Oversætterens dagbog
24. august 2013, Louisiana Literature
Mens vi nyder en forfriskning i Louisianas Bådehus inden mødet med publikum, bemærker Lene, at historien om miljøforkæmpernes ærgrelse over, at DDT-behandlingen af de Pontinske Sumpe har skadet musvågebestanden, minder om diskussionen om Det Fremskudte Dige, som blev opført langs den sønderjyske vestkyst i årene 1979-1981: Miljøforkæmperne i København syntes, at naturen skulle passe sig selv, og var bekymrede for, at man ved at inddæmme et vådområde langs kysten risikerede at ødelægge trækfuglenes rasteområder. De lokale beboere ville på den anden side gerne være fri for at få deres huse og gårde og marker oversvømmet og for, at deres får druknede. (Og trækfuglene viste sig i øvrigt at være ligeglade).
Den griber Antonio. Da vi lidt efter sidder foran publikum, som selv for en gæst, der ikke nødvendigvis er helt fortrolig med Louisianas status i det danske kulturelle landskab eller er vant til at aflæse koderne i dansk klædedragt osv., tydeligvis er mere i familie med hovedstadens miljøforkæmpere og de italienske musvågevenner end med de vestjyske marskbønder og nybyggerne i Agro Pontino, kaster han sig ufortrødent ud i en sammenligning mellem de to konflikter. Efter en lovprisning af DDT’en, ”som gjorde det muligt at leve og arbejde i Agro Pontino uden frygt for malaria,” erklærer han, at han, når valget står mellem mennesker og dyr, altid er på menneskenes side. ”Men bevares, miljøforkæmperne må da få alle de myg, de vil have – hjemme hos sig selv – når bare jeg må blive fri! Og så er det jo i øvrigt fuldstændig ligesom ovre i jeres Jylland, hvor bønderne også gerne vil have lov at have deres får og marker i fred for havet, lige meget hvad folk her i København mener.” Ikke nødvendigvis et synspunkt, som er i høj kurs hos det københavnske kunst- og litteraturpublikum, men det afleveres med et glimt i øjet og en flabethed, som får det til at glide ned. Og i øvrigt har vi varmet op med en indledning, som må have forberedt folk på, at de ikke nødvendigvis ville blive strøget med hårene: ”Det er dejligt, at her er så grønt, dejligt at se alle de miljørigtige cykler, men ved I godt, hvad cykler er lavet af? De er lavet af stål! Så uden minedrift og stålværker ville der ikke være nogen cykler.”
7. november 2015
Sent på aftenen får vi en mail fra vores datter, Amalie, som er Erasmus-studerende i Bologna. Hun har vedhæftet et billede af nogle vinkende og storsmilende unge mennesker. I emnefeltet står ”Lykkelige typer”, og teksten lyder i al sin korthed: ”De er fra Latina og fatter ikke, at du har oversat Canale Mussolini! De hilser og takker dig tusind gange!” Amalie fortæller senere, at da det under en snak med nogle tilfældige bekendtskaber på en bar kom frem, at hendes far havde oversat Mussolinikanalen, var der ingen ende på begejstringen. Det betød meget for Amalies nye venner, at Antonio med sine romaner havde givet Latina en grundlæggelsesmyte og forvandlet den by, som de var vokset op i, fra et sted, som ikke mange italienere brød sig om eller interesserede sig for, til et sted med en stor og spændende historie, som nu var kendt af læsere verden over. Amalie blev budt på mange gratis øl den aften.
7. april 2016, Aarhus Universitet
Eftermiddagens møde har titlen ”Erindringen om konflikter i litteraturen” og præsentationsteksten stiller spørgsmålet: ”Kan det lade sig gøre at skrive en roman om en så konfliktfyldt periode som fascismen og Anden Verdenskrig uden at tage parti? Skal man overhovedet det?” En af de danske tilhørere spørger, om det ikke er problematisk sådan at idyllisere fascismen ved at beskrive fascister som almindelige og måske ligefrem sympatiske mennesker og ved at fremhæve, at regimet kultiverede jorden, gav jordløse bønder deres egne gårde, byggede byer osv. Det er naturligvis ikke første gang, Antonio hører dette spørgsmål og denne kritik, og man behøver ikke have tilbragt ret mange timer i hans selskab for at kunne genkende tegnene på, at den irriterer ham: Først sidder han bare og ser tavst på spørgeren en anelse længere, end hvad der føles helt betryggende, og så læner han sig lidt frem i stolen og tager kasketten af – og så ved vi, at den er gal. Den arme spørger får, om ikke et møgfald, så i hvert fald et svar, der er en del skarpere, end hvad den akademiske høflighed plejer at tilsige: Har hun overhovedet læst bogen? Og har hun i så fald forstået, hvad der står i den? For hvis hun har det, må hun da have bemærket, at der er gjort meget ud af at skildre fascisternes morderiske vold mod deres politiske modstandere, fascismens imperialisme – erobringen af Abessinien og massakrerne i Addis Ababa og Debra Libanos – antisemitismen og den katastrofale krigsdeltagelse på Hitlers side. Men det har hun måske ikke hæftet sig ved? Da denne første bredside er affyret, fortsætter Antonio mere afdæmpet med at forklare, at det jo netop er en væsentlig pointe i hans bøger, at de enkelte individer godt kan være anstændige og modige og endda sympatiske og besjælet af gode hensigter og ædle idealer, selvom vi må betragte den sag, som de tjener med deres handlinger, som forkert og skadelig. Og at de, der er på den rigtige side, godt kan være nogle slyngler. Og ja, fascismen gav bønderne jord og forvandlede sumpene til et sted, hvor mennesker kan bo og arbejde, og derfor var det naturligt, at familien Perruzzi og alle de andre blev fascister. ”Hvad pokker skulle de ellers være blevet? Vi har alle sammen vores grunde til det, vi gør.”
En anden deltager spørger mig, hvordan jeg har håndteret Antonios brug af dialekter i romanen. Han får et langt svar, for det er et spørgsmål, som optager mig en hel del, ikke mindst fordi det forekommer mig, at Antonio i Mussolinikanalen II har skærpet dialektbrugen en del. De fiktive personer taler stadig deres forskellige hjemegnes dialekter eller regionale varianter af standarditaliensk, men nu taler de mange historiske personer, som også befolker romanen, og som bestemt ikke talte venetisk – fx trentineren Alcide De Gasperi og den piemontesiske genoveser Palmiro Togliatti, for ikke at tale om Josef Stalin, Adolf Hitler og Franklin D. Roosevelt – ret konsekvent samme venetiske dialekt som familien Peruzzi og deres naboer. Det har naturligvis en stærk komisk effekt, og minder os om, at verdenshistorien her anskues i et meget jordnært perspektiv. Jeg kunne i princippet have valgt at lade hver af de italienske dialekter repræsentere af en bestemt dansk dialekt, så venetisk fx blev til sønderjysk, romersk til en eller anden variant af københavnsk, romagnolo til midtsjællandsk, og landsbyfolkene i Lepinerbjergene talte thybomål. Eller nogle helt andre kombinationer. Det har jeg imidlertid valgt ikke at gøre – dels fordi jeg var bange for, at min læser ikke ville forstå forskellene, og dels fordi jeg frygtede, at resultatet ville blive komisk på en forkert måde, fordi danske læsere ikke er vant til at se dialekt i litteraturen på samme måde, som italienske læsere vist efterhånden er det. Jeg har i stedet valgt den mere pragmatiske løsning at lade samtlige personer tale en slags mundtligt præget standarddansk med forskellige lydlige eller grammatiske særpræg og lejlighedsvise, men usystematiske, danske dialekttræk eller efterligninger af den italienske dialektudtale i de danske ord, alt efter personen og omstændighederne. I nogle tilfælde – fx hvis personerne ikke kan forstå hinanden, fordi der tales dialekt – har jeg bibeholdt de italienske dialektudtryk. Hvis det er en pointe, at udsagnet er uforståeligt for de italienske personer, er det i orden, at det også er det for de danske læsere.
Dialektpræget – og det jævne, mundtlige præg i det hele taget – er ikke kun et spørgsmål om, hvordan ordene lyder. Man kan opnå en hel del ved at vælge ord og udtryk, som så at sige ”trækker nedad” i retning af det konkrete, det ikke-abstrakte, det uhøjtidelige, landlige og fysiske. Antonios personer har mange af den slags udtryk, men ved at smøre lidt ekstra på i oversættelsen, kan man måske til dels kompensere for manglen på regulær dialekt. Og så kan man, naturligvis uden at overdrive, prøve at finde danske ord og udtryk, som har et tydeligt regionalt eller dialektalt præg. Jeg blev meget glad, da en jysk tolkekollega i Europaparlamentet blev så ærgerlig over et eller andet, at hun udbrød: ”Sådan noget kattepis!” Ingen af Antonios personer siger på noget tidspunkt ”piscio di gatto” eller noget, der bare ligner, men deres danske inkarnationer siger det ganske ofte. En anmelder med sans for den slags glædede mig ved at bemærke, at det var ”svært at stå for en Mussolini der i sit stille indre tænker ‘Sånno’et kattepis’, mens hans diktatur styrter sammen omkring ham.”
8. april 2016
Besøget i Aarhus er arrangeret af Øjvind, som har skrevet speciale om Mussolinikanalen og ikke bare er meget energisk og foretagsom, men også meget gæstfri. Han har lånt en minibus af universitetet, så vi – Øjvind, der agerer chauffør, hans italienske kæreste, Rosa, Antonio, Ivana, Lene og jeg – efter de forskellige arrangementer i Århus kan komme ud at se lidt på Jylland. Vi skal bl.a. se digerne i den sydvestlige del af halvøen, og da vi nu er på de kanter, skal vi også besøge Brøns, hvor Lenes bedsteforældre boede.
På vej ned gennem Jylland passerer vi en mængde større og mindre – lad os foreløbig kalde dem ”bebyggelser” – som giver anledning til at tale lidt om et oversættelsesproblem, som der ikke var tid til at komme ind på under gårsdagens møde på universitetet: Latina har lige fra sin grundlæggelse været en città, og sådan nogle ligger der også i bjergene omkring Agro Pontino, men der ligger især paesi, og på det nyindvundne land blev der grundlagt et antal borghi, og dertil kommer desuden nogle villaggi. De forskellige betegnelser markerer ikke bare et hierarki af størrelse og indbyggerantal, men siger også noget om, hvor tæt eller spredt bebyggelsen er, og hvilke funktioner og institutioner den har at byde på: værtshus, kro, købmandsforretning, apotek, politistation, postkontor, kirke, sparekasse, bank, kommunekontor osv. På dansk har vi i praksis, i almindeligt dagligsprog, kun by, som betegner den øvre ende af skalaen, og landsby, som dækker den nedre, men med en vis overlapning og uden nogen klar afgrænsning i forhold til de italienske begreber. Denne for oversætteren så irriterende mangel skyldes måske grundlæggende forskelle i dansk og italiensk bosættelseshistorie og by- og landsbykultur, eller måske at dansk ligesom de øvrige germanske sprog har meget præcise og betydningstunge verber, men ret brede og vage substantiver, mens det forholder sig omvendt med de romanske sprog. Uanset årsagen har det været et overraskende plagsomt problem, som jeg har prøvet at klare ved at supplere de to lidt løse danske betegnelser med forskellige adjektiver eller diskret tilføjede småforklaringer, der gør det begribeligt for læseren, hvad det er for en slags by eller landsby, der er tale om. Sådan som man nu gør det på dansk.
Selvom Brøns har en meget stor og fin kirke med fantastiske kalkmalerier fra reformationstiden, en kro, en forretning, der handler med landbrugsmaskiner, og jernbaneforbindelse med omverdenen (selvom den smukke gamle stationsbygning for længst er revet ned), er der ingen tvivl om, at den med sine kun 425 indbyggere og sit meget spredte bebyggelsesmønster, ikke er en by, men en landsby. Om den i Mussolinikanalens univers ville være en villaggio eller en borgo står mig ikke helt klart
Vi standser foran det kønne, stråtækte hvide bondehus, hvor Lene tilbragte en del af sin barndoms ferier som gæst hos sine bedsteforældre. Hun fortæller om deres hårde og slidsomme liv, som stadig i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, da hun kom der, var meget langt fra det liv, som folk levede i de større byer, hvor moderniseringen af samfundet var slået igennem, for ikke at tale om København. I slutningen af 1940’erne havde bedsteforældrene, som i forvejen havde fire børn, adopteret et hold trillinger, hvis mor – bedstefaderens svigerinde – var død i barselsseng, og hvis far – hans bror – ikke magtede at sørge for dem. På den nærliggende kirkegård har vi set stenene over to af de syv børn, som begge døde meget unge, den ene af leukæmi, den anden da hans fars traktor, som drengen styrede, væltede bagover på en skråning.
Da Øjvind vil starte bilen igen, standser Antonio ham: ”Hvad laver du? Lene skal da ind at se huset!” Ivana er ikke enig: Vi har jo ikke aftalt noget med den nuværende ejer, og Lene aner i øvrigt ikke, hvem der bor der nu, og man kan da ikke bare sådan brase ind hos fremmede mennesker. Vi andre er mest enige med Ivana, men mens diskussionen bølger frem og tilbage i minibussen, lykkes det Øjvind at absentere sig, og nogle minutter efter kommer han tilbage og meddeler, at han har talt med ejeren, og at vi er velkomne til at kigge indenfor. Ivana ryster lidt på hovedet, men Antonio ser ud, som om det da var det eneste naturlige og fornuftige, der var at gøre.
Ejeren – en yngre mand, der har arbejdet nogle år som gartner i København, men nu er vendt tilbage til hjemegnen – virker forståeligt nok en anelse forbavset over denne udenlandske invasion, men tager pænt imod os og viser os rundt. I husets indretning ser man stadig den oprindelige inddeling med bolig i den ene ende, vognport midti og stald i den anden ende. Meget lig den måde Perruzziernes gårde var indrettet på. I Lenes barndom var der stadig dyr i stalden, og i et hjørne af den var der et lille skabsagtigt aflukke med et lokum, hvor det forfærdelige stive, glasskarpe 00-papir gjorde sit bedste for at spolere børnebørnenes ferieglæde. Stalden er nu ombygget til TV- og gildestue, men køkkenet er stadig indrettet, som det var dengang. Lene glæder sig over, at vægge og skabslåger er nymalet hvide, og at dørkarme og stafferinger er fint lyseblå ligesom træværket på husets yderside.
Minderne og historierne trænger sig på, og mens Lene peger og fortæller, stikker Antonio en albue i siden på mig og hvisker: ”Er hun rørt? Er hun rørt? Det er jeg! Jeg kan mærke de døde flyve rundt omkring os!”
Besøget i Sønderjylland slutter i Ribe, der gerne regnes for Danmarks ældste by, og i hvert fald er en af de smukkeste. Vi ser domkirken, den historiske bykerne, som ligger næsten øde hen i den sene eftermiddags lave, gyldne lys, og stormflodssøjlen, som viser, hvor højt vandet har stået ved de oversvømmelser, der er registreret i byens historie. Den øverste ring, der sidder seks meter over normal vandstand, minder om en stormflod i 1634, som kostede flere tusinde mennesker livet, men så sent som i 1976 måtte befolkningen på de mest udsatte steder evakueres.
Det er alt sammen udmærkede og interessante seværdigheder, men det, der for alvor fanger Antonios interesse, er en samtale mellem to mænd, der mødes på gaden, netop som vi passerer forbi, og hvis snak jeg hvisketolker for ham, så længe vi er inden for hørevidde. Den ene har i årevis boet på Rømø i Vadehavet ud for den jyske vestkyst, men nu har han omsider solgt sit hus på øen og i stedet købt sig en lejlighed i Ribe. ”Jamen, der er da ellers dejligt på Rømø,” siger hans kammerat undrende. ”Ja,” lyder svaret, ”men det trækker fandeme tænder ud at bo derude om vinteren!” Naturen kan være nok så smuk at se på, men i bund og grund er den hård og lunefuld. Mennesker hører til i byer.
Da vi ud på aftenen kommer tilbage til Aarhus, byder Rosa og Øjvind på middag hjemme i deres hyggelige lejlighed. Lene har som værtsgave medbragt et eksemplar af sin børnebog, Pokker ta’ den rådne kat. Det er en sort-humoristisk historie på vers om den flinke gamle Oluf Jensen, som en mørk og stormfuld nat giver en kat husly, men hurtigt indser, at katten er både invasiv og destruktiv og truer med at ødelægge hans hjem. Bogen skildrer Oluf Jensens mere og mere spektakulære – og katastrofalt mislykkede – forsøg på at tage livet af katten og ender med, at katten, på omslagets bagside, sidder tyk og triumferende på en gravsten med teksten ”Her hviler Oluf Jensen. Han gjorde, hvad han kunne”. Mit summariske referat af den absolut usentimentale historie og ikke mindst Jon Ranheimsæters herlige – og herligt makabre – illustrationer, fanger Antonio, som på stedet erklærer, at han vil oversætte bogen til italiensk. Vi skæver lidt til hinanden, og så siger en af os: ”Jo, det er da en fin idé, Antonio, men du kan jo ikke dansk …” ”Det skal vi nok finde ud af,” lyder svaret. Løsningen bliver, at jeg producerer en meget ordret linje-for-linje-oversættelse til italiensk forsynet med noter, der forklarer Lenes danske ordspil og vittigheder, litterære citater og hentydninger til dansk hverdagskultur osv., hvorefter Antonio digter sin egen versfortælling – Brutto gatto maledetto – som ender med at blive forbløffende tro mod Lenes original. Det er et sjovt projekt, som undervejs kaster lys over nogle interessante dansk-italienske kulturforskelle. Hvor danske katte fx har ni liv, har italienske kun syv. Det ville i mange oversættelsessammenhænge være lige meget, men Lenes historie er netop konstrueret over otte mordforsøg, hvilket giver mening hvis katten har ni liv, men ikke, hvis den kun har syv. Efter en intens mailkorrespondance – hvoraf natdyret Antonios del mest afsendes, mens Lene og jeg sover – enes Lene og Antonio om, at ingen af Oluf Jensens opfindsomme drabsmetoder kan undværes, og at også hans italienske kat skal have ni liv. Også gravstenen på bagsiden viser sig at være et problem, i hvert fald for forlaget Mondadori, som meget gerne vil af med den. Vi får aldrig opklaret, om man tror, at tegningen vil skræmme børnene, eller om man snarere tror, at de forældre og bedsteforældre, der skal købe bogen til deres børn og børnebørn, vil mene, at det er for uhyggeligt for de små, eller om de måske kan frygtes selv at have et for overtroisk forhold til gravsten. Lene og Jon betragter på den anden side gravstenen som en umistelig del af fortællingen, så enden på det bliver, at den flyttes til en mere diskret placering inde i bogen, og på bagsiden afløses af en flot og dramatisk tegning af katten i færd med at fortære en guldfisk.
I forbindelse med udgivelsen af Brutto gatto maledetto optræder Antonio i flere TV- og radioprogrammer, hvor han bl.a. debatterer med forskellige dyrevenner. I et af dem hører vi ham anvende en historie, som han har suget til sig, da vi refererede en dansk debattørs udtalelser om ulve i naturen: ”Det er jo sådan med natur og vilde dyr og den slags, at det er rarest at se dem på afstand. I Danmark er der dukket ulve op i landskabet igen, og det er karakteristisk, at jo længere folk bor fra de steder, hvor ulvene lever, desto gladere er de for dem. I København holder de meget af de ulve, der render rundt ovre i Jylland, men i Jylland er de knap så begejstrede.”
4. december 2016
Da Lene og jeg besøger Antonio og Ivana i Latina, slår det mig – med al respekt for Latina – hvor mærkelig småt alting virker. Objektivt set er der ikke noget som helst underdimensioneret ved byens boligejendomme og offentlige bygninger i to, tre, fem eller flere etager – for slet ikke at tale om Skyskraberen – og San Marco er heller ikke nogen lille kirke, og gaderne er jo gevaldigt brede. Ikke desto mindre er den fysiske virkelighed i en helt anden og langt mere beskeden målestok end de forestillinger, som Musssolinikanalen I og II har efterladt hos mig. I Antonios fortællinger skildres byen, som den opleves af nybyggerne, der sammenligner den med de omgivende borghi eller med deres egne poderi eller med deres norditalienske hjemegnes fæstegårde og landarbejderboliger. Deres perspektiv former de billeder, som den læser, der ikke kender byen, må danne sig. Dertil kommer – og det er mindst lige så vigtigt – at de storslåede skildringer af den kolossale indsats af menneskelig arbejdskraft, som medgik til at dræne sumpene og opdyrke landet og gøre det beboeligt, i forening med byens litterære funktion som centrum og scene for ikke bare slægten Peruzzis liv, men for Italiens historie i det 20. århundrede og ramme om et utal af historier, som i Antonios fortolkning løftes fra det anekdotiske til det legendariske, gør Mussolinikanalens Latina til et nærmest mytisk sted, som måske kun den, der er vokset op i byen, helt kan forene med den konkrete virkelighed.
I vores rundvisning i Latina indgår naturligvis en frokost på Hotel Impero. Da vi træder ind i lokalet, præsenterer Antonio os for en lidt kraftig, venligt udseende herre i en elegant hvid skjorte, som sidder alene ved et bord og er i færd med, med imponerende præcision, at udskære en flot fisk, der tilsyneladende udgør hovedretten i hans søndagsfrokost. Antonio forklarer, at manden er hans læge, som kurerer ham, hver gang han har skrevet en ny bog. ”Ja, jeg bliver altid syg af at skrive. Men det må jeg jo finde mig i. De skal jo skrives, de historier.” Antonio fortæller videre, at hans livlæge er neurolog af speciale og tidligere har virket som hjernekirurg på det lokale sygehus, og at han i sin tid også var aktiv i det daværende nyfascistiske parti MSI, som ikke overraskende stod stærkt i Latina. ”Hver gang han var færdig med en hjerneoperation og skulle til at lukke hovedskallen igen, råbte han ned i kraniet: ”STEM PÅ MSI!” Hver gang jeg genfortæller historien – og der er ikke mange af mine venner og bekendte, der ikke har hørt den indtil flere gange – kan jeg lige så tydeligt høre det tørre smæld af låget, der bliver smækker på kraniekassen, som stadig runger af kirurgens opråb.