Italienske krimi-noter
artikel til Modersmål Selskabets årbog, 2008, "Fra det ene sprog til det andet"
Thomas Harder
Egentlig burde jeg slet ikke skrive denne artikel. Jeg burde meget hellere bruge dagen på at komme videre med min oversættelse. For en gangs skyld er der ganske vist ikke noget videre pres for at nå at blive færdig til tiden: Det er en dejligt kort bog med små sider, korte linjer og masser af dialog, så man kan rykke forholdsvis hurtigt frem og mærke, at hver enkelt arbejdsdag virkelig bringer én nærmere sidste side. Men netop derfor er det svært at lade den ligge. På den anden side er den, trods sit beskedne og appetitlige udseende, faktisk fuld af vanskeligheder, som det måske nok kan være nyttigt at betragte lidt på afstand, inden jeg kaster mig ud i oversættelsen igen. Her følger derfor lidt højttænkning fra oversætterens skrivebord.
Luciano Marrocu underviser i samtidshistorie ved universitet i Sardiniens hovedby, Cagliari. Han har skrevet en række fagbøger om den britiske arbejderbevægelse, om sardisk kultur og samfund og om Sardinien under fascismen. I 2000 debuterede han som skønlitterær forfatter med kriminalromanen Fàulas, der foregår i Rom og på Sardinien i 1939; i 2002 fulgte Debrà Libanòs, der foregår et par år tidligere i den italienske koloni Abessinien; og i 2004 kom Scarpe rosse, tacchi a spillo, som udspiller sig i Rom i slutningen af 1950’erne. Marrocus hovedpersoner, Luciano Serra og Eupremio Carruezzo, er i de første to romaner medarbejdere ved det fascistiske hemmelige politi, OVRA, og i den tredje er Serra en lidt luvslidt advokat, og Carruezzo, der ellers var hans overordnede i OVRA, er nu hans medhjælper.
En del af de oversættelsesproblemer, som Marrocus romaner frembyder, er mere eller mindre fælles for alle bøger, hvor politi, domstole osv. spiller en rolle. Der er f.eks. det evindelige spørgsmål om, hvordan man ”oversætter” det ene lands rets- og politisystem til det andets.
Serra er ispettore og hans overordnede Carruezzo er commissario. ”Inspektør” og ”kommissær” ligger snublende nær, men det ville være at vende op og ned på rangfølgen, for i Danmark er politiinspektøren højere placeret end politikommissæren. Det danske Rigspoliti har udgivet et glimrende lille hæfte om Politiet i Danmark, som også findes på engelsk, tysk, fransk og spansk, og hvor man bl.a. kan finde de danske ækvivalenter til de øvrige landes gradsbetegnelser og omvendt. Desværre findes der ikke nogen italiensk udgave.
Da jeg henvendte mig til Rigspolitiet om sagen, kom jeg til at tale med en herre, der havde mange års erfaring med internationalt politisamarbejde og i den forbindelse havde gjort ihærdige forsøg på at omsætte de italienske gradsbetegnelser til deres danske modstykker. Hans pessimistiske konklusion var, at det ikke lod sig gøre. Det syntes jeg, var et utilfredsstillende svar. Det er rigtigt nok, at det italienske system har en hel del flere lag og komplikationer end det danske, men man må da kunne finde eller konstruere en omregningstabel.
Der findes en officiel italiensk tabel, hvor politiets og forsvarets gradsbetegnelser er sat op over for hinanden. Så vidt så godt. Der findes også en officiel tabel (STANAG 2116, hvis nogen skulle være interesseret), hvor samtlige NATO-landes militære gradssystemer kan sammenlignes ved hjælp af et system af tal- og bogstavkoder. Her kan man f.eks. konstatere, at en italiensk sottotenente, selv om titlen ordret oversat betyder ”underløjtnant”, faktisk svarer til en dansk premierløjtnant. Ved hjælp af dette skema kan man altså komme videre fra det italienske militære system til det danske. Desværre findes der ikke et dansk skema, som stiller forsvarets gradsbetegnelser op over for politiets, så sporet slutter her.
Enden på alt dette blev, at jeg egenmægtigt besluttede at oversætte Serras titel ispettore ved ”politiassistent” og Carruezzos commissario ved ”kommissær”. Det er muligvis ikke strengt korrekt (og jeg tør slet ikke tænke på, hvad man skulle gøre for at finde ud af, hvordan italienske og danske politi-titler forholdt sig til hinanden i 1939), men det giver i hvert fald mening.
Italien har ikke ét, men tre landsdækkende politikorps: Det civile Polizia di Stato, (som i 1939 hed Corpo di agenti di pubblica sicurezza, men i daglig tale blev kaldt polizia), Carabinieri, som er et gendarmeri med både militære opgaver og civile politifunktioner, og Guardia di Finanza (GdF), som beskæftiger sig med skatte- og afgiftsunddragelser, økonomisk kriminalitet m.v. Når man oversætter til dansk, er der som regel ingen ben i at kalde det første af de tre korps ”politiet”. Men hvad med de andre to? Svaret er, at der ikke er nogen standardløsning, eftersom de to institutioner ikke har nogen pendant i Danmark. Til GdF kan man opfinde betegnelsen ”Skatte- og afgiftspolitiet”, men det er ikke så mundret, og i mange sammenhænge vil det være mere relevant at tale om ”Toldvæsenet”, ”Told- og Skat”, ”Bagmandspolitiet”, eller noget helt fjerde. ”Finansgarden” giver i hvert fald ikke mening.
Carabinieri frembyder endnu flere muligheder. Hvis de optræder alene i bogen og deres særlige historie og militære karakter ikke er relevante i sammenhængen, kan man måske simpelthen kalde dem ”politiet”. (I visse andre sammenhænge giver det mere mening at kalde dem ”fødevarekontrollen”, for i Italien er det nemlig en afdeling af Carabinieri, under ledelse af en general, der kontrollerer hygiejnen på restauranter og fødevarevirksomheder).
I mange historier, inklusive Fáulas, spiller den traditionelle rivalisering mellem Carabinieri og det civile politi imidlertid en rolle, og så må man selvfølgelig skelne. Oversættelsen ”militærpolitiet”, som man ellers ofte ser i danske medier, er som regel forkert, og ”bevæbnet korps med politiopgaver”, som jeg for nylig så i underteksterne i en nyhedsudsendelse, er ganske vist ikke forkert, men alt for vagt og uhåndterligt. ”Gendarmeriet” ville være en mulighed, men det er mit indtryk, at Carabinieri er et så forholdsvis velkendt begreb for de mange danskere, der har rejst i Italien, at man godt kan bruge det italienske udtryk, og at det måske ligefrem ville være forvirrende at kalde dem andet. Hvis læseren ikke ved, hvad Carabinieri er, vil det – i hvert fald i Fáulas – ret hurtigt fremgå af sammenængen. (Hvordan man så skal bære sig ad med at bøje ordet eller behandle det, når det indgår i sammensætninger, er en anden historie).
Det er ikke bare politiets indretning og terminologi, der kan volde problemer. De forskellige landes politiske og administrative systemer kan også gøre livet besværligt for oversætteren. Fáulas handler bl.a. om korruption på alle niveauer af fascistpartiet. Det første mordoffer er en federale, og senere spiller en segretario del fascio også en rolle. Et lille studium af fascistpartiets organisation viser, at det laveste organisatoriske niveau var fascio di combattimento. Ordret oversat betyder det noget i retning af ”kampgruppe”, men ”partiafdeling” eller ”lokal partiafdeling” giver et bedre indtryk af, hvad der er tale om. Vælger man denne løsning, kan man udnævne il segretario del fascio til ”sekretær for partiets lokalafdeling” eller måske snarere ”formand”; det har jeg ikke helt afgjort endnu, men jeg hælder mest til ”sekretær”, eftersom der ikke var tale om en medlemsvalgt leder, men en partifunktionær udpeget oppefra. På samme måde er il federales fulde titel segretario federale. Han er udnævnt direkte af il Duce og leder forbundet af partiafdelinger i en given provins. ”Forbundssekretær” er en mulighed, men det lyder i mine øren for meget af den danske fagbevægelse, så jeg vælger nok at opfinde titlen ”provinssekretær”. Hvis jeg da ikke finder på noget bedre.
Il Duce del Fascismo e Capo del Governo Italiano (”Fascismens Fører og Chef for den italienske regering”) var Mussolinis fulde titel, men som oftest hed han blot il Duce. Der ville være en vis logik i at oversætte titlen til ”Føreren”, men på dansk forbindes denne titel så stærkt med Adolf Hitler, at det måske ville være forvirrende. Jeg er desuden optimistisk nok til at mene, at de fleste læsere vil vide, hvem il Duce var, og at man derfor kan beholde den italienske form. En anden mulighed ville være at erstatte titlen med navnet Mussolini. Den tiltaler mig, for jeg bryder mig principielt ikke om at lade noget stå uoversat, men dels kan der være en stilistisk forskel, idet il Duce (vistnok) udtrykte mere respekt end bare efternavnet, og desuden ville det måske virke ejendommeligt, hvis udtrykket il Duce (eller en passende oversættelse, hvis man ellers kunne finde på en) ikke optrådte en eneste gang i en hel roman, som foregår i Italien under fascismen.
Et beslægtet problem er de mange henvisninger til historiske personer og begivenheder. Her må oversætteren tage stilling til, hvilken baggrundsviden henholdsvis Maroccus italienske læser og oversættelsens danske læser kan forventes at sidde inde med. Når der er tale om, hvad Mussolini sagde og gjorde ”i München”, vil (bør) også en dansk læser forstå, at det drejer sig om det tysk-engelsk-fransk-italienske topmøde i september 1938, hvor stormagterne gav Hitler lov til at annektere Sudeterne, og hvorfra den britiske premierminister Neville Chamberlain vendte hjem med budskabet om ”Fred i vor tid”. En hentydning til Tysklands indlemmelse af Østrig burde heller ikke volde den danske læser større problemer end den italienske. Det er straks værre, når talen falder – og det gør den hyppigt i Fáulas – på italienske fascistledere eller andre personer eller begivenheder, som italienere kender til, men som er så godt som ukendte i Danmark. Somme tider kan oversætteren snige en diskret forklaring ind i teksten, men ikke altid. Der tales f.eks. en del om Achille Starace, som stod i spidsen for fascistpartiets organisation fra 1931, indtil han blev afskediget i oktober 1939, og var emnet for mange af de vittigheder, der blev hvisket fra mund til øre under fascismen. Starace var så kendt en skikkelse, at det ville virke utroværdigt, hvis oversætteren forsøgte at hjælpe sin læser ved at snige tilføjelsen ”partisekretær” eller andre forklaringer ind i de replikker, der handler om ham. Folk vidste udmærket, hvem han var, og behøvede ikke forklare hinanden det. Jeg lader derfor - medmindre der senere dukker en bedre idé op – Starace stå uforklaret. Det gør jeg med forholdsvis god samvittighed, fordi sammenhængen gør det klart, at der er tale om en højtstående person i fascistpartiet. Det ville naturligvis være sjovere for den danske læser at vide mere, men det er ikke nødvendigt, for at teksten kan fungere.
Noget lignende kunne siges om stednavne. Første gang det nævnes, at den myrdede federale boede i en villa på Via Nomentana, tilføjer jeg ”ikke langt fra Mussolinis villa”, for det vil være velkendt for italienske læsere, at familien Mussolinis privatbolig var Villa Torlonia på Via Nomentana, og der er en pointe i, at den opadstræbende politiker har købt hus næsten dør om dør med il Duce. Men derudover må den danske læser leve med, at navnene på romerske gader og kvarterer udløser færre associationer, end de måske gør for de italienske læsere.
Når Serra og hans kolleger i politiet taler til anholdte småforbrydere, og når småforbryderne omtaler deres kolleger for politifolkene, sætter de gerne efternavnet før fornavnet, altså Harder Thomas, i stedet for Thomas Harder. Det markerer bl.a. uligheden mellem de to parter: Indbrudstyven prøver at tale ”fint” og formelt, og politimanden taler til ham, som om han læser hans navn op af et register. Dette træk findes ikke nær så stærkt (om overhovedet) på dansk, men betydningen vil nok kunne fremgå af sammenhængen. Foreløbig har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre forsøget.
Brugen af titler er langt mere udbredt i Italien end i Danmark, og det er f.eks. almindeligt at tiltale en person, der har, eller høfligt kunne tænkes at have, en universitetsgrad som dottore (eller dottoressa, hvis det er en kvinde). Fáulas er fuld af tjenestefolk, pensionatsværtinder, indbrudstyve og andre jævne folk, der tiltaler Serra som dottore. På dansk har vi ikke en titel, der kan bruges på samme måde, men man kunne måske skrive ”hr. politiassistent” eller ”hr. Serra”, eller man kunne helt droppe titlen. En anden mulighed er at beholde den italienske titel (”Goddag, dottor Serra …”). Det er ikke en løsning, jeg ellers bryder mig om, (jeg oversætter altid Mr, Mrs og Miss til de tilsvarende danske titler, hvis jeg da ikke lader dem udgå), men netop i dette tilfælde er jeg alligevel fristet af at bevare dottore, for atmosfærens skyld og for at markere den sociale forskel på personerne.
Det er et udbredt træk i folkeligt italiensk talesprog, at en tryksvag sidste stavelse falder væk, så dottore f.eks. bliver til dottò. Maroccu bruger flittigt denne detalje til at karakterisere sine personer ved hjælp af deres sprog. Heller ikke her har vi nogen oplagt dansk ækvivalent, men jeg eksperimenterer med dottò o.l. Vi får se, hvad redaktøren mener, når hun læser oversættelsen, og hvad jeg selv mener, når jeg ser korrekturen. En alternativ, eller evt. supplerende, mulighed er naturligvis stavemåder som sku’, ku’, ha’ osv., som jo er enkle midler til at signalere jævnt talesprog.
Fáulas (som på sardisk dialekt betyder ”løgnehistorier”) er navnet på den fiktive by på Sardinien, hvor en væsentlig del af historien foregår. By? Eller måske landsby? I romanen omtales Fáulas som en ”paese”, et alsidigt og ofte besværligt ord, der bl.a. kan betyde ”land”, og ”landskab” og desuden kan betegne en bebyggelse, der er større end en villaggio (”landsby”) og mindre end en città (”by”). Maroccus beskrivelser af Fáulas giver indtryk af noget småt og primitivt: Der er en enkelt strimmel asfaltvej, en café, en carabiniere-station og et beskedent hotel, og man får ikke indtryk af noget særligt udvalg af butikker eller kultur. På den anden side er der tale om en mere eller mindre sammenhængende bebyggelse, et rådhus, rige familier og et liv som på mange måder forekommer mere by- end landsbymæssigt (søndag eftermiddag spadserer man på hovedgaden). Derfor er Fáulas foreløbig en ”by”.
Jeg nævnte ovenfor, at Achille Starace var hovedperson i mange vittigheder. En af dem hensætter kommissær Carruezzo i konvulsivisk latter, da han pludselig kommer i tanke om den midt under en samtale med sin medarbejder:
Carruezzo brummede noget, der godt kunne være et samtykke til det, Serra havde sagt. Imens voksede der et smil frem på hans læber, som om han lige var kommet i tanke om en vittighed. Pludselig rettede Carruezzo højre hånds pegefinger mod Serra og sagde med strålende øjne:
”Il lupo è vorace, l’acquila è rapace, l’oca è …?”
”… Starace,” svarede Serra.
Carruezzo blev grebet af en latterkrampe, som satte hans hængende kinder i hoppende bevægelse. Og med tårer i øjnene gentog han indimellem kramperne: ”Il lupo e vorace …”
Ordret oversat siger Carruezzo: ”Ulven er grådig, ørnen er rovgrisk, gåsen er …” og Serra svarer, idet han fortsætter rækken af rim på -ace, ”… Starace.” Det er ret morsomt på italiensk, hvor vi har rimene, overraskelsen ved pludselig at få et navn, hvor vi havde ventet et adjektiv, og så naturligvis den uhyrlige og farlige flabethed at kalde partisekretæren en gås. Men hvad i alverden skal man stille op med det på dansk? Man kunne måske tage sig den frihed at udskifte ulven og ørnen med andre dyr med andre egenskaber, men det løser ikke det store problem, at der ikke er nogen danske ord, der rimer på -ace [nærmest –ahtjæ]. Man kan prøve at flytte Starace frem i sætningen, så der ikke bliver brug for at rime på ham, men så forsvinder overraskelseseffekten. Eller måske kan man i en eller anden samling af vittigheder fra den fascistiske periode finde en anden vits, som kan bruges i stedet, men den skal i så fald helst handle om Starace og meget gerne have samme spørgsmål-og-svar-form som Carruezzos. Man kan også prøve at konstruere noget selv. Gode forslag modtages med tak.