyskerne havde et godt øje til den usædvanlige partisanchef og lod ham ved flere lejligheder forstå, at de vidste, hvem han var, og hvem hans familie i Danmark var. I efteråret 1944 blev Arndt Lauritzens far opsøgt af sin gode ven og kunde fra barbersalonen, rigspolitichef Eigil Thune Jacobsen, som havde fået at vide, at Gestapo interesserede sig for familien Lauritzen. Familien gik delvis under jorden og undgik ubehageligheder, men indtil krigens slutning levede 'Paolo il Danese' med frygten for, at tyskerne ville arrestere hans familie.
Et vendepunkt
En af de mest berømte episoder fra Lauritzens partisantid var angrebet på en tysk kaserne i den lille bjergby Lesignano Bagni 20. september 1944. Angrebet blev et vendepunkt i Lauritzens liv. Han beskrev det selv således i et interview, der blev bragt i Nationaltidende 11. maj 1952: »Jeg havde fået en gruppe russere - 37 georgiere - som tyskerne havde benyttet som trænsoldater, men som havde skudt deres officerer og var rømmet. Jeg ville prøve dem, før jeg lod dem kæmpe sammen med mine egne folk, og med de 37 gik jeg til angreb på en kaserne. Her indtraf den episode, som bevirkede, at jeg ikke mere kunne være præst - det vil sige: den første episode. Andre af lignende art fulgte senere efter ... Det er ikke nogen intellektuel krise, jeg er lige så meget katolik, som jeg nogen sinde har været, men den kæde af modstridende hændelser, som fulgte, satte sig for dybe spor i mit sind. Under ildkamp inde på kasernens grund - vi var kørt ind, hilst med honnør, i stjålne tyske vogne - sigtede jeg på en tysker, men skød ham ikke. Det var min hensigt at skænke ham livet. Da min opmærksomhed blev optaget andetsteds, vilde han skyde mig. Jeg bebrejder ham det ikke - det var hans ret, da jeg ikke havde afvæbnet ham. Jeg kom ham i forkøbet og skød ham. Senere bøjede jeg mig over den døende mand og spurgte, om han var katolik. Det var han, og han ønskede at få absolution. Da jeg ville forlade ham, skød han efter mig, og kuglen strejfede min hofte. Så var jeg tvunget til at dræbe ham. Da gik det op for mig, at jeg ikke mere kunne være præst. Dette havde gjort et for dybt indtryk på mig - dette og så alt det øvrige modstridende, jeg havde mødt.
For sin indsats i Lesignano modtog Lauritzen efter krigen den italienske Militære Fortjenstmedalje i sølv, en orden, som kun er blevet tildelt ganske få udlændinge. I motiveringen hedder det bl.a.: »Da fjenden gjorde rasende modstand, stillede Lauritzen sig frygtløst op uden dækning for at vise sine mænd, nøjagtigt hvor det fjendtlige maskingevær befandt sig; herved blev Lauritzen alvorligt såret. Uden hensyn til sit blodtab vedblev Lauritzen at opildne sine mænd og trak sig først tilbage efter tre timers kamp, hvorunder fjenden blev påført alvorlige tab«.
Lauritzen undgik at miste armen takket være brigadens læge, dr. Giovanni 'Celso' Capretti, som ydede en effektiv førstehjælp med de primitive midler, han havde til rådighed, og som derefter fik Lauritzen under kirurgisk behandling. Trods den effektive indsats var Lauritzen resten af livet plaget af en stiv højrehånd. »Såret afholdt ham imidlertid ikke fra at udføre sine pligter, selv om han i flere måneder havde armen i en slynge og havde stærke smerter«, skrev major Holland i sin rapport. Og fortsatte: »Lauritzen bad flere gange om lov til at eksfiltrere for at slutte sig til den danske modstandsbevægelse. Han blev altid rådet til ikke at gøre det, idet man skønnede, at han kunne gøre langt større nytte hos partisanerne omkring Parma, end han på nogen måde ville kunne gøre i Danmark«.
Gift med kureren
I foråret 1945 sendte modstandsbevægelsens efterretningstjeneste Lauritzen en hemmelig agent med dæknavnet 'Teresa', for at hun kunne forsyne ham med oplysninger fra Parma, som dels kunne bruges af 3. Julia, og dels gives videre til Hollands mission. 'Teresa' var bankfunktionæren Rosita, som cyklede frem og tilbage mellem Parma og deres mødested i bjergene. Det blev kun til nogle få møder, men de gjorde indtryk: Straks efter befrielsen opsøgte Rosita brigadens nye hovedkvarter i Parmas posthus for at finde 'Paolo', og fra da af var de sammen resten af hans liv.
Arndt og Rosita blev gift i Milano i august 1945, med major Holland som et af bryllupsvidnerne. Parret fik tre børn i hurtig rækkefølge og slog sig ned i Glostrup. Arndt fik arbejde på Hedehusenes Teglværk som en slags kombineret eksportmedarbejder og direktionssekretær, og Rosita passede det italienske turistkontor i København.
I 1950-52 opholdt Arndt og Rosita sig en tid i Berlin, hvor Arndt officielt solgte fødevarer, men vistnok i virkeligheden var agent for »en dansk efterretningstjeneste«. Rosita ved dog ikke, hvilken tjeneste det drejede sig om, eller hvad hendes mand lavede: »Den slags fortalte han mig ikke - af sikkerhedsgrunde«.
1953 flyttede familien tilbage til Italien og indledte, hvad der i praksis var en fælles karriere: Arndt arbejdede som fast freelance-tolk og praktisk mand for den europæiske sammenslutning af teglværksforeninger, og Rosita hjalp ham med sekretariatsarbejdet. Siden fulgte lignende arbejde for en europæisk sammenslutning af regnfrakkefabrikanter og for Ancona-messen og skiftende forretninger i eget regi, bl.a. et forlag og trykkeri, og arbejde for kunstglasfabrikken Bormioli, som parret indkøbte sand til i Afrika. Kort før sin død var Lauritzen blevet direktør for lokalradiostationen Radio Parma og tv-stationen Parma TV21. Også dette job udførte han og Rosita i fællesskab. 'Paolo il Danese' døde af sygdom 26. oktober 1978, 63 år gammel.
Rosita Lauritzen og hendes tre børn og lige så mange børnebørn bor i dag i en lille by 20 km uden for Parma. På årsdagen for Parmas befrielse i 1990 overrakte byens borgmester hende en sølvplakette til minde om hendes mands indsats i 1944-45 og i særdeleshed om den dag kort efter befrielsen, da han som ansvarlig for byens fængsel stillede sig op foran fængselsporten for at standse en folkemængde, der ville lynche de fascister, som nu havde afløst antifascisterne i cellerne. Mens Lauritzen ventede på, at 'Aquila' skulle nå frem med forstærkninger, holdt han mængden i skak med sin pistol og råbte, at de måtte dræbe ham, før de fik lov at tage loven i deres egne hænder. Rosita husker stadig, hvordan Piazza Garibaldi genlød af taktfaste råb, da hun modtog plaketten: »Paolo, Paolo, Paolo ...!«