”Borgerligt interiør” hedder en udstilling som kan ses på bymuseet i Bolzano indtil den 31. oktober. Den elegante udstilling kombinerer kunst- og kulturhistorie i et veloplagt forsøg på at give et signalement af en samfundsklasses liv og selvforståelse på tværs af Europa fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af det 20. århundrede. Den underliggende tanke er, at det europæiske borgerskab, trods de meget store forskelle fra land til land, i denne periode havde en fælles æstetik, en fælles smag og et sæt fælles værdier, hvor dyrkelsen af den ydre fremtræden var blandt de vigtigste.
Udstillingens tema harmonerer smukt med to gængse, men delvis modsatrettede opfattelser af den sydtyrolske hovedby Bolzano (eller Bozen, som byen hedder på tysk, der tales af 70 % af befolkningen i denne siden 1918 italienske provins).
På den ene side kan bolzaninerne godt lide at se Bolzano som en by, der med sin beliggenhed ”midt i Europa” og sin traditionelle rolle som handels- og gennemfartsby altid har været et mødested for mennesker og kulturstrømninger fra hele Europa. På den anden side er der et traditionelt billede af Bolzano som en købmandsby, snarere end kulturby, og af hele Sydtyrol som en indelukket og konservativ egn.
Det sidste er et billede, som man i Bolzano har gjort sig store anstrengelser for at ændre. De lokale myndigheder, handelskamre, turistråd osv. har sammen med private virksomheder og forsknings-, uddannelses- og kulturinstitutioner arbejdet systematisk på at give Bolzano et nyt image som en moderne og fremadskuende by med appel til moderne, yde- og købedygtige mennesker verden over.
Det var en stor triumf, da Bolzano i 2007 ikke bare, endnu en gang, var blandt topscorerne i erhvervsavisen Il Sole 24 Ore’s årlige opgørelse over Italiens bedste byer, men af den canadiske livsstilsguru Tyler Brulè blev betegnet som en af de to italienske byer (Genova var den anden), der bød på flest muligheder. Brulè er grundlæggeren af designmagasinet Wallpaper, og han er en fremtrædende person i den globale homobevægelse, så hans ord har vægt i de kredse, som ”New Bozen”, gerne vil have i tale. Brulès ros fik det italienske nyhedsmagasin Panorama til at interessere sig for Bolzano, hvilket resulterede i en fem sider lang reportage, der kårede Bolzano som den mest cool by i Italien.
Disse imagesucceser skyldes ikke bare en omfattende brandingkampagne, de elegante indkøbsgader og Bolzanos rige og varierede restaurations- og forlystelsesliv, men i høj grad også investeringer i form af offentlige tilskud og skattelettelser til forskning og uddannelse og til initiativer, som skal forebygge hjerneflugt og tiltrække begavede og ambitiøse unge mennesker fra udlandet.
Bolzanos nye teknologiske forskningscenter Techno Innovation Südtirol-Alto Adige (TIS) er langt fremme med miljø- og klimavenlige byggeteknologier, det tysk-, italiensk- og engelsksprogede universitet har 3.500 studerende fra 41 forskellige lande, og Europaakademiet EURAC forsker i så forskellige emner som genetisk medicin, Alpernes miljø, vedvarende energi, flersprogethed, føderalisme og regionalisme og minoritetsrettigheder. Dalai Lama har bedt akademiet udarbejde et udkast til en fredsaftale for Tibet, og i maj 2008 var akademiet vært for en gruppe israelske eksperter med henholdsvis jødisk og palæstinensisk baggrund, som var i Bolzano for at studere de ordninger, som efter årtiers strid har sikret et fredeligt samliv mellem provinsens tysk-, italiensk- og ladinsktalende befolkningsgrupper.
Bymuseet ligger på Via Cassa di Risparmio, som løber langs med floden Tàlvera/Talfer, der skiller den tyskprægede middelalderby fra den moderne bydel, som blev påbegyndt under fascismen og udbygget efter Anden Verdenskrig for at skaffe boliger til de tusinder af syditalienske indvandrere, som centralregeringen bevidst trak til byen ved at anlægge nye industrier, der skulle forvandle Bolzano fra en østrigsk handels- og landbrugsby til en italiensk industriby. Manøvren lykkedes, og i modsætning til resten af Sydtyrol, hvor 70 % af befolkningen angiver, at de har tysk som modersmål, gælder det kun for 26 % af bolzaninerne.
Et par hundrede meter længere nede ad Via Cassa di Risparmio kommer man til det funklende nye flagskib i bestræbelserne på at lancere Bolzano som en moderne europæisk kulturby.
Det moderne kunstmuseum Museion stod færdigt i 2007, og museumsbygningen, en aflang terning af glas og stål skabt af den berlinske tegnestue Krüger Schuberth Vandreike, har med rette vakt positiv opsigt i både italienske og udenlandske medier. Den store, fem etager høje, men lette, lyse og gennemsigtige konstruktion står i spændende kontrast til de ældre ejendomme, som ligger tæt op ad dens to langsider. Bag bygningen er anlagt to smukt slyngede broer, der fører henholdsvis fodgængere og cyklister over Tàlvera og skaber endnu en forbindelse mellem de to bydele.
Museions første udstilling Peripherer Blick und Kollektiver Körper (”Perifert Blik og Kollektiv Krop”), åbnede i maj i år og vises indtil d. 21. september. Udstillingen, der består af en omfattende samling af malerier, skulpturer, film, videooptagelser af performancekunst m.m., udforsker samspillet mellem de forskellige kunstarter og, som titlen antyder, mellem individet og det kollektive og muligheden for at betragte genstande fra andre synspunkter end de sædvanlige.
Udstillingen består af over 400 værker af 231 lokale og internationale kunstnere. Takket være generøse bidrag fra provinsregeringen og fra lokale sponsorer er Museion et ret velfinansieret museum, og dets schweiziske direktør Corinne Diserens har en klar ambition om at gøre det til andet og mere end bare et godt lokalmuseum.
Trods den flotte åbningsudstilling ville Museion, hvis det ikke havde været for én enkelt af udstillingsgenstandene, nok have stået noget i skyggen af den rejsende europæiske kunstbiennale Manifesta 7, som i år (indtil d. 2. november) er delt mellem fire udstillingssteder i Sydtyrol og naboprovinsen Trentino, bl.a. en tidligere aluminiumsfabrik i Bolzano og den kæmpemæssige gamle østrigske grænsefæstning i Fortezza/Franzenfeste.
Selv om Manifesta 7 fylder mere i det internationale kunstlandskab end Museion, har museet i Bolzano alligevel stjålet en god del af mediebilledet, om end det er sket på en måde, som både museet, de sydtyrolske politikere og deres imageeksperter nok helst havde været fri for.
Det værk, som har gjort Museion til sommerens samtaleemne i Sydtyrol, også – og måske ikke mindst – blandt folk, der ikke ellers plejer at tale så meget om moderne kunst, er den tyske kunstner Martin Kippenbergers skulptur ”Fødderne først”.
”Fødderne først” er en ca. meterhøj, knaldgrøn lakeret skulptur af en korsfæstet frø, som i hænderne (!) holder henholdsvis et ølkrus og et æg. Kippenberger (1953-1997), som også er repræsenteret på Louisiana, var en central person blandt ”de unge vilde” kunstnere i Tyskland, og han vakte ofte forargelse med sine grænseoverskridende værker, som han selv betegnede som ”antikunst”. ”Fødderne først” er en af en række skulpturer af ”Frøen Fred”, som også i nogle af de andre udgaver hænger på korset, med eller uden ølkrus og æg.
Selv om den korsfæstede Fred hang i Museions lobby, lige inden for hovedindgangen, var der ingen, der hæftede sig særligt ved ham, under åbningshøjtideligheden d. 24. maj, men da søndagsavisen Zett bragte en forarget artikel om ham, brød skandalen løs, og siden har ”Frøsagen” været en slags sydtyrolsk miniatureudgave af balladen om Jyllandspostens Muhammedtegninger.
Provinsen Sydtyrols regeringschef, Luis Durnwalder fra det katolske Südtiroler Volkspartei, udtalte, at Kippenbergers værk var både ”smagløst og respektløst”, og: ”Man kan ikke være rigtig oven i hovedet, når man laver den slags.” Formanden for provinsens folkevalgte forsamling, Durnwalders partifælle, Franz Pahl satte trumf på ved at indlede en sultestrejke foran museet og kræve, at frøen blev fjernet, inden pave Benedikt XVI kom til Sydtyrol for at holde sommerferie i den gamle bispeby Bressanone/Brixen. Pahl afbrød sultestrejken efter en uges tid, da han fik et ildebefindende og blev kørt på hospitalet. Onde tunger påstår, at det bidrog til sammenbruddet, at en gruppe frøtilhængere havde stillet et feltkøkken op lige ved siden af Pahls strejkested og masseproducerede lækre, duftende knödel, som de delte ud til højre og venstre.
Pahl og Durnwalder er langtfra ene om at protestere mod frøen. Avisernes læserbrevsspalter og allehånde blogs har sommeren igennem været fulde af indlæg imod frøen, museumsdirektøren og de ansvarlige politikere har modtaget i tusindvis af vrede breve og mail, og hver lørdag eftermiddag samles en lille skare foran museet for at bede for, at frøen må blive fjernet. Kirkens mere officielle repræsentanter har heller ikke ligget på den lade side: Bolzanos biskop, Wilhelm Egger (som døde d. 16. august) og andre italienske biskopper har protesteret mod Frøen og betegnet den som krænkende for den religion, som det store flertal af den italienske befolkning bekender sig til.
Museions ledelse reagerede i første omgang ved delvis at dække Fred med en plakatstor forstørrelse af den Zett-forside, som startede hele postyret. Derved håbede man velsagtens at tage brodden af polemikken ved at vise sig imødekommende uden at give efter, samtidig med at man forhindrede uautoriserede fotografer i at tage billeder af værket. Ophængningen udgjorde desuden en slags meta-kunstværk, der kommenterede hele affæren, ved at lade avisforsiden spærre for oplevelsen af det værk, som den handlede om.
Maskeringen stillede ikke frøfjenderne tilfredse, og protesterne fortsatte sommeren igennem. For at prøve at berolige gemytterne organiserede Museion en række foredrag om moderne kunst i almindelighed og Frøen Fred i særdeleshed rundt om i Sydtyrol. Derved prøvede man at skabe forståelse for museumsledelsens dispositioner og at bygge bro mellem Bolzano, hvor stemningen – trods de markante demonstrationer – var præget af sympati for Fred, og de mindre byer og landsbyerne rundt om i provinsen, hvor begreber som ”kunstnerisk frihed”, ”værdifuld provokation” osv. ikke synes at være i synderlig høj kurs.
Foredragsrækken var også en reaktion på en mere generel kritik af museumsledelsen, som af sin egen bestyrelse blev beskyldt for at glemme, at den ikke bare har pligt til at indkøbe og udstille moderne kunst, men også til at formidle den. Også ugebladet ff, der ellers mest er på Freds side, har skrevet om direktør Diserens ”arrogante” forhold til offentligheden og hendes manglende forståelse for, at mange sydtyrolere (selv om 45,6 % af dem besøger mindst én udstilling eller et museum hvert år) ikke er fortrolige med moderne kunst. ff bemærkede også, at hele sagen var blevet en politisk magtkamp, som bl.a. handlede om kulturinstitutionernes frihed eller mangel på samme i forhold til de politiske instanser, der finansierer dem.
Museion er en selvejende institution, så den sydtyrolske provinsregering kan ikke blande sig i Corinne Diserens dispositioner. Balladen om Fred har nu rejst tvivl om, hvorvidt man fremover vil oprette flere selvstændige kulturinstitutioner, eller om man vil lade fremtidige museer m.v. være underordnet provinsens kulturministerium, så politikerne kan gribe direkte ind i tilfælde af nye Frø-sager.
Blandt dem, der har forsvaret Kippenbergers værk, er den i Tyskland, Østrig og Italien kendte sydtyrolske forfatter Joseph Zoderer, som har betegnet polemikken som ”kvalmende” og påberåbt sig værdier som ”fremskridt” og ”åndsfrihed”.
Den 30. juli meddelte Corinne Diserens, at hun for at standse ”den politiske misbrug” af Kippenbergers værk havde besluttet at flytte ”Fødderne først” op på museets tredjesal, hvor Fred kan hænge blandt andre af kunstnerens værker, uden at være skjult bag en plakat. Flytningen standsede ikke polemikken, som formentlig vil fortsætte, indtil Fred d. 21. september vender hjem til det borgerlige interiør, hos en tandlæge i Innsbruck, hvor han hænger til daglig.