Uddrag af tiltrædelsesforelæsning ved udnævnelsen til adjungeret professor ved CBS, 2004.
Vanskeligheder og fornøjelser ved oversættelse og tolkning
Der er mange vanskeligheder og mange fornøjelser forbundet med at være oversætter og tolk. I mange tilfælde er vanskelighederne og fornøjelserne identiske.
En af de fornøjelige vanskeligheder, som man ofte kommer ud for i oversættelses- og tolkebranchen, består i, at man tvinges til at tænke grundigere, end man måske ellers ville have gjort, over hvad ord og udtryk egentlig betyder, og hvad de dækker over – ikke bare, hvad ordbøgerne kan foreslå af oversættelser, men hvordan bestemte udtryk faktisk anvendes i konkrete, aktuelle sammenhænge. Det er både lærerigt og krævende, på en måde der til en vis grad bider sig selv i halen: Man lærer en del om den kultur, hvis sprog man arbejder med, når man beskæftiger sig med de bibetydninger, der ikke står i ordbøgerne, og med de mere eller mindre underforståede, bevidst eller ubevidst skjulte budskaber, der ligger i ordene; men for at kunne gøre det stykke arbejde på en kvalificeret måde, skal man i forvejen være ret fortrolig med den pågældende kultur.
Lad mig nævne et eksempel:
Folkelighed
For nogle år siden redigerede jeg en interviewbog om det danske folkelighedsbegreb. Det var en bestillingsopgave, og folkelighed var i høj grad et begreb, som jeg nærmede mig udefra. For at få lidt indledende klarhed over, hvad det betød og ikke betød, eksperimenterede jeg med at oversætte det til et par andre sprog. Det viste sig at være uventet vanskeligt: Tysk byder på et par falske venner, hvoraf især den ene er lumsk farlig: völkstümlich dækker den mere folkloristiske del af folkelighedsbegrebet, og völkisch, som måske ellers kan lyde fristende, har stærke nazistiske og antisemitiske undertoner. Engelsk, fransk og italiensk har popular, populaire og popolare, som ikke betyder helt det samme på de tre sprog, og som i intet tilfælde dækker mere end en del af det danske folkelighedsbegreb.
Den omstændighed, at der ikke på sproget A findes ét ord, der dækker hele betydningen af et givet ord på sproget B, betyder naturligvis ikke, at det er uoversætteligt. Alt hvad der kan tænkes og udtrykkes på ét sprog, kan i princippet også tænkes og udtrykkes på et hvilket som helst andet sprog. Forudsat altså, at oversætteren eller tolken ved, hvad der menes.
Hvis vi nu bliver ved eksemplet ”folkelighed”, så vil man som tolk eller oversætter til f.eks. engelsk måske gengive det danske udtryk ved ord som popular, democratic, easily acceptable, non-elitist, anti-elitist, broadly based, egalitarian, common sense, anti-authoritarian, low brow, folkloristic, traditional eller nogle andre, i en eller anden kombination, alt efter hvilken hypotese man opstiller.
Det gælder bare om at være så fortrolig med dansk kultur og historie og aktuel sprogbrug, at man kan vide, eller i hvert fald have en kvalificeret formodning om, hvad taleren eller skribenten mener.
Egne erfaringer med tosprogethed
Et andet ord, som jeg altid har haft et betydeligt nærmere forhold til, er ordet ”tosproget”. Det er jeg så at sige født – eller i hvert fald opvokset – med.
(Man fødes jo ikke med et bestemt sprog. Mennesker fødes med evnen til at lære sprog, men selve sproget – eller sprogene – lærer de af deres omgivelser).
Når jeg går på indkøb lørdag formiddag, møder jeg ofte en nær og misundelsesværdigt mangesproget veninde af mine forældre, som sommetider passede mig, da jeg var ganske lille. Hendes mor var dansk, hendes far var tyrk, og der er også et italiensk element et eller andet sted, og hver gang, jeg møder hende, føler jeg mig hensat til spadseretimen i en syditaliensk provinsby: Vi stiller os i læ for vind og vejr, sætter indkøbsposerne fra os og får os en sludder. I den indgår ikke sjældent beretninger om mine mindeværdige handlinger og ikke mindst udtalelser, som jeg selv har glemt alt om. Det er på én gang meget betryggende og samtidig en smule foruroligende, at glemte dele afen fortid på den måde er bevaret og går rundt på Østerbro, helt uden for ens egen kontrol. Sidst vi mødtes, hørte jeg om, hvordan jeg som fireårig blev meget vred, første gang den pågældende veninde gav sig til at tale italiensk med min mor. Det var åbenbart første gang, jeg hørte andre ned min mor tale dette sprog i Danmark, og jeg betragtede det tydeligvis som en utilbørlig indtrængen på vores helt private sproglige enemærker. Med min far og den videre omverden talte jeg dansk, italiensk talte jeg kun med min mor.
Efterhånden udvidedes kredsen af mennesker, som jeg fandt det i orden at tale italiensk med, og del samme gjorde viften af formål, som jeg syntes, at sproget kunne bruges til – fra det helt nære og familieintime over italienske Anders Andblade til universitetsstudier, litterær oversættelse og konferencetolkning og avis og bogskriverier.
I årenes løb er der mange, der har sagt til mig, at det må være dejligt for mig sådan at være tosproget.
Da jeg i sidste uge havde et tolkejob på et hospital, var der en venlig sygeplejerske, der sagde til mig: ”Tænk at kunne sprog som dig.” Både mine kolleger på jobbet og jeg selv havde hørt lignende bemærkninger, så jeg kunne med ve1forberedt åndsnærværelse replicere: ”Tænk at kunne gøre folk raske.” Det var galant sagt af mig – og i øvrigt udtryk for ægte beundring for det arbejde og engagement, som jeg havde set på hospitalet – men det var også en diskret anfægtelse af en tilbøjelighed, som jeg ofte møder, til at betragte dét at kunne sprog som en gave, som nogle har, og andre ikke har, i modsætning til f.eks. dét at være sygeplejerske eller læge, som enhver åbenbart formodes at kunne lære, bare man gør den fornødne indsats. Den holdning kan føre to forskellige steder hen: Til en respekt og beundring, der sommetider er lidt ude af proportioner, men også til en opfattelse af, at sprogkundskaber ikke er noget, som man kan tillade sig at kræve nogen videre betaling for, for det er jo ikke en rigtig profession, men bare noget man kan. Den første tankegang gør den sprogkyndige for1egen, den anden gør ham vred.
Men for nu at vende tilbage til det med min angivelige tosprogethed:
I mange år svarede jeg som regel noget i retning af, at ”Nå ja, tosproget og tosproget, det var måske så meget sagt. Jeg var nok snarere noget i retning af 1¾-sproget eller 1,8 eller 1,9-sproget.” Jeg var og er mig nemlig helt bevidst, at der er forskel på, hvad jeg formår på henholdsvis dansk og italiensk. Der er forskel på hurtigheden, smidigheden, automatikken og på evnen til at finde på synonymer i en fart, som gør, at jeg ikke føler mig helt tosproget, i hvert fald ikke i den forstand, at begge sprog er lige stærke. På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at det at vokse op med et andet sprog som sit andet – bogstaveligt talt – modersmål og at få lov til at udvikle dette sprog – at blive stimuleret på det i sit dagligliv, på et progressivt stigende niveau – giver en fortrolighed med det, en intuitiv forståelse af, hvad det udtrykker eller forsøger at skjule, og et følelsesmæssigt forhold til det, som er vanskeligt at opnå på anden måde.
Derfor er jeg ikke tosproget i snæver forstand, men bestemt noget mere end 1½-sproget.
”Tosprogethed”
Hvis nogen skulle spørge mig i dag, ville jeg til gengæld ikke tøve med at sige: „Ja, det er godt at være tosproget“. Ikke fordi jeg bilder mig ind, at jeg i mellemtiden har tilegnet mig de sidste 10-25 %, der mangler i at bringe de to sprog på samme niveau, men fordi jeg ville betragte mit svar som et beskedent bidrag til at redde et godt og nyttigt ord fra at ende i et fælt uføre.
Lad os vende tilbage til tolken eller oversætteren, der skal formidle en dansk tekst på f.eks. engelsk. Vi kan forestille os, at vi befinder os i en international forsamling af skolefolk, og at en dansk mødedeltager undervejs i sit indlæg bemærker, ”at vi jo også har de særlige problemer, der skyldes, at vi på nogle skoler har så mange tosprogede elever.”
Hvad gør tolken? Det kommer antagelig an på, hvor godt han er hjemme i den aktuelle danske debat og sprogbrug. Hvis han f.eks. er en englænder eller amerikaner, der kan dansk, men ikke har holdt sig rigtigt ajour med den danske samfundsudvikling – eller hvis han er en dansker, der ikke er tilstrækkeligt opmærksom på forskellene på dansk og engelsk-amerikansk sprogbrug – så vil han måske uden betænkning tale om ”bilingual students” eller ”bilingual pupils”. I så fald vil hans tilhørere – skolefolk fra Storbritannien, USA og alle de andre i salen, der enten har engelsk som modersmål eller bedste fremmedsprog, eller som hare lytter til den engelske tolkning, fordi der ikke er tolkning til noget andet sprog, som de forstår – formentlig sidde og spekulere over, hvad det mon kan være for problemer. Hvorfor betragter den danske skoleinspektør det som et problem, at der går mange tosprogede elever på hans skole? Måske fordi det stiller særlige krav til fremmedsprogsundervisningen, at en hel del elever kan et andet sprog i forvejen? Men man skulle da tro, at det alt andet lige ville være en fordel, at flest muligt elever har de stærkest mulige forkundskaber? Og i øvrigt må det da også være udfordrende og interessant – en fornøjelig vanskelighed – et luksusproblem – for lærerne at have sådan nogle kloge elever. ”Sikke dog et potentiale, de har i Danmark,” vil nogle af tilhørerne måske tænke.
Det kan selvfølgelig godt være, at den danske taler faktisk mener noget i retning af ”bilingual”, når han siger ”tosproget”, men i vore dage er det mindst lige så sandsynligt, at han mener noget helt andet – eller at han også mener noget andet – og det skal tolken være ajour med den danske debat for at være klar over.
I de seneste år er det før så uskyldige ord tosproget blevet samlebetegnelse for en hel stribe forhold, hvoraf de fleste er temmelig problematiske, og kun de færreste direkte har noget med sprog at gøre: Tosprogede skoleelever er måske i virkeligheden børn, der har et andet modersmål end dansk og ikke er så gode til dansk, at de kan følge undervisningen i en dansk skole på normale vilkår, eller børn, som hverken behersker dansk eller deres families sprog i tilstrækkeligt omfang.
Er det tosprogethed?
Det er det faktisk ifølge Den Store Danske Encyklopædi. Ifølge den indebærer tosproget ikke nogen stillingtagen til, hvilket niveau folk behersker de to sprog på, men betegner blot, at de i dagligdagen bruger begge sprog på et eller andet niveau. Det, som jeg kalder tosprogethed – altså at de to sprog er på samme høje niveau – kalder encyklopædien ”balanceret tosprogethed” og bemærker, at den sjældent forekommer.
Jeg vil ikke modsige encyklopædien, men vil dog bemærke, at det ikke er tosprogetheden, der er et problem, men den omstændighed, at nogle af de tosprogede ikke er tilstrækkeligt gode til dansk. Det er et meget alvorligt problem, men det er ikke et problem, der er fælles for dem alle.
[”Ved tosprogede børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, evt. gennem skolens undervisning, lærer dansk.” (Bekendtgørelse nr. 68 af 28. januar 1998).]
Hvad man i virkeligheden mener
Derudover vil jeg gerne gøre opmærksom på nogle andre nye betydninger af tosproget, hvor der ikke burde være nogen tvivl om, at man er på gale veje. Ofte betyder tosprogede elever nemlig i virkeligheden børn og unge med en anden kulturel baggrund end den traditionelle danske, piger, der er tvunget til eller selv ønsker at gå med hovedtørklæde, børn, der ikke må være med til kristendomskundskab eller svømning eller tage med på lejrskoler, børn, der spiser en anden slags mad end den sædvanlige danske, unge, som er stærkt demotiverede i forhold til skolen, fordi de føler sig udstødte og på forhånd chanceløse i det danske samfund, unge med et forhold til autoriteter eller med en opfattelse af seksualmoral og i det hele taget af forholdet mellem kønnene, som er uacceptabel i det danske samfund … eller hvad det nu er, man egentlig mener.
Det er alt sammen reelle problemer – nogle mere alvorlige end andre – som det er relevant at diskutere og forholde sig til.
Men ved at feje det hele ind under betegnelsen ”tosproget” skjuler man, hvad og hvem det egentlig er, man taler om. Man skaber det falske indtryk, at alle de ovennævnte problemer – og mange andre – har rod i et sprogligt forhold, hvilket langtfra altid er tilfældet. Man tager – måske uden at ville det og i hvert fald uden at sige det åbent – stilling i debatten om integration kontra assimilation, og man forplumrer diskussionen om, i hvilket omfang børn, hvis families sprog ikke er dansk, skal tilbydes undervisning i og på deres forældres sprog.
Det er i øvrigt – n i parentes bemærket – noget som forskere verden over er enige om at betragte som en klar forde1 for børnenes sproglige udvikling, både på modersmålet og på majoritetssproget. De eneste argumenter for ikke at tilbyde en sådan undervisning er politiske: Der er ingen forskere i sprogpædagogik, der anbefaler en sådan politik.
Endelig stempler man evnen til at begå sig på mere end ét sprog som et problem i stedet for at anerkende, at det er en kulturel og økonomisk ressource, som det er i samfundets interesse at fremme mest muligt. Ikke mindst da i en tid, hvor internationalisering allerede synes at være et forældet ord, som for længst er afløst af globalisering.
Der er selvfølgelig nogle, der mener, at det faktisk er tosprogetheden, der er grundproblemet – altså at det andet sprog spærrer for tilegnelsen af dansk sprog, danske værdier, dansk adfærd … for loyalitet mod danskheden. Det er en yderligtgående variant af assimilationstankegangen: Man kan ikke være dansker, hvis man har et andet modersmål end dansk. Sammen med denne opfattelse hører ofte mistænksomhed, hvis ikke ligefrem fjendtlighed, over for alt det og alle dem, der ikke indgår i den traditionelle, folkelige sprogligt, etnisk og religiøst definerede ”kernedanskhed”.
Det er en holdning ikke ulig den, der kommer til udtryk i Peter Fabers i øvrigt ret herlige sang ”Dengang jeg drog af sted”, hvor den djærve landsoldat synger: „For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt / men Fanden heller inte for den, som kun har ét.“
Det er en tankegang, som er beslægtet med den, der kommer til udtryk i formuleringer som ”jøder og danskere” og ”kristne og katolikker” – hvad enten det så er mere eller mindre freudianske fortalelser eller bevidste forsøg på at marginalisere bestemte grupper, hvis tilhørsforhold rækker videre end den traditionelle danske flertalskultur.
Politisk korrekthed
Men der behøver langtfra altid ligge den slags holdninger bag den nye brug af tosproget.
Tværtimod er den ofte udtryk for god vilje og for et ærligt ønske om at bruge et ubelastet ord, som ikke indebærer nogen form for racemæssig, etnisk eller religiøs kategorisering og diskrimination. Når ”tosproget” bruges på den måde – og jeg tror egentlig, at det er det hyppigste – så har vi at gøre med en variant af det, der pa dansk kaldes ”politisk korrekthed”.
”Politisk korrekthed” er et vidt begreb:
I Danmark har ”politisk korrekthed” en kedelig, sommetider latterlig og sommetider totalitær klang. Det er i nær familie med ”de rigtige meninger” og leder tanken hen på smagsdommere og andre fæle folk, som vil hindre almindelige mennesker i at gøre, hvad de har lyst til og i at sige tingene ligeud. Politisk korrekthed er ikke folkelig.
I USA, hvor fænomenet og betegnelsen stammer fra, har udtrykket Political Correctness en tilsvarende negativ eller satirisk klang, men der er den interessante detalje, at Political Correctness dér netop er et udtryk, der er kommet til senere som en modreaktion.
Det oprindelige amerikanske udtryk var ikke Political Correctness, men Cultural Awareness – altså ”kulturel opmærksomhed”, ”kulturel bevidsthed”, ”kulturel agtpågivenhed” eller hvordan man nu vil oversætte det – og det udtrykte en vilje til at anerkende kulturelle forskelligheder og respektere andre menneskers følelser og værdighed og i særdeleshed de mest udsatte og diskriminerede gruppers. F.eks. ved at kalde disse grupper ved de navne, som de selv foretrak og ved at tabubelægge andre betegnelser, som de opfattede som diskriminerende.
Men bevægelsen går videre end det. Det drejer sig ikke bare om at tage hensyn til folks følelser. Ofte er der også et ønske om at ændre vores alle sammens holdninger ved at lære os at kalde tingene noget andet. Det forudsætter en stærk tro på ordenes magt: Man kan lave verden om ved at ændre sproget.
(Formentlig samme mekanisme, som når man i erhvervslivet taler om ”udfordringer” i stedet for ”problemer”).
Kønsneutrale betegnelser skulle modvirke diskrimination mod kvinder og seksuelle minoriteter. ”Husband” og ”wife” blev til ”spouse”, og ”spouse” er senere blevet til ”significant other”, formentlig for ikke at fremhæve nogen bestemt måde at organisere et samliv på frem for nogen anden.
På dansk blev ”rullestol” som bekendt til ”kørestol”.
”Siger du så også kørepølse,” spurgte en af mine venner, da han for år tilbage blev belært om den nye sprogbrug. Det fik han ikke noget svar på, men han fik til gengæld den forklaring, at ”køre” lød mere aktivt, dynamisk og selvhjulpent end ”'rulle”.
Eller med andre ord: ”Rullestol” skulle ikke bare ud, fordi de folk, der sad i den, følte sig generet af ordet, men også fordi både de selv og vi andre skulle opdrages til at betragte kørestolsbrugere som aktive, selvstændige individer, der havde brug for lidt ekstra assistance til at løse et bestemt problem, men i øvrigt havde samme krav og muligheder som alle andre.
Det er et glimrende formål, som jeg naturligvis gerne vil støtte, selvom jeg ikke føler mig spor sikker på, at den sproglige manøvre har nogen som helst effekt. Jeg har altid syntes, at denne skelnen mellem ”køre” og ”rulle” var temmelig vilkårlig, og jeg har hørt brugere af det pågældende hjælpemiddel lave grin med den – de talte f.eks. om at ”rulle på køreskøjter” – men jeg har på den anden side måttet konstatere, at ”kørestol” i hvert fald i dag er dominerende blandt de professionelle i social-, sundheds- og plejesektorerne, og at det bliver bemærket, når jeg af vanvare kommer til at bruge det forkerte udtryk. Jeg har derfor lært mig selv så vidt muligt – dvs. så vidt åndsnærværelsen tillader det – altid at sige og skrive ”kørestol”, selvom ”rullestol” stadig er det af de to ord, der melder sig først i mit hoved, og selv om det altså i min private sprogbevidsthed er et fuldstændig ubelastet ord.
Et mere dramatisk eksempel er ordet ”'neger”', som det jo efterhånden er blevet umuligt at bruge i dannet selskab. Her siger man som bekendt ”sort”. Ikke fordi man nødvendigvis synes, at de to ord betyder noget forskelligt, men fordi de mennesker, der er tale om, opfatter ”neger” som belastet og derfor hellere vil kaldes ”sorte”.
Min rygmarvsreaktion har altid været, at jeg ikke bryder mig om den slags sproglige kunstgreb. Jeg bryder mig ikke om at blive opdraget på, og jeg synes, groft sagt, at tingene bør hedde, hvad de altid har heddet, og at hvis der er nogen, der ikke bryder sig om det, så må det være deres problem. Men i praksis viser det synspunkt sig ligesom så mange andre rygmarvsreaktioner af og til at være for – netop – groft.
Samfundet, omgangsformerne og det sprog, der hører til dem, forandrer sig, og udtryk, som måske engang var neutrale, opleves i dag som krænkende af mange (eller for den sags skyld af få – det er ikke mere legitimt at krænke få end mange), selvom den talende måske mener at bruge dem helt uskyldigt. Hvis en bestemt gruppe opfatter et givet udtryk som nedværdigende eller diskriminerende og hellere vil kaldes noget andet, så er det sund fornuft og almindelig høflighed at efterkomme deres ønske. Uanset hvad man som f.eks. ikke-sort eller ikkekørestolsbruger selv mener om de pågældende udtryk.
Og hvad den opdragende hensigt angår, så kan den føles nok så anmassende og – tror jeg altså – i mange tilfælde være nok så virkningsløs, men dårlig er den jo sjældent.
Men der skal også være en vis sproglig rimelighed i det: Man ville f.eks. – forhåbentlig – næppe nå ret langt med det synspunkt, at ”sort” burde erstattes med ”grøn” eller ”højrød”, eller at ”kørestol” meget hellere burde hedde ”rumraket eller ”hundeslæde”. Det ville være lige så absurd som – ja, hvad ved jeg – at påstå, at bjørnetjeneste kan betyde en stor tjeneste, eller at forfordele kan betyde at ”behandle bedre”.
Det er også nogle minoriteter, som jeg vil være mindre tilbøjelig til at imødekomme end andre: Hvis de pædofile f.eks. fandt på, at de hellere ville tituleres ”børnevenner”, ville jeg bede dem rende og hoppe.
Den politisk korrekte sprogbrug med alle dens omskrivninger er ikke altid dikteret af hensyntagen til bestemte udsatte grupper eller af et ønske om at ændre verden eller folks opfattelse af den.
Der er nemlig også den variant, der optræder, når man ønsker – for sig selv eller for andre – at skjule, hvad et eller andet i virkeligheden er, eller når man ikke ønsker eller ikke har mod til at tale om noget ubehageligt eller kontroversielt. Her er formålet at forskønne tingenes overflade ved at mildne deres sproglige udtryk uden at ændre deres substans. Motivet kan være, at det kollektive sprogøre er blevet mere følsomt – mere bornert eller mere allergisk over for ubehagelige sandheder – eller måske at det, man taler om, opleves som upassende eller måske endda som politisk uacceptabelt eller moralsk anstødeligt.
Som storinkvisitoren Torquemada siger, da han i Mel Brooks' film om Verdenshistorien bliver bedt om at forklare ordet ”autodafe”:
”An autodafay is when you oughta do what you do anyway”.
Hvor mange lande har i dag et ”krigsministerium'''? Jeg har ikke undersøgt sagen til bunds, og der skal da nok være et par stykker tilbage, men ellers har alle ordentlige lande ”forsvarsministerier”. Vel ikke fordi man har bildt sig ind at kunne skjule, hvad sådan et ministerium beskæftiger sig med, eller fordi man egentlig har følt noget behov for det, men snarere fordi ”krig” er et af de ord, som moderne øren dårligt tåler at høre.
De københavnske parkeringsvagter var i årevis udstyret med den grinagtigt misvisende betegnelse ”parkeringsservice”.
Og i 1970'erne havde CIA en særlig afdeling, der gik under navnet ”Udvalget for helbredsforandringer”. Der gives ingen præmier for at regne ud, hvad de lavede.
Den politiske korrekthed med dens brug af eufemismer og andre erstatningsudtryk kan altså alt efter omstændighederne være velbegrundet eller i hvert fald velmenende, og den kan være uhæderlig, naragtig eller bare ligegyldig. Men den kan også være decideret skadelig: Med al sin hensynsfuldhed risikerer man at berøve sproget dets udtrykskraft og de talende deres meningers mod, og man risikerer at gøre nyttige gloser med ellers veldefinerede betydninger meningsløse og at forplumre vigtige diskussioner.
Nok om tvetungetheden – tilbage til tosprogetheden.
Hvad skal man kalde det i stedet for?
Når man argumenterer imod en bestemt, meget udbredt sprogbrug, så ifalder man en pligt til at foreslå et alternativ – altså ti1 at foreslå et andet ord end ”tosproget” til brug i de sammenhænge, som jeg skitserede tidligere. Det er ikke nemt. Da jeg sidste efterår benyttede en tv-anmeldelse til at lufte denne kæphest, som jeg i dag har redet en lidt længere tur på, fik jeg to fuldstændig spejlvendte læserreaktioner fra to lærerinder i folkeskoler på den københavnske Vestegn. Den ene var helt igennem enig med mig, mens den anden – ud fra fuldstændig tilsvarende faglige forudsætninger og hverdagserfaringer – var dybt uenig. Hun mente, at fordelen ved ”tosproget” netop var, at det ikke var værdiladet og ikke indebar en religiøs eller etnisk kategorisering, og hun bemærkede, at hendes elever ikke brød sig om betegnelsen ”nydanskere”, som måske ellers ville have været mit bud på en lidt bedre betegnelse. Hun sluttede med at spørge, hvad jeg kunne tænke mig at foreslå i stedet for.
Jeg kneb udenom ved på god, antiautoritær, politisk korrekt vis at foreslå hende at spørge eleverne, hvad de godt kunne tænke sig at blive kaldt. Evt. at udskrive en idekonkurrence eller at gøre det til en opgave i dansk at diskutere forskellige betegnelser og alle deres bibetydninger.
En helt anden mulighed – som egentlig er langt bedre – består i at bestræbe sig på at undgå samlebetegnelser, lade være med partout at ville udstyre folk, hvis vilkår, muligheder og problemer er meget forskellige, med de samme vage og misvisende etiketter og i stedet vise det mod og den tankens klarhed der skal til for at tale konkret om tingene og sige ligeud, hvad det er for problemer, man har at gøre med. (Det ville i øvrigt også gøre det nemmere for tolkene og oversætterne).
Ikke bare et sprogligt problem
Problemet ved at tale om ”tosprogede”, sådan som man gør det i dag, er også, at man indskrænker betydningen til nogle bestemte sprog: Når politikere og skolefolk taler om tosprogede, mener de ikke fransk-danske, engelsk-danske, svensk-danske, tysk-danske osv. elever. De er nemlig ikke problematiske – i hvert fald ikke på en måde, der gør det relevant eller bare fristende at tale om dem som gruppe.
Det er der ikke først og fremmest sproglige grunde til, men derimod sociale. Familier med et af EU-sprogene som modersmål har almindeligvis længere uddannelser, bedre job, flere penge, bedre boliger og er på alle måder bedre integreret i det danske samfund end familier, hvis modersmål er fx tyrkisk, arabisk eller somalisk.
Derfor har forældrene i almindelighed større overskud til at støtte børnene i deres skolegang, deres børn har mere overskud til at lære og er i det hele taget mere motiverede og undervisningsparate. De er gennemgående på et højere bogligt niveau og har nemmere ved at tilegne sig sprog og andet skolestof.
Hvad skal man gøre
Derfor er det både rimeligt og nødvendigt at gøre en særlig indsats for at støtte de børn og de familier, som er mindre heldigt stillet. De har mange problemer, og de manglende danskkundskaber er kun ét af dem. Men kan man løse dét, er man også på vej til at løse de øvrige.
Det er rigtigt at sprogscreene små børn og at sætte ind med danskundervisning eller sprogstimulering i børnehaven – selvom det jo interessant nok indebærer en forlængelse af undervisningspligten for en bestemt befolkningsgruppe.
Det er også rigtigt at tilskynde SFO’er og andre fritidsordninger til at stimulere børnenes danskkundskaber og at gøre forældrene opmærksomme på de integrationsmuligheder, som den slags institutioner rummer. Og at opkvalificere det personale, som skal varetage sprogstimuleringen.
Ligesom det er rigtigt at styrke dækningen med lærere, der er uddannet til at undervise i dansk som andetsprog og i det hele taget til at undervise elever, som ikke har dansk som modersmål – og ikke bare i dansk, men også i alle de øvrige fag.
Måske er det også rigtigt at samle elever med særligt mangelfulde danskkundskaber på bestemte skoler, der er rustet til at varetage deres behov, i stedet for at lade dem gå på distriktsskolerne. Jeg kan se nogle indlysende økonomiske fordele i det, men hvad det pædagogiske og integrationsmæssige angår, kan jeg se både fordele og ulemper – rent bortset fra det indgreb i familiens valgfrihed, som sådan en ordning indebærer.
Men vejen går ikke kun gennem dansk sprogstimulering og en mere effektiv undervisning i dansk som andetsprog. Den går også gennem modersmålsundervisning og gennem undervisning på modersmålet.
Jeg nævnte tidligere, at der blandt forskere i sprogpædagogik er enighed om, at modersmålsundervisning er en klar fordel for den sproglige udvikling – både på modersmålet og på majoritetssproget. Der er også veldokumenterede erfaringer – bl.a. fra USA og Sverige, men også fra den dansk-tyske skole Sankt Petri Skole i København – med at en kombination af undervisning på to forskellige sprog giver gode resultater – både sprogligt og fagligt.
Det taler i givet fald for at indrette specialskoler for børn med dansk som et for dårligt andetsprog. Hvis man greb det rigtigt an, kunne sådanne skoler måske ligefrem blive attraktive alternativer til de friskoler, som mange familier i indvandrermiljøerne vælger at sætte deres i, to som i alt for mange tilfælde ikke bidrager positivt til børnenes integration.
I alle tilfælde bør børn med andre modersmål end dansk tilbydes modersmålsundervisning. Det er Danmark forpligtet til at gøre for EU-sprogenes vedkommende, men paradoksalt nok ikke for de sprog, hvor problemerne af de sociale grunde, som jeg lige har omtalt, er størst. Nogle kommuner tilbyder alligevel, for egne midler, undervisning i indvandrersprogene, og det skal de have ros for.
Undervisning i og på modersmålet er ikke bare nyttig af rent sproglige og faglige grunde. Den viser også eleverne og deres familier, at man tager deres modersmål og den kultur, som det repræsenterer, alvorligt. I de mange tilfælde, hvor familiernes kulturelle og sproglige kundskaber, indsigt og udsyn – ikke bare på dansk, men også på modersmålet – er begrænset, kan modersmålsundervisningen løfte eleverne op på et sprogligt niveau og udvide deres horisont på en måde, som de ikke ville opleve i familien. Til gavn for dem selv og for deres danske omgivelser.
Også i den henseende er det gunstigt, at gymnasiereformen åbner mulighed for at indføre tyrkisk og arabisk på A-niveau. Det vil kunne motivere flere elever med den baggrund til at blive i uddannelsessystemet, og det ville bestemt heller ikke være nogen skade til, hvis flere danskere beherskede disse to store indvandrer- og kultursprog.
Egne erfaringer igen
Da mine forældre i sin tid skulle bestemme, hvilket eller hvilke sprog de ville tale med mig, læste min mor en masse artikler, som bekymrede hende meget, fordi der stod, at børn, der voksede op med to sprog, blev splittede og forvirrede. Det var åbenbart et ret veletableret synspunkt på det tidspunkt. Ikke desto mindre blev hun hurtigt enig med sig selv om, at hun ville tale italiensk med mig, for hun kunne ikke forestille sig at tale et fremmedsprog med sin søn. Af samme grund talte hun italiensk med min far, som til gengæld talte dansk med hende og med mig. Det gav mig ikke mærkbare problemer, ikke ud over den irritation, som jeg Nævnte i begyndelsen over, at andre end min mor kunne finde på at tale italiensk.
Det gav til gengæld nogle problemer at gå på den lokale kommuneskole, når man var sorthåret og havde en mor, der var endnu mørkere og talte dansk med accent. Men de problemer blev løst, ved at jeg i begyndelsen af 2. klasse blev flyttet over på en privatskole, hvor der var noget højere til loftet og 1ængere til væggene.
Men jeg oplevede i hvert fald ikke de kognitive problemer, som jeg for nylig har set anført som argument for at undlade modersmålsundervisning og for så vidt muligt at få tosprogede børn til kun at tale dansk.
Og det tror jeg heller ikke, at børnene i de tyrkiske eller arabiske eller somaliske indvandrerfamilier gør, selvom deres sociale situation er dårligere, end min var det, og selvom de ikke har en dansk far til at tage sig af den tidlige danske sprogstimulering.
Fordele ved to- og flersprogethed
Det er rigtigt, at ikke alle sprog og kulturer har samme ordforråd, begrebsapparater og måder at tænke og udtrykke sig på, og at det umiddelbart kan medføre en vis forvirring, eller snarere undren. Men den undren er nyttig. Som jeg sagde indledningsvis, mener jeg, at alt, hvad der kan tænkes og udtrykkes på ét sprog, også kan udtrykkes på ethvert andet sprog. Det er blot et spørgsmål om at finde ud af hvordan. Det er en nyttig træning i at tænke sig om, og ikke mindst i at indse, at der er flere måder at gøre tingene på. Det, man kender fra den ene kultur, bliver hele tiden sat i perspektiv og udfordret af den anden. Det er en praktisk træning i nuancering. I nogle heldige tilfælde – i mange tilfælde, vil jeg gerne understrege – kræver den udvikling ikke andre ressourcer end dem, der leveres af familien selv og af den almindelige skole, men i mange andre kræver det nogle af, eller alle de ekstra foranstaltninger, som jeg har nævnt tidligere – og måske flere endnu.
Men flersprogetheden er ikke bare en fordel for den flersprogede selv. Den er også en ressource for samfundet.
Det er i det danske samfunds interesse, at dets borgere er i stand til at se ud over deres egen kultur, og at de i det hele taget er trænet i at anskue ethvert emne fra så mange sider som muligt og i at tænke på andre måder end de gængse.
Ligesom det selvfølgelig er en stor fordel, at borgerne behersker så mange sprog som muligt. De fleste vil mene, at det siger sig selv, når det gælder engelsk. Men det gælder sandelig også for alle de øvrige sprog. det er sandt nok, at verdens eneste politiske, militære, økonomiske og kulturelle supermagt er engelsktalende, og at man efterhånden kan handle og forhandle med det meste af verden på engelsk, men det er ikke hele sandheden. Man kan handle og forhandle og i det hele taget omgås langt nemmere og bedre og mere fordelagtigt, hvis man kender hinandens sprog og de kulturer, som de repræsenterer. Man undgår nemmere fejl og misforståelser, hvis man kender hinandens sprog og ved, hvad de udtrykker, og hvad de dækker over.
I vore dage findes der ikke sprog og kulturer, som ikke kan vise sig relevante. I de senere år har vi gang på gang set, at der pludselig er opstået behov for – i Danmark eller i mere eller mindre fjerne udlande – at tale med folk, som man indtil kort forinden aldrig ville have troet, at danske læger, sygeplejersker, socialrådgivere, politifolk, soldater, nødhjælpsarbejdere, embedsmænd, entreprenører, forretningsfolk, fagforeningsfunktionærer, teknikere … – ville have brug for at kommunikere med.
Engelsk er et udmærket lingua franca til mange formål, men det er en fejl at tro, at man ”forstår” franskmænd, italienere, spaniere, tyskere, arabere, afghanere, tyrker, somaliere, russere, osv., bare fordi man kan tale engelsk med dem. Et lingua franca giver kun et overfladisk indblik i modpartens kultur og tankegang. For at forstå dem rigtigt må man sætte sig ind i det sprog, som hører til den.
Derfor bør man ikke kun betragte det, at nogle skoleelever i Danmark har et andet modersmål end dansk, som et problem. Problemet er, at nogle af dem ikke kan dansk, og det skal man naturligvis gøre noget alvorligt ved. Og samtidig bør man støtte dem i at vedligeholde og udvikle deres andet – altså første – sprog. Fordi det fremmer indlæringen af dansk, fordi det styrker deres intellektuelle udvikling og identitetsdannelse, og fordi deres sprogkundskaber og udsyn er en potentiel ressource for det danske samfund.