Jeg hører tit danske Italiensrejsende sige: "Man føler sig altid så dårligt klædt, når man kommer til Italien." Jeg har somme tider lyst til at svare: "Det kommer da vist helt an på, hvem man er." Og jeg spekulerer altid på, om de faktisk mener det, eller om bemærkningen er en kode, der betyder noget i retningen af: "Hvor er de indfødte dog hysteriske. Hvorfor kan de ikke bare klæde sig helt almindeligt og afslappet – ligesom mig?"
Hvad enten man nu føler sig godt eller dårligt klædt, når man færdes i Italien, må man i hvert fald konstatere, at gennemsnitsitalieneren, uanset køn, bruger væsentligt mere tid, mere opmærksomhed og flere penge på tøj og andre personlige udenværker end gennemsnitsdanskeren.
Måske har det noget at gøre med, at det at vokse op og leve i et land med landskaber som de italienske og med byer, hvor 2.000 års kunst-og kulturhistorie er en næsten allestedsnærværende del af omgivelserne, skærper folks æstetiske sans. Måske, det er i hvert fald en smuk forklaring.
Eller måske skyldes det, at klimaet i store dele af landet indbyder til at være meget udendørs, uden at tøjets vigtigste funktion behøver at være at beskytte kroppen mod elementerne.
Eller at det italienske samfund er langt mere konkurrencepræget end det danske, og at italienerne i højere grad end danskerne føler, at de hele tiden deltager i et spil, hvor det gælder om at markere sig og score point.
Det spiller sikkert også ind, at den protestantiske kultur lægger så stor vægt på inderlighed og interesserer sig så relativt lidt for den udvendige side af sagen, som den katolske kultur til gengæld har blik for. I den forbindelse må man også på ny nævne den rolle, som barokken har spillet og stadig spiller i Italien. Barokken var ikke bare en stilart, barokken var en åndsform, der så verden som en scene, hvor enhver har pligt til at spille sin rolle så smukt og overbevisende som muligt. Med al sin æstetiske generøsitet og sine både stærke og raffinerede virkemidler er barokken den periode, der stærkest har præget italiensk kultur. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det gælder for Rom. I Danmark har det derimod traditionelt været god tone at se ned på barokken, fordi den er så "overlæsset" og fremmed for alt, hvad Grundtvig og PH stod for.
I modsætning til den danske dyrkelse af bondekulturen har det i Italien altid været den borgerlige, humanistisk orienterede bykultur, der har sat standarden for normal, ønskelig og efterlignelsesværdig opførsel. Italienerne har aldrig for alvor forstået den nordiske dyrkelse af det "naturlige". Set i det italienske perspektiv er dyr naturlige, men mennesker er det ikke og bør så sandelig ikke opføre sig, som om de var det. Colto ("dyrket", "kultiveret") er et vigtigt ord i Italien, og det skal forstås meget bogstaveligt. Det er ethvert menneskes pligt over for sig selv og sine omgivelser at kultivere sin fremtræden og sin adfærd.
I Danmark er skellet mellem at optræde offentligt og privat, og i det hele taget mellem de mange forskellige situationer et menneske kan optræde i, mindre skarpt end i Italien. Hvis man går til bageren tidligt om morgenen i København, møder man folk i sutsko og det træningstøj, som de indtil for lidt siden har sovet i. De fører deres intime privatsfære med sig ud i det offentlige rum. For italienerne er hoveddøren en vigtig grænse, som kun bør overskrides, når man i enhver henseende er klædt på til at bevæge sig ud blandt andre mennesker.