Hvordan lyder det, når en skiløbende and rammer et grantræ? Når samme and prøver at save et mislykket farsbrød igennem med en kædesav? Eller når han i frustration over, at hans nevøer hellere vil på Restaurant Guldanden end spise hans hjemmelavede mad, hamrer et stort fad ned i spisebordet? Dagens første oversættelsesproblemer melder sig i forbindelse med de Anders And-historier, som skal mailes til redaktionen i løbet af formiddagen. Jeg oversætter et par ugebladshistorier – fra 5 til måske 20 sider – om ugen og en Jumbobog (250 sider) hver anden måned. Ugebladshistorierne skrives på engelsk og hollandsk af danske, norske, svenske, hollandske, amerikanske og mange andre forfattere og oversættes derefter til de sprog, som de skal udgives på. I Danmark er vi vel tre-fire oversættere, der deler det job. Disney-historierne volder sjældent særlige forståelsesmæssige vanskeligheder. Sproget og begrebsapparatet er forholdsvis enkelt, og vanskelighederne består mest i at ramme et dansk, som er tidssvarende og forståeligt for målgruppen og samtidig præget af den kombination af korrekthed og opfindsomhed, som altid har kendetegnet de danske Disney-oversættelser. Der er rum for fortolkning, og det er fx mit indtryk, at personerne i mine oversættelser er mere Des, end de er det hos flere af mine (sikkert yngre) kolleger. Sproget i Andeby skal være tilgængeligt, men det må også gerne rumme udfordringer, og det skal selvfølgelig helst være morsomt. Humoren kan bl.a. ligge i egennavnene, som meget gerne må passe til personerne, men også skal være plausible danske navne og gerne lidt originale: Det er ikke så sjovt bare at konstruere nye -sen-navne (Professor Klogesen, hr. Sprogsen osv.), men en dårlig betaler kan måske hedde Hr. Skyldstrup, en pensioneret oberst Hektor Haubits og en ostefabrik Skimmel & Skorpe.
Der synges og rimes en del i Andeby, og også dét kan fordanskes på flere måder. Jeg kan godt lide at gå på jagt i den danske sangskat og har fx for nylig ladet Anders And synge ”Jeg bli’r så glad, når solen skinner / på gode gamle Andeby …” I sammenhængen var det lidt lige meget, hvad Anders sang, når bare det udtrykte godt humør og optimisme, men i andre sammenhænge er indholdet mere bundet, og så må oversætteren selv gendigte, idet han prøver at få rim, versefødder og indhold til at gå op i en højere enhed. For mig er det som regel dét, der tager længst tid i Disney-oversættelserne.
Lydordene – lyden af sammenstød, eksplosioner, slagsmål, fald, dryp, plasken, forbisusende flyvemaskiner, snappen efter vejret, gøen, knurren, brølen, trampen, gungren, dundren og alle de andre lyde, som udtrykkes ved tekst ”i luften” uden for taleboblerne – kan i en del tilfælde blot transskriberes, så et engelsk ”Wooosh” bliver til ”Vuusj” (med flere eller færre u’er, alt efter min fornemmelse af situationen) eller ”måske til ”Wusj”, ”Crash” til ”Krasj” osv. Men ofte må man være mere kreativ, og så kan der gå en del tid med at gå og sige lydene for sig selv, indtil man har fundet den helt rigtige. ”Dumf”, ”dumpf” og ”duns” er gode lyde, der udtrykker, at noget tungt og forholdsvis blødt rammer en hård overflade, mens ”adr”, ”ydr” og ”ydrk” er variationer over ”ad” som udtryk for væmmelse.
Til ugebladshistorierne om Anders And & co. bruger jeg ofte rim- og synonymordbøgerne, men ret sjældent Kjærulff Nielsens store røde Engelsk-dansk ordbog. Kjærulff Nielsen og mine forskellige italiensk-danske og italiensk-italienske ordbøger kommer til gengæld hyppigere i brug, når det gælder Jumbobogshistorierne, som jeg oversætter fra engelsk og, for de flestes vedkommende, italiensk. Her er referencerammerne langt videre og det sproglige ambitionsniveau en hel del højere end i ugebladene. Ikke mindst de italienske Disney-forfattere gør flittig brug af sjældne, lærde og sommetider meget kunstfærdigt hjemmestrikkede gloser og refererer ofte til film og litteratur og til de klassikere, som stadig dyrkes i den italienske skole. Her er man mao. ude i en del af de problemer, som også gør sig gældende ved oversættelser af almindelig skønlitteratur, ikke mindst dét at originalens og oversættelsens læsere kan have vidt forskellige referencerammer. Jumbobøgernes bundne grafiske form og meget begrænsede plads giver sjældent mulighed for at forklare sig ud af problemerne, sådan som man sommetider (diskret) kan gøre det, når man oversætter romaner. Til gengæld er historierne og deres vittigheder som regel så klare, at de også fungerer, selv om læseren måske ikke lige kender de værker, som der refereres til. Den italienske nationaldigter Giovanni Manzonis store historiske roman I promessi sposi (De trolovede/Renzo og Lucia) er flere gange blevet parodieret af italienske Disney-forfattere. Den eksisterer i dansk oversættelse, men er ikke videre kendt. En hentydning til Manzonis berømte skildring af pestens hærgen i Milano i 1629-31, hvor la peste er blevet til la posta, vil derfor ikke sige en dansk læser så meget på det metalitterære niveau, men vittigheden fungerer alligevel, fordi det i sig selv er morsomt, at en strejke blandt Milanos postbude er skyld i at, at byen er ved at drukne i breve og pakker.
Jeg nævnte lige de traditionelle ordbøger, men sandheden er naturligvis, at jeg i dag, hvad enten jeg oversætter Disney eller Salman Rushdie, ikke bruger dem nær så ofte, som jeg bruger Google, Wikipedia og netudgaven af Den Store Danske Encyklopædi samt Ordnet.dk og Sproget.dk, der giver adgang til Retskrivningsordbogen, ODS, Den Danske Ordbog og Korpus.dk. Jeg undrer mig, når jeg indimellem kommer til at tænke på, at det meste af min produktion som oversætter er blevet til, inden vi fik internettet til rådighed – for ikke at nævne at en god del af den er blevet til ved hjælp af skrivemaskiner med og uden hukommelse, hvid rettelak og bjerge af papir. Der findes efterhånden en del oversættelsesprogrammer – Trados Translator’s Workbench og flere andre – men dem bruger jeg ikke. Ikke fordi jeg har noget imod moderne teknologi (jeg går stadig og venter på et velfungerende talegenkendelsesprogram, som vil gøre det muligt for mig at ligge i min sofa og bruge min træning som konferencetolk til at indtale en grovoversættelse, som jeg bare skal rette til ved computeren bagefter), men dels fordi den slags programmer kræver, at man har originalen i elektronisk form, og det har jeg sjældent, og dels fordi de ikke er skabt til skønlitterære oversættelser, men derimod til tekster med en mere fast og afgrænset terminologi og med mange gentagelser, fx tekniske, juridiske og økonomiske tekster.
Dagens næste opgave er at føre rettelser ind i min oversættelse af Salman Rushdies seneste roman Luka og Livets Ild. Det er en relativt kort bog (216 sider), der præsenterer sig som en børnebog, men som ligesom sin forgænger Harun og Eventyrhavet, hvis univers og personer, den genoptager, i mindst lige så høj grad er skrevet for voksne. Jeg blev færdig med selve oversættelsen for et par dage siden og har brugt en del tid siden da på at læse den igennem på papir for at fange tanketorsk, misforståelser og inkonsekvenser og for at se den tekst, som jeg har skrevet i bidder a 6-12 sider om dagen over en periode af flere måneder, i sammenhæng. Der er også en del udestående problemer, hvis løsning jeg har udsat til nu, hvor jeg kan se, hvordan de forskellige muligheder passer ind i helheden. Det går forholdsvis hurtigt at føre rettelserne ind i manuskriptet, og det er et meget tilfredsstillende arbejde. Jeg har undervejs vekslet mellem formerne væsenet/væsnet, himmelen/himlen, glemselen/glemslen osv. og foretrækker personligt den lange form. I netop denne bog, hvor fortælleren henvender sig direkte til et ”du” (eller måske et ”I”? Det engelske you er jo ikke altid til at gennemskue), og hvor tonen i øvrigt er præget af en vis lethed, vælger jeg dog at konsekvensrette til den korte form.
Min gennemlæsning er heldigvis ikke den sidste, inden bogen går i trykken. Oversættelsens næste læser er en redaktør, som sikkert vil pege på fejl og forglemmelser, som jeg ikke har opdaget og foreslå forbedringer, hvoraf jeg sikkert vil acceptere mange, men næppe alle. Når redaktøren og jeg er kommet overens, bliver bogen sat, og derefter læser en korrekturlæser og jeg hver vor udgave af den satte tekst for bl.a. at finde de orddelingsfejl, der uvægerlig er opstået ved overgangen fra Word-dokument til sats, og hvad der ellers måtte være af resterende problemer. Redaktøren fører de to korrekturer sammen, hvorefter satsen ændres, og der læses endnu en korrektur, denne gang dog kun af korrekturlæseren. Trods alt dette arbejde vil både skarpøjede læsere og sikkert også jeg selv formentlig til sin tid kunne finde ting i den trykte udgave, som burde have været anderledes, eller som i hvert fald kan diskuteres.
I min følgemail til redaktøren nævner jeg et par ting, som jeg gerne vil have hende til at tage stilling til, eller som jeg i hvert fald synes, at hun bør være opmærksom på:
Bogen er tilegnet Rushdies søn Milan. Dedikationen har form af et lille digt, hvor første bogstav i hver linje, hvis man læser dem ovenfra og ned, netop danner navnet MILAN. Jeg har valgt at lade det relativt enkle digt stå på engelsk, ligesom jeg gjorde i Harun og Eventyrhavet.
En af hovedpersonen Lukas hjælpere er the Insulatana of Ott, i hvis land alle går rundt og fornærmer hinanden, uden at nogen af bliver særligt krænkede af den grund, og hvor man i øvrigt uden ophør hengiver sig til excesser af enhver art. Hendes titel er naturligvis en hunkønsform af sultan tilsat forstavelsen in-, som på engelsk gør hende til fornærmelsernes dronning. Jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at hun også på dansk skulle tituleres Insultana, og tænkte, at de fleste læsere nok vil kunne gennemskue det engelske insult. For en ordens skyld tjekkede jeg alligevel, om synonymordbogen skulle gemme andre og bedre danske muligheder. Det syntes jeg ikke, at den gjorde, men den fortalte mig til gengæld, at insultere er et anvendeligt dansk synonym til fornærme. Så meget desto mere grund til at bevare den velklingende titel. Landet Ott hedder egentlig Over the Top, hvilket betyder noget i retning af gå for vidt. Forkortelsen gør det muligt at kalde indbyggerne for the Otters, der lyder ligesom det engelske ord for oddere, men også kan læses næsten som the others (”de andre”), og at producere en række sammensætninger med forleddet Otter-. Hvad skulle landet så hedde på dansk? Der er naturligvis masser af muligheder, men jeg endte med at vælge Gåforvidt, evt. forkortet til GFV, og at kalde indbyggerne gåforvidter. Nogle særlige magiske kartofler fra Insultanaens land kom til at hedde gåfortofler. Jeg eksperimenterede gennem nogle kapitler med Gufforvidt eller Gufforvit og gufforvitter. Jeg kunne egentlig bedre lide denne mindre indlysende løsning, men valgte den alligevel fra, fordi den indebar en risiko for, at læseren aldrig ville opdage vittigheden, men blot undre sig over ”Guf” og ”guffe”. Nu får vi se, hvad redaktøren mener.
I Luka og Livets Ild bevæger hovedpersonen sig mod sit mål gennem en slags computerspil, hvor han hele tiden risikerer at ”dø” og blive tvunget til at gennemspille de forskellige ”niveauer” forfra. Niveauerne hedder levels på engelsk, og min 15-årige søn har forklaret mig, at det kalder danske computerspillere dem også. Det vidste jeg ikke, og jeg tænker mig, at en del af mine læsere heller ikke ved det, så jeg har valgt at gå på kompromis med autenticiteten ved at vælge det danske udtryk i stedet. Det er lidt sværere med the Saving Points. Det er nogle gyldne kugler, som dukker op i landskabet i slutningen af hvert niveau, og som Luka skal trykke på for at ”gemme” sine fremskridt indtil da. Hvis han derefter ”dør” ryger han ikke tilbage til start, men kan fortsætte fra sidste Saving Point. Jeg eksperimenterede med gemmeknapper, gendannelsespunkter og andre mere eller mindre hjemmegjorte løsninger, indtil sagkundskaben gjorde mig opmærksom på, at man på dansk kalder fænomenet save-knapper. Det passer mig udmærket, bortset fra, at jeg er lidt bange for, at læserne, de første gange ordet optræder, vil se en sav for sig. Checkpoints er også en mulighed, siger min søn, og måske endda mere korrekt i sammenhængen. Udtrykket har den fordel, at det er svært at læse forkert, men det er til gengæld lidt vel langt og uhåndterligt. Jeg vælger Save-knapper med forbehold for måske at ombestemme mig, hvis redaktøren er uenig, eller hvis jeg selv kommer på andre tanker, når jeg ser den satte tekst.
Rushdie har indbygget en del citater fra og referencer til popsange, salmer og digte, som vil være mere eller mindre genkendelige for britiske og måske amerikanske læsere, men ikke for danske, eller i hvert fald kun for de færreste af dem. Lukas modstander – hans faders legemliggjorte død – hedder fx Nobodaddy. Navnet, der selvfølgelig hentyder til, at personen er ude på at tilintetgøre (eller ”til-ingengøre”) Lukas fader, er hentet i titlen på et digt af William Blake, To Nobodaddy, hvor navnet er Blakes ironiske henvendelse til den gammeltestamentelige Gud. (Det er ikke noget, jeg bare går og ved, men når der dukker særligt påfaldende navne eller formuleringer op, googler jeg dem rutinemæssigt for at se, hvad de evt. måtte gemme af skjulte be- eller hentydninger). Jeg lånte bibliotekets bestand af Blake på dansk og konstaterede, at digtet ikke er oversat. Så vidt så godt, eller skidt. Man kunne forsøge sig med konstruktioner som ”Ingenfar”, ”Ejfar”, ”Nulfar” og flere andre, men ingen af dem forekommer mig særligt overbevisende, og jeg har derfor valgt at bevare navnet Nobodaddy i tillid til, at de fleste danske læsere nok vil gennemskue nobody + daddy, og idet jeg beklagende affinder mig med, at kun de allerfærreste til gengæld vil opfatte referencen til Blake.
Rushdie skriver på engelsk og opfattes som en britisk forfatter, og det er derfor nærliggende at bruge en britisk ”normallæser” som målestok for, hvad læseren ved og ikke ved, og hvilke vittigheder han forstår eller ikke forstår. Men Rushdies engelsksprogede publikum er globalt, og en meget stor del af hans referenceramme er ikke britisk, og for den sags skyld heller ikke nordamerikansk, australsk eller newzealandsk, men indisk. Da jeg i sin tid havde oversat De sataniske vers, fortalte en dansk læser med forstand på indiske forhold mig, at den jumbojet, AI-420, der eksploderer i luften over London i romanens første kapitel, har sit rutenummer efter en kendt paragraf i den indiske straffelov, der handler om bedrageri. Hentydningen var åbenbart indlysende for indiske læsere, men var det givetvis ikke for ret mange andre af Rushdies millioner af engelsksprogede læsere, og det bekymrede mig derfor ikke synderligt, at de allerfleste danske læsere altså heller ikke fik glæde af den. På samme måde med de tre Aalim, Tidens Vogtere, som Luka møder under sit forsøg på at stjæle Livets Ild. De hedder henholdsvis Jo-Hua (Fortiden), Jo-Hai (Nutiden) og Jo-Aiga (Fremtiden). Da jeg googlede dem for at finde ud af, om de mon hørte hjemme i nogen eksisterende mytologi, og om deres navne muligvis havde en (fx af Den Store Danske Encyklopædi) autoristeret dansk stavemåde, var det første, jeg fandt, en anmeldelse af romanen fra Times of India, hvor anmelderen indforstået bemærkede, at de tre Aalims navne nok kun var morsomme for indiske læsere. Jeg forfulgte ikke sporet yderligere, men forestiller mig, at der er tale om kendte navne fra Bollywood eller andre dele af den indiske populærkultur. Det kan også være, at de kommer fra en helt anden sfære, men når en – må man antage – velorienteret indisk læser fortæller mig, at der nok ikke er ret mange uden for Indien, der vil fatte, hvad Rushdie hentyder til i dette tilfælde, har jeg ikke dårlig samvittighed ved at sætte min danske læser i samme situation som nogle millioner britiske, amerikanske osv. læsere af originaludgaven.
Ordspil er et tilbagevendende problem, ikke mindst hos Rushdie. De lader sig som regel ikke gengive direkte, for det er desværre meget sjældent, at de samme kombinationer af flertydighed og/eller lydligheder er til rådighed på de to sprog. Da situationen er allermest kritisk for Luka og hans kammerater, får de pludselig hjælp fra en uventet kant. Der udbryder støj og tumult, og himlen ryster osv., og vore venner tror først, at det er de flyvende tæpper fra Gåforvidts luftvåben, der kommer dem til undsætning, men det er det ikke. Den første, der forstår, hvad der i virkeligheden foregår, er titanen Prometheus:
The naked Titan shook his head, and a slow grin spread over his huge face. ”Its not the Otters,” he said. ”The gods are revolting.”
Dertil svarer elefantfuglene (et par venlige, men lidt sippede kæmpeænder med elefanthoveder):
Well, on the whole we agree about what the gods are like, […] but there’s no need to be rude.
”I mean,” said the Old Bopy with a sigh, ”that the gods have risen in revolt.”
På engelsk kan ”the gods are revolting” både betyde ”guderne gør oprør” og ”guderne er modbydelige”, men sådan en flertydighed har vi desværre ikke på dansk, eller jeg kunne i hvert fald ikke komme i tanke om den. Løsningen blev derfor som i så mange andre tilfælde af den slags ikke at oversætte, men at udskifte Rushdies ordspil med et af min egen tilvirkning, som forhåbentlig fungerer på omtrent samme måde:
”Den nøgne Titan rystede på hovedet, og et smil bredte sig langsomt over hans kæmpemæssige ansigt. ”Det er ikke gåforvidterne,” sagde han. ”Det er gudernes rejsning.”
”Der er sikkert folk, der ikke tager det så nøje,” sagde Elefantanden med et sigende blik på den nøgne Titan, ”men vi er altså nogle, der mener, at den slags hører privatlivet til.”
”Jeg mener,” sukkede den Gamle Dreng, ”at guderne rejser sig. De gør oprør.”
Da Anders And og Luka er ekspederet, bruger jeg et par timer på at læse i den roman, som jeg skal i gang med at oversætte om et par uger – efter en stribe af de tolkejob, uden hvilke jeg ikke ville have råd til at oversætte bøger – sicilianeren Andrea Camilleris La gita a Tindari om kommissær Montalbano og hans kolleger på politistationen i Vigàta. Det er ikke altid, jeg kan nå at læse de bøger, jeg skal oversætte, inden jeg går i gang, men det er naturligvis en fordel, når det kan lade sig gøre. Så kan man på forhånd gøre sig tanker om, hvordan man vil løse bestemte typer af problemer – fx Camilleris udstrakte brug af siciliansk dialekt, som selv fastlandsitalienske læsere sommetider har svært ved at forstå, uden at det dog har forhindret Montalbano-serien i at blive en kolossal succes – og om der er særlige områder af virkeligheden, man skal sætte sig ind i. I dette tilfælde forestår der fx sammenlignende studier af det italienske og danske politis og retsvæsens indretning og funktion.
Og så er det tid til en sen eftermiddagstur rundt om Søerne.