Jeg hører ofte folk (inkl. mig selv) sige, at litterær oversættelse er et ensomt arbejde. Det er sandt, for så vidt som de allerfleste oversættere arbejder alene og som oftest hjemme hos sig selv og kun møder kolleger, hvis de tilfældigvis er gift med en anden oversætter, der sidder og arbejder i værelset ved siden af, eller hvis de tager sig tid til at deltage i de kurser, debatmøder, foredragsaftener og andre mere eller mindre faglige arrangementer, der afholdes af Dansk Oversætterforbund (DOF), universiteterne, Kulturstyrelsen og somme tider forlagene m.fl. I de senere år er det også blevet muligt at mødes online i en række netværk, fora, blogs m.m. for oversættere i almindelighed eller for oversættere til og fra bestemte sprog. Det har dog ikke ændret det grundlæggende forhold, at litterære oversættere mestendels passer sig selv og deres daglige arbejde uden at have kolleger omkring sig og uden at behøve at tale med andre end sig selv (det kan være nyttigt at høre, hvordan teksten lyder, mens man skriver den, men det er vigtigt at kunne indstille mumleriet, når man forlader skrivebordet og bevæger sig ud i verden).
Det betyder imidlertid ikke, at man som oversætter arbejder i et tomrum. Der er en række andre personer med i spillet, som man har forskellige grader af kontakt og samarbejde med i løbet af processen.
(Den følgende beskrivelse af oversættelsens vej gennem systemet repræsenterer en slags idealmodel. I den praktiske virkelighed sker tingene somme tider i en anden rækkefølge eller på andre måder, og nogle af dem sker måske slet ikke. Det varierer fra forlag til forlag, fra redaktør til redaktør og fra oversættelse til oversættelse).
Den første, der melder sig, vil almindeligvis være den forlagschef eller redaktør, der har det overordnede ansvar for oversættelsesprojektet. Måske har vedkommende ligefrem været med til at opdage den pågældende bog og købe rettighederne til udgivelse i Danmark, og nu er det så hendes opgave at finde den rigtige oversætter og træffe de fornødne aftaler. Det er hende, man taler med om afleveringsfrister og kontrakter.
Indtil for nogle år siden var kontraktdiskussionen mest et spørgsmål om at blive enige om et honorar per ark inden for rammerne af den normalkontrakt, der var aftalt mellem DOF og Forlæggerforeningen, og som bl.a. sikrede oversætterne genudnyttelseshonorar, hvis deres oversættelse blev genanvendt i bogklub- eller billigbogsudgaver, lydbøger e.l. Nu om dage er normalkontrakten desværre ikke længere normen, og forlagene – eller i hvert fald mange af dem – forsøger konsekvent at sikre sig rettighederne til enhver form for udnyttelse mod et engangshonorar, som måske er en smule højere end det, der ellers ville være gængs, men ikke modsvarer de potentielle indtægter ved genudnyttelse. Somme tider kan man blive enige om at bruge den gamle normalkontrakt, og andre gange kan man enes om et engangshonorar, der faktisk er stort nok til at kompensere for de rettigheder, som oversætteren giver fra sig, men det sker også, at man ikke kan. Jeg har efterhånden adskillige gange måttet sige nej til oversættelsesopgaver, fordi honoraret var for ringe.
Hvis man kan blive enige om økonomien og afleveringstidspunktet, forvandler den opdraggivende redaktør sig til tekstredaktør eller giver måske opgaven videre til en kollega eller medarbejder, evt. en freelance-tekstredaktør, der får ansvaret for det videre samarbejde med oversætteren. Det er tekstredaktøren, som oversætteren til sin tid afleverer det færdige manuskript til, og tekstredaktøren, der læser det igennem mhp. at foreslå rettelser og andre ændringer.
Inden projektet kommer så langt, har oversætteren og tekstredaktøren almindeligvis talt om nogle af de generelle problemer i teksten, og hvordan de kan løses. Det kan fx handle om, hvad bogen skal hedde på dansk, hvordan man behandler replikker på dialekt, hvilken udgave af Bibelen man skal gengive eventuelle citater efter, hvorvidt man kan forvente, at den danske læser kender de lokaliteter, institutioner eller historiske personer, der optræder i teksten, og hvad man gør, hvis man ikke mener, at det er tilfældet, osv. Dertil kommer alle de problemer, der dukker op i løbet af arbejdet, og som oversætteren gerne vil have afklaret undervejs, og de måske mindre umiddelbart påtrængende spørgsmål, som han skriver ind i teksten, for at redaktøren kan tage stilling til dem senere.
Når tekstredaktøren er færdig med at redigere oversættelsen, sender hun den tilbage til oversætteren, enten på papir eller som tekstbehandlingsdokument med korrekturfunktion, så oversætteren kan se rettelsesforslagene og tage stilling til dem. Nogle redaktører vil gerne springe dette led over ved at skrive deres rettelser direkte ind i teksten og sende den til sats uden at lade oversætteren tjekke rettelserne først. Det sparer i teorien noget tid, men kan ende med at koste tid og frustrationer i den anden ende, hvis forfatteren under korrekturlæsningen af den satte tekst opdager en masse ændringer, som han ikke vil kendes ved. Så skal der bruges tid og kræfter på at føre teksten tilbage til den tilstand, som oversætteren afleverede den i, og grafikeren skal i gang med at foretage de nødvendige ændringer i satsen. Det er spild af tid og penge.
Hvis oversætteren og redaktøren er uenige, kan det skyldes, at de bare har forskellig smag og sprogsans. Hvis den ene formulering dybest set kan være lige så god som den anden, vil det normalt være oversætteren, der får sin vilje. Redaktøren kan også have ret og oversætteren uret, og i så fald vil oversætteren forhåbentlig lade sig overbevise. Gode oversættere kendes bl.a. på, at de ikke tror om sig selv, at de er ufejlbarlige, og at de er glade for den hjælp, som en dygtig redaktør kan yde.
Ligesom ikke alle oversættere desværre er lige gode, er heller ikke alle redaktører lige kompetente, og ikke alle forlag lige ordentlige. Det sker – hører jeg fra kolleger ude i den brogede oversætterverden – at det, der burde have været et samarbejde, ender i det modsatte. Ligesom nogle oversættere har en temmelig mangelfuld beherskelse af de sprog og de emner, som de arbejder med, men gang på gang bliver reddet af gode redaktører, er der også redaktører, som retter rigtigt til forkert, fordi de ikke ved bedre (men dog er sikre på, at de ved bedre end oversætteren), eller redigerer ud fra mildt sagt problematiske principper - ”Vi bruger ikke adverbier.” ”Vi behandler oversættelser, som om det var manuskripter skrevet af en dansk forfatter.” ”Vi betragter oversættelser som et råmateriale, som vi arbejder videre med.” – uden at have aftalt det med oversætteren først.
Som regel forløber samarbejdet mellem forfatter og oversætter dog forholdsvis harmonisk, og der kommer en tekst ud af det, som begge parter kan stå inde for. Denne tekst bliver så tilrettelagt af en grafiker, hvorefter der bliver læst korrektur på den. (Det er vigtigt, at der bliver læst korrektur på den satte tekst, og ikke på det færdigredigerede tekstbehandlingsdokument, for kun sådan kan man fange orddelingsfejl og andre problemer, der først opstår i satsen). Førstekorrekturen læses af en professionel korrekturlæser, der som oftest ikke er en af forlagets faste medarbejdere, men en freelancer, der er engageret til opgaven. (Nogle korrekturlæsere er også freelance-redaktører og/eller oversættere). Korrekturlæseren skal i princippet kun forholde sig til, om teksten er i overensstemmelse med de regler, der er aftalt. I praksis vil det som regel sige, at retskrivning og tegnsætning skal overholde Retskrivningsordbogens anbefalinger og de almindelige regler for dansk grammatik, men der kan være oversættelser, hvor man – dvs. oversætteren og redaktøren i enighed – finder det relevant at afvige fra dem. I så fald bør korrekturlæseren have det at vide på forhånd, så man ikke spilder hinandens tid med overflødige rettelser. Selv om korrekturlæserens opgave altså i princippet er begrænset til at holde teksten op mod et givet regelsæt, kan en del korrekturlæsere ikke nære sig for også at bidrage med forslag vedr. andre forhold i oversættelsen – forslag til bedre formuleringer, realia, som de tilfældigvis ved noget om, eller hvad som helst andet, der lige har fået dem til at studse. Korrekturlæserne har ikke altid ret i deres forslag, men ofte har de, og det er under alle omstændigheder altid nyttigt at få endnu et kritisk blik på teksten og en ”second opinion”. Det berettiger dog ikke den praksis, som man ser hos nogle forlag, der lader til at mene, at en dygtig korrekturlæser kan løse både sin egen og tekstredaktørens opgave på én gang og for ét og samme beskedne honorar.
Denne discountpraksis kaldes somme tider ”manuskriptvask”, men ordet dækker i andre tilfælde over den mere omfattende redaktionsindsats, som skal til for at rette op på en oversættelse, som er gået meget galt. Det kan være svært at finde tid til den slags ekstra efterarbejde i en redaktørs stramme arbejdsplan, og forlaget vil derfor ofte engagere en freelancer til at stå for ”vasken”.
Korrekturen læses også af oversætteren, enten samtidig med at korrekturlæseren gør det, eller bagefter, så oversætteren i samme omgang kan tage stilling til korrekturlæserens rettelser. Begge løsninger har fordele og ulemper, men jeg er ikke i tvivl om, at man opnår den grundigste læsning ved at lade korrekturlæseren og oversætteren læse i hver sit blanke eksemplar af manuskriptet. Det er derefter tekstredaktørens opgave at føre de to sæt rettelser sammen. I tilfælde af banale uoverensstemmelser beslutter redaktøren, hvad der skal stå, men i mere komplicerede tilfælde må oversætteren spørges.
Når tilrettelæggeren har justeret den satte tekst i henhold til korrekturen, læses der (somme tider) andenkorrektur. Det gøres som regel kun af korrekturlæseren; oversætteren ser kun andenkorrekturen, hvis der har været særlige vanskeligheder, som gør det relevant.
Efter andenkorrekturen rettes satsen til endnu en gang, og oversættelsen kan herefter sendes til trykkeriet.
Foruden redaktører og korrekturlæsere arbejder oversætteren også sommetider sammen med konsulenter af forskellig slags. Det sker typisk, hvis teksten har et fagligt indhold, som oversætteren ikke ved tilstrækkelig besked med. Konsulenthjælpen kan spænde over et register fra det helt uofficielle og private, hvor man spørger sig for blandt kloge venner og bekendte – i virkeligheden eller på nettet – og måske lader en af dem læse særligt vanskelige dele af teksten igennem, til mere formelle ordninger, hvor forlaget betaler en ekspert for at hjælpe til. Helen Dewitts roman Den sidste samurai (Rosinante 2000) krævede foruden den lærde redaktørs egen indsats som konsulent i metrik også hjælp fra en aerodynamiker samt et par andre eksperter, som velvilligt hjalp til med at løse nogle fagterminologiske problemer. Et problem, som hverken forfatteren eller hendes danske oversætter eller dennes redaktør var opmærksom på, blev opdaget og løst, da min japanskkyndige hustrus blik tilfældigvis faldt på nogle sider, hvor Dewitt gengav en del japanske skrifttegn, som ikke betød det, som hun lod dem betyde i historien. Dewitt kunne japansk til husbehov, men åbenbart ikke helt nok til at betjene sin – meget store og for mig at se frygtindgydende komplicerede – japanske ordbog. Takket være denne improviserede konsulentindsats blev min udgave af Den sidste samurai, i hvert fald på dette lille punkt, et eksempel på, at en oversættelse i nogle tilfælde, på nogle måder, kan være bedre end originalen.
Senest har jeg haft glæde af en konsulent i forbindelse med min oversættelse af Otto Dov Kulkas Landskaber fra Dødens Metropol (Gad 2014). Kulka har skrevet sin bog på hebraisk (og ikke ”hebræisk”, som jeg trods redaktørens indvendinger fejlagtigt insisterede på at skrive i oversættelsen), men har medvirket så aktivt ved oversættelsen til engelsk, at den engelske udgave kan siges at have status som en slags parallel-original, og det er denne udgave, der ligger til grund for de 17 oversættelser, der foreløbig er udgivet eller er på vej. Så vidt, så godt. Dermed var jeg ude over det problem, at bøger bør oversættes efter originaludgaven og ikke efter en oversættelse til et andet sprog. I bogen citerer Kulka imidlertid tre digte, skrevet på tjekkisk – hverken på hebraisk eller engelsk – af en anonym ung kvinde, der døde i Auschwitz i 1944. Mens jeg sad og grundede over, hvordan jeg skulle forholde mig til det tjekkiske problem – kunne man finde en tjekkiskkyndig dansk lyriker, som kunne genskabe de tre digte på dansk? – googlede oversætteren i naboværelset sig frem til, at der foruden den engelske udgave, som Kulka og hans engelske oversætter havde brugt, fandtes mindst én anden, 60 år gammel, engelsk oversættelse af dem. De to oversættelser var meget forskellige - den gamle rimede, det gjorde den nye ikke, og den nye var langt mere ”kantet”. Vi var enige om, at vi bedst kunne lide den ene af dem, men det gav jo ingen garanti for, at det var den bedste, dvs. indholdsmæssigt og stilistisk mest dækkende, gengivelse af de tjekkiske originaler. Jeg drøftede sagen med tekstredaktøren, som fandt frem til en ekspert i tjekkisk sprog og kultur (lektor Peter Bugge ved Aarhus Universitet), som leverede en ord-til-ord oversættelse af de tre digte. Tekstredaktøren konstruerede herefter en ny dansk udgave ved at kombinere min oversættelse af bogens engelske version af digtene med Peter Bugges ordrette oversættelse fra tjekkisk, hvorefter jeg foretog en sidste justering af hendes tekst.
Litterær oversættelse kan ganske rigtigt være et ensomt arbejde, men man er ikke alene om det.