Jeg blev forleden ringet op af en redaktør, som spurgte, om jeg kunne hjælpe med nogle navne på italienske eksperter og kommentatorer, som man kunne trække på fra tid til anden. De skulle være kloge og interessante og velformulerede og tale med autoritet, og så skulle de naturligvis helst kunne gøre det på engelsk. Den første del af opgaven var ikke så vanskelig, men den anden – det med evnen til at udtale sig på engelsk – var mere problematisk. Jeg var faktisk i stand til at nævne en italiensk historiker, som kunne interviewes på dansk, men med hensyn til de mediefolk, politikere og andre meningsdannere, som det også kunne være interessant at høre i danske medier, måtte jeg sige, at jeg ikke anede, om de talte et forståeligt engelsk, og at jeg tvivlede en hel del. De fleste italienske akademikere kan læse engelsk og som regel også forstå det, men ofte taler de det ikke særlig godt. Mange taler udmærket fransk, og spansk, og tysk forekommer også, men det var ikke nogen hjælp, for de sprog behersker danske journalister jo i almindelighed ikke. Og den tanke, at man skulle kunne interviewe italienere på italiensk, blev overhovedet ikke nævnt i vores samtale.
Jeg ved ikke, hvad der videre skete i sagen, men samtalen illustrerede for mig at se et generelt problem i de danske medier, i det danske uddannelsessystem og i det danske samfund: I løbet af de seneste par årtier er danskerne blevet stadig dårligere til fremmedsprog, og samtidig har der bredt sig en blind tro på, at engelsk er det eneste nødvendige fremmedsprog, og på at sprog – inklusive engelsk, som alle danskere jo formodes at være rasende gode til – bare er noget ”man kan”, og ikke en kompetence, som det kræver arbejde at tilegne sig og at vedligeholde, hvis den skal fungere på et professionelt niveau.
Da jeg i 1978 begyndte at læse antikhistorie ved Københavns Universitet, konstaterede vores professor, at holdets latinkundskaber ikke var tilfredsstillende, og arrangerede derfor et Brush Up Your Latin-kursus af en dobbelttimes varighed for at sikre, at alle havde et vist begreb om, hvordan man tydede en latinsk indskrift. Bøger og artikler på engelsk, fransk og tysk læste vi rutinemæssigt. 30 år senere fortæller universitetslærere, at halvdelen af de studerende på fx litteraturvidenskab ikke kan læse tysk, og at halvdelen ikke kan læse fransk, og at de, der kan læse det ene sprog, ikke kan læse det andet. Undervisningen baseres derfor næsten udelukkende på dansk- og engelsksprogede tekster. Langtfra alle de tekster, som det kunne være relevant at bruge i undervisningen, er skrevet på dansk eller engelsk eller oversat til et af de to sprog, og selv om der findes mange fremragende oversættelser, er ikke alle oversættelser så pålidelige, at det er forsvarligt at bruge dem i undervisningen. Mulighederne for at levere kvalificeret undervisning på de højere uddannelser er med andre ord blevet mærkbart indskrænket på grund af de studerendes (og efterhånden også lærernes) forsnævrede sprogkundskaber.
Tabet af sprogkompetencer er meget bekymrende, ikke bare for de højere uddannelser, men for det danske samfund som helhed. I princippet er der ingen ende på, hvilke sprog, det ville være nyttigt at beherske. I de senere år har vi gang på gang set, at der pludselig er opstået behov for – i Danmark eller i mere eller mindre fjerne udlande – at tale med folk, som man indtil kort forinden aldrig ville have troet, at danske læger, sygeplejersker, socialrådgivere, politifolk, soldater, nødhjælpsarbejdere, embedsmænd, entreprenører, forretningsfolk, fagforeningsfunktionærer, teknikere – eller journalister – ville have brug for at kommunikere med. Men lad os bare tage to engang så forholdsvis velkendte sprog som tysk og fransk: Cirka 100 millioner mennesker i Tyskland, Schweiz og Østrig har tysk som modersmål. Dertil kommer de central- og østeuropæiske lande, hvor tysk ofte er bedste fremmedsprog. Eller næstbedste efter russisk. Fransk er modersmål for ca. 70 millioner mennesker i Europa og 119 millioner på verdensplan, hvortil kommer ca. 63 millioner andre fransktalende og 85 millioner unge mennesker, der er ved at lære sproget. Organisationen af fransktalende lande (OIF) har 68 medlemmer verden over. Det er et alvorligt kultur- og kompetencetab, at to store europæiske sprog, som tidligere var en del af de fleste nogenlunde veluddannede danskeres kulturelle bagage, er blevet til sjældne sprog i Danmark. De manglende sprogkundskaber indskrænker borgernes muligheder for at orientere sig i verden og for at få en mere direkte kontakt med andre kulturer, verdensbilleder og tankesæt, end den man kan opnå, når alting skal formidles via engelsk.
Det kan måske lyde, som om jeg ikke bryder mig om engelsk. Det er naturligvis ikke tilfældet. Jeg er ikke i tvivl om, at det i vore dage er af afgørende betydning at beherske engelsk, og helst på et markant højere niveau end det, der er almindeligt i Danmark. Man skal blot være opmærksom på, at selv om engelsk i dag er det nærmeste, man kommer et globalt lingua franca, er der stadig milliarder af mennesker på kloden, der ikke taler engelsk, og det er i alle tilfælde en fejl at tro, at man ”forstår” franskmænd, spaniere, rumænere, tyskere, arabere, afghanere, tyrkere, somaliere, russere osv., bare fordi man kan tale engelsk med dem. Eller for den sags skyld italienere, bare fordi man måske kan tale fransk eller spansk eller tysk med dem.