Der ligger 75.000 gyldne brosten i Europa – de såkaldte snublesten. De ligger der som minder om ofrene for nazismen. I år lægges der snublesten i København, Odense og Kolding. Nedlæggelsen begynder 23. august i København.
I København og resten af Europa ligger gyldne brosten som små skinnende minder om en uhyggelig tid. (Foto: snublesten.org)
Berlingske, Lørdag d. 21. august 2021, kl. 12.02
De ligger der som små gyldne påmindelser om en tid, der var.
Er man opmærksom på, hvor man sætter sine fødder på gaden i København, vil man bemærke dem: De små gyldne brosten, der rundt omkring i byen er placeret tilfældigt blandt de almindelige brosten.
De er de såkaldte Snublesten, der ligger for at mindes ofre for nazistisk forfølgelse 1933-45.
Der er nu lagt 31 Snublesten i København, og i år lægges der også sten i Odense og i Kolding. Der lægges sten for både jøder, frihedskæmpere og politifolk, der var forfulgt af nazisterne. I år bliver 19 snublesten lagt rundt omkring i København. De første lægges 23. august.
Snublesten til minde om danske jøder under 2. Verdenskrig. (Scanpix).
Mindesmærker alle vegne
Ialt er der lagt 75.000 Snublesten i Europa, og danske turister i byer som Berlin eller Hamburg har sikkert snublet over dem og tænkt, hvad de skal gøre godt for. På stenen står et navn, en fødselsdag, en dødsdato og stedet, hvor den pågældende døde – ofte en kz-lejr. Stenen lægges ved den sidste adresse, hvor pågældende boede frivilligt, inden nazisterne foretog anholdelsen. Ceremonien finder sted i samarbejde med kommunerne. Ofte er der tale om en stærkt bevægende mindehøjtidelighed, hvor et familiemedlem holder en tale, og man mindes ofret.
Projektet med at lægge disse mange sten skyldes den tyske kunstner Gunter Demnig, der allerede i 1980erne begyndte med at lægge sten, og han er ofte selv til stede ved stennedlæggelser.
Der er lagt sten for bl.a. romaer og nazimodstandere, men samlet set er det de jødiske ofre, der tæller mest. Danmark kom sent med i projektet, idet de første sten først blev lagt i 2019. I Danmark er det familierne til ofret, der indstiller til Snublestensgruppen, at man gerne vil have lagt en sten, men andre kan også indstille. Gruppen udarbejder en biografi om den pågældende, som man kan læse på gruppens hjemmeside, Snublesten.org.
Kvinde på 88 blev nazisternes fange
Ofte ved man ikke nødvendigvis særlig meget om dem, der skal lægges sten for. Det var situationen for Eva Salomonsen, der boede i Bredgade 51 st. th.. Det var ægteparret Thomas Harder og Lene Ewald Hesel, der i 2019 bad om, at Eva Salomonsen blev mindet med en sten. Harder og Hesel var flyttet ind i huset i Bredgade og hørte om Eva Salomonsens skæbne fra en ældre beboer, der som ung pige under besættelsen havde boet i huset. I begyndelsen kendte man kun til Eva Salomonsens skæbne fra beretninger om deportationen i oktober 1943.
Eva Salomonsen var 88 år, da nazisterne fik fat i hende og deporterede hende til kz-lejren Theresienstadt. Mange vidner så Eva Salomonsen syg og afkræftet blive hejst ned i skibet Wartheland på en madras. Her ses hun i sine velmagtsdage. (Privatfoto.)
Eva Salomonsen var 88 år, da hun blev anholdt, og blev bragt til skibet Wartheland for at blive deporteret til kz-lejren Theresienstadt. Flere beretninger beskriver en gammel kvinde, der var så svag, at hun måtte hejses ned på en madras i lastrummet på skibet. Et vidne, Leo Säbel, fortæller:
»Der var en gammel, syg kvinde, jeg ved ikke, hvem hun var, der ikke kunne gå, og det endte med, at de fandt en madras eller noget lignende, som hun blev sat på. Så slog man tovværk rundt om, og så lå hun dér og balancerede og blev hejst op ved hjælp af en kran.«
Thomas Harder og Lene Eva Hesel søgte efter oplysninger om Eva Salomonsen, de var umiddelbart ikke lette at finde, men efterhånden fik de fat i familiemedlemmer, der lå inde med dagbøger, skrevet af hendes søn David, breve, foruden mængder af fotografier og andre kilder. De skriver nu på en bog om Eva Salomonsen og hendes liv og samtid. Bogen udkommer på Gads Forlag i begyndelsen af næste år.
Snublesten for Eva Salomonsen i Bredgade 51. (Foto: Thomas Harder).
Eva Salomonsen var født Wagner og kom til verden i Bogense i 1855. I slutningen af 1860erne flyttede familien til hovedstaden, og hun blev i 1878 gift med Frederik Salomonsen. Frederik døde allerede i 1885, og i de næste 60 år levede Eva som enke. Hun havde et aktivt socialt liv i det jødiske borgerskab i København og gav store beløb til godgørende formål. Hun døde efter kort tid i Theresienstadt. Hendes aske blev – ligesom tusinder af andre ofres aske – tømt ud i floden Eger.
Lene Ewald Hesel siger om Snublestenprojektet:
»Ofrene har krav på at blive mindet. Ikke bare som gruppe – som antal – men som individer. Og ikke bare som ofre, men som de mennesker, de var, inden de blev gjort til ofre. Snublestenene er på én gang diskrete og insisterende. Med deres enkelhed og deres 'jordnære' placering taler de direkte til beskueren. Thomas Harder tilføjer: »En del af snublestenenes styrke er, at de ligger netop dér, hvor forbrydelsen blev begået. Snublestenene minder os om, at historien ikke er en abstraktion. Holocaust fandt sted, også lige her, hvor vi færdes til daglig.«
13 årig pige alene i kz-lejr
I den nye runde af stennedlæggelser i år lægges der bl.a. en sten for Annie Smaalann. Hun var kun 13 år, da hun under flugten i oktober 1943 blev adskilt fra sin familie og taget af tyskerne. Hun blev deporteret uden pårørende, mens hendes familie flygtede til Sverige. Sammen med andre kvinder og børn blev hun i første omgang sendt til kvindelejren Ravensbrück, indtil hun i januar 1944 blev sendt videre til Theresienstadt. Herfra blev hun befriet sammen med de øvrige danskere og kom til Sverige med de hvide busser i april 1945.
Som regel er kommunerne meget villige med at få lagt snublesten, men i Odense kommune gik det nær galt. Et politisk flertal i kommunen besluttede i første omgang at sige nej til snublesten af hensyn til husejerne - blev der argumenteret. Efter offentlig debat blev beslutningen ændret. Her ses stennedlæggelsen i år for Axel Metz, der døde i Theresienstadt. Til højre ses fhv. overrabbiner Bent Lexner og hans hustru Merete, der er født Metz og er en kusine til Axel Metz. Foto: Ira Hartogsohn.
Annie Smaalanns datter Marion Faden fortæller:
»I Sverige blev min mor genforenet med min mormor, der var enlig mor, og min moster og den øvrige familie. Det var en svær situation, for da hun blev adskilt fra familien, var hun en pige, men de 18 måneder alene under forfærdelige forhold havde gjort hende til en selvstændig kvinde. Tiden efter krigen var ganske hård for min mor. Holdningen var nok, at nu var det hele overstået, så nu skulle hun bare glemme det. Hun beskrev selv, at hun blev slæbt rundt til familie og venner, men bare havde brug for at være i fred. Det var der ingen forståelse for. Hun led hele livet af det, vi i dag kender som PTSD.«
Annie Smaalan døde i 2002, og der lægges altså også sten for mennesker, der overlevede nazismens rædsler.
Modig frihedskæmper døde i kz-lejr
En af de sten, der lægges i år, er for frihedskæmperen Birger Mouritsen. Det er forfatteren Alex Frank Larsen, der har indstillet, at han fik en sten. Birger Mouritzen var aktiv med at hjælpe jøder til flugt, og han blev livvagt for avismanden Børge Outze, som Gestapo havde udsat en dusør på, død eller levende.
Birger Mouritzen er en af de glemte helte fra krigens tid. Han hjalp jøder til Sverige og blev livvagt for avisenmanden Børge Outze. Birger Mouritzen får lagt en Snublesten i Ribegade 2. Foto: Frihedsmuseet.
22-årige Birger Mouritzen blev angivet af en stikker på en café i Tivoli og anholdt af tyskerne, mens Børge Outze med nød og næppe undslap. Birger Mouritzen blev deporteret, først til kz-lejren Neuengamme, og senere overført til kz-lejren Porta Westfalica. Mærket af sygdom og sult døde han 28. november 1944.
»Projektet Snublesten er fremragende. Det er vigtigt, at især nye generationer bliver mindet om den historie og de mennesker, der aldrig må glemmes. Jeg har arbejdet med den danske slavetids historie i mere end 25 år og oplevet, hvor svært og kontroversielt det er at rejse officielle monumenter herom. Med snublesten er der opstået en langt mere demokratisk mulighed for at sætte varige og tankevækkende minder overalt, hvor det er berettiget,« siger Alex Frank Larsen.
Ira Hartogsohn, hvis familie også sad i kz-lejren Theresienstadt, er med i Snublestensgruppen. Hun siger til Berlingske:
»I mange familier spiller tabet af en pårørende under krigen stadig en stor rolle for de efterladte. Ofte er det sådan, at de, der døde, ikke har et gravsted, de pårørende kan besøge, og den lille sten sætter et punktum for denne mangel. Desuden fortæller stenene den lille, nære historie i den store. Med stenene kommer der navne og ansigter på historien, og personerne bliver til mennesker af kød og blod via biografierne på vores hjemmeside. Det er utroligt, hvor meget en lille sten på10x10 cm betyder nu, så mange år efter krigen.«
»Thomas Harder: En del af snublestenenes styrke er, at de ligger netop dér, hvor forbrydelsen blev begået«