Da Italien trådte ind i Anden Verdenskrig den 10. juni 1940 var Lloyd Triestinos skib Duchessa d’Aosta på vej fra Sydafrika til Genova med en last uld, skind, asbest og kobber. Ligesom mange andre italienske skibe søgte også Duchessa d’Aosta tilflugt i en neutral havn, for Duchessa d’Aostas vedkommende Santa Isabel på øen Fernando Po (i dag Bioko, hovedstad i Ækvatorialguinea, 750 km sydøst for Lagos). Fernando Po var dengang en spansk koloni og dermed neutralt territorium. Her kom Duchessa d’Aosta og dets besætning til at tilbringe halvandet år.
Italienernes trygge, men kedsommelige tilværelse på tropeøen blev brat afbrudt natten mellem den 14. og 15. januar 1942. Mens Duchessa d’Aostas officerer var til middag i Santa Isabels kasino sammen med deres kolleger fra den tyske slæbebåd Likomba, der var i samme situation som det italienske skib, sejlede to britiske slæbebåde fra Lagos med slukkede lanterner ind i Santa Isabels havn. Alt lys i byen blev rutinemæssigt slukket ved midnat, og det var en måneløs nat, men for en sikkerheds skyld havde den britiske agent, som havde arrangeret middagen, ordnet bordplanen sådan, at de italienske og tyske officerer sad med ryggen til de vinduer, der vendte ud mod havnen.
Den ene britiske slæbebåd satte to kajakker i vandet. Den første kajak bragte to mand om bord på Likomba, hvis indfødte vagtmænd straks sprang over bord, da mandskabet i den anden kajak sprængte det tyske fartøjs ankerkæder ved hjælp af specialkonstruerede bomber. Samtidig gled den anden britiske slæbebåd op på siden af Duchessa d’Aosta og satte et entrehold om bord.
Erobringen af Duchessa d’Aosta forløb næsten lige så problemløst. De 29 ombordværende besætningsmedlemmer overgav sig uden kamp, og angriberne kunne planmæssigt sprænge ankerkæderne for og agter.
Klokken 00.30 var begge bugserbåde ude af havnen igen med deres priser på slæb. Der var ikke blevet løsnet ét skud under hele operationen, og ingen i Santa Isabel havde nået at opdage, hvad der foregik, før det var forbi. Da skibsofficererne nåede tilbage til havnen, var deres skibe for længst forsvundet ud i mørket.
Efter seks et halvt døgns sejlads stod de to slæbebåde og deres bytte ind i Lagos havn, ledsaget af den britiske korvet H.M.S. Violet, der var blevet sendt ud for at ”finde” Duchessa d’Aosta og Likomba ”drivende omkring” på åbent hav og føre dem i britisk havn. Den ulovlige kapring ville kunne skade forholdet mellem Storbritannien og Spanien, så det gjaldt om så vidt muligt at skjule, at det var briterne, der stod bag aktionen.
Det var da heller ikke regulære britiske soldater, der erobrede Duchessa d’Aosta og Likomba, men derimod en blandet styrke på i alt ca. 40 mand bestående af britiske frivillige fra Nigeria, lokale agenter fra sabotageorganisationen Special Operations Executive (SOE) og den såkaldte Maid Honor Force, 11 mand, som SOE havde sendt ud fra England for at sabotere tyske og Vichy-franske mål i Vestafrika. Maid Honor var et lille sejlskib, der med fem SOE-agenter som besætning havde sejlet de 3.185 sømil fra Poole på den britiske kanalkyst til Freetown i Liberia på 41 dage. SOE havde håbet, at Maid Honor kunne gøre nytte i Vestafrika. Det kunne den ikke, men det kunne besætningen og deres seks kammerater, som var sejlet med damper fra England til Liberia. De blev kernen i den styrke, der gennemførte kuppet i Santa Isabel.
*
En af de fem, der var sejlet fra Poole til Freetown, var den unge dansker Anders Lassen. Han havde været til søs siden begyndelsen af 1939 og var en af de få professionelle sømænd, der deltog i aktionen. Hans maritime kunnen fik, sammen med hans fysiske mod og store handlekraft, afgørende betydning for operationens succes.
Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen blev født den 22. september 1920 i en patriotisk godsejerfamilie med stærke militære traditioner. Anders Lassen færdedes fra de tidligste drengeår i skovene omkring familiens bolig. Han elskede at gå på jagt, og han lærte at færdes hurtigt og lydløst i naturen og udviklede sig til en sand mesterskytte.
Anders Lassen var ikke nogen boglig begavelse. I sommeren 1938 forlod han skolesystemet med årets dårligste eksamen fra en lokal realskole. Anders Lassen drømte om et liv som godsejer, men familiens økonomi var anstrengt, og han havde ikke midler til at etablere sig. Hans elendige realeksamen gjorde det svært for ham at få arbejde, og han endte med at stikke til søs af mangel på andre muligheder. Han overvejede fra tid til anden en militær karriere som et lidt mindre ringe alternativ, men gjorde ikke noget ved det og affandt sig efterhånden med livet til søs. Han trivedes med kammeratskabet, drukturene, slagsmålene og bordelbesøgene i land, selv om han med sin overklassebaggrund bevarede en vis ironisk distance til sig selv som sømand.
Da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940, befandt Anders Lassen sig om bord på det danske tankskib M/T Eleonora Mærsk i Den Persiske Golf. Straks efter besættelsen beordrede den danske regering danske skibe i udenlandske farvande til at søge tysk, italiensk eller neutral havn, men besætningen på Eleonora Mærsk nægtede at adlyde og tvang i stedet skipperen til at gå i britisk havn i Bahrain.
Eleonora Mærsk sejlede herefter under britisk flag, først til Colombo, Australien og Singapore, og siden i fast rutefart mellem Sydafrika og Den Persiske Golf. Skibet blev udstyret med en kanon, og Anders Lassen blev en del af kanonbesætningen. Han var stolt over denne spændende og ansvarsfulde rolle, ligesom han var det, hver gang han blev sat til en eller anden særligt vanskelig eller farefuld opgave og løste den ”ærefuldt”, som han skrev i sin dagbog.
I oktober 1940 gik Lassen i land i Cape Town og fik hyre på et britisk tankskib, der sejlede fra Sydafrika til Skotland. Undervejs blev skibet angrebet af tyske fly, og Lassen fik god brug for sine færdigheder som kanonér. Han afmønstrede i Skotland i julen 1940 og rejste derfra til Newcastle. Lassen, der hele sit liv havde været omgivet af familie, venner eller skole- og skibskammerater, var for første gang i sit liv alene. Han tilbragte et par rådvilde og fordrukne uger i den vintermørke havneby, indtil han kom i kontakt med Special Operations Executive, som netop var begyndt at hverve danskere til undergrundsarbejde i det besatte Danmark.
I januar 1941 begyndte Lassen træningen på en af SOE’s skoler for kommende agenter og sabotører. Den rastløse Lassen oplevede uddannelsen som kedelig og perspektivløs – det blev ikke bedre af, at SOE af sikkerhedsgrunde ikke fortalte eleverne, hvad det var, de blev uddannet til – og han begyndte først at finde sig til rette, da han kom på en af SOE’s ”paramilitære” skoler i det skotske højland. Her var Lassen i sit rette element: Her var kammeratskab, vild natur, skydning, slagsmål og andre fysisk krævende udfoldelser og i det hele taget et miljø, der udfordrede hans talenter og værdsatte alt det, som han var god til og holdt af at foretage sig.
Lassens overordnede bemærkede, at hans heftige temperament, manglende diskretion og foragt for regler gjorde ham uegnet til både agentarbejde og almindelig regimentstjeneste, men at han havde strålende evner for patruljetjeneste og guerillakrig. I april 1941 blev han derfor overført til den nye Maid Honor-styrke, og i januar året efter fik han sin dramatiske, men ublodige ”ilddåb” i havnen i Santa Isabel.
*
Efter kapringen af Duchessa d’Aosta og Likomba tilbragte Lassen nogen tid i Nigeria, hvor han i SOE’s regi trænede indfødte stammefolk i guerillakrig og sabotageaktioner. Han nød friheden og det selvstændige ansvar, men han savnede dét, som krigen først og fremmest handlede om for ham. I sin dagbog skrev han: ”Jeg afslog for nogen tid siden et tilbud om et meget interessant Job – der var ingen lejlighed til at slagte nogen sataner så jeg afslog det.”
Lassens første direkte konfrontation med den fjende, der havde besat hans land, kom i efteråret 1942, da Lassen blev medlem af raiderstyrken Small Scale Raiding Force (SSRF), der var oprettet på initiativ af Maid Honor-styrkens chef, den karismatiske kaptajn Gustavus March-Phillipps, for at angribe tyske stillinger langs Kanalkysten. Lassen og hans kammerater i SSRF blev sejlet over Kanalen i en motortorpedobåd, der var udstyret med en særlig lyddæmpet motor, og gik i land på de tyskbesatte britiske Kanaløer eller den franske kyst, hvor de dræbte eller bortførte tyske soldater og indsamlede efterretninger om de tyske forsvarsanlæg m.v. De natlige angreb var med til at fastholde tyske ressourcer i Nordfrankrig og dermed holde dem borte fra Østfronten, hvor russerne var trængt, og fra Nordafrika, hvor briterne og amerikanerne gik i land i november 1942.
I februar 1943 blev Anders Lassen forflyttet til Ægypten, hvor han indgik i en nyoprettet amfibiestyrke Special Boat Service. SBS gennemførte sin første større aktion i juli 1943, da SBS-patruljer angreb tyske flyvepladser på Kreta og Sardinien. På Kreta trængte en patrulje under kommando af Anders Lassen efter to ugers march gennem bjergene ind på flyvepladsen ved Kastelli Pediada, hvor de ødelagde et tysk fly og dræbte en vagtpost, og derefter forlod øen sammen med to andre patruljer, der havde gennemført lignende angreb mod andre mål. På Sardinien lykkedes det en patrulje under kommando af kaptajn John Verney (der senere blev en kendt forfatter og illustrator) at ødelægge fire tyske fly på en base ved Ottana, men både Verneys patrulje og de øvrige SBS-folk, der var blevet sat i land på Sardinien, blev taget til fange af italienske carabinieri og soldater.
Angrebene på Kreta og Sardinien var led i en stor vildledningsmanøvre, der skulle bilde tyskernes ind, at de allierede efter erobringen af Nordafrika ville angribe Grækenland og/eller Sardinien, men ikke Sicilien. Denne manøvre bidrog væsentligt til, at landgangen på Sicilien i juli 1943 ikke mødte langt stærkere modstand, end tilfældet blev.
Efter den italienske kapitulation den 8. september 1943 gjorde briterne – med SBS som et vigtigt redskab – et forgæves forsøg på at sikre sig kontrollen med Ægæerhavet, inden tyskerne kunne nå at overtage herredømmet over øerne. Det mislykkedes, men indtil tyskerne omsider begyndte at trække sig ud af Grækenland i efteråret 1944, vedblev SBS at spille en ledende rolle i briternes guerillakrig. Fra hemmelige baser langs den neutrale tyrkiske kyst sejlede SBS-patruljer i græske kaiker eller britiske patruljebåde gang på gang dybt ind i Ægæerhavet og angreb tyske forlægninger. Lassen udmærkede sig som leder af disse operationer, der bandt betydelige tyske styrker, som ellers kunne have været brugt på Østfronten eller mod landgangen i Normandiet, og som desuden tjente til at sikre forbindelsen med spionage- og modstandsgrupper, som opererede i ryggen på tyskerne – nogle af dem rent græske, andre bestående af både grækere og italienske soldater, der var gået under jorden efter kapitulationen.
Lassen, som i oktober 1944 avancerede til major i den britiske hær, deltog i dramatiske aktioner på bl.a. Kalimnos, Simi, Santorini og Paros og viste sig hver gang som en inspirerende leder, der altid gik i spidsen for sine folk. Hans dødsforagt blev legendarisk, og hans evne til at ”læse” terrænet og bevæge sig lynhurtigt, usynligt og lydløst skaffede ham megen anerkendelse fra hans overordnede. Lassen lod til at befinde sig bedst, når han var i aktion, og hans brutalitet og voldsomme had til tyskerne undrede nogle af hans kammerater, som ellers ikke var sarte folk. Lassens heftige temperament kom også til udtryk i hans forhold til sine underordnede, hvor han ved flere lejligheder greb til håndgribeligheder for at sætte sin vilje igennem. Mest var han dog vellidt og beundret og kendt for kun sjældent at have tab på sine operationer.
I juli 1944 flyttede SBS sit hovedkvarter til Bari. Herfra ledede Lassen en sabotageaktion mod en jernbanebro ved Karasovici syd for Dubrovnik. Broen skulle sprænges i luften for at vanskeliggøre den tyske tilbagetrækning fra Grækenland og Balkan. Aktionen lykkedes, men Lassens patrulje kom i kamp med kroatiske ustaše-folk. En af briterne blev dræbt og to taget til fange, og de overlevende måtte skjule sig i bjergene i tre dage, inden de kunne nå ud til kysten, hvorfra en britisk patruljebåd sejlede dem tilbage til Bari.
I efteråret 1944 vendte SBS tilbage til Grækenland. Lassen ledede en improviseret styrke, som den 29. oktober var de første briter, der rykkede ind i Saloniki. Tyskerne var ved at gøre klar til at ødelægge havneanlæg og brændstofdepoter, men en dristig bluff fra Lassens side fik tyskerne til at tro, at hans lille, men meget mobile og aktive, styrke var langt større, end den faktisk var, så de forlod byen uden at gennemføre de planlagte ødelæggelser. I en uges tid herefter fungerede Lassen som Salonikis uofficielle guvernør. En rolle, som i høj grad tilfredsstillede hans trang til at løse vanskelige opgaver på egen hånd.
Denne trang fik Lassen rigeligt afløb for, ligesom han fik brug for alle sine evner til at improvisere og sætte sig i respekt og etablere gode relationer til den græske civilbefolkning, da han i december 1944 blev udnævnt til guvernør på Kreta. Den 13.000 mand stærke tyske garnison havde trukket sig tilbage til en ”lomme” i det nordvestlige Kreta, og Lassens lille og hastigt sammenflikkede Senforce skulle sørge for, at de ikke brød ud af deres stillinger, og i øvrigt forhindre, at den borgerkrig mellem højre- og venstreorienterede græske partisanorganisationer, som var brudt ud på fastlandet, bredte sig til Kreta. Ud over den paramilitære uddannelse, som Lassen i sin tid havde modtaget i Skotland, og den træning, som han havde gennemgået i SBS’ regi, havde han ingen formel militær uddannelse, og bortset fra sin korte tid som ”diktator” i Saloniki havde han ingen erfaring med politik og diplomati. De to måneder, som Lassen tilbragte på Kreta, trak store veksler på hans personlige ressourcer. Forholdet mellem de to græske fløje blev stadig dårligere, og Lassens SBS-folk blev ikke bare angrebet af kommunistiske partisaner, men også af dele af den civilbefolkning, som de ellers mente at være kommet til øen for at hjælpe. Mod slutningen af Lassens ”regeringstid” på Kreta blev to af hans folk, deriblandt en af hans officerskammerater og gode venner, dræbt i et baghold, og det var en lettet Lassen, som i begyndelsen af februar sejlede med Senforce til Italien for at overlade Kreta til en mere slagkraftig britisk styrke. Lassen tilskrives dog æren for, at den græske borgerkrig på Kreta fik et så relativt mildt forløb, som den gjorde.
I Italien, havde den allierede fremrykning i månedsvis stået i stampe langs Goterlinjen mellem Reno-floden nord for Ravenna og Massa og La Spezia på den italienske vestkyst. Den allierede overkommando planlagde at bryde gennem Goterlinjen i april 1945: Den amerikanske 5. Armé skulle støde frem ad en akse over Bologna og Verona mod Brennerpasset, mens den britiske 8. Armé, længere mod øst, skulle bryde gennem "Argenta-korridoren" (en snæver strimmel tørt land mellem den lille by Argenta og de store oversvømmelsesområder vest for Comacchio-søen) og videre nordpå over Ferrara og Po mod Nordøstitalien, Trieste og Gorizia.
For at lette 8. Armés gennembrud skulle der gennemføres en række amfibieoperationer på og langs le Valli di Comacchio. Lassens fik ansvaret for en del af disse operationer: I samarbejde med lokale fiskere, bådførere og partisaner fra 28. Garibaldi-brigade, som var vant til at færdes i de lavvandede, mudrede valli, rekognoscerede Lassen og hans folk de tyske stillinger og landgangsforholdene langs bredderne.
Natten mellem den 3. og 4. april besatte en blandet styrke af SBS-mænd under Lassens kommando og italienske partisaner en håndfuld småøer nord for Boscoreale-halvøen. Herfra gennemførte Lassen og hans folk i de følgende dage flere angreb mod tyske stillinger langs le vallis nord- og østbred for at give tyskerne det indtryk, at briterne forberedte et større angreb i dette område. Meningen var at trække tyske tropper ud mod Comacchio og dermed væk fra la Stretta di Argenta.
8. Armés angreb skulle gå i gang den 9. april, og som et sidste forsøg på at bortlede tyskernes opmærksomhed fra Argenta, gik Lassen kort efter midnat natten mellem den 8. og 9. april i spidsen for en patrulje på 18 mand i land på den tange, der skilte Comacchio-søen fra Adriaterhavet, lidt syd for Comacchio. Kort efter landgangen blev Lassens styrke råbt an af tyske skildvagter. En italiensktalende SBS-mand forsøgte at bilde tyskerne ind, at SBS-folkene var lokale fiskere. En kort overgang så det ud til, at bluffnummeret ville lykkes, men så åbnede tyskerne ild fra en maskingeværstilling. Lassen stormede stillingen og nedkæmpede tyskerne med håndgranater og maskinpistol, og da endnu en maskingeværstilling åbnede ild lidt længere oppe ad vejen mod Comacchio, trodsede han endnu en gang kugleregnen og uskadeliggjorde det tyske maskingevær. Flere tyske stillinger åbnede ild ude i mørket, og nogle af dem sendte lysraketter op. To af Lassens folk blev dræbt og flere såret, så den samlede styrke blev reduceret til ti mand. Lassen fik samling på sine spredte folk og førte an i et stormangreb mod en tredje maskingeværstilling. Tyskerne gjorde tegn til at ville overgive sig, men da Lassen gik frem mod stillingen, åbnede de ild igen, og Lassen blev ramt i maven eller mellemgulvet. Da Lassen faldt, brød angrebet sammen, og SBS-mændene trak sig tilbage til bådene. En af mændene prøvede at få den hårdt sårede Lassen med, men han nægtede at lade sig evakuere for ikke at forsinke sine kammerater. I alt mistede fire SBS-mænd, inklusive Lassen, livet under det mislykkede angreb.
Ligene af Lassen og hans kammerater blev dagen efter hentet ind til Comacchio af den lokale sognepræst don Francesco Mariani og nogle kvinder fra byen. De gjorde ligene i stand og begravede dem på den gamle kirkegård inde i Comacchio. Her lå de, indtil de kort efter krigen blev overført til den nye britiske soldaterkirkegård lidt nord for Argenta.