DR.DK, 21. september 2023: https://www.dr.dk/nyheder/politik/selvtolkning-i-folketinget-faar-haarde-ord-med-paa-vejen-det-er-irriterende-og
Radio4 Morgen, 22. september 2023 (fra ca. 45:00): https://www.radio4.dk/program/radio4-morgen/
Det er en meget mærkelig løsning, Folketingets Præsidium har besluttet sig for.
Den giver kun mening, hvis man går ud fra, at de grønlandske medlemmer i virkeligheden taler dansk lige så godt som grønlandsk, og at de kun ønsker at tale grønlandsk af symbolske årsager eller af hensyn til de grønlandske medier og vælgere.
Hvis man derimod går ud fra, at (nogle af) de grønlandske medlemmer faktisk udtrykker sig dårligere på dansk end på deres modersmål, løser den valgte model ingenting, men lægger tværtimod en yderligere byrde på de grønlandsktalende medlemmer, som nu skal forberede deres taler to gange, deraf den ene på et sprog, der ikke er deres modersmål.
Det kunne man undgå, hvis den tolk, som de grønlandske medlemmer vil kunne få hjælp af, måtte tolke de grønlandske indlæg i salen, så medlemmet kunne slippe for at tolke sig selv, men det er tilsyneladende ikke en del af ordningen. Eller hvad? (Måske har kun medlemmer lov at tale fra talerstolen/i FT-salen?). Og hvad menes der med, at tolken kan hjælpe de grønlandske medlemmer med at formidle deres politiske budskab over for de grønlandsk vælgere? Og mener man faktisk "tolk", eller tænker man i virkeligheden på en slags sprogkyndig assistent, som kan hjælpe med skriftlige oversættelser m.v., men næppe vil være kvalificeret til at levere egentlig tolkning?
Uanset om det er medlemmet, der skal tolke sig selv, eller det kan gøres af en tolk, har den valgte løsning den store ulempe, som altid gør sig gældende ved konsekutivtolkning, at den fordobler indlæggets længde, og at de ikke-grønlandsktalende tilhørere i salen tvinges til at lytte til et dobbeltlangt indlæg, hvoraf de kun forstår halvdelen.
Desuden fungerer oplæsningsløsningen kun i forbindelse med forberedte taler, ikke ved indlæg i en debat.
Den eneste ordentlige løsning ville være simultantolkning, som det praktiseres i det grønlandske parlament, i Europaparlamentet og i mange andre folkevalgte forsamlinger, hvis medlemmer taler forskellige anerkendte minoritets-/nationalsprog. Og i FT, når der holdes høringer o.l. med udenlandske deltagere/eksperter.
Det ville være interessant at vide, hvordan man er nået frem til den engangsudgift på 40 millioner kr. og den årlige driftsudgift på 200 millioner, som man altså ikke ønsker at investere i projektet. Og hvordan udgifterne fordeler sig på tolkning af mundtlige indlæg og oversættelse af dokumenter.
Den valgte løsning kunne måske være et forsøg på at komme uden om det helt reelle problem, at der næppe findes tilstrækkelig mange tolke med de nødvendige sprogkundskaber og øvrige kompetencer. Men det fremgår ikke af det oplyste.