En litterær oversætter oversætter ikke bare mellem sprog, men også mellem ”virkeligheder”. I en hvilken som helst oversættelse vil det univers, som oversættelsens læser lever i, være anderledes end udgangstekstens. Folk omgås, bor, arbejder, spiser osv. på forskellige måder, og samfundene har forskellige love, politiske systemer og institutioner. Nogle forskelle kan være så afgørende, at de nødvendiggør omskrivninger, måske omsætning til danske begreber (måske, for det er problematisk at bilde læseren ind, at det fremmede land er indrettet ligesom Danmark), eller måske maskerede forklaringer i teksten eller ligefrem noter eller forklarende for- eller efterord. Andre forskelle kan være så ubetydelige eller så velkendte eller indlysende eller selvforklarende i sammenhængen, at oversætteren ikke behøver at gøre noget særligt ved dem. Under alle omstændigheder skal oversætteren være opmærksom på forskellene og i hvert enkelt tilfælde tage stilling til, hvad der skal gøres eller ikke gøres. Denne stillingtagen kræver en klar bevidsthed om læseres forudsætninger og muligheder: Der kan fx være stor forskel på at oversætte for børn og for voksne.
Andrea Camilleris (1925-2019) kriminalromaner om kommissær Montalbano foregår i den sicilianske by Vigàta (virkelighedens Porto Empedocle, hvor kommunen har opstillet en statue af kommissæren). Vigàta er en havneby, men havnen optræder mest bare som scene for kommissærens eftertænksomme, fordøjelsesfremmende spadsereture efter de næsten daglige store frokoster på Enzos trattoria.
Ordet trattoria betegner i princippet et uprætentiøst og ofte familiedrevet spisested, som gerne serverer lokale retter. Mere beskedent end ristorante, men ofte på fuld gastronomisk højde med sådan en. Hvad skal man kalde det på dansk? ”Kro” og ”traktørsted” klinger for landligt, for fortidigt og for meget af droskekørsel i Dyrehaven. Mange danske læsere ville givetvis genkende og forstå trattoria, men jeg bryder mig ikke om at anvende originalsproglige udtryk i oversættelsen: Det forstyrrer forestillingen om, at alt, hvad der står på dansk i min oversættelse, i virkeligheden er italiensk, og smager i øvrigt for meget af folkloristisk-lokalkoloristiske rejseartikler. På dansk driver Enzo derfor bare en ”restaurant”. Det er ikke karakteriserende på samme måde som trattoria, men bredt nok til også at rumme et spisested som Enzos, og Camilleris beskrivelse af lokalet og af kommissærens forhold til den serverende indehaver osv. fortæller i øvrigt læserne alt, hvad de behøver at vide om stedets stil og atmosfære.
Men tilbage til havnen. Når Vigàtas havn spiller en væsentligere rolle er det som regel som ankomststed for illegale migranter eller smuglere, og så optræder foruden politi og carabinieri en myndighed, der på italiensk hedder capitaneria di porto.
Traditionen for også på dansk (og andre sprog) at kalde carabinieri ved korpsets italienske navn er så veletableret, at det ville være forvirrende at følge min trattoria-logik og kalde dem ”gendarmer”, selvom det teknisk set ville være fuldstændig korrekt. Anderledes forholder det sig med capitaneria di porto. Myndigheden, hvis fulde navn, som kun bruges i meget officielle sammenhænge, er Corpo delle capitanerie di porto – Guardia costiera, hører under Marinen og har en række administrative og politimæssige opgaver i Italiens havne og desuden ansvaret for overvågning, sikkerhed, miljøkontrol, eftersøgnings- og redningstjeneste og meget mere i territorialfarvandet. Det er naturligvis alt sammen funktioner, der også findes i Danmark, men blot fordelt på en række forskellige myndigheder og væsener m.m. Der er ingen dansk tradition for at kalde capitaneria di porto noget bestemt, og i de første mange bind af serien var organisationen så meget i baggrunden, at jeg kunne klare mig med det vage ”havnemyndighederne” eller ”havnekaptajnens folk”, alt efter hvad der var brug for. (”Havnekaptajn” har historisk været brugt på dansk om den person, ”der har overopsyn med en havn” (Den Danske Ordbog), og bruges i nogle havne stadig mere eller mindre synonymt med ”havnedirektør”, ”havnefoged” og ”havnemester”).
Den løsning slog imidlertid ikke til i det seneste bind, Tvivlens alder, hvor la capitaneria spiller en væsentlig rolle, og kommissær Montalbano forelsker sig i en kvindelig løjtnant, der er ansat dér. Efterhånden som oversættelsen skred frem, blev det mere og mere akavet at bruge ”Havnekaptajnen” som betegnelse for myndigheden/organisationen og den bygning, hvor dens kontorer befandt sig, og mere og mere fristende at skifte det ud med ”Kystvagten”, som foruden at have en mere militær klang passer bedre til la capitanerias funktioner i netop denne historie. Det lod sig bare ikke uden videre gøre, fordi seriens klovn, den enfoldige og evindeligt forsludrede politibetjent Catarella, undrer sig over, at ikke alle medarbejdere i la capitaneria er kaptajner.
‟Hr. kommissær, der er tilifon til Dem fra Havnekaptajneriet. Men det er altså også bare fordi at det slet ikke er en kaptajn, men en løjtnant, som hedder … pokkers, det har jeg glemt!”
‟Catarè, de behøver ikke alle sammen være kaptajner hos Havnekaptajnen.”
‟Nå, ikke det? Hvorfor hedder de så dét?”
Det sker, at ordspil eller andre sproglige morsomheder ikke lader sig gengive. Så må man prøve at erstatte dem med andre, tilsvarende løjer, måske et helt andet sted i teksten. I dette tilfælde ville det dog kræve en lidt mere omfattende omskrivning, end jeg brød mig om, og desuden ville vrøvleordet ”Havnekaptajneriet” passe godt i Catarellas danske mund. Jeg valgte derfor at beholde ”Havnekaptajnen”, men udvidede fortsættelsen med to korte linjer:
‟Det er bare et navn. Det er det samme som Kystvagten …”
”Men hvorfor hedder de så …”
”Det skal jeg nok forklare dig bagefter. Stil ham nu bare igennem.”
Den lille ekstra forklaring gav mulighed for bogen igennem at veksle mellem de to betegnelser, alt efter hvad der var mest bekvemt. Den mulighed vil jeg givetvis benytte mig af i de kommende bind.
Da jeg i sin tid begyndte at oversætte Montalbano-romanerne, havde en god kollega allerede oversat de første fire bind i serien. Hun havde valgt at gengive Camilleris meget udstrakte brug af siciliansk dialekt – ikke bare i replikkerne, men også hos tredjepersonsfortælleren – ved standarddansk. Dialektbrugen har bidraget meget til seriens succes i Italien, men jeg var taknemmelig for ikke at overtage en serie, hvor tre fjerdedele af teksten var på thybomål eller sydsjællandsk eller bornholmsk, eller hvad ved jeg. Ikke bare fordi det ville være meget vanskeligt for mig at producere sådan nogle tekster og, frygter jeg, tungt for læserne at komme igennem dem, men også fordi siciliansk har en anden litterær tradition og en anden status i forhold til standarditaliensk, end nogen dansk dialekt har i forhold til rigsdansk. I de tilfælde, hvor Camilleris personer er karakteriseret ved en særligt udpræget dialektbrug, markerer jeg dog forskellen uden at imitere nogen bestemt dansk dialekt.
‟Fortæl mig det hele.”
‟Og voffer så det, om je’ må spørre?”
Han var slået over i dialekt. Og smilet var forsvundet fra hans ansigt.
‟Navnet er Montalbano. Jeg er politikommissær ...”
‟Gudfredsens, det er De da osse! Nu ka’ je’ kende Dem!”
Catarella taler sit helt eget catarellese, der består af bakken snagvendt, misforståede tekniske og bureaukratiske gloser, forulykket kancellisprog osv. Den slags lader sig ikke oversætte præcist, men man må prøve at skabe en lignende virkning på dansk. At Catarella er en komisk figur, og at han i høj grad er det i kraft af sit sprog, giver stor frihed, og efterhånden som jeg er blevet fortrolig med hans udtryk og kringlede tankegange, er der gået sport i bind for bind at føje nye lag til hans sproglige tummelumskhed.
Artiklen har tidligere været bragt i Klassikerforeningens blad Logos.