Da Harry “Tanky” Taylor døde i 1970, 52 år gammel, efterlod han sig som så mange andre britiske mænd af sin generation en lille samling souvenirs fra sin militærtjeneste under Anden Verdenskrig. Harry havde været korporal i Royal Tank Regiments 44. Bataljon og været med hele vejen fra bataljonens første kampe i Ægypten i september 1941 over Libyen, Sicilien, Italien, Frankrig, Belgien og Holland til Tyskland, hvor 44 RTR befandt sig ved krigens afslutning. Harry var Post Corporal, hvilket indebar, at han på motorcykel kørte rundt med post og depecher mellem bataljonens stillinger. Han blev ikke sjældent beskudt på sine ruter, men som han havde for vane at råbe for at melde sin ankomst: “Posten skal frem!” “Og det kom den altid,” står der i 44 RTR’s historiebog. “Ingen var sin opgave mere hengiven, og ingen gav andre større glæde ved at udføre den.”[1]
Da Harry “Tanky” Taylor blev hjemsendt i 1945, vendte han tilbage til sit gamle job i planteolie- og foderstofvirksomheden British Oil and Cake Mill i Bristol. Han døde af en blodprop i 1970, kun 52 år gammel. (Foto i privateje, ukendt fotograf; affotograferet af Ron Flook).
Selvom Harrys søn, Richard, er stolt af sin far og hæger om hans minde, gik der alligevel en rum tid, før han fik set nærmere på hans krigssouvenirs. Først for nogle år siden, da Richard Taylor nærmede sig pensionsalderen, gav han sig til at gennemgå Harrys efterladte effekter. En af dem var en dokumentmappe af læder, som Harry havde taget fra en tysk officer, som han var med til at tage til fange et sted i Nordtyskland kort før krigens slutning. I mappen lå en ejendommelig kniv, som Harry havde taget fra den samme tysker. Kniven, hvis skæfte var et knojern udformet som et lidt fladt dødningehoved, lå i en læderskede, og både skeden og knivskæftet var mærket med noget, der kunne formodes at være den tidligere ejers navn og tjenestenummer: A.F.E.V.S Lassen, 234907.
Den mappe, dolk og skede, som Harry Taylor tog fra en tysk officer i Nordtyskland, sandsynligvis den 18. april 1945. (Foto Ron Flook).
Danskeren Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen (1920-45) kæmpede i forskellige britiske specialstyrker, fra juni 1943 til februar 1945 i Grækenland, og udmærkede sig i en sådan grad, at han blev dekoreret med Military Cross hele tre gange. Kun 24 officerer opnåede denne hæder. Anders Lassen, der i løbet af krigen blev forfremmet til major, faldt i kamp ved Comacchio i Norditalien natten mellem den 8. og den 9. april 1945. For sin indsats ved Comacchio blev han posthumt tildelt Victoriakorset, Storbritanniens fornemste militære tapperhedsdekoration. Fotografiet er taget i familien Hoffmanns have i Helwan, Ægypten, den 29. august 1943. (privat eje, tak til Anders Fogh).
Richard Taylor vidste på dette tidspunkt ikke noget om Anders Lassen, men lidt googling overbeviste ham om, at kniven burde kunne interessere nogen i Danmark. Han mailede derfor til Frihedsmuseet i København og fortalte om sit fund, idet han vedhæftede nogle fotografier af kniven og skeden. Frihedsmuseet sendte henvendelsen videre til mig og bad mig overtage kontakten til Richard Taylor og prøve at finde ud af, om der mon virkelig var tale om en kniv, der havde tilhørt Anders Lassen.
Anders Lassen under en aktion på Kreta i juni-juli 1943. Lassen bærer en forniklet F-S Fighting Knife P2 (nederst t.h. i billedet). Han har tilsyneladende viklet noget om den nederste del af skeden. (Foto fra Suzanne Lassens/familien Bernstorff-Gyldensteens samling; ukendt fotograf).
Wilkinson Sword fremstillede F-S Fighting Knife i flere forskellige udgaver. Fotografier tyder på, at Lassen havde en forniklet P2 (2nd Pattern) som den hér viste. (Foto Ron Flook).
Det fremgik af fotografierne, at der ikke var tale om den sædvanlige Fairbairn-Sykes kniv, som bl.a. blev brugt af raiderenheden Special Boat Service, som Anders Lassen tilhørte fra foråret 1943 til sin død to år senere, men derimod om en Middle East Commando Knife. Denne kniv blev fremstillet i Ægypten til brug for 50, 51 og 52 (Middle East) Commando. De tre enheder blev opstillet i sommeren 1941 og opløst i 1942, hvorefter mandskabet blev forflyttet til andre enheder. Hvis det virkelig var Lassens kniv, havde han altså ikke fået den udleveret på normal vis, men havde måske byttet sig til den, købt den, vundet den i poker eller på anden måde erhvervet den fra et tidligere medlem af en af de tre Middle East Commandos, som han måske havde truffet under en orlov eller et træningsophold i Ægypten eller Palæstina eller måske i Grækenland. Den oprindelige ejer var muligvis en af Lassens SBS-kammerater, som tidligere havde gjort tjeneste i en Middle East Commando. Lassen var ikke kendt for nogen særlig omhu med sine våben og sit øvrige udstyr, så han må have sat temmelig stor pris på den specielle kniv, siden han ulejligede sig med at forsyne den og skeden med sit navn og nummer.
Middle East Commando Knife blev fremstillet i Ægypten til brug for 50, 51 og 52 (Middle East) Commando, men formentlig i større antal end de tre enheder kunne aftage. Imperial War Museum oplyser, at der er bevaret en hel del af dem. (Foto Ron Flook).
Men var kniven og skeden – eller kombinationen af kniv, skede og Lassens navn og nummer – overhovedet ægte, eller var det en komplet eller delvis forfalskning skabt af nogen, der håbede, eller på et eller andet tidspunkt havde håbet, at kunne slå mønt af Lassens berømmelse? (Og som kendte Lassens tjenestenummer).
For at få en indledende afklaring konsulterede jeg en gammel kammerat fra historiestudiet, konservator M.Sc, Michael Højlund Rasmussen, som gav den opmuntrende besked: “Så vidt man kan bedømme ud fra fotografierne, ser både kniven og læderet rigtigt ud. Man kan ikke forfalske sådan en ældning. Bogstaverne og tallene kan meget vel være indhugget samtidig med, at skeden er fremstillet.”
Så vidt så godt. Men kniven og skeden skulle naturligvis stadig undersøges fysisk, inden man kunne sige noget endeligt om ægtheden. Det lod sig af forskellige grunde ikke gøre lige med det samme, og mens jeg ventede på at få en aftale i stand med Richard Taylor, overvejede jeg, hvordan kniven, forudsat at den virkelig havde tilhørt Anders Lassen, var endt hos en tysk officer i Nordtyskland i krigens sidste dage eller uger.
Det var fristende at forestille sig, at Lassen havde haft kniven på sig ved Comacchio den 8.-9. april 1945, at en tysker havde fjernet den fra hans lig efter kampen, og at denne tysker, eller en anden, som havde fået kniven af ham, mindre end en måned senere blev taget til fange af 44 RTR i Nordtyskland. Det var en tiltalende hypotese, for den skabte en direkte forbindelse mellem kniven og Lassens heltedød, men desværre var der en række argumenter, der talte imod den: Der findes mig bekendt ingen fotografier af Lassen med en ME Commando kniv, og Lassens SBS-kammerat Dick Holmes, skrev til mig, at han aldrig havde set Lassen med sådan en kniv, og at “rigtige” SBS-folk (til forskel fra dem, der holdt enhedens maskineri i gang bag fronten, men ikke deltog i operationerne) ikke ville rende rundt med sådan en “flashy” kniv. Dertil kom – og det var det væsentligste argument mod Comacchio-hypotesen – at de tyske tropper, som Lassens patrulje var i kamp med den pågældende nat, tilhørte 162. (Turkmenske) Infanteridivision, som ifølge en meget grundig redegørelse, der er bevaret i det tyske forbundsarkiv, forblev samlet i Norditalien, hvor den den 3. maj 1945 overgav sig til den amerikanske 88. Infanteridivision.[2] Det var selvfølgelig ikke udelukket, at kniven på en eller anden måde alligevel var kommet fra Comacchio til Nordtyskland i løbet af de sidste fire krigsuger, hvor mange enheder blev sprængt og deres mandskab spredt for alle vinde, men sandsynligt var det ikke.
En mindre dramatisk, men mere sandsynlig, hypotese var, at Lassen på et eller andet tidspunkt havde mistet kniven eller skilt sig af med den et eller andet sted i Grækenland, hvorefter den på en eller anden måde var kommet i hænderne på en tysker, der havde syntes, at den var en interessant souvenir, og at denne tysker siden var endt i Nordtyskland.
En gennemgang af 44 RTR’s krigsdagbog, som ligger i The National Archives, viste, at bataljonen i perioden 27. februar-22.april 1945 under sin fremrykning gennem Nordtyskland tog et stort antal fanger – formentlig et par tusind. I mange daglige notater er der angivet et nøjagtigt antal, men lige så ofte står der bare “mange”. Det nævnes så godt som aldrig, hvilke enheder fangerne tilhører, men der er dog én enkelt undtagelse: I notatet for den 18. april har den efterretningsofficer eller adjudant, der førte dagbogen, noteret, at der i nærheden af Westerwalsede ca. 50 km øst for Bremen blev taget “ca. 30 fanger fra 22 Inf Pz Jg Bn.” Det er en væsentlig oplysning, for 22. Panzer-Jäger Bataillon indgik i 22. Volksgrenadier-Division, som (under navnet 22. Infanteridivision) opholdt sig i Grækenland fra august 1942 til oktober 1944. Divisionens hovedmasse sluttede ganske vist krigen i Kroatien og det sydlige Østrig, men som nævnt blev mange enheder splittet ad i de sidste kaotiske krigsuger, og krigsdagbogens oplysninger må antages, foruden på afhøringer, at bygge på fangernes Soldbücher, som bl.a. indeholdt oplysninger om, hvilken enhed de tilhørte.[3]
44 RTR’s krigsdagbog for 18. april 1945. (TNA, WO 171/4715, foto Nina Stähle).
Uanset hvordan de 30 mand fra 22. Infanteridivision endte i Westerwalsede, virker det i hvert fald ikke urimeligt at forestille sig, at en af dem har haft Lassens kniv med sig fra Grækenland.
I efteråret 2019 blev det omsider muligt at arrangere, at den britiske blankvåbenekspert Ron Flook kunne undersøge kniven og skeden hjemme hos Richard Taylor. Besøget blev imidlertid forpurret af de britiske corona-restriktioner.
Mens vi ventede på bedre tider, talte jeg igen om kniven med Michael Højlund Rasmussen, som rådede mig til at vise billederne af kniven til en sadelmager med forstand på historiske genstande. Sådan en fandt jeg i skikkelse af Brian K. Rützou, hvis virksomhed bl.a. fremstiller Den Kgl. Livgardes bjørneskindshuer. Efter at have studeret billederne fandt Brian K. Rützou det “meget sandsynligt at læderskeden kan dateres til det pågældende tidspunkt. Læderets slitage, patina og forfald tyder på det. Det samme gør trådtypen og den anvendte produktionsmåde med håndsyning med meget små sting.” Han fandt det desuden ”sandsynligt, at indhugning af navn og nummer er foregået nogenlunde samtidig. Det kan dog godt være sket nogle år senere, hvis skedens læder har været nogenlunde velbevaret. Det er dog ikke sket meget senere. Så havde indtryksmærkerne og materialet omkring dem set anderledes ud. Læderskeden og den indhuggede tekst har “fulgtes ad” i aldringen langt henad vejen. Der er anvendt huggepiber i hærdet metal, som oprindelig er fremstillet til anvendelse ved mærkning af metal, men såvel dengang som nu anvendes til individuel indskrift/afmærkning i læder.”
Omkring typerne ses en ringformet fordybning. Den stemmer ifølge Brian K. Rützou med de huggepiber, der anvendtes på Anders Lassens tid. (Foto Ron Flook).
En huggepibe er en slags ”stempel” med et enkelt bogstav eller tal, som med en hammer slås ned i det emne, der skal mærkes. På de huggepiber til brug på metal, der anvendtes i Lassens samtid, var typerne ikke ret dybe, og når de brugtes på læder, skulle der ikke slås ret hårdt med hammeren, før huggepibens “bundplade” også afsatte et mærke. Billedet til venstre viser øverst og nederst t.h. ældre huggepiber som dem, der er brugt på Anders Lassens kniv og læderskede, og nederst t.v. en nyere model, der ikke har “bundplade” og derfor ikke afsætter et tydeligt mærke rundt om typen. Billedet til højre viser eksempler på mærker efter hhv. et let og et hårdt slag. (Forklaring og foto, Brian K. Rützou).
Det var endnu en opmuntrende vurdering, men også Brian K. Rützou tog naturligvis det forbehold, at man ikke kunne sige noget endeligt uden at have kniven og skeden i hånden. Det var derfor en stor lettelse, da Ron Flook endelig fik mulighed for at besøge Richard Taylor og tage de fysiske effekter i øjesyn, og ikke mindst da han sendte mig sin konklusion.
Ron Flook konstaterede desværre, at den mappe, som kniven havde ligget i, ikke var mærket på nogen måde. Den gav mao. ingen oplysninger eller bare fingerpeg om ejerens identitet eller enhed. Til gengæld fandt han, at kniven var identisk med kendte originaleksemplarer på Imperial War Museum og i andre samlinger, samt at ”messingskæftet har en mat patina, der stemmer med, at det ikke er blevet rengjort i adskillige årtier, og udviser ikke tegn på brug af kemikalier mhp. kunstig ældning. Bladet har en mat patina med spor af beskyttende fedt. […] Stemplerne på skæftet og skeden er et træk, der også kendes fra andre eksemplarer. Også skeden er af samme type som kendte ægte eksemplarer og bælteringens slid stemmer med, at den er blevet båret i et bælte. Mærkerne bag på skeden svarer til genstandens alder og synes ikke at være tilføjet senere. Den pibe, der er anvendt til at indhugge cifrene “907” i tallet “234907” synes at være identisk med den, der er brugt til at indhugge tallet i kniven og på skedens forside. Kniven er en ægte Middle East Commando Knife fremstillet o. 1940/1941, og mærkningen viser, at den på et eller andet tidspunkt har tilhørt Anders Lassen.”
Da det nu er fastslået, at kniven og skeden virkelig er, hvad de ser ud til at være, og at de med stor sandsynlighed et eller andet tidspunkt har tilhørt Danmarks højest dekorerede krigshelt fra Anden Verdenskrig, er det naturligt at spørge sig selv, om man skal vente at se genstandene udstillet i Danmark eller måske i Storbritannien. Det vides ikke på nuværende tidspunkt, men Richard Taylor har oplyst, at han er mest stemt for bare at beholde dem i familien, hvor de jo også er vigtige og interessante minder om Post Corporal Harry “Tanker” Taylors krigsindsats.
*
Tak til Richard Taylor, fordi han delte historien om sin fars krigsbytte med os; til Ron Flook, Brian K. Rützou og Michael Højlund Rasmussen, som beredvilligt stillede deres tid og sagkundskab til rådighed; til historikeren Nina Stähle, som hjalp mig med at få rede på 44 RTR’s og 162. (Turk.) Infanteridivisions bevægelser og indsats; til kaptajn Thomas Helbro Reimann, Den Kongelige Livgarde, de tidligere medarbejdere ved Frihedsmuseet Søren Rasmussen og Anders Thygesen samt Tam McTurk for opmuntrende interesse, værdifulde henvisninger og anden hjælp.
(Ovnstående artikel er trykt i Våbenhistorisk Tidsskrift, Bind 54, nr. 7, november 2021.)
Anders Lassens krig, 4. gennemreviderede og forøgede udgave (2020)
Interview og foredrag om Anders Lassen