Man kan sige, at noget ”sker”, men man kan også sige, at det ”finder sted”. Jeg kan godt lide det udtryk, ikke mindst, når man taler om historiske begivenheder. Det understreger, at Historien ikke bare er noget, man kan læse om i bøger og kilder. Historien er noget konkret, noget, der er sket for bestemte mennesker på et bestemt tidspunkt på et bestemt sted.
Torpeskoven er et mindested og et erindringssted.
Et erindringssted er et fysisk sted eller en bestemt begivenhed, som har spillet en særlig rolle i et samfunds kultur og historie.
Dybbøl Mølle er et erindringssted, men Christian X’s rideture gennem det besatte København er også et erindringssted.
På dette konkrete sted fandt en bestemt begivenhed sted.
Her sluttede en historie, da den 37-årige læge Carl Johan Bruhn mistede livet natten mellem den 27. og 28. december 1941, da han sprang fra 150 meters højde, og hans faldskærm ikke foldede sig ud.
Og her begyndte en anden historie, da Bruhns kammerat Kjeld Mogens Hammer besluttede på egen hånd at fortsætte den opgave, som de to skulle have udført sammen, under Bruhns ledelse: at søge kontakt med de modstandsorganisationer, som muligvis fandtes i Danmark, for at koordinere deres indsats og prøve at oprette nogle, hvis de ikke fandtes. Og desuden at forberede modtagelsen af yderligere agenter og materiel fra England.
Hammer fungerede som den britiske sabotageorganisation SOE’s faldskærmschef i Danmark, indtil hans afløser, Christian Michael Rottbøll, kunne sendes til Danmark. Hammer fortsatte derefter som Rottbølls radiomand, indtil han i september 1942 måtte flygte til Sverige i kajak. Fra Sverige kom Hammer til England, hvor han straks efter ankomsten fik at vide, at Rottbøll var blevet dræbt af det danske politi. Hammer blev spurgt, om han ville overtage hans plads. Han sagde ja, og den 19. oktober 1942 blev han nedkastet i vandet ud for Tisvilde. Han overlevede og fungerede som faldskærmschef, indtil Flemming Muus ankom i marts 1943. Hammer fortrak igen til Sverige og kom tilbage til England, hvor han trådte ud af SOE, men fortsatte i den britiske hær. Efter krigen vendte han tilbage til handelsflåden. I januar 1946 omkom han, 34 år gammel, ved en skibsbrand i Hamborg.
Men Torpeskoven minder os ikke kun om Bruhn og Hammer.
Gennem Bruhn og Hammer minder stedet her os om Rottbøll og Muus og de tusinder - 40.000, 50.000 … 85.000 afhængigt af kilderne og opgørelsesmåden – af danskere – civile og militære – som deltog i den underjordiske kamp mod besættelsesmagten.
Torpeskoven er også en del af en endnu større historie. Torpeskoven er det ene landfæste i en af de tusinder af usynlige broer, der forbandt Storbritannien og den øvrige frie verden med modstandsgrupper i Danmark og i de øvrige besatte lande og sågar i Tyskland og Italien.
De fleste besatte lande havde eksilregeringer i London – gerne med en monark eller præsident i spidsen – som så at sige førte nationen videre i den frie verden uden for landegrænserne. En regering som repræsenterede nationen i konkurrence med, og med moralsk overlegenhed i forhold til, de forskellige kollaboratørregeringer derhjemme, og som modstandsorganisationerne kunne søge moralsk støtte og legitimitet i. En regering, som viste, at de, der gjorde modstand derhjemme, gjorde det på nationens vegne. Danmark havde ikke sådan en regering. Der var kun én dansk regering, og den var i København, ligesom kongen var det. Frihedskæmperne stod altså ikke bare op mod besættelsesmagten, men også mod deres lands eneste lovlige regering.
I den daglige, praktiske modstandskamp gjorde det imidlertid næppe nogen forskel, at der ikke eksisterede en dansk eksilregering. Det betød til gengæld kolossalt meget, at man havde forbindelsen til Storbritannien. Ikke bare fordi der kom uddannede sabotører, ledere og våben og sprængstoffer og andet materiel ned fra himlen, men også fordi kontakten – den kontakt, der fx blev knyttet her i Torpeskoven – viste, at der var folk i verden udenfor, som interesserede sig for Danmark og for den kamp, som folk gjorde sig klar til at udkæmpe her. Og det samme gjaldt for modstandsbevægelserne i Norge, Holland, Belgien, Frankrig og alle de andre besatte lande og for de italienske antifascister, som i 1944-1945 førte guerillakrig mod de tyske og italienske fascistiske styrker i landet.
Torpeskoven minder os om det vanskelige og livsfarlige arbejde, som tusinder af europæiske mænd og kvinder gjorde i SOE. Og om de RAF-piloter, der fløj de farlige nedkastningstogter – ved nat, i lav højde, uden jagerdækning, langt ind over fjendtligt territorium.
Bruhn og Hammer var medlemmer af SOE og tjenestegørende i den britiske hær.
Torpeskoven minder os derfor også om de ca. 1.000 danskere – mænd og kvinder – som gjorde tjeneste i de allierede væbnede styrker. Flest i de britiske styrker, men også i de amerikanske og sovjetiske og nogle få i de Frie Franske. Flest i hæren, men også i marinen og i Royal Air Force.
Kjeld Mogens Hammer var sømand – han var maskinmester – og Torpeskoven kan således gennem ham også minde os om de ca. 8.000 danske søfolk, der sejlede under allieret flag krigen igennem. De har omsider fået et værdigt mindesmærke i Mindelunden i Ryvangen.
De, der tog kampen op, gjorde det af forskellige grunde. Nogle gjorde det af patriotiske årsager: Carl Johan Bruhn og Mogens Hammer reagerede – ligesom mange andre – ligesom fx Anders Lassen og hans bror, commandosoldaten og SOE-agenten Frants Lassen - som det er naturligt at nævne, når man er på disse kanter – på besættelsen af deres land. Andre, som jeg har haft lejlighed til at beskæftige mig med i de senere år – fx søskendeparret Ellen og Henrik Karsten, der var vokset op i Singapore og London, følte det som deres naturlige pligt at kæmpe for deres andet fædreland, Storbritannien og dermed også – men ikke udelukkende – for Danmark. Ellen og Henrikgjorde derfor tjeneste i henholdsvis den britiske marine og 8. Armé. Andre igen kæmpede ikke af nationale, men af politiske grunde – ikke for det ene eller andet land – men imod nazismen og fascismen. Andre igen var drevet af religiøse grunde. Det gjaldt fx den danske katolske præst Arndt Lauritzen, som blev chef for en katolsk partisanbrigade i Italien, fordi han betragtede nazismen og fascismen som trusler mod den kristne civilisation.
Uanset deres grunde, og hvor og hvordan de kæmpede, skylder vi dem respekt og taknemmelighed.
Jeg vil gerne slutte med et par linjer af Otto Gelsted. Det er en tekst, der står som indskrift på monumentet over Modstandsbevægelsens Faldne, som i 1949 blev rejst på Christmas Møllers Plads i København.
Du vandrer der standser
på denne plet,
skal mindes dem,
der gav deres liv
for frihed og ret
og vort fælles hjem
og når atter du
med travlhed går
til din daglige dont,
skal du huske på,
at du stadig står
i en frihedsfront.
Tak for jeres opmærksomhed.