Prammen i Klintholm og katastrofen i Neustadt Bugt, maj 1945 (Overskudskapitel fra "De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949" - 4)

Prammen i Klintholm og katastrofen i Neustadt Bugt, maj 1945 (Overskudskapitel fra "De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949" - 4)

Data ed ora: d. 27.12. 2020 kl. 15:47

Da jeg skrev De uønskede - De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949, kom jeg til at skrive nogle kapitler om forskellige sidehistorier, som strengt taget ikke handlede om de tyske flygtninge, der var bogens emne. Da bogens omfang begyndte at stå klart for redaktøren og forfatteren, blev det bestemt at lade disse kapitler udgå.

Jeg bryder mig ikke om at lade arbejde gå til spilde, så efterhånden som jeg får tid til at gøre overskudsteksterne klar, vil jeg gøre dem tilgængelige via min hjemmeside. Dette handler om prammen i Klintholm og sænkningen af Cap Arcona i Neustadt-bugten. De øvrige handler om minestrygningen i danske farvande efter besættelsenminerydningen langs den jyske vestkyst og den flydedok fuld af franske, russiske og belgiske krigsfanger, der strandede ved Påø på Langeland den 5. maj 1945.

 

Prammen i Klintholm[1]

Mens langelænderne prøvede at få styr på de opgaver, som flydedokkens ankomst havde stillet dem over for, vågnede folk i det lille fiskerleje Klintholm på Møn op til en lignende situation. Dr. Rasmus J. Fenger, som var praktiserende læge i Borre ca. syv kilometer inde i landet, skrev senere:

 

Om morgenen den 5. Maj løb en Strøm af alle Slags Fartøjer fyldt til Randen med alle Slags Tyskere ind i Klintholm Havn, og baade svært bevæbnet Militær og ubevæbnede Civile gik i Land. Telefonisk hørte jeg, at Tyskerne krævede Mad og Vogne, og at M. B. [modstandsbevægelsen] var paa Vej derned under Ledelse af Baron Niels Rosenkrantz. Da man ikke vidste, om der kunde ske noget, ansaa jeg det for rigtigt at køre derned.

Det befrygtede Skyderi indtraf ikke, men derimod fandt vi i 5-6 m Afstand fra Bolværket en stor Flodpram endnu under Bevogtning af tysk Politi under Anførsel af Politimester "Poul".[2]

Paa Prammens Dæk trængtes en sælsom, snavset, pjaltet Skare, der ligesom Bjørnene i Zoologisk Have lod sig fodre med smaa Brødstykker, som blev kastet til dem af 2 unge Piger paa Kajen. Disse 2 Pigebørn – der altid var at finde, hvor de ikke burde være – havde vovet sig derned inden M. B., set Prammen, stillet Diagnosen og for alle deres Lommepenge købt Brød til de ulykkelige.

Jeg henvendte mig først til Tyskeren. "Har De syge ombord?" "Nej, vi har ingen Syge." "Hvad er det for Mennesker?" "Det er Fanger."

Jeg gik ombord i Prammen, vistnok som den første, og uden at Tyskerne forsøgte at hindre det.[3]

Det var en underlig Oplevelse, de stimlede sammen om mig, hev mig i Tøjet, og en, som senere viste sig at være deres Anfører, den polske Søofficer Wysocki, fortalte mig, at det var Fanger fra K. Z. Stuthof, og at de havde sejlet i mange Dage uden at faa fersk Vand, og uden Mad.

Ny Henvendelse til Tyskeren: "Hvad med Fangerne?" "Dem skal De ikke have Ulejlighed med, blot De vil hjælpe os, saa sejler vi i Morgen videre til Flensborg eller Kiel med Fangerne, der er Forbrydere imellem, og de er ikke rare at faa i Land."

Saaledes omtrent faldt Ordene, men da jeg skønnede, at det var vigtigere i en dansk Havn at hjælpe Fangerne end Tyskerne, opsøgte jeg den danske Chef for M. B., Niels Rosenkrantz, og fortalte om min Opdagelse.

Ny Henvendelse til Tyskeren, hvorefter vi paa egen Haand, og til Tyskerens øjensynlige Lettelse overtog Fangerne. Nøjere Inspektion af Prammen viste at den rummede 370 Mennesker, mest Polakker og Russere, deraf ca. 80 Kvinder, medens 50 var døde under Vejs og kastet over Bord. De laa ordnede i Rækker paa Dørken i de 3 Lastrum, saaledes at hver havde ca. 1 m2, og der var smalle Passager imellem dem, saa man kunde gaa dernede. Kun en Del kunde eller gad krybe op paa Dækket, mange laa sløve og apatiske i deres snavsede, lasede Tæpper. Stanken var fæl.[4]

 

Da sovjetiske styrker nåede frem til koncentrationslejren Lublin/Majdanek den 24. juli 1944, havde vagtmandskabet ikke nået at evakuere eller myrde samtlige fanger og slette sporene af deres egne forbrydelser, og de overlevendes vidnesbyrd fik stor udbredelse i både sovjetiske og vestlige medier. For at undgå gentagelser, for om muligt at sikre sig fangernes arbejdskraft og for – ligesom for krigsfangernes vedkommende – at kunne bruge fangerne, eller i hvert fald udvalgte fangegrupper, som gidsler eller bytteobjekter ved fredsforhandlinger med de vestallierede gav SS-myndighederne ordre til at tømme lejrene i de truede områder og føre fangerne til mere centrale dele af riget. I sommeren og det tidlige efterår 1944 foregik evakueringerne fortrinsvis med tog eller skib, men da de allieredes luftherredømme gjorde den slags transporter stadig vanskeligere, kom efterårets og vinterens evakueringer hovedsagelig til at foregå til fods. Tusinder af fanger døde af kulde og udmattelse under disse transporter, og de, der ikke kunne holde det forcerede marchtempo, blev skudt af de ledsagende SS-vagter. Hitler og Himmler indskærpede gentagne gange over for SS-ledere, at ingen koncentrationslejrfanger måtte falde levende i de allieredes hænder.[5]

Rømningen af Stutthof (37 km øst for Danzig) og af Stutthofs ca. 105 satellitlejre i Øst- og Vestprøjsen[6] begyndte den 25. januar 1945, da 11.600 fanger blev sendt i retning af Lauenburg (Lebork), ca. 120 km vestpå. Det anslås, at ca. halvdelen af fangerne omkom under den ti dage lange march. De resterende 33.948 skulle have været evakueret ved en række marcher derefter, men evakueringen blev afbrudt, da Den Røde Hær afskar forbindelsen vestpå over land.[7]

Den sidste transport forlod Stutthof den 25. april: 3.000-5.000 af de tilbageværende måske 10.000 fanger, fortrinsvis polakker og jøder af forskellige nationaliteter, inklusive kvinder og børn, men også politiske fanger og mindst 12 kvindelige og 2 mandlige tyske Jehovas Vidner, blev sendt med tog og til fods til den lille kystby Nickelswalde ved Weichselfloden omtrent midtvejs mellem Stutthof og Danzig. [8] Blandt dem var den fynske kommunistiske modstandsmand Hans Christian Staub, som efter at have været interneret i Horserødlejren var blevet bragt til Tyskland ombord på Wartheland den 2. oktober 1943. Staub skrev senere om evakueringen fra Stutthof:

 

[…] det trak ud med evakueringen. Vi stod der hele dagen i en brændende sol og ventede kun på at komme afsted. Det vil sige, at vi ikke kom ud af lejren før kl. 18, […] vi vidste ingenting. Men efterhånden sivede det, at vi skulle til Nickelswalde […] tiden gik, og kl. 20 ankom ekspressen rullende med en hel masse vogne, og der blev vi stuvet op som sild i en tønde. […] Vi havde et par syge kammerater med, dem turde vi ikke lade blive tilbage. Rch-A var den, der var mest medtagne, han havde lige haft tyfus og dysenteri, og var meget afkræftet, han kunne ikke gå, men hjem kom han. De der blev tilbage i lejren var jøder, udelukkende syge som var lagt på gulvet, ingen senge og uden tøj med hovedet op i skridtet på hinanden. Og alle barakkerne blev spigret til for til sidst at blive brændt af. De frygtelige blodspor skulle fjernes og på en brutal måde. Men vi kom endelig til Nickelswalde kl. 24, og der måtte vi kampere på flodbreden, under åben himmel. Der var en del fanger der i forvejen på stranden også delvis jøder, og i en elendig forfatning. […] torsdag den 26. april spurgte [vi] SS’eren, hvor vi skulle hen. Han fortalte, at ude ved Hela lå en dansk damper fra Røde Kors, som vi skulle ombord i og derfra til Sverige. Det lød jo neget godt, men for os ikke videre troværdigt. [Hen] på aftenen, fik vi ordre til at samles på bredden, vi skulle ud at sejle. Der kom en del landgangsfartøjer af den slags, som skulle være brugt til landgang i England, de var meget svært armeret, og dem skulle vi ombord i, men det tog sin tid. SS’erne var meget nervøse, vi skulle jo passere Danzigerbugten, og den beherskede russerne. […] Vi var klar til at sejle kl. 3 fredag den 27. april, og bortset fra alt det uhyggelige, var det en herlig sejltur lige i morgendæmringen, men vi var stuvet som sild i en tønde. Da vi nærmede os Hela begyndte vi at se os om efter den danske damper, men det eneste vi så, var en hel masse skorstene og master, der ragede op af vandet, der var ingen, der kunne flyde. Krigens rædsler var rykket os ind på livet. Helas havn var næsten jævnet. Men vi kom ind efter 2½ times sejlads og begyndte så at gå i land. Vi var nu flere tusind fanger, der blev samlet og begyndte så at gå, men hvorhen vidste vi ikke.[9]

 

Fangerne og deres vogtere tilbragte det meste af dagen i dækning i en skov, mens sovjetiske bombefly angreb Hela mindst tre gange, og da det endelig var tid til indskibning, fulgte der endnu to angreb i hurtig rækkefølge:

 

Vi måtte så ind på stranden igen og smed os ned i sandet, også denne gang var vi heldige. Men nu var vi også nået så langt, at vi ville væk fra det helvede, jo før jo bedre. Vi blev installeret i lastrum, der var tre rum i hver pram, og vi var ca. 1000 stykker i hver pram, så vi var godt sat til. Alle nordmænd og danskere var samlet i et rum, og så var der jøder i de andre, og de stakkels mennesker var så befængt med lus, at man kunne se dem kravle rundt på lugerne. Et bid fra de lus ville være den sikre død for de fleste af os. Vi stod ud af Helas havn fredag den 27. april kl. 2030. vi spurgte da igen, hvor vi skulle hen, og der blev svaret; nu skal vi ind i en eller anden havn og proviantere, så skal I til Flensborg, og derefter til Sverige. [10]

 

Fangerne blev sejlet fra Hela i fire store flodpramme, Vaterland, Wolfgang, Klaus og Annemarie som blev trukket af slæbebådene Bussard, Adler og Roland samt antagelig en fjerde slæbebåd, hvis navn ikke kendes. Bestemmelsesstedet var Neustadt lidt nord for Lübeck, men det vidste fangerne ikke.[11] Der gik rygter om Flensburg, men også om, at prammene bare skulle slæbes til havs og sænkes med fangerne ombord.

Eduard Warther, et Jehovas Vidne fra Memel, skrev senere om den videre sejlads:

 

Vi var stivfrosne da vi [om morgenen søndag den 29. april] lagde til i Sassnitz på øen Rügen. Indbyggerne ville ikke tage imod os og gav os blot noget frisk vand. Natten mellem den 29. og 30. april løb prammen [Klaus] på grund [ved den lille ø Greifswalder Oie lidt øst for Rügen]. Midt i et område der var fyldt med miner, havde slæbebåden gjort sig fri af os og var forsvundet. Forsøgte man at skaffe sig af med os på denne måde? Vi hørte de undersøiske skær skrabe mod prammens bund, men stolede på at Gud ikke ville forlade os.[12]

 

Det var naturligt nok en udbredt formodning blandt fangerne, at formålet med transporten var på en eller anden måde at slå dem ihjel, og det kan derfor ikke undre, at Warther troede, at slæbebådens mandskab forsætligt lod Klaus drive. Det er imidlertid mere sandsynligt, at slæbetrossen sprang ved et uheld, og at man skulle til at gøre den fast igen for at trække Klaus fri af grunden, da det forlød, at russerne var lige i nærheden. Klaus blev derfor efterladt, mens resten af fangekonvojen fortsatte vestpå, minus Annemarie, der gik tabt ved Rügen.[13]

Det viste sig snart, at russerne alligevel ikke var kommet til Rügen endnu, og det lykkedes ved et andet fartøjs hjælp at trække Klaus af grunden og i land på Rügen. Den 1. maj blev fangerne gennet over i en ny pram, som sejlede dem til Lauterbach, stadig på Rügen, hvor de blev sat i land og fik mulighed for at skaffe sig vand og købe brød.[14] Efter dette korte pusterum blev fangerne anbragt i rejsens tredje pram, Breslau, som efter et ophold ud for Sassnitz forlod Rügen hen ad daggry den 4. maj, trukket af slæbebåden Danzig. Planen – i det omfang der eksisterede en plan – var egentlig at anløbe Swinemünde eller Stralsund, men det blev umuliggjort af russernes hurtige fremrykning, så Danzig og Breslau fortsatte vestpå. I løbet af den 4. maj blev det klart, at Breslau, der var bygget til flodsejlads, efterhånden var for medtaget af sejladsen på åbent hav til at fortsætte sammen med resten af fangekonvojen. Danzig og Breslau søgte i stedet nordpå mod nærmeste havn. Omkring klokken 08:30 på befrielsesmorgenen løb Breslau ind i Klintholm havn, hvor der i forvejen lå et antal tyske fartøjer.[15]

Dansk Røde Kors, formentlig i skikkelse af organisationens repræsentant på Møn, Helene Mortensen, overtog formelt ansvaret for fangerne allerede om formiddagen den 5. maj.[16] Det konkrete arbejde med indkvartering, bespisning, lægehjælp og pleje af de 368 forhenværende koncentrationslejrfanger, hvoraf mange bogstaveligt talt var dødssyge, og et ukendt antal måtte formodes at være smittet med plettyfus og andre potentielt dødbringende sygdomme, blev imidlertid indtil slutningen af måneden hovedsageligt udført af lokale frivillige under ledelse af en selvbestaltet komité bestående af dr. Fenger, Helene Mortensen, hendes mand, Bendt V. Mortensen, som var læge i Stege, og godsejeren og modstandslederen Niels Rosenkrantz. De fanger, der var stærke nok til det, deltog aktivt i arbejdet under ledelse af deres uofficielle repræsentant, Zygmunt Szatkowski, og en 22-årig tjekkisk kvinde, Hilda Novachowa,[17] som foruden tjekkisk og tysk talte polsk, russisk og ungarsk og havde fungeret som sygeplejerske i Stutthofs infirmeri og derfor ”kendte alle de forbandede Sygdomme, som vi andre stod fremmede over for”. En mængde, stadig med dr. Fengers ord, ”velmenende, interesserede og nysgerrige Samaritter og Lotter” tilbød deres hjælp, men blev afvist, fordi dr. Fenger og fru Mortensen ”for det første havde tilstrækkeligt med polsk-russisk Personale, som allerede længe havde trodset Smittefaren eller haft Sygdommen, for det andet skønnede at Arbejdet ikke var egnet for Amatører.”

En af komiteens første handlinger var at uddele 125 rugbrød, som dr. Fengers kone havde hentet hos bageren i Borre, og 400 liter sødmælk, som man havde samlet ind i Klintholm. Komiteen lånte desuden spande af de nærmestboende fiskere, så de stærkeste af fangerne kunne hente ferskvand til deres kammerater, og aftalte med fiskerne, at de skulle koge kartofler i deres gruekedler til den første aftenspisning.

Trods al den lokale handlekraft og gode vilje var der naturligvis et akut behov for hjælp udefra, og komiteen telefonerede derfor til sygehusene i Stege og Næstved, til kredslægen og amtslægen, til Røde Kors og til Magleby sogneråd. Sognerådet gik ind på indtil videre at kautionere for alle udgifter, og Stege Sygehus modtog 19 meget dårlige patienter, som de to læger havde identificeret ved et første overfladisk eftersyn. Derefter var det imidlertid slut med hjælpen udefra. Stege Sygehus afslog at tage imod flere patienter fra prammen, og fra Næstved ”ringede Amtslægen personlig og gav Besked om, at ingen kunde modtages paa Sygehus der; men at vi endelig maatte yde al den hjælp, vi formaaede.” Fru Mortensen fik en lignende besked fra Røde Kors. I de kaotiske befrielsesdage var der ingen uden for Magleby Sogn, der havde overskud til at tage sig af folkene fra Breslau.

Dr. Fenger og Niels Rosenkrantz overtalte hurtigt den lokale chef for det tyske kystpoliti til at rømme Klintholm Søbad, hvor hans folk havde været indkvarteret, og ved hjælp af senge, linned og tæpper fra Liselund Sommerhotel, sommerhotellet Hunosøgaard og et lokalt vandrerhjem blev Søbadet indrettet til lazaret og til indkvartering for de kvindelige eks-fanger (som måtte ligge to i hver seng). Lokale folk donerede straks tøj nok til, at en del af patienterne kunne få rent tøj – andre måtte ligge nøgne, mens indsamlingen fortsatte – og fra Magleby og Borre Sygeplejeforening, dr. Fengers egen praksis og fra Stege Sygehus skaffede man (fra sygehuset ved tyveri) en del af det nødvendige udstyr. Sygehuset havde et beredskabslager, som kunne have gjort god nytte i Klintholm, men sygehusets inspektør ville ikke tage hul på det.

Lokalpressen havde beskæftiget sig med prammen siden dens ankomst, men for at skaffe de nødvendige lægemidler og hospitalspladser m.m. måtte også hovedstadspressen interesseres i historien, og den 7. maj lykkedes det endelig at få det konservative dagblad Nationaltidende til at sende en journalist og en fotograf. De ankom den 8. maj og med i bilen havde de 40 kg lusegift, 300 glas B- og C-vitamintabletter samt, fra Seruminstituttet, plettyfusvaccine, blandet tyfusvaccine og glas til bakterieprøver. Da Nationaltidendes folk senere kørte tilbage til København, medbragte de bakterieprøverne og afleverede dem til analyse på Seruminstituttet.

 

I de følgene dage bragte Nationaltidende og lokalbladene stort opsatte artikler og billedreportager om prammen og dens menneskelige last og om de lokales indsats for at hjælpe de nødstedte. Eks-fangernes beretninger fra Stutthof føjede sig til de skildringer af koncentrationslejrenes rædsler, som længe havde været fast stof i den illegale presse og i BBC’s udsendelser til Danmark, og som siden befrielsen også havde fået megen spalteplads i de almindelige blade. De gruopvækkende historier bidrog til den generelle modvilje mod de tyske flygtninge.

 

Hovedparten af de mandlige eks-fanger måtte indtil videre blive ombord på prammen, hvilket skabte alvorlige sanitære problemer i den lille havn, ikke mindst fordi mange af mændene led af diarré. Problemet blev først så nogenlunde løst, da kommunen anskaffede så mange skure og spande, at der kunne opstilles et passende antal latriner.

De ombordværende fik mad fra hotelkøkkenet, og en lokal fiskeeksportørs havnetelefon gjorde det muligt at etablere telefonforbindelse mellem prammen og hotellet. Det meste af maden blev købt hos lokale leverandører – finansieret af Røde Kors og sognerådet – men der kom også gaver fra private: Fiskere forærede hjælpekomiteen fisk i kassevis, én gav en hel kutterladning torsk, en landmand gav en halv kalv, en anden en gris osv.[18]

Den møgbeskidte pram var naturligvis aldeles uegnet til beboelse, så med assistance fra Røde Kors og modstandsbevægelsen beslaglagde hjælpekomiteen to forsamlingshuse, som lå i rolige omgivelser i åbent land, og indrettede dem til indkvartering. Inden overflytningen til forsamlingshusene skulle eks-fangerne barberes over hele kroppen og vaskes for at komme af med lusene og derefter iklædes rent tøj. Det foregik i Borre Boldklubs omklædningsskur, som var blevet flyttet ned ved siden af prammen og indrettet til badeanstalt ved hjælp af tre beslaglagte gruekedler. Helene Mortensen havde i mellemtiden samlet tilstrækkeligt rent tøj til de ca. 260 mænd ved bidrag fra mange private samt fra Røde Kors og Varedirektoratet.

Omkring den 15. maj var prammen omsider tømt. Da eks-fangerne skulle fordeles i de to forsamlingshuse, måtte man tage hensyn til nationale og politiske modsætninger: Især kunne polakkerne og russerne ikke bo sammen, og letterne – hvoraf en del angiveligt havde været SS-frivillige – skulle beskyttes mod både russere og polakker.[19]

Da de raske kvinder blev flyttet fra Søbadet til forsamlingshusene, blev der frigjort 20 senge til patienter, og da lazarettet desuden blev udvidet med en tysk barak, som var blevet flyttet de ca. 30 kilometer fra Præstebjerg på Vestmøn til Klintholm og genopført ved side af Søbadet, nåede man efterhånden op på 60 sengepladser, som en tid var fuldt belagt.

Den 11. maj kom et lægehold fra Seruminstituttet til Klintholm – i en bil stillet til rådighed af studenter-modstandsorganisationen Livjægerne – og tog blodprøver af eks-fangerne. Også kredslægen og amtslægen kom på inspektionsbesøg, og en repræsentant for Røde Kors’ centrale ledelse lovede at sende et par sygeplejersker til hjælp. De ankom ganske vist først den 24. maj, men gjorde en vigtig forskel, ikke mindst fordi en af dem talte tysk. Nok så vigtigt var det, at Klintholm fik besøg af ”den amerikanske Stabslæge”, formentlig oberst John P. Hubbard fra SHAEF-missionens G-5 Division, som bl.a. havde ansvaret for folkesundhed, flygtninge og fordrevne.[20] Han indskærpede, at de plettyfustilfælde, som nu var begyndt at blive synlige, skulle sendes til epidemisygehuset Blegdamshospitalet i København, og understregede, at Blegdamshospitalet skulle modtage dem. Der var langt fra Klintholm til Blegdamshospitalet, men Civilbeskyttelsens Udrykningskolonne i Næstved havde en ambulance, som kunne transportere fire patienter ad gangen, og ved hjælp af den fik man i løbet af halvanden til to uger bragt ca. 70 patienter til Blegdammen.

I juni var den mest akut truende fase overstået, og arbejdet på lazarettet og i forsamlingshusene fandt ind i en forholdsvis rolig, regelmæssig gænge. En del patienter, som havde vist sig at have tuberkulose, blev isoleret i barakken og senere flyttet til Røde Kors’ tuberkulosesanatorium Bretagne i Hornbæk. I august var lazarettet i det store og hele blevet til et rekonvalescenthjem, og omkring den 1. september blev det lukket. Ifølge dr. Fenger døde i alt 19 af de 368 tidligere koncentrationslejrfanger: en på prammen straks efter ankomsten, seks på sygehuset i Stege, fem på lazarettet og syv på Blegdamshospitalet.

Efterhånden som de tidligere fanger kom tilstrækkeligt til hægterne, indgik de i de allierede myndigheders generelle arbejde med repatriering af Displaced Persons.[21] Nogle af dem blev dog i Danmark og fik bl.a. arbejde på Liselund.

 

Neustadt Bugt

Prammene Vaterland og Wolfgang ankom trukket af slæbebådene Adler og Bussard til Neustadts Marinehavn den 2. maj. Undervejs havde de forsøgt at lægge til i Sassnitz og gjort ophold i Stralsund, mens kampene om byen rasede, samt i Warnemünde. Så snart prammene lagde til i Neustadt, kastede de fanger, der var stærke nok til det og havde mulighed for at komme op af lugerne, sig over nogle affaldsspande med madrester, som stod på bådebroerne ud for kajen. En del af fangerne nåede op ad nogle betontrin, der førte op til havnepladsen, men blev standset af vagtmandskabet og drevet tilbage i prammene.

Konvojen fortsatte kort efter op ad floden Trave mod Lübeck, men mødte undervejs fragtskibene Thielbek (2.815 BRT) og Athen (ca. 10.000 BRT), som var på vej nordpå mod Neustadt. Thielbek, som på grund af en rorskade måtte bugseres af to slæbebåde, medførte ca. 2.800 fanger fra koncentrationslejren Neuengamme, som var blevet transporteret til Lübeck. Thielbek havde i nogen tid fungeret som gennemgangslejr for fangetransporter,[22] men nu ville Lübecks politipræsident have fangerne hurtigt ud af byen sammen med deres SS-vogtere, inden briterne rykkede ind. Også Athen var lastet til bristepunktet med fanger: Den medførte op mod 2.000 formentlig overvejende franske fanger, som to dage tidligere var blevet overført fra den store passagerdamper Cap Arcona (27.561 BRT), der lå for anker i Neustadt Bugt, og hvoraf nogle hundrede var blevet overgivet til Røde Kors i Lübeck, mens resten nu blev transporteret tilbage til Neustadt.[23]

 

Ligesom i Stutthof og mange andre koncentrationslejre forsøgte også SS-ledelsen i Neuengamme-lejren i udkanten af Hamborg at slette sporene af sine forbrydelser og at sikre sig fangerne, inden de allierede nåede frem. I Neuengamme og de op mod 100 arbejdslejre, der indgik i Neuengamme-komplekset gjaldt det desuden om at skjule det nære samarbejde mellem Hamborgs Gauleiter Karl Kaufmann og lokale industrifolk, som han i årevis havde forsynet med slavearbejdere fra Neuengamme. Fangerne skulle ud af Neuengamme og væk fra Hamborg. Hvorhen og under hvilke omstændigheder var uvigtigt, bare det gik hurtigt.[24] Foruden Gauleiter var Kaufmann også rigskommissær for søtransport, og det var derfor nærliggende for ham at disponere over Cap Arcona til formålet.[25]

Rømningen af lejren begyndte den 10. april, og i de følgende uger blev ca. 12.000 fanger transporteret – i åbne godsvogne og lastbiler eller, da britiske luftangreb umuliggjorde jernbanetransporterne, til fods – til forskellige satellitlejre, til krigsfangelejren Stalag X-B i Sandbostel, til koncentrationslejren Flossenburg og til Lübeck, hvorfra de skulle udskibes til Flensborg eller andre havne. I Flensborg blev ca. 1.250 fanger fra Sandbostel interneret ombord på det opankrede fragtskib Rheinfels sammen med ca. 800 syge fanger fra Stutthof.[26]

Den 19.-20. april afgik de sidste ca. 4.200 danske og norske fanger fra Neuengamme mod Sverige med de Hvide Busser.

 

Den 20. april havde fragtskibet Athen taget ca. 4.300 fanger ombord i Lübeck, hvorefter kaptajnen efter ordre fra Gauleiter Kaufmann havde forsøgt at overføre dem til Cap Arcona, som den 14. april var ankommet til Neustadt Bugt fra København. I perioden 10. marts-2. april havde Cap Arcona sejlet tre ture til København, hver gang med 8-10.000 flygtninge og sårede ombord, men på grund af brændstofmangel skulle den nu, efter at have gennemgået en delvis kedelreparation i København, lægges op i Neustadt Bugt og indrettes som hospitalsskib. Kaufmanns plan var nu at anbringe i alt 7.000-8.000 fanger ombord på Cap Arcona.[27]

Cap Arconas kaptajn, Heinrich Bertram, var blevet forflyttet til Cap Arcona fra det havarerede Monte Rosa, efter at hans forgænger havde skudt sig i sin kahyt i Københavns havn for ikke at skulle gennemføre endnu en rejse tilbage til Gotenhafen.[28] I Neustadt havde han sammen med sine officerer gjort alt, hvad der stod i deres magt, for at forhindre eller i hvert fald forhale overførslen af fangerne fra Athen. Først den 26. april, da Bertram blev truet med arrestation og henrettelse, hvis han fortsat vægrede sig, gav han efter, men fraskrev sig samtidig ethvert ansvar for følgerne. Bertram gjorde gældende, at hans skib ikke havde faciliteter til at indkvartere flere end 1.300 personer under bare nogenlunde forsvarlige sanitære forhold, at der ikke var drikkevand ombord og heller ikke elektricitet, og at man derfor hverken kunne aktivere brandslukningsanlæg eller lænsepumper, og at man udsatte fangerne for stor fare ved at anbringe dem på et forsvarsløst skib, som lå for anker i et farvand, hvor der var stor risiko for angreb fra fly og ubåde. [29]

Den 29. april var antallet af fanger ombord på Cap Arcona nået op på ca. 7.500, men dagen efter lykkedes det Bertram – bl.a. ved at gøre chefen for de ombordværende SS-vagter opmærksom på den overhængende risiko for epidemier – at få ca. 2.000 fanger bragt tilbage på Athen, som derefter afgik mod Lübeck for at prøve at komme af med dem dér.[30]

Det vides ikke nøjagtigt, hvor mange fanger der endte med at være om bord på Cap Arcona, Thielbek og Athen bl.a. fordi der i de følgende dage blev bragt fanger fra andre koncentrationslejre (bl.a. fra Mittelbau-Dora-komplekset) ombord, efterhånden som de nåede frem til Lübeck og derfra til Neustadt, og fordi kaptajn Bertram i samarbejde med Neuengamme-fangernes hemmelige modstandsorganisation, som var trådt i funktion igen ombord på hans skib, forsynede SS-vagterne med falske belægningstal. Det faktiske antal for Cap Arcona var formentlig tæt på de ca. 4.500-4.600, hvoraf ca. 1.400 russere), som omtales i de britiske militærmyndigheders rapporter.[31]* Dette tal bekræftes af fangen Paul Stasek, der var beskæftiget som arkivar ombord på Cap Arcona. Ifølge Stasek var der 2.800 fanger ombord på Thielbek og 1.998 på Athen.

Uanset det nøjagtige antal af fanger var forholdene ombord på de tre skibe katastrofale:

 

Der herskede en fortvivlet stemning på skibene. Fem dage uden proviant, det rationerede drikkevand og uvisheden om, hvad der forestod, gjorde opholdet i den flydende koncentrationslejr til et helvede. I Cap Arconas banankælder blev der indrettet en interimistisk sygestue. Nogle læger blandt fangerne tog sig af de hundreder af syge. De kunne ikke forhindre, at de døde, for der var ingen medicin til rådighed. I løbet af én enkelt dag døde 63 tyfuspatienter. Til søs havde man et probat middel til at skaffe sig af med ligene – man smed dem ganske enkelt over bord.[32]

 

Ikke alle de døde blev kastet over bord. Fra Cap Arcona blev der dagligt sejlet lig ind til kysten, hvor de blev kulet ned i mere eller mindre tilfældige massegrave.

Foruden fangerne var der 72 besætningsmedlemmer, ca. 50 SS-mænd og ca. 500 marineartillerister ombord på Cap Arcona. De SS-folk, der hidtil havde bevogtet koncentrationslejrfangerne, forlod i stadig større tal deres poster og lod sig erstatte med ældre marineartillerister og andet personel, der ikke kunne anvendes til fronttjeneste, mens de selv gik under jorden. Ombord på Cap Arcona gav SS-mændenes forsvinden næring til formodninger blandt såvel fanger som besætningsmedlemmer om, at Cap Arcona skulle slæbes til søs og sænkes uden hensyn til besætningen og de ombordværende vagter. Mod denne udbredte opfattelse talte, at der den 2. maj blev bragt 20 SS-lotter ombord på Cap Arcona, hvor de skulle overtage en del af det administrative arbejde.[33]

 

De to Stutthof-pramme og deres slæbebåde vendte om og slog følge med Athen og Thielbek i retning af Neustadt. Undervejs lagde konvojen til i Lübeck-Travemünde, hvor det lykkedes nogle fanger at slippe fra borde og flygte. To af dem nåede frem til Lübeck, hvor de kom i forbindelse med britiske tropper og fortalte om fangekonvojen. Da de britiske styrker nåede frem til Traves munding, var konvojen imidlertid allerede sejlet igennem for at lægge sig for anker ud for Neustadt, hvor det var meningen at Cap Arcona og Thielbek skulle have fangerne fra prammene ombord.[34]

Wolfgang lagde sig op ad Thielbek, og Vaterland op ad Cap Arcona. Kaptajn Bertram og hans kollega på Thielbek nægtede dog at tage flere fanger ombord, og da det ikke lykkedes SS- og SD-folkene ombord på slæbebådene at tvinge dem til det, kastede de slæbetrosserne los og sejlede ind til Neustadt for at tilbringe natten i land. Blandt fangerne på Vaterland var den fynske modstandsmand H.C. Staub:

 

[Den 2. maj blev vi] slæbt ud på reden udenfor Neustadt, hvor der lå en stor damper der hed Tilbeck [sic!], den tog vi kursen efter, og vi var kun to pramme tilbage, det var resten af de 18, og vi blev imidlertid fortøjet til Tilbeck, som var fyldt med fanger under dækket, SS’erne havde drukket tæt og var godt fulde, og de gik fra borde over i slæbebåden og de sagde, at vi skulle blive liggende, så ville de komme og hente os senere. En af SS’erne siger til Thøgersen, der er sprængstof ombord og væk var SS’erne og vi var helt alene på siden af den store damper. Der blev holdt krigsråd med det samme og vi blev enige om at undersøge prammen, om der skulle være sprængstof ombord i den, men det var der ikke. Og så var vi klar over, at det måtte være i Tilbeck.[35]

.

H.C. Staubs ikke navngivne ”SS’er” mente måske virkelig at vide, at Thielbek var gjort klar til sprængning eller måske morede han sig i sin brandert med at jage fangerne en skræk i livet. I en senere beretning omtalte Staub en, ligeledes unavngiven, styrmand, som angiveligt havde fortalt ham, at han den 2. maj var rejst fra Hamburg til Neustadt med forseglede ordrer om at sænke to skibe. Måske var det ”SS’eren”, som i Staubs erindring havde forvandlet sig til en styrmand, eller måske fandtes styrmanden virkelig og havde i så fald forbindelse med den massesænkning af tyske flådefartøjer, der fandt sted i Lübeck Bugt natten mellem den 2. og 3. maj, efter at marinekommandoen havde udsendt kodeordet ”Regenbogen”: Ca. 40 fartøjer, hovedsagelig ubåde, blev sænket af deres besætninger. Andre skibe stak af til dansk farvand, mens de mindste fartøjer gik i havn i Eckernförde. Synet af de mange ubåde, der bevægede sig i nærheden af Cap Arcona og Thielbek, bidrog til fangernes frygt for, at deres skibe skulle sænkes. Et sprængstykke fra en ubåd forårsagede en læk i Athen, hvis skipper trods trusler fra chefen for de ombordværende SS-vagter, der forlangte, at han skulle blive liggende i bugten, sejlede sit skib i sikkerhed ved Marinekajen. [36]

 

Vi skandinaver sludrede om tingene, en forhenværende norsk skipper mente, at vi skulle blive liggende og se tiden an til om morgenen. Men det mente vi ikke. Vi var en del danske søfolk og vi tog initiativet med det samme, der blev kastet los over det hele og et par mand i jollen, for at holde den i drift og til vinden. Vi fik så fat i alle de tæpper, vi havde og holdt dem op i vinden, og den var fordelagtig for os. […] Efter ca. 4 timers drift nåede vi ind til kysten og nu skulle vi se at komme i land og det skulle være inden det blev alt for lyst og kl. har været ca 03. Vi var tre mand, der roede ind til kysten for at få fat i en båd mere, [for] der var for dybt vand til at vade ind, der var ca. 1 ½ meter. Thor Vang og jeg fik fat i en båd, der lå på stranden og en wire fandt vi også. Den blev gjort fast inde på land og så ud til prammen og tilbage igen, og så kunne vi begynde landsætningen med to både, så kunne det jo gå forholdsvis hurtigt. Men vi var nødt til at få nordmændene og danskerne i land først, for vi skulle jo passe på de små farlige krybdyr med de farlige bid. Det gik også meget godt. Prammen var næsten tom på nær nogle få hundrede stykker.[37]

 

De to pramme gik på grund på en sandbanke ud for kysten ved et lodshus mellem Neustadt og badestedet Pelzerhaken ca. 3,5 km øst for byen. De stærkeste svømmede i land, mens andre roede eller blev færget i land i en lille båd, der hørte til en af prammene. I alt nåede ca. 1.500 fanger i land. De svageste blev i prammene, hvor de blev skudt af den blandede styrke af marinesoldater, folkestormsmænd, feltgendarmer og SS- og SD-folk (prammenes på dette tidspunkt endnu voldsomt berusede vagtmandskab), som fra omkring kl. 05:30 forsøgte at tvinge de flygtede fanger (hvoraf en del var sunket udmattede sammen på stranden og var ude af stand til at rejse sig) tilbage i prammene eller, da det viste sig umuligt at få prammene flot, at drive dem ind til Neustadt. Det lykkedes nogle fanger at flygte ind i landet, men de fleste blev skudt eller – blandt dem Staub – tvunget til at marchere til marinekasernen og ubådsskolen i Neustadt, hvor de blev spærret inde. Hen ad kl. 12:00, mens den kaotiske jagt stadig var i gang, og flygtede fanger blev skudt ned i omegnen af Neustadt, blev en stor gruppe af de overlevende fanger gennet sammen på ubådsskolens sportsplads. Her talte den tidligere chef for Stutthof, P.W. Hoppe til dem. Hoppe sagde til fangerne, at de skulle ombord i Athen, som lå ved marinekajen, og sejles til Flensborg, hvor de ville blive løsladt. I de følgende par timer blev de genindfangne drevet i retning af Neustadts marinekaj, hvorfra de skulle genindskibes.[38]

 

Men de engelske flyvere var nu i en voldsom aktivitet og det gik meget langsomt med at komme ombord, ude på reden lå der en stor damper Cap Arcona hed den og den blev sænket af engelske flyvere.[39]

 

Kl. ca. 14:45[40] fløj ni Typhoon IB jagerbombere ud over Neustadt Bugt i lav højde. Fem af flyene affyrede hver otte 60-pundsraketter med højeksplosive ladninger mod Cap Arcona, mens de resterende fire angreb Thielbek, der lå for anker ca. 700 m væk. Cap Arcona var ubevæbnet, men Thielbek og Athen havde antiluftskyts ombord og forsvarede sig heftigt, hvilket dog ikke forhindrede jagerbomberne i at gennemføre deres angreb. Cap Arcona fik ca. 40 træffere over vandlinjen, og der udbrød voldsomme brande ombord, mens Thielbek, der formentlig blev ramt under vandlinjen hurtigt fik kraftig slagside og kæntrede i løbet af 45 minutter.[41] Da de britiske piloter havde affyret deres raketter, åbnede de ild med deres 20 mm-maskinkanoner.

Kort efter dette angreb fulgte endnu to angrebsbølger bestående af henholdsvis ni maskiner bevæbnet med raketter og otte maskiner udstyret med 500-pundsbomber.[42] De angreb passagerskibet Deutschland (21.046 BRT), som efter at have gennemført syv flygtningesejladser med i alt 69.379 personer ombord (blandt dem Charlotte Sch. og hendes mand, der omtales i De uønskede), ligesom Cap Arcona var blevet lagt op i Neustadt Bugt. Deutschland, der lå for anker syd for Cap Arcona og Thielbek, havde fungeret som kaserneskib, men stod nu for at skulle indrettes til hospitalsskib. Da Deutschland blev angrebet, var der foruden besætningen en læge og nogle sygeplejersker ombord, formodentlig ca. 106 personer i alt. Også ombord på Deutschland forårsagede raketterne straks flere brande, men her lykkedes det ret hurtigt at få ilden under kontrol – i modsætning til situationen på Cap Arcona, hvor de kaotiske forhold umuliggjorde enhver form for rednings- og slukningsarbejde. Det var formentlig bombeskader, der fik Deutschland til at springe læk og kæntre. [43]

Efter angrebene på de tre store skibe beskød jagerbomberne de mindre mål, der tilfældigvis bød sig til på vandet og på land, bl.a. nogle kystvagtbåde og minestrygere, forsyningsskibet Hela og en ubåd, der alle forsøgte at flygte ud på åbent vand for, i hvert fald for nogles vedkommende, at søge mod Danmark. (Hela ankom til Korsør den 8. maj medførende et halvt dusin civile, der blev interneret i flygtningelejre).[44] Beskydningen kostede adskillige fanger på kajen livet.

Efter angrebene forsvandt de britiske fly i skyerne for at vende tilbage til deres baser i Plantlünne, Ahlhorn og Celle, hvor de første landede kl. 15:20 og de sidste kl. 16:35.[45]

 

Grundige granskninger af luftfotografier var en fast del af den procedure, der normalt gik forud for større luftangreb. Men i dagene op til angrebet på skibene i Neustadt Bugt var vejret overskyet, og hastværket med at få tropper frem til Lübeck og videre øst- og nordpå, inden russerne kunne nå at besætte Danmark, og med at udslette den sidste rest af den tyske marines transportkapacitet for at forhindre tyskerne i at fortsætte krigen i Norge, var alt for stort til, at man ville vente på opklaring. Havde man gjort det, kunne luftfotografier af skibene måske have fortalt RAF’s planlæggere, at der ikke var tale om troppetransporter, men om flydende koncentrationslejre.[46]

Luftrekognoscering var ikke den eneste efterretningskilde, der blev forsømt, eller hvis resultater blev forsinket eller gik tabt, fordi de britiske stabe og kommunikationssystemer ikke magtede at holde trit med udviklingen langs fronten.

De to undslupne fanger, som nåede til Lübeck den 2. maj, må nødvendigvis have fortalt de briter, de kom i kontakt med, at Thielbek, Athen og de to pramme havde fanger ombord. Dertil kommer, at den schweiziske Røde Kors-delegat Paul De Blonay i Lübeck fortalte ”en britisk brigadegeneral” (antagelig chefen for 11. Armoured Division, generalmajor ”Pip” Roberts), at der befandt sig 7.000-8.000 fanger ombord på Cap Arcona, Thielbek og Athen i Neustadt Bugt, og at han var overbevist om, at det var tyskernes hensigt at sænke de tre skibe. De Blonay havde sin viden fra et brev, som en polsk fange havde skjult i en tændstikæske og kastet ned til ham, da De Blonay en af de sidste dage i april gik forbi Thielbek, der lå ved kaj i Lübeck. Også den svenske Røde Kors-delegat Hans Arnoldsson var – ved et anonymt brev – blevet underrettet om fangerne om bord på Athen og fik af de tyske myndigheder tilladelse til at sejle 250 af dem til Sverige, og den norske læge og tidligere Sachsenhausen-fange Björn Heger, der arbejdede sammen med ham, blev af en tysk officer bedt om at sørge for 300 fanger fra Cap Arcona, som befandt sig i en lade i Süsel ca. 9 km vest for Neustadt. De to hold fanger blev bragt ombord på de svenske skibe Lillie Mathiessen og Magdalena, der netop havde losset Røde Kors-pakker i Lübeck, og sejlet til Sverige sammen med 500 kvindelige fanger fra koncentrationslejren Ravensbrück.[47] Det forekommer sandsynligt, at også Arnoldsson og/eller Heger delte deres viden om fangerne i Neustadt med de briter, de kom i kontakt med i Lübeck den 2. maj. Og der er i hvert fald ingen tvivl om, at De Blonay gjorde det, og at han, som han senere fortalte den britiske efterforsker major Till, var helt sikker på, at generalen i Lübeck gav hans oplysninger videre. [48]

Efterretningsofficeren ved RAF’s 83. Group fortalte da også senere Till og en af dennes medarbejdere, at han den 2. maj modtog en meddelelse om, at skibene i Neustadt Bugt var lastet med fanger, men at ”selvom der var rigelig tid til at advare piloterne i de fly, som angreb skibene den følgende dag, blev meddelelsen på grund af en eller anden forglemmelse ikke givet videre”.[49]

 

Major Till var ikke i tvivl om, at det primære ansvar for dette store tab af menneskeliv må lægges på det britiske RAF-personel, der forsømte at give den modtagne meddelelse om tilstedeværelsen af kz-fanger ombord på disse skibe videre til de berørte piloter.[50]

 

Den panik, der opstod på kajen, da jagerbomberne begyndte at skyde på mængden af fanger og vagter, gjorde det muligt for nogle af fangerne at slippe væk. Blandt dem var H.C. Staub:

 

Og mens flyene var over os, var SS’erne gemt og vi gik i spredte små grupper op i byen, væk fra det forbandede vand. Da vi kom ind i byens gader hørte vi skud og spektakel og vi ser to engelske tanks komme rullende ind ad stenbroen. Neustadt havde overgivet sig uden kamp. Og der stod vi, stumme, kunne intet sige, og vi så en gang til, jo det var rigtigt nok, det var englænderne, vi trykkede dem i næven omfavnede hinanden tårerne stod i øjnene på os.[51]

 

Den 2. maj var enheder af den britiske 11. Armoured Division nået frem til den sydlige del af Neustadt og havde taget nogle tusinde tyske soldater, folkestormsfolk, marinere m.fl. til fange. Den 3. maj, mens luftangrebet var i fuld gang, nåede 5. Reconnaissance Regiment (5. Infantry Division) også frem til Neustadt og fortsatte ind i selve byen, hvor de tyske styrker overgav sig uden kamp. På dette tidspunkt var alt kaos i Neustadt. De militære myndigheder og enheder i byen var i opløsning, den civile administration var for længst brudt sammen, og et forsøg på at uddele fødevarer til befolkningen under nogenlunde ordnede forhold var udartet til plyndring. I tumulterne deltog foruden Neustadts egne borgere også flygtninge samt undslupne krigsfanger og slavearbejdere, mange af dem døddrukne.[52] Da briterne nåede frem til marinekasernen, hvor en del af de overlevende fanger fra prammene stadig blev tilbageholdt, fandt de dem i så forfærdelig en forfatning, at de først var overbevist om, at de havde befriet en koncentrationslejr.

 

Endnu mens angrebet stod på, forsøgte nogle mindre fartøjer, bl.a. et antal redningsbåde, at komme de skibbrudne besætningsmedlemmer og vagter til undsætning. Formentlig blev også nogle få fanger bjærget, men i langt de fleste tilfælde blev de systematisk efterladt, hvis de ikke ligefrem blev sejlet ned af redningsbådene.[53]

De nødstedte fangers situation blev ikke bedre, da Royal Navys forbindelsesofficer ved 8. Armékorps, orlogskaptajn George Blackler, nåede frem til marinekasernen omkring kl. 16:20. I stedet for straks at iværksætte en redningsaktion befalede Blackler, at ingen fartøjer af nogen slags måtte forlade havnen.

Major Till, der i det civile liv var advokat, og i juni 1945 stod i spidsen for efterforskningen af begivenhederne i Neustadt, skrev i sin rapport:

 

Han anede ikke, at der var fanger ombord i skibene, og nødvendigheden af at forhindre folk i at flygte fra NEUSTADT ansås tilsyneladende for væsentlig nok til at sætte Flådens ældgamle tradition for at undsætte alle overlevende, de være sig venner eller fjender, ud af kraft. [54]

 

Først omkring kl. 18:00 fik Blackler af nogle overlevende at vide, at der var fanger ombord på skibene. Han sendte straks en slæbebåd, udflugtsbåden Neustadt og et tredje fartøj ud til Cap Arcona. Det lykkedes dem i løbet af natten at redde 497 skibbrudne.[55]

 

Så voldsomme brandene ombord på Cap Arcona end var, ville de ikke i sig selv have været nok til at sænke skibet, men kort efter kl. 18:00 krængede det over på bagbord side og lagde sig på bunden af den lavvandede bugt, formentlig som følge af en eksplosion i brændstoftankene. Deutschland gjorde det samme kl. ca. 20:00 sandsynligvis som følge af bombeskader.

Ved marinekajen lå Athen relativt uskadt bortset fra en træffer fra en britisk artillerigranat – affyret af de fremrykkende landtropper – som havde bragt skibets antiluftskyts til tavshed. Orlogskaptajn Blackler berettede om forholdene om bord:

 

Jeg gik ombord på SS ATHEN klokken ca. 1900. Der var stadig ca. 150 fanger ombord, mange af dem for svage til at gå, og alle i en ynkelig forfatning.

Skibet var som en gårdsplads på en bondegård, og alt, inklusive bestiklukafet var smurt ind i menneskelig afføring. Jeg gik ombord for at se, om der var nogen hemmelige kort, og jeg havde ikke tid til at gennemføre en nøje undersøgelse af fangerne. På det tidspunkt havde jeg fået forbindelse med 30 Assault Unit (Naval).[56] Jeg fandt en pisk med syv læderremme ombord på skibet.

På det tidspunkt var skibet ubeskadiget.

Kl. 0400 den følgende morgen hørte jeg noget, jeg troede var skud. Jeg konstaterede, at SS ATHEN var i brand midtskibs, og de skud, jeg havde hørt, viste sig at være ammunitionen, der eksploderede. Fangerne fortalte mig selv, at de havde sat ild på skibet. Jeg kunne ikke, og kan stadig ikke, forstå, hvorfor de gjorde det, mens der stadig var fanger ombord, hvilket der var. Jeg gik ombord med en gruppe frivillige soldater og reddede så mange som muligt; vi mente at have fået dem alle fra borde. Fangerne virkede ret uinteresserede, og nogle af dem ønskede tilsyneladende slet ikke at leve. Der var en del af skibet midtskibs, som vi ikke kunne komme ind i på grund af de voldsomme flammer. Til sidst bugserede en slæbebåd skibet ud til søs, for at ilden ikke skulle brede sig til havnen. Ammunitionen vedblev hele tiden at eksplodere med stor voldsomhed, men fangerne lod stadig ikke til at bemærke det. [57]

 

Den 6. maj blev der fundet syv lig ombord på Athen. [58]

 

Det samlede tabstal for Neustadt-katastrofen kendes ikke, men et rimeligt skøn er ca. 5.000 omkomne fanger – indebrændte eller druknede – på Cap Arcona og ca. 2.500 på Thielbek. Antallet af ofre for branden ombord på Athen kendes ikke, men Blacklers redegørelse lader ane, at der må have været nogen. Medregner man et skøn over omkomne besætningsmedlemmer, vagter m.fl., når antallet af døde op omkring 8.000 ud af de i alt ca. 11.000 mennesker, der befandt sig om bord på Cap Arcona, Thielbek, Athen og Deutschland den 3. maj 1945. Heller ikke antallet af fanger fra de to Stutthof-pramme, der blev dræbt på land, kendes, men de skal tælles i hundreder.[59]

 

For H.C. Staub og hans danske kammerater skulle der gå endnu en uges tid, inden rejsen fra Stutthof omsider fik en ende:

 

Den 10. maj om aftenen kom der en bil gennem igennem byen med et svensk flag malet på, vi fik bilen stoppet, det viste sig at være en svensk præst. Vi satte ham ind i situationen og forklarede ham, at vi gerne ville til Danmark. Præsten forklarede så, at der holdt 17 Røde Kors-lastbiler i Lübeck, hold jer klar i aften, og hvis ikke i aften, så i morgen tidlig. Næste dag den 11. maj kom alle de store Røde Kors-lastbiler trillende gennem Neustadt, og det var et pragtfuldt syn. I en fart fik vi pakket sammen, vi havde stjålet en del fra de tyske lagre. Og da kl. var 1205 gik turen mod Danmark.[60]

 

Bibliografi

  • Brustat Naval, Fritz (1985): Unternehmen Rettung, Koehlers Verlagsgesellschaft, Herford.
  • Erpel, Simone (2002): ”Machtverhältnisse im Zerfall. Todesmärche der Häftlinge des Frauen-Konzentrationslagers Ravensbrück im April 1945”, i Hillmann & Zimmermann (red.) 2002.
  • Fenger, R.J. (1946): ”Da polske Stuthof-Fanger landede paa Møn” i Danske Lægememoirer. Samlet og udg. af Anker Aggebo. 5. Samling: 10 Lægers Erindringer fra Frihedskampen, s. 199-209. Dr. Fengers rapport er også gengivet Haaest 1995 samt i Havrehed 1987 (Bilag 1, s. 339-344).
  • Grooss, Poul (2014): Krigen i Østersøen 1939-1945, Forsvarsakademiet
  • Grot, Elżbieta (1993): Rejs śmierci : ewakuacja morska więźniów KL Stutthof 1945 r, Muzeum Stutthof w Sztutowie, Gdansk.
  • Henrik Havrehed, Henrik (1987): De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949. Odense Universitetsforlag.
  • Hillmann, Jörg & John Zimmermann (red.) (2002): Kriegsende 1945 in Deutschland, Oldenburg Verlag, München 2002.
  • Haaest, Erik (1995): Aktion Prammen, Minderune for en udstrakt hånd, Kertehusets Forlag
  • Jacobs, Benjamin; Pool, Eugene (2004). The 100-Year Secret: Britain's Hidden World War II Massacre, Guildford, CT: The Lyons Press.
  • Jäger-Dabek, Brigitte (2004/2018): ”KZ Stutthof – Gehalten bis zum letzten Tag – KZ Stutthof, ein in Deutschland fast unbekanntes Konzentrationslager”, https://www.zukunft-braucht-erinnerung.de/kz-stutthof/.
  • Lange, Wilhelm (1988): Cap Arcona – Dokumentation – Das tragische Ende einiger Konzentrationslager-Evakuierungstransporte im Raum des Stadt Neustadt in Holstein am 3. Mai 1945, Erstellt im Auftrage des Magistrats der Stadt Neustadt in Holstein, Eutin.
  • Long, Daniel (2015): “A Controversial History? An Analysis of British Attitudes and Responsibility in the Bombing of the Cap Arcona, 3 May 1945” i Emergence, vol. 7, https://www.southampton.ac.uk/humanities_graduate_school/activities/academic%20activities/emergence/emergencestudentjournal/emergence-vol-7.page.
  • Long, Daniel (2017): ”A Disaster in Lübeck Bay: An Analysis of the Tragic Sinking of the Cap Arcona, 3 May 1945”, A Thesis submitted in partial fulfilment of the requirements of Nottingham Trent University for the degree of Doctor of Philosophy.
  • Long, Daniel (2017): ”Why the RAF destroyed a ship with 4,500 concentration camp prisoners on board” i The Conversation, https://theconversation.com/why-the-raf-destroyed-a-ship-with-4-500-concentration-camp-prisoners-on-board-75903.
  • Müller, Wolfgang & Kramer, Reinhard (1994): Gesunken und verschollen: Menschen- und Schiffsschicksale, Ostsee 1945, Koehlers Verlagsgesellschaft.
  • Schmidt, Hermine (2003): Med glæden i behold, Gramma.
  • Schmidtke, Martin (2006): Rettungsaktion Ostsee 1944/1945. Zusammenfassende Dokumentation einschließlich der beteiligten Schiffe und Boote von Handelsflotte, Kriegsmarien, Luftwaffe und Heer, Bernard & Graefe Verlag, Bonn
  • Schön, Heinz (2004): Die Tragödie der Flüchtlingsschiffe – Gesunken in der Ostsee 1944/45 (Motorbuch Verlag, Stuttgart).

Arkivmateriale

The National Archives, Kew

  • AIR 15/474 North Germany and Denmark Survey of damaged shipping, 1944 Feb - 1945 July
  • AIR 24/1498 Air Staff; Operations, 1945 Jan.-July.
  • AIR 25/710 No. 84 (Composite) Group. Operations Record Book. (with Appendices) from June 1945, 1945. 01 Jan.-31 March 1946.
  • AIR 27/1169 No 197 Squadron: Operations Record Book. With appendices, 1942 Nov.-1945 Aug.
  • AIR 27/1170 No 198 Squadron: Operations Record Book, 1942 Dec.-1945 Sept.
  • AIR 27/1548 No 263 Squadron: Operations Record Book, 1942 Jan.-1945 May.
  • FO 371/56890 Request by Military Attaché, Moscow, for details of Russian internees and prisoners of war lost when German s.s. CAP ARCONA was sunk in British air attack. Code 38 File 5792. 1946.
  • WO 166/16905 RA, Mountain Regiments, 1. Regt., WAr Diary, 01 May 1945-30 September 1945.
  • WO 171/8036 Military Government Detachments. 619 Det. Oldenburg (Schleswig Holstein), September 1945.
  • WO 309/593 Examination of wreck of German liner Deutschland off Neustadt by Royal Navy divers, September 1945.
  • WO 309/851           Neustadt Bay, Germany: killing of allied nationals. Includes 3 photographs depicting: HQ BAOR: War Crimes Group (NWE); investigations into Neustadt Bay Case; massacre of Stutthof KZ prisoners by [naval] and SS personnel; photographs of graves on seashore between Neustadt and Pelzerhagen. Dated 1945. 1945 Aug-1947 June.
  • WO 309/873 Neuengamme Concentration Camp, Germany: general correspondence. Date: 1945 June-Sept.
  • WO 309/1592 Neustadt Bay, Germany: death of allied nationals on board ship and investigations into conditions at Neuengamme Concentration Camp, Germany. 1945 May-1946 Feb.
  • WO 309/1788 Neustadt Bay, Germany: killing and ill-treatment of allied nationals. Date:1945 Nov-1947 Nov.

Frihedsmuseet

  • Staub, H.C. (1946) ”Fange nr. 25727. Udekommandos Stutthof”

 

Tak til Nina Stähle for som altid meget omfattende og grundige arkivundersøgelser m.m., til Hannah Dorthea Nielsen for oversættelse fra polsk og til kongelig ordenshistoriograf Jes Fabricius Møller og Susan Deitch, National Board of Medical Examiners, for deres hjælp med at få rede på oberst John J. Hubbards biografi.


[1] Skildringen af begivenhederne før og efter ankomsten til Klintholm bygger væsentligst på beretninger samlet i Erik Haaests bog Aktion Prammen, Minderune for en udstrakt hånd (Kertehusets Forlag, 1995), på Ove Christiansens hjemmeside ”Prammen fra Stutthof” (http://www.ove-christiansen.dk/62240552, og ”Reddet fra ’en sejlende ligkiste” (https://wol.jw.org/da/wol/d/r9/lp-d/101998271#h=28). Dertil kommer Hermine Schmidts erindringsbog Med glæden i behold (Gramma, 2003). Beretningerne, hvoraf nogle er næsten samtidige med begivenhederne, mens andre er nedskrevet på mange års afstand, fokuserer ikke overraskende på hver deres dele af historien, og hvor de lapper over, er de – heller ikke overraskende – ofte i indbyrdes modstrid. Beskrivelsen af hjælpekomiteens arbejde og lazarettet bygger først og fremmest på dr. Fengers beretnig, som er gengivet i Haaest 1995, på Ove Christiansens hjemmeside og som bilag til Havrehed 1987.

[2] Ifølge Elzbieta Grots bog Rejs Smierci (Museum Stutthof, Gdansk, 1993) hed politimesteren Paulo, mens prammen ifølge Gert Munchs artikel i Møns Dagblad, 7. maj 1945 var under kommando af en ”Polizeimeister Emmerich”. (De to beretninger er gengivet i Haaest 1995, hhv. s. 13-15 og s. 57). Koncentrationlejren Neuengammes kommandant, Max Pauly, havde tidligere været chef for Stutthof, men der er ikke noget, der tyder på, at han var identisk med Poul/Paulo. (Om Pauly: ”Report on Investigations by Major M.O. Till …” s. 23, WO 309/1592)

[3] Første dansker ombord på prammen var muligvis ikke dr. Fenger, men Møns Dagblads journalist Gert Munch: http://www.ove-christiansen.dk/417363143

[4] Fenger 1946.

[5] ”Ingen koncentrationslejrfanger måtte falde levende i de allieredes hænder”: fx Rapport fra Sonderbeauftragter Heinrich Schwarz til Oswald Pohl, 24. april 1945; Rudolf Höoss’ vidneudsagn ved Nürnbergprocessen, 15. april 1946. Rømningen af koncentrationslejrene og ”dødsmarcherne” er en omfattende og kompliceret side af Det Tredje Riges historie. Forskellige forhold og forskellige motiver gjorde sig gældende for de enkelte lejre. Erpel 2002 beskæftiger sig specifikt med Ravensbrück, men byder også på nogle generelle overvejelser samt en forskningsoversigt.

[7] Det meget nøjagtige tal stammer fra https://encyclopedia.ushmm.org/content/en/article/death-marches; Jäger-Dabek siger forsigtigere, at ca. 10.000 af de ca. 47.000 fanger, der var tilbage i lejren, blev sendt af sted til Lauenburg. (Jäger-Dabek 2004/2018).

[8] No. 2 War Crimes Investigations Team, HQ, BAOR angiver i sin rapport ”Mass Murder at Neustadt” antallet som 3.000. (WO 309/1592); Jäger-Dabek 2004/2018 nævner 5.000.

Da sovjetiske tropper marcherede ind i Stutthof den 10. maj 1945, var der ca. 120 overlevende fanger tilbage i lejren. Medregner man satellitlejrene, var antallet af overlevende nogle hundrede. (Jäger-Dabek 2004/2018).

[9] Staub 1946, s.20-21.

[10] Staub 1946, s. 21-22.

[11]Det polske øjenvidne Piotr Mierzejewski taler om otte pramme. (Haaest 1995, s. 87). Staub omtaler 18 pramme. No. 2 War Crimes Investigations Team (WO 309/1592) nævner de tre slæbebåde samt prammene Vaterland, Wolfgang og Klaus ved navn. Müller & Kramer omtaler fire pramme, Vaterland, Wolfgang og Annemarie, der betegnes som ”Fahrkähne”, samt en ”Schute”, hvis navn ikke kendes, og nævner slæbebådene Bussard og Adler. Andre kilder omtaler fem og otte pramme. Forskellene vidner om de uoverskuelige, kaotiske forhold i Hela, hvis overfyldte havn var udsat for både luftangreb og artilleribeskydning.

[12] Warther, beretning i Reddet fra ”en sejlende ligkiste”, https://wol.jw.org/da/wol/d/r9/lp-d/101998271#h=28

[13] No. 2 War Crimes Investigations Team, HQ, BAOR: ”Mass Murder at Neustadt” (WO 309/1592); om Annemarie: Müller & Kramer 1994, s. 187.

[14] Den Røde Hær satte over til Rügen den 4. maj og besatte øen i løbet af den 5. maj. Halvøen Bug indtog russerne dog først den 8. maj. (Müller & Kramer 1994, 132). Det fremgår ikke af kilderne, hvor fangerne havde penge og rationeringsmærker fra.

[15]Måske lå Breslau for anker en del af den 4. maj eller natten til den 5., måske hejste kaptajnen et rødt flag som tegn på havsnød, måske fik han radiokontakt med Danmark, og måske gik en tysk patruljebåd e.l. ud fra Klintholm for at hente Breslau ind. Danske vidner omtaler såvel en slæbebåd som en ”SS-båd” i forbindelse med Breslau. Måske ét og samme fartøj, måske to forskellige. Prammens navn angives bl.a. i Stutthof Historia i pamiec (http://stutthof.org/projekty/50lat/FreeVersion/informator.html?fbclid=IwAR2aaH1-c8FD93IlXzYlll2uXjJ_RabXJfKNr8bQjaHWpT1q6w889vdLBK8 og i Grot 1993.

[16] Haaest 1995, s. 35,

[17] ”Søster Hilda” optræder i flere beretninger fra Klintholm. Gert Munch, journalisteleven på Møns Dagblad, er ene om at nævne hendes efternavn (Haest 1995, s. 41).

[18] Gert Munch i Møns Dagblad, 7. maj 1945 (Haast 1995, s. 23); dr. Fengers beretning.

[19]Ifølge en desværre ufuldstændig optælling foretaget af Dansk Røde Kors, efter at de sygeste patienter var overført til Stege Sygehus og Blegdamshospitalet, var der i Klintholm: 189 polakker, 73 sovjetborgere, 4 estere, 32 letter, 2 litauere, 5 danzigere, 14 tyskere, 2 franskmænd, 2 tjekkoslovakker, 2 tyrker samt 1 polak med amerikansk pas. (Haaest 1995, s. 35-36). Der eksisterede under krigen en estisk SS-division (20. Waffen-Grenadier-Division der SS (estnische Nr. 1)). Det er ikke umiddelbart klart, hvordan estiske SS-frivillige skulle være endt i Stutthof. Måske brød polakkerne og russerne sig bare ikke om estere i almindelighed (ligesom esterne ikke brød sig om deres to nabofolk).

[20] John P. Hubbard, der var børnelæge og kirurg, inden han trådte ind i US Army Air Force, blev den 13. april 1946 udnævnt til kommandør af 2. grad af Dannebrogsordenen. Motivationen lyder: ”Har i sin Egenskab af Chef for Public Health Section i SHAEF Mission og Medlem af British Military Mission (Denmark) udført et særdeles godt og værdifuldt Arbejde for danske Interesser i Samarbejde med danske militære og civile Myndigheder.” (Ridderbog for kommandører af 2. grad af Dannebrogordenen, udlændinge, 1936-51, Ordenskapitlet). Dr. Hubbard gjorde efter krigen en fornem karriere som kliniker, forsker og underviser. (http://nbme100.org/#era2/story/p_1950. Hentet den 10. maj 2019).

[21]Betegnelsen Displaced Persons (DP) dækkede på dette tidspunkt over tidligere koncentrationslejrfanger og slaverarbejdere, fordrevne samt flygtninge fra Østeuropa. I allierede dokumenter ses ”Displaced Persons” ikke sjældent anvendt synonymt med ”refugees”.

[22] Brustat Naval 1985, s. 198.

[23] Lange 1988, s. 75-76.

[24] Long 2017.

[25] Ifølge marinehistorikeren Brustat Naval forsøgte Kaufmann at få marinen til at tage tage ansvaret for fangeindkvarteringen, men marinens transportchef, kontreadmiral Engelhardt, nægtede at have med sagen at gøre: Skibet var ikke længere under Krigsmarinens kommando, men ført tilbage til de civile søfartsmyndigheder, og koncentrationslejrfanger var SS’ anliggende. (Brustat Naval 1985, s. 198).

[26] Sandbostel ligger ca. 60 km vest for Hamborg. Herfra blev Neuengamme-fangerne sejlet til Kiel og videre til Flensborg, hvor de blev stuvet sammen ombord på fragtskibet Rheinfels. Det står ikke klart, hvordan Stutthof-fangerne kom til Flensborg. Af de måske ca. 700 fanger, der blev tilbage i Neuengamme, blev 368 tyskere indlemmet i 36. Waffen-Grenadier-Division, en ”straffeenhed” bestående af krybskytter og andre dømte kriminelle samt, i krigens sidste måneder, tvangsudskrevne koncentrationslejrfanger under kommando af den berygtede forbryder Oskar Dirlewanger. (”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part A, Neuengamme Concentration Camp” og ”Part D, The Prison Ship ss. Rheinfels”, WO 309/1592).

[27] ”A Survey of Damaged Shipping in N. Germany and Denmark”, s. 20. (AIR 15/474); Schmidke 2005. s. 135

[28] Jacobs & Pool 2004, s. 32. Jacobs & Pool angiver desværre ikke kilden til oplysningen om kaptajn Gertz’ selvmord.

[29] ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592); ”A Survey of Damaged Shipping in N. Germany and Denmark”, s. 20. (AIR 15/474); Brustat Naval 1985, s. 197-198.

[30] ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592) angiver antallet af fanger ombord på Cap Arcona som 6.500 efter de første indskibninger og ”3.985 eller 3.987” efter at ca. 2000 var ført tilbage til Athen). Lange 1988, s. 75.

[31] Antallet af russere ombord er angivet i brev fra War Office til Davidson, Prisoner of War Department, 14. maj 1946, Annexure F3” (FO 371/56890). Et eksempel på tilførslen af fanger fra andre transporter: ”Der Leidensweg von 400 Häftlinge auf dem Marsch vom K-Z Blankenberg/Harz nach Schleswig-Holstein anschliesend letzter Weg zur Cap Arcona und deren Untergang” (WO 309/1788); ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592); Müller & Kramer (1994) angiver antallet af fanger ombord på Cap Arcona som 4.717.

[32] Stasek 1952 (Havreheds Arkiv, RA).

[33] Lange 1988, s. 71, 78.

[34] Lange 1988, s. 77.

[35] Staub 1946, s. 23.

[36] Regenbogen: Lange 1988, s. 78. Ubådene skræmte fangerne; Athen beskadiget: Stasek 1952 (Havreheds arkiv, RA).

Ud over Hitlers og Himmlers generelle befalinger om, at ingen koncentrationslejrfanger måtte falde levende i fjendens hænder, og spredte beretninger om rygter og samtaler (fx Staubs med den unavngivne styrmand) er der ikke noget belæg for den ellers meget udbredte antagelse, at fartøjerne skulle slæbes til havs og sænkes. Kommandanten for koncentrationslejren Sachsenhausen, Anton Kaindl, erklærede ganske vist under Sachenshausen-processen i Berlin i 1947, at han den 18. april havde fået ordre til at bringe fangerne om bord på nogle pramme og via Spreekanalen transportere dem ud på åbent hav og sænke dem. (Da Kaindl ikke kunne skaffe de nødvendige pramme, lod han i stedet fangerne marchere i retning af Lübeck. En del blev befriet af amerikanske styrker, andre af sovjetiske). Men Kaindl talte om en specifik ordre vedrørende Sachsenhausen, og hverken om Stutthof-prammene, skibene i Neustadt Bugt eller en generel ordre gældende for samtlige lejre.

Der er i årenes løb blevet fremsat mange mere eller mindre konspirationsteoretiske forklaringer på katastrofen i Neustadt Bugt. Det er fx blevet påstået, at tyskerne ved hjælp af falske radiosignaler prøvede at give briterne det indtryk, at skibene var fulde af tropper på vej til Norge, for derved at fremprovokere et angreb på fangeskibene, eller at briterne over radioen havde givet skibene ordre til at gå i havn, og at angrebet først blev udløst, da ordren ikke blev efterkommet. Der ikke fundet dokumentarisk belæg for nogen af disse påstande. (Long 2015, 2017). Neuengamme-lejrens kommandant, Max Pauly, hævdede, da han blev afhørt af britiske efterforskere, at han hele tiden havde formodet, fangerne kun skulle opholde sig midlertidigt på skibene, og at de skulle føres tilbage til Neuengamme, hvis det lykkedes at standse de allierede ved Elben.

Om de mulige motiver til at anbringe fangerne ombord på skibene skrev major Till: ”Under alle omstændigheder blev disse fanger, uanset den endelige hensigt, anbragt om bord på store, forsvarsløse skibe midt ude i en bugt, uden tilstrækkeligt redningsudstyr, på et tidspunkt, da al skibsfart langs den tyske kyst til stadighed blev angrebet af RAF. Dette blev gjort enten (a) i det overlagte håb, at de ville blive udryddet af RAF, eller i hvert fald, (b) med så total foragt for deres sikkerhed, at der er tale om manddrab, som næsten kan sidestilles med mord.” Till opregnede derefter 13 SS-, politi- og værnemagtsofficerer samt Gauleiter Kaufmann, som måtte anses for ansvarlige for denne forbrydelse. (”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay”, WO 309/1592).

[37] Staub 1946, s. 23-24. Staubs beretning stemmer med skildringen i Lange 1988 og i ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592).

[38] ”A Report concerning Neustadt Barracks on the Arrival of 1st Mountain Regt, RA, May 4th 1945” (Col. J.R.C. Christopher; WO 309/851; om Hoppe: ”War Crimes, SS Sturmbannführer Hoppe, 19 February 1947”, WO 309/1788. Staub 1946, s. 26.

[39] Staub 1946, s. 26.

[40] ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592) angiver tidspunktet for det første angreb som ca. kl. 14:45. ”A Survey of Damaged Shipping in N. Germany and Denmark” (AIR 15/474) siger kl. 15:00, mens Lange 1988 har 14:30. Ifølge 198. Squadrons Operations Record Book lettede flyene fra Plantünne kl. 14:00. (AIR 27/1170). Flyvetiden fra Plantünne til Neustadt kan med en vis usikkerhed anslås til 30 minutter.

[41] I modsætning Cap Arcona og Deutschland, der var for store til at synke i den lavvandede Neustadt Bugt og blev liggende med en stor del af skroget over vandlinjen, sank det langt mindre Thielbek fuldstændig og kunne derfor ikke undersøges af de britiske eksperter, som i løbet af sommeren 1945 besigtigede vragene af 42 tyske skibe i danske og nordtyske havne for at vurdere virkningen af forskellige våben og angrebsmetoder. ”A Survey of Damaged Shipping in N. Germany and Denmark” (AIR 15/474).

[42]”A Survey of Damaged Shipping in N. Germany and Denmark” (AIR 15/474). De i alt 26 Typhoon IB jagerbombere tilhørte 198., 263. og 197. Squadron, som alle indgik i 84. Group. (Air 25/710, AIR 27/1169; AIR 27/1170; AIR 27/1548).

[43] ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592); ”A Survey of Damaged Shipping in N. Germany and Denmark”, s. 20. (AIR 15/474)

I efteråret 1945 blev Deutschlands vrag undersøgt af en britisk marinedykker, fordi der gik rygter om, at der havde været fanger ombord på skibet, da det blev angrebet. Rygterne var tilsyneladende grundløse. WO 309/593.

[44] Müller & Kramer 1994, s. 189.

[45] Lange 1988, s. 86-91; Müller & Kramer 1994, s. 189.

[46] På nær nogle temmelig vage planer om at fortsætte ubådskigen fra Norge (Grooss 2014, s- 207) er der ikke noget, der tyder på, at den tyske militære ledelse faktisk agtede at kæmpe videre i Norge. Det vidste de allierede planlæggere imidlertid ikke. (Long 2017). 2. Tactical Air Forces Operations Record Book for 3. maj 1945 efterlader ingen tvivl om, at skibene i Neustadt Bugt blev opfattet som del af en meget omfattende forskydning af tyske orlogs- og transportfartøjer m.v. fra Lübeck nordpå langs den danske østkyst. (AIR 24/1498).

[47] Om rømningen af Ravensbrük: Erpel 2002.

[48] Deposition of Paul De Blonay (WO 309/873).

[49] ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592). Det står ikke klart, hvorfor Till talte med efterretningsofficeren fra 83. Group og ikke hans kollega fra 84. Group, som udførte angrebet. Men de forskellige Groups’ efterretningsofficerer har antagelig fået deres oplysninger fra de samme centrale tjenester i RAF, så hvis De Blonays advarsel var nået til 83. Group, er det rimeligt at gå ud fra, at den også var til rådighed for 84. Group. Det er naturligvis også muligt, at der er tale om en skrivefejl, og at det faktisk var efterretningsofficeren i 84. Group, Till talte med. (Long 2015).

[50] ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592

[51] Staub 1946, s. 26.

[53] ”Arrest of German Naval and Marine Personnel – War Crimes” (309/1592); ”Aussagen des Masch.Hptgefr. Reinhardt Schumann in Angelegenheit: ’Kriegsverbrechen gegen Konzentrationsgefangenes von der Cap Arcona in Neustadt, die der Komandant des Bootes R.220 begangen hat.’” (WO 309/851).

[54] ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592).

[55] ”Deposition of George Blacklier” (WO 309/873; Lange 1988, s. 96).

[56] 30 Assault Unit var en commandoenhed, der havde til opgave at indsamle efterretninger, ikke mindst ved at sikre sig dokumenter fra fjendtlige stabe, kontorer, flådefartøjer osv.

[57] ”Deposition of George Blackler” (WO 309/873). Blacklers øjenvidneberetning må formentlig stå til troende, men ifølge en eller flere tyske kilder skyldtes branden ikke fangerne, men varmeudviklingen fra en britisk artillerigranat. Ifølge Lange drev Athen i land på en sandbanke ud for Pelzerhaken og blev senere overdraget til USSR. (Lange 1988, s. 96.

[58] ”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592).

[59] Major Till anslog antallet af overlevende fra Cap Arcona og Thielbek til hhv. ca. 400 og 100-125 og antallet af omkomne fanger til mindst 5.000 (”Report on Investigations by Major N.O. Till …, Part B, Disaster at Neustadt Bay” (WO 309/1592). ”A Survey of Damaged Shipping in N. Germany and Denmark”, s. 20. (AIR 15/474) angav antallet af ombordværende, men ingen tabstal: Cap Arcona: 4.500; Thielke: 2.500-3.000; Deutschland: 106; Athen: 2.000-3.000. I 1946 omtalte det britiske krigsministerium 9.000 fanger ombord på de fire skibe, deraf 4.600 på Cap Arcona (War Office til Davidson, Prisoner of War Department, 14. maj 1946, Annexure F3” (FO 371/56890). Müller & Kramer 1994 har 4.717 fanger på Cap Arcona og 350 reddede og hhv. højst 2.800 ombordværende og 50 reddede på Thielbek. Lange 1988 agiver det samlede dødstal som 8.000.

Om den britiske besættelse af Neustadt, opklaringsarbejde, anholdelser, hjælp til fangerne m.v.: 619 Mil Govt Det, WO 171/8036 og War Diary of 1st Mountain Regiment, RA, WO 166/16905.

[60] Staub 1946, s. 27.

 

post simili