Ligesom alle mulige andre produkter forekommer oversættelser i kvaliteter, der spænder fra det fremragende til det rædselsfulde. Og ligesom alle mulige andre forbrugere ville også købere og læsere af oversættelser være bedre tjent med en højere grad af kvalitetsbevidsthed og mere kritisk sans i producentledene, hos medierne og hos sig selv. De fleste læsere har imidlertid kun en ret vag bevidsthed om, at når de kan læse f.eks. Isabel Allende, Günther Grass, Régine Deforges og John Irving på deres eget sprog, og når f.eks. Dante, Shakespeare, Voltaire, Goethe, Hemingway eller for den sags skyld Peter Plys og Anders And er blevet en del af en næsten universel referenceramme, så skyldes det, at nogen engang har gjort sig den ulejlighed at oversætte dem, og - ikke mindst - at vedkommende har gjort det på en bestemt måde, og at det måske ville have været bedre eller værre eller i alle tilfælde anderledes, hvis det var blevet gjort af en anden oversætter, eller af den samme oversætter under andre omstændigheder.
Det kan måske forekomme som et problem, der kun har egentlig interessere for forfængelige oversættere, som ikke føler, at deres arbejde bliver værdsat efter fortjeneste. Men i virkeligheden er den manglende bevidsthed om, at der er stor forskel på gode og mindre gode oversættelser, også et problem for læserne, som alt for ofte bliver spist af med middelmådige eller ligefrem dårlige oversættelser, og naturligvis også for de forfattere, hvis værker således præsenteres i misvisende udgaver. Det er selvfølgelig ikke sådan, at mere kvalitetsbevidste læsere ville gå ud og vælge den gode oversættelse af Romanen X i stedet for den dårlige; det er yderst sjældent, at bøger bliver oversat til samme sprog mere end én gang inden for samme årti, eller for den sags skyld samme århundrede. Til gengæld ville mere kvalitetsbevidste læsere og mere kritiske anmeldere måske kunne animere de forlag, der tager for let på oversættelseskvaliteten, og de oversættere, der måske kunne gøre deres arbejde bedre, til at hæve niveauet. Desuden ville en skærpet forståelse af, at oversættelsen ikke er identisk med forfatterens oprindelige værk, men derimod er en repræsentation af dette værk skabt af en anden person, uden for forfatterens kontrol, og på andre præmisser end forfatterens, ikke bare yde oversætteren, men også forfatteren større retfærdighed, og i øvrigt give læserne en mere klar bevidsthed om, hvad det egentlig er, de læser.
Men hvordan bedømmer man så kvaliteten af en oversættelse? Det er såmænd ganske enkelt. Man begynder med at have et indgående kendskab til såvel det sprog, der oversættes fra, som det sprog, der oversættes til, og - ikke mindst - til de kulturer, som sprogene repræsenterer. Desuden ved man god besked med de emner, som teksten omhandler, de miljøer og de fysiske og institutionelle realiteter, som optræder i den, de mennesketyper den beskriver, og de genrer og litterære traditioner, som henholdsvis udgangsteksten og oversættelsen forholder sig til. Dernæst læser man omhyggeligt de to tekster og overvejer nøje, om - og i givet fald i hvilken grad - den oversatte tekst lever op til de krav, man må stille til en god oversættelse.
Sådan er idealet. Hvordan ser virkeligheden ud?
Det kommer an på, hvem man er, og hvilke forhold man arbejder under.
Den idealbedømmelse, som jeg har skitseret ovenfor, er meget sjælden. Den forekommer til dels i den videnskabelige oversættelseskritik, som bedrives af forskere, lærere og studerende ved højere læreanstalter. Selv om der naturligvis er fremragende undtagelser, er problemerne ved denne oversættelseskritik imidlertid dels, at den kan have en tilbøjelighed til at være mere interesseret i, hvordan oversættelsen forholder sig til nogle mere eller mindre abstrakte skematiske teorier end i oversættelsens kunstneriske kvaliteter; og dels at kritikken som regel udmøntes i publikationer skrevet for andre forskere, lærere og studerende, som sjældent når ud til den litteraturlæsende offentlighed.
Læserne - den dannede almenhed - møder hovedsagelig oversættelseskritikken i aviser og tidsskrifter, hvor bedømmelsen af oversættelserne kun yderst sjældent bygger på virkelig kvalificerede analyser. Det er som regel kun tilfældet i forbindelse med opsigtsvækkende klassikeroversættelser - og her hyppigst ved nyoversættelser. I den slags tilfælde udgøres en væsentlig del af anmeldelsen gerne af en fyldig analyserende reflektion over oversættelsens kvalitet, og - for nyoversættelsernes vedkommende - over hvordan den forholder sig til den (eller de) tidligere oversættelser af samme værk.
I langt de fleste tilfælde skrives avisanmeldelserne af oversat litteratur imidlertid af anmeldere, som ikke nødvendigvis kender det sprog, der er oversat fra, og som, selv om de måske gør, kun sjældent har udgangsteksten til rådighed og næsten aldrig har tid - eller vilje - til at foretage en grundig sammenligning af de to tekster. Det hører da også til sjældenhederne, at dagbladsanmeldere overhovedet beskæftiger sig med oversættelsernes kvalitet. De fleste husker efterhånden at nævne oversætterens navn sammen med oplysningerne om forlag, pris, sidetal o.s.v., men kun de færreste leverer en bedømmelse af oversættelsen. I nogle tilfælde skyldes undladelsen formentlig manglende interesse eller uopmærksomhed, mens den i andre tilfælde sikkert skyldes tvivl om, hvad man overhovedet kan skrive om den sag. Og så er der naturligvis pladshensynet. Dagbladsanmeldelser er som oftest temmelig korte, og der er grænser for, hvor meget man kan skrive om oversættelsen, uden at denne del af anmeldelsen bliver uforholdsmæssigt omfattende i forhold til omtalen af selve værket.
En københavnsk litteraturredaktør gav for nogle år siden på et møde i Dansk Oversætterforbund udtryk for den opfattelse, at en oversættelse kun er værd at nævne, hvis den er særligt fremragende eller særligt dårlig, hvis den repræsenterer en særligt imponerende bedrift, eller hvis den på anden måde er en "historie". Er den ikke det, er den ifølge redaktøren ikke mere interessant og omtaleværdig end f.eks. det papir, bogen er trykt på, den grafiske tilrettelæggelse eller trykkeriets arbejde. Det synspunkt deler jeg ikke. Jeg er enig med Niels Brunse i hans karakteristik af oversætterne som litteraturens udøvende kunstnere. Den litterære oversætter præsterer altid - hvad enten han ved det eller ej - en selvstændig, mere eller mindre kreativ og mere eller mindre kvalificeret fortolkning af udgangsteksten, som det principielt altid er værd at have en mening om, i det omfang det overhovedet er værd at have en mening om den pågældende tekst.
Men når det er sagt, må man også spørge, hvad alternativet er til den manglende omtale, som oversætterne - og, skal det retfærdigvis siges, mange læsere - med rette oplever som så utilfredsstillende. Hvis man forudsætter, at anmelderen faktisk finder det relevant at skrive noget om oversættelsen, er der - bortset fra den sjældne ønskesituation, hvor anmelderen har udgangsteksten til rådighed og er i stand til ikke bare at læse den, men også at sammenligne den med oversættelsen, og desuden har tid til det - et par andre mulige situationer: Anmelderen har måske tidligere læst udgangsteksten på originalsproget og danner sig på det grundlag - uden at foretage en egentlig sammenligning - en mening om oversættelsen, som kan være mere eller mindre kvalificeret. Anmelderen er straks på mere usikker grund, hvis han ikke kender det oversatte værk på originalsproget, men bygger sin mening om, hvordan det bør se ud på dansk, på sin læsning af andre værker af samme forfatter på originalsproget. Endnu farligere er det, hvis anmelderen har sin mening om, hvordan den pågældende forfatter bør lyde på dansk, fra sin læsning af andre danske eller udenlandske oversættelser af forfatterens værker eller simpelthen fra en generel fornemmelse af, hvordan "den slags tekster" lyder på dansk. Bedømmelsesgrundlaget er endnu løsere, hvis anmelderen - som det oftest er tilfældet - ikke har mulighed for at sammenligne oversættelsen med udgangsteksten og ikke har læst den pågældende forfatter før, hverken på originalsproget eller på dansk.
Hvis man mener, at oversættelsen udelukkende bør betragtes og bedømmes som et stykke dansk originallitteratur, er anmelderens manglende sammenligningsgrundlag ikke noget problem. Men mener man, at oversættelsens kvalitet afhænger af, hvordan den forholder sig til originalen, så er det et alvorligt problem, for så har de fleste anmeldere nemlig i de fleste tilfælde kun mulighed for at foretage en temmelig overfladisk bedømmelse af oversættelsen - en bedømmelse, som vil have nemmere ved at slå ned på oversættelsens fejl og mangler end ved at fremhæve dens stærke sider.
Når anmelderen uden at have foretaget en egentlig sammenligning mellem udgangsteksten og oversættelsen giver sig til at rose oversættelsen for dens "præcision", "indføling", "smukke og varierede sprog" eller hvad det nu kan være for positive elementer, der fremdrages, så er der i virkeligheden - men sikkert ofte uden at anmelderen gør sig det klart, og i hvert fald uden at han gør det klart for læseren - tale om en anmeldelse af oversættelsen som et stykke selvstændig dansk litteratur. Anmelderen bedømmer oversættelsen ud fra de samme æstetiske og mere eller mindre personlige smagsmæssige kriterier, som han ville lægge til grund for bedømmelsen af en ny roman af en dansk forfatter. Man kan sige, at det er der ikke noget galt i, for så vidt som det alligevel er sådan, de fleste læsere forholder sig til oversættelsen, og for så vidt som anmelderen ikke kan gøre så meget andet. Problemet er bare, at denne ros - som oversætteren selvfølgelig glæder sig over og som læseren noterer sig og bruger til at danne sig sit indtryk af forfatterens værk - ikke siger noget som helst om, hvordan oversættelsen forholder sig til originalen. Det "smukke og varierede sprog", der forfører anmelderen, skyldes måske en oversætter, som ikke kunne se pointen i - eller ikke brød sig om - udgangstekstens bevidst kluntede, primitive og monotone sprog. En særligt interessant og karakterfuld syntaks eller en stor rigdom på originale, eksotiske udtryk skyldes måske, at en ganske dagligdags og upåfaldende tekst er blevet oversat ord for ord uden tanke for de to sprogs normer og praktiske sprogbrug. Måske. Det kan også være, at anmelderens iagttagelser er fuldstændigt korrekte, og at hans ros er aldeles berettiget. Vi - anmelderen og hans læsere - kan bare ikke vide det. Det eneste vi ved, er, at anmelderen har følt sig overbevist af oversættelsen, at han har ladet sig forføre af den. Nogle anmeldere gør opmæksom på dette forhold ved netop at bruge udtryk som "overbevisende", "forførende", "velfungerende", "mundret" o.l., som siger noget både relevant og venligt om, hvordan den danske oversættelse opleves, men ikke implicerer en bedømmelse af den i forhold til originalteksten.
Hvor det er meget svært at sige noget kvalificeret positivt om en oversættelse, hvis udgangstekst man ikke kender, er det kun alt for nemt at sige noget - ret kvalificeret - negativt om den. På den ene side byder såvel sund fornuft som almindelig anstændighed, at man lader en evt. tvivl komme oversættelsen til gode og betragter denne som en per definition troværdig gengivelse af originalen. På den anden side er der fejl og mangler, der kan gennemskues af enhver med et godt kendskab til udgangssproget, selv om vedkommende ikke har originalen ved hånden, og særheder, der forekommer så meningsløse, at de giver grund til mistanke om, at der er noget galt. Det gælder først og fremmest de fejl, der skyldes et manglende kendskab til udgangssprogets idiomatik og til relevante institutioner, kulturelle og historiske forhold m.m.
Uden en egentlig sammenligning mellem udgangstekst og oversættelse kan man selvfølgelig ikke føre videnskabeligt - eller, hvis det skulle komme så vidt, juridisk - bevis for berettigelsen af sin kritik, men man kan dog med ret stor sikkerhed gå ud fra, at der er noget galt, når der f.eks. i en dansk oversættelse af en amerikansk kriminalroman er tale om en bygning, der fremtræder som et "tre etager højt kors mellem en Chevroletforhandler og Tara" (hypotesen er, at der i udgangsteksten har stået "a cross between", og at der i den danske udgave nok burde have stået "en krydsning mellem"). Den kritiske anmelder har også ret til at føle sig på sikker grund, når en teenager i en anden krimi er iført en "sort Sabbat t-shirt" (anmelderen gætter her på, at oversætteren ikke kender rockgruppen "Black Sabbath" og i øvrigt er blevet lokket på vildspor af romanens jødiske miljø). Når der i en bog om J.F. Kennedy og den amerikanske mafia under et billede af en rustvogn står "Hearse kører liget af Marilyn Monroe væk", er det også legitimt at bemærke, at oversætteren åbenbart forveksler ordet "hearse" med et personnavn. Når engelske eller amerikanske personer, der i øvrigt er på efternavn og titel med hinanden, tiltaler hinanden med "du", er der grund til at tro, at oversætteren ikke mestrer nuancerne i brugen af "you" eller for den sags skyld i dansk sprogbrug. Når personer, som i den engelsksprogede udgangstekst skal forestille at tale f.eks. fransk eller italiensk, kalder hinanden "sir" og også gør det på dansk (i stedet for "hr.", "hr. general" eller hvad der nu på dansk ville svare til den relevante brug af "sir"), kan man også med god samvittighed gå ud fra, at der er tale om en logisk brist i oversættelsen. Udtryk som f.eks. "under amerikansk lovgivning", "kommissionere et monument for at celebrere en helt", "kommer i to udgaver" og "residentiel plads", hvor der ikke er særlig grund til at forvente andet end de normale danske udtryk "i henhold til amerikansk ret/lovgivning", "bestille et monument for at fejre/hylde en helt", "findes/fås i to udgaver" og "plads med beboelsesejendomme" giver også ret til at tro (og skrive), at oversætteren tilsyneladende har svært ved at skelne mellem engelsk og dansk og i hvert fald synes at have et problematisk forhold til de danske ords valør og stilleje. Når en person efter en lang karriere i det britiske konservative parti omsider opnår at blive "ministersekretær", står vi med meget stor sandsynlighed over for en oversætter, der ikke ved, at en "secretary of state" er en minister, og som i øvrigt heller ikke ved noget om titler og karriereforløb i den danske centraladministration. Hvis oversætteren lader en ung sort amerikansk hip-hop type tale i rim som "det er surt, Kurt", "et par hyttesko, Bo" og "... ikke, Rikke", har man uden videre lov til at mene, at det er et heroisk forsøg på at gengive amerikansk talesprog på dansk, men at det måske ikke forekommer så vellykket i en roman, hvor typiske navne er McGarrity, Sombrita Pardo, Melissa Mikawa, Wally, Hildebrand og Leon Czolgosz. En omtale af "Goldbergs Variationer" berettiger anmelderen til at tvivle på, at oversætteren besidder det for dannede mennesker nødvendige minimumskendskab til musik. Anmelderen bør også uden videre kunne konstatere, om oversætteren kan stave og behersker den danske grammatik. Selvfølgelig kan en oversætter have sine gode - af udgangsteksten dikterede - grunde til ikke at stave i overensstemmelse med retskrivningsordbogen og til ikke at behandle den danske grammatik eller idiomatik, sådan som man burde lære det i skolen, men så må det fremgå af sammenhængen, at der er en mening med galskaben.
Fejl og mangler som de ovennævnte er relativt nemme at få øje på, og det forekommer indlysende, at det er anmelderens pligt at gøre opmærksom på dem. Han skal blot huske på, at det kun er bestemte typer af fejl, der således lader sig identificere med det blotte øje. Den omstændighed, at en oversætter helt åbenlyst ikke har forstand på musik eller bureaukrati eller ikke kan stave, siger principielt ikke noget om, hvorvidt hans gengivelse af f.eks. stilen, tonen eller centrale temaer og virkemidler i en given tekst er god eller dårlig.
Det er ikke lige meget, hvordan anmelderen præsenterer sine iagttagelser, og hvilke konklusioner han drager af dem. Fejlene kan fremstilles som næsten uundgåelige bagateller, som blot nævnes en passant for at sætte alt det, der er godt ved oversættelsen, i så meget desto højere relief; det kan også være unødvendig malurt, og det kan være et middel til at udstille anmelderens store viden og eminente sprogkundskaber på oversætterens bekostning, uden at det i øvrigt gavner læseren.
Anmelderen kan også mene, at fejlene er så mange og så graverende, at de diskvalificerer oversættelsen som helhed, eller at de i hvert fald gør den utroværdig. Forholdet mellem oversætter og læser bygger nemlig på læserens tillid til, at oversætteren besidder en tilstrækkelig viden om udgangssproget, dets ordforråd, dets formelle regler og ikke mindst dets skik og brug, og at han er i stand til at skelne kvalificeret mellem, hvad der er sædvanligt, og hvad der er usædvanligt. Læseren skal desuden tro på, at oversætteren er mere end almindeligt godt hjemme i det fremmede lands aktuelle og historiske kultur i allerbredeste forstand, og være overbevist om, at hans beherskelse af det sprog, han oversætter til, er så omfattende, sikker og kreativ, at han kan levere en oversættelse, der såvel indholdsmæssigt som stilistisk svarer præcist til sit forlæg. Er der for mange indlysende fejl, giver det læseren grund til at tvivle på oversættelsens samlede kvalitet - også på de områder, som man ikke kan kontrollere uden en sammenligning med udgangsteksten - og på grundigheden og kvaliteten af det redaktionelle modspil, som man må forvente, at alle ordentlige forlag giver deres oversættere. Når banale og iøjnefaldende fejl slipper igennem såvel oversætterens som forlagsredaktørens og korrekturlæserens kontrol, hvilke andre, mindre indlysende og derfor mere farlige fejl kan der så ikke gemme sig rundt om i teksten? Det er ikke sikkert, at de er der, men læserens grundlæggende tillid til, at de ikke er der, får et knæk.
Selv uden det store komparative arbejde kan man altså nå ganske langt i retning af at finde fejl og utilstrækkeligheder i en oversættelse, og i mange tilfælde vil man ud fra dem kunne formulere en troværdig og fornuftigt begrundet hypotese om, at oversættelsen som helhed nok ikke duer. Ikke desto mindre vil det aldrig - så længe oversættelsen ikke sammenholdes med udgangsteksten - kunne blive mere end en ufuldstændig bedømmelse, som selv om den kan udtale sig med ret stor sikkerhed om bestemte sider af oversættelsen, kun kan gisne om de øvrige.
Ovenstående er et uddrag af bogen Mellem to sprog.