Domstolen finder, at kendskabet til disse kriminelle aktiviteter var så udbredt, at det er berettiget at erklære SS [herunder også Waffen-SS] for en kriminel organisation […] Der blev tilsyneladende gjort forsøg på at holde nogle faser af organisationens aktiviteter hemmelige, men dens kriminelle programmer var så udbredte og omfattede mord i så gigantisk en målestok, at der må have været et bredt kendskab til dem. […]
(Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg, 30. september 1946)
I de næsten to år jeg har forsøgt ikke bare at kortlægge C.P. Kryssings liv, men også at forstå hans tanker og følelser, er jeg ofte blevet spurgt, om jeg så efterhånden var kommet til at synes om manden, og om jeg ikke også fandt det forkert at straffe ham. På det første spørgsmål må jeg svare, at det falder mig svært, og på det andet, at dommen over Kryssing var rigtig og nødvendig, selv om den af flere grunde ikke var retfærdig, og selv om de involverede politikere og myndigheder både kunne og burde have udvist større humanitet.
Jeg er ikke i tvivl om, at Kryssing var et ærligt og anstændigt menneske med en stærk ansvarsfølelse, og at han tog sig godt af sine undergivne og var trofast mod sine venner. Jeg er også sikker på, at han nærede en inderlig hengivenhed for sin hustru, og at han af hele sit hjerte ønskede at være hende en god mand. Han elskede sandsynligvis sin mor og Ingrid og sine sønner. Han havde et vist mål af humor og selvironi og var i stand til at se ærligt og nøgternt på sig selv og sine fejl. Han var også en mand af fysisk og moralsk mod, og en mand, der holdt på sin værdighed og stod ved sit ord. Lutter gode egenskaber. På den anden side var han også naiv og stolt og stædig i næsten patologisk grad, hvilket i forbindelse med en udtalt mangel på politisk og moralsk dømmekraft gjorde ham til en farlig mand – farlig både for sig selv og for sine omgivelser – og drev ham til at gøre sig selv til medvider og medskyldig i forbrydelser af et uhyrligt omfang.
Retsopgøret var ikke smukt, hverken i juridisk eller moralsk henseende. Love med tilbagevirkende kraft hører ingen steder hjemme, og det er svært at se det retfærdige i, at Kryssing og de øvrige frivillige blev straffet, når de politikere, der havde givet dem tilladelse til at melde sig til Frikorps Danmark, gik fri.
På den anden side er det også svært at se noget alternativ til retsopgøret. Man undgik selvtægt, og man markerede både over for den danske befolkning og over for de allierede magter, at Danmark tog afstand fra det aktive samarbejde med det nazistiske Tyskland – så vidt det nu lod sig gøre uden samtidig at tage afstand fra de partier og personer, der havde været ansvarlige for samarbejdspolitikken. Straffen over Kryssing og de øvrige frivillige var ikke retfærdig, men ud fra en pragmatisk og politisk betragtning var den nødvendig. Det var desuden rigtigt at straffe en mand, der som Kryssing havde pådraget sig et særligt ansvar.
Kryssing handlede ikke ulovligt, da han meldte sig til Frikorps Danmark, og han havde endda den danske regerings udtrykkelige tilladelse, men han burde have vidst bedre. Ikke sådan at forstå, at han, som det blev fremført efter krigen, burde have tænkt, at regeringens tilladelse var ugyldig, eftersom den var afgivet under pres og stred mod indstillingen hos befolkningens flertal – borgerne må til enhver tid gå ud fra, at regeringen står ved de tilladelser, den giver. Men Kryssings samvittighed burde have sagt ham, at det under alle omstændigheder, med eller uden regeringens billigelse, var forkert at kæmpe sammen med det nazistiske Tyskland. Kryssing var ikke en 17-årig dreng, der ikke vidste noget om verden og lod sig trække med af sin beundrede far. Han var en moden mand, som burde have sagt til sig selv, at uanset hvad man mente om Sovjetunionen og kommunismen, kunne det ikke retfærdiggøre, at man samarbejdede med Tyskland. Ikke bare fordi Tyskland havde besat Danmark, men fordi Tyskland var styret af et forbryderisk regime, som byggede på en pervers og morderisk ideologi. Kryssing var dog langtfra den eneste national-konservative danske officer, der ikke gjorde sig den tanke. Det er slående, at de kolleger, der skrev til ham og bad ham lade være med at gå i tysk tjeneste, gjorde det, fordi en dansk officer efter deres mening ikke kunne tjene besættelsesmagten. De skrev ikke, at en dansk officer ikke kunne tjene Hitler.
Der er ikke noget, der tyder på, at Kryssing under sin tjeneste i frikorpset og Waffen-SS gjorde sig skyldig i krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Han gjorde ikke tjeneste i koncentrationslejrene, han gav formentlig ikke ordre til at myrde jøder, kommunistiske kommissærer eller andre krigsfanger eller civile, og han var sandsynligvis heller ikke selv vidne til den slags forbrydelser.
Det betyder ikke, at han ikke vidste besked. Allerede inden han stillede sig i spidsen for frikorpset, kendte han nazisternes kobling mellem kommunisme og jødedom, og han vidste ligesom alle andre avislæsere, hvordan jøderne blev behandlet i Tyskland. Efter at have hørt Jüttners tale ved frikorpsets ankomst til Langenhorn kan Kryssing ikke have været uvidende om, at den tyske krig mod Rusland ikke bare var en krig mod en konkurrerende stormagt og et politisk system, men i høj grad også en udryddelseskrig. I Owinska boede han i et hus, der blev vedligeholdt af jødiske fanger, og han må have hørt om, hvordan der blev plads til Frikorps Danmark på det tidligere psykiatriske hospital. Vi kan ikke vide, hvad Engelhardt og hans kammerater fortalte eller ikke fortalte om deres oplevelser ved 1. SS-Brigade, da de kom til frikorpset, men selv hvis man lader tvivlen komme Kryssing til gode og går ud fra, at de holdt historierne om myrderierne i Ostrog for sig selv, burde Kryssing i Owinska – hvis ikke allerede i Langenhorn eller inden da – have spurgt sig selv, hvad et ordentligt menneske som han selv havde at bestille blandt den slags forbrydere.
Byretten betragtede det som en skærpende omstændighed, at Kryssing valgte at blive i Waffen-SS efter afskeden fra frikorpset, og det må man være enig i. Ud over at Kryssing stadig ville kæmpe mod ‟Finlands bøddel”, havde han også sine meget menneskelige grunde til at blive: Han ville ikke lade sine to sønner, der havde meldt sig på grund af ham, alene tilbage, og han ville ikke vende hjem til Dannmark som en fiasko. Det er forståeligt nok, men ved at forblive i Waffen-SS var Kryssing med til at opretholde et system, der gjorde hundrede tusinder af mænd, som ikke ellers ville være blevet forbrydere, til massemordere. Det er i den forbindelse uden betydning, at Kryssing, som den ordentlige og velmenende ‟K.K.” skrev til kammeraterne fra Officersskolen, var idealist og mente at handle i en god sags tjeneste. Han var på den forkerte side, og selv om hans handlinger ikke var ulovlige efter dansk ret, og selv om han havde sin regerings billigelse, pådrog han sig et moralsk medansvar for Det Tredje Riges grusomheder.
Det var selvsagt umuligt at lade Kryssing og de øvrige officerer, der havde meldt sig til tysk tjeneste, fortsætte i det danske forsvar. Det ville have været en kilde til stadige konflikter og disciplinære problemer, og det ville have sendt nogle helt forkerte signaler om det danske militærs demokratiske sindelag og undergravet bestræbelserne på at sikre Danmark en plads i den allierede lejr. Det fulgte af tjenestemandsloven, at de officerer, der således blev afskediget, mistede retten til den pension, de havde optjent i løbet af deres tjeneste i det danske forsvar – i Kryssings tilfælde gennem 28 år. Det ville have klædt de danske myndigheder i efterkrigsårene, hvis de havde fundet en eller anden diskret måde, hvorpå man kunne hvis ikke ligefrem udbetale den tabte pension så i hvert fald tilbyde folk som Kryssing et arbejde, som de kunne leve af og som måske kunne bidrage til deres resocialisering – da de nu havde regeringens udtrykkelige billigelse til at melde sig til frikorpset.
Kryssings tidligere chef og gode ven oberst C.D.O. Lunn skrev om Kryssing, at han åndeligt talt kørte i sporvogn: Han var ude af stand til at forlade det spor, han én gang havde begivet sig ud ad. Man kan også sige, at Kryssing var præget af politisk og moralsk blindhed. Han manglede den moralske og politiske dømmekraft, der afholdt så mange andre danske officerer, som ellers var enige med ham i mangt og meget, fra at gå i tysk tjeneste, og som ligefrem fik en del af dem til at engagere sig i modstandsarbejde. Som officer i Waffen-SS var Kryssing kollega og kammerat med folk, der forfægtede rabiat nazistiske og racistiske synspunkter, og han kan som sagt ikke have været uvidende om de tyske styrkers massemord på krigsfanger, jøder, formodede kommunister og andre civile, ligesom heller ikke koncentrationslejrene kan have været nogen hemmelighed for ham. Han var imidlertid i stand til at se bort fra disse forbrydelser eller til at betragte dem som uvæsentlige i forhold til det højere mål, som han var draget i krig for at kæmpe for. Kryssing var på ingen måde alene om denne politiske og moralske blindhed under krigen, ligesom afsløringen af det fulde omfang af nazismens forbrydelser, der vel at mærke ikke fik ham til at fortryde sine valg, ikke har beskyttet senere generationer mod i andre sammenhænge at lade sig ramme af samme blindhed.
København, august 2014
Thomas Harder