We Are Designers Contacts
Gå til hovedindhold
Silvio Berlusconi

Silvio Berlusconi

Artikel bragt i Euroman, februar 2011

”Plasticpingvinen har taget røven på os igen!” skrev en læser til dagbladet Repubblica, da Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, havde fået vedtaget endnu en af sine skræddersyede love. Det er nogle år siden, og jeg husker ikke længere, om den lov, der bragte den vrede læser til tasterne, skulle beskytte Berlusconi mod retsforfølgelse, eftergive hans virksomheders skattesnyd, lovliggøre det ulovlige byggeri af hans kæmpevilla på Sardinien, øge antallet af tv-kanaler, som han må eje, afskaffe arveafgiften på særligt store formuer, give statsstøtte til køb af tv-dekodere (som sælges af en virksomhed, der kontrolleres af Berlusconis bror og niece), eller skade Mediasets største konkurrent, tv-selskabet Sky Italia ... eller om det var en af de utallige andre “personlige love”, som Berlusconi har fået gennemført. Men uanset anledningen er billedet af den lumske plasticpingvin uforglemmeligt og trænger sig på, hver gang jeg ser et billede af Berlusconi. Han har pingvinens statur, gemytlighed og konventionelle elegance, og der er noget meget plasticagtigt ved hans efterhånden mere og mere kunstige udseende: Ansigtsløftninger, hårtransplantationer, kohl og et tykt lag orangebrun foundation giver den 74-årige Berlusconi et evigt ungdommeligt udseende, som dog fungerer bedst på afstand og med en nylonstrømpe over kameralinsen.

Også i politisk henseende giver Silvio Berlusconi umiddelbart indtryk af uforgængelighed. Siden medie-, ejendoms- og fodboldmagnaten Berlusconi “gik på banen” i 1994 og dannede højrepartiet Forza Italia, har han været regeringschef i fire omgange, i alt i omkring otte år – senest siden maj 2008 – og det er efterhånden vanskeligt at forestille sig et Italien uden ham. Længe inden Berlusconi blev politiker, var han Italiens største udbyder af kommercielt tv, og hans tre tv-stationer har haft en afgørende indflydelse på kulturen i et land, hvor 57 % af borgerne aldrig køber en bog, hvor næsten 10 % aldrig læser en avis, og hvor 70 % baserer deres politiske valg på, hvad de ser og hører i tv.

Da min romerske veninde, Advokaten, for 15 år siden giftede sig med Obersten, sagde hun: ”Tænk, at det skulle ske for mig! Jeg, der ellers er så venstreorienteret!” Ikke nok med, at hendes tilkommende mand var soldat – en profession, som man betragtede med en vis skepsis i hendes intellektuelle familie – han var også konservativ-til-højreorienteret og betragtede Silvio Berlusconi som et sundt alternativ til den italienske venstrefløj. Da jeg nu besøger dem til frokost på den lille tagterrasse i deres elegante toetages lejlighed i San Giovanni-kvarteret syd for det historiske centrum, lyder der helt andre toner fra Obersten: ”Gid han ville få et slagtilfælde.” Som så mange andre italienere nærer Obersten tilsyneladende ubehag ved at nævne Berlusconi ved navn. ”Han har ødelagt Italien!” Samtalen forstyrres noget af den 10-årige datters glæde over at se sin far, der tilbringer ugen på en base i Norditalien og kun er hjemme i weekenderne, men mellem de stegte fisk og den sardiske fåreost kommer det frem, at parret er i færd med at lægge deres karrierer til rette, så han kan søge en stilling ved en NATO-stab eller en italiensk ambassade et sted i udlandet, hvor hun forhåbentlig også kan få noget at lave. ”Min datter skal ikke vokse op i Berlusconis Italien,” siger Obersten, og hans kone giver ham ret. Obersten er ikke blevet mere venstreorienteret med årene, men som så mange andre eftertænksomme konservative italienere har han vendt sig fra Berlusconi af moralske årsager. ”Berlusconis Italien” er et land, hvor det mest udbredte karriereønske blandt helt unge piger er at blive en af de smukke, letpåklædte og umælende damer, der vimser rundt i baggrunden af tv-programmer, som ellers er befolket af væsentligt ældre herrer i jakkesæt. (Sådan som den svenske instruktør Erik Gandini har skildret det i sin prisbelønnede dokumentarfilm Videocracy). Det er et land, hvor unge mennesker mister interessen og respekten for uddannelse og arbejde, fordi pinlige tv-konkurrencer og talentshow lærer dem, at et stort og synligt forbrug og det at være ”på” i tv er den eneste succes, der tæller, og at penge er noget man vinder, ikke noget man arbeder for. Dertil kommer vulgariseringen af det offentlige liv – Berlusconis vittigheder om kvinder og jøder og Obamas hudfarve samt Berlusconis åbenlyse omgang med prostituerede for nu bare at nævne nogle af elementerne – som har præget plasticpingvinens halvandet årti i toppen af italiensk politik. Og så er der regeringschefen Berlusconis stadige krig mod landets offentlige anklagere og dommere, som han jævnligt betegner som ”sindssyge” eller ”kommunister”, fordi de fremturer i at føre sager mod ham for korruption, skattesnyd m.v. og hans manglende respekt for den italienske forfatning og pressefriheden. ”Berlusconis Italien” er ikke et land for små piger.

Der er ikke tradition for, at italienske medier beskæftiger sig med politikernes privatliv, og selv om der i årevis har cirkuleret rygter om Berlusconis farverige forhold, blev de først for alvor offentligt kendt i foråret 2009, da den såkaldte ”Papigate”-sag blev forsidestof på de aviser, der ikke ejes af Silvio Berlusconi. På italiensk betyder ”papi” noget i retning af ”farmand”. Det er i princippet et ganske uskyldigt kælenavn, men meget afhænger som bekendt af sammenhængen. Da det kom frem, at den 72-årige premierminister havde deltaget i en 18-års fødselsdagsfest for den i øvrigt fuldstændig ukendte napolitanske fotomodel eller tv-stjerne in spe Noemi Letizia, og at hun havde for vane at kalde ham ”papi”, skabte det en krise, som først lagde sig, da der dukkede nye og endnu mere besynderlige historier op om regeringschefen. Efter et par dage med pinagtige bortforklaringer fra Noemis, hendes forældres og Berlusconis side, som blev afsløret som løgn, omtrent lige så hurtigt som de blev fremsat, meddelte Berlusconis hustru, den tidligere skuespillerinde Veronica Lario, dagbladene Repubblica og La Stampa, at hun i årenes løb forgæves havde prøvet at hjælpe sin mand, som ”ikke har det godt”, men at hun nu agtede at søge skilsmisse, fordi hun ikke kunne blive sammen med ”en mand, der omgås mindreårige”.

Veronica Larios ord satte ny gang i især Repubblicas bestræbelser på at få klarhed over Berlusconis forhold til Noemi Letizia og eventuelle andre mindreårige, samtidig med at Berlusconi og hans medarbejdere og venner i de øvrige medier gik i gang med at sværte Veronica Lario til og fremstille Berlusocni som det uskyldige offer for et komplot, der omfattede Italiens venstrefløj, Repubblica og avisens søstermagasin l’Espresso, store dele af den udenlandske presse, Berlusconis konkurrent på tv-markedet Rupert Murdoch og anonyme ”stærke kræfter”, som ifølge Berlusconi havde interesse i at skade Italien ved at ramme dets leder.

Veronica Lario var Berlusconis anden hustru. Han lod sig i 1985 skille fra sin første hustru og giftede sig fem år senere med Veronica, som han havde haft et forhold til siden 1980. I sine mange år med Berlusconi optrådte Veronica Lario meget diskret og deltog i Berlusconis temmelig tvivlsomme fremstilling af sig selv som den gode katolske ægtemand og familiefader. Kun nogle få gange tog hun bladet fra munden og kritiserede offentligt sin mand: Da han i et direkte tv-program gjorde tilnærmelser til en af de kvindelige medvirkende, da han opstillede en sværm af unge kvinder, hvis eneste påviselige kvalifikationer var deres gode udseende, til parlamentet, Europaparlamentet og diverse regionalråd, og sidst, og mest afgørende, da papi-historien fik hendes tålmodigheds bæger til at flyde over.

Litteraturforskeren, forfatteren og kulturkommentatoren Marco Belpoliti, som i 2009 udgav den meget originale og underholdende bog Il corpo del capo (”Lederens krop”) om Berlusconis selviscenesættelse og brug af billedmedierne, siger om bruddet mellem Berlusconi og Veronica Lario: ”Det rammer ikke bare hans selviscenesættelse som familiefader, men også hans rolle som fyrste. Solkongen havde sine elskerinder, som alle kendte til, men ingen talte om dem – ligesom Berlusconi. Men det var utænkeligt, at Kongen skulle skilles fra sin Dronning. Men nu ændrer Dronningen pludselig spillets regler. Hun træder ud af rollen som den tavse og reserverede hustru og siger offentligt, at Kongen er en dårlig ægtemand og en dårlig fader. Det er en alvorlig sag, ikke mindst fordi Berlusconi på det seneste var begyndt at vise en ny, mere bedstefaderlig og vís stil, som måske skulle forberede hans valg til præsident.”

I løbet af sommeren 2009 blev der slået flere og større skår i Berlusconis nye ”bedstefaderlige” og ”vise” stil, da Repubblica og L’Espresso og ikke mindst udenlandske medier begyndte at offentliggøre billeder, der dokumenterede det søde liv i Berlusconis Villa Certosa ved den hypermondæne Costa Smeralda på Sardinien. Billederne, der var taget af en lokal freelancefotograf, viste Berlusconi og hans gæster – bl.a. den tidligere tjekkiske premierminister Mirek Topolanek i splitternøgen udgave – omgivet af næsten lige så upåklædte unge damer, som var blevet fløjet til Sardinien i forsvarets fly. Samtidig med billederne begyndte der at cirkulere historier om, hvordan de kvindelige gæster – bl.a. den på det tidspunkt endnu mindreårige Naomi Letizia – blev rekrutteret i bundter og betalt for at deltage i festlighederne. Værre blev det, da telefonaflytninger i en efterforskning af en helt anden sag pludselig afslørede, at Berlusconi blev forsynet med prostituerede af en lyssky syditaliensk forretningsmand, som gerne ville stå sig godt med regeringschefen. De prostituerede, hvoraf en del havde forbindelse med syditalienske mafiafolk og narkotikahandlere, besøgte regeringschefen i Villa Certosa og i hans palæ i Rom, Villa Grazioli, hvor en af dem, Patrizia D’Addario, som var forbitret over, at Berlusconi ikke som lovet havde hjulpet hende med at få en byggetilladelse, havde brugt sin mobiltelefon til at tage billeder og optage samtaler, som hun siden offentliggjorde sammen med sine velbetalte interview om sine oplevelser i ”Berlusconis harem”. Hun fortalte bl.a, at Berlusconi havde for vane at vise selskabet af escortpiger alenlange film af sig selv i selskab med alverdens statsledere og at underholde dem med romantiske sange (før Berlusconi blev forretningsmand var han entertainer på et krydstogtskib), inden han udvalgte en eller flere piger til at gøre sig selskab i en gigantisk seng, som Vladimir Putin havde foræret ham.

Og sådan kunne man blive ved. Historierne om Berlusconis efterhånden alt andet end private privatliv og hans brug af sit parti og af det statslige tv-selskab RAI’s castingafdeling som leverandør af sexpartnere er endeløse. De har en stor underholdningsværdi, men kunne i princippet være ligegyldige, hvis det ikke var, fordi de rejser tvivl om regeringschefens dømmekraft, undergraver hans forsøg på at stå som de traditionelle katolske familieværdiers forsvarer, gør ham sårbar for afpresning og får den nation, som han repræsenterer, til at fremstå i et latterligt og vulgært lys, og, ikke mindst, fordi de illustrerer Berlusconis konsekvente sammenblanding af sine offentlige og private roller.

Italieneren Fabrizio Tassinari, der koordinerer Dansk Institut for Internationale Studiers forskning i udenrigspolitik og EU-studier, betegner Berlusconis sammenblanding af politisk magt, magt over medierne og økonomisk magt som den “arvesynd”, der spærrer for den politiske udvikling i landet. Tassinari nævner også oppositionens svaghed, Berlusconis uomtvistelige dygtighed som politiker og hans store popularitet i nogle dele af befolkningen. “Men,” siger han, “kernen i det er, at Berlusconis magt efterhånden er så integreret i det italienske establishment, at det er svært at forestille sig en herskende klasse i Italien, som ikke på en eller anden måde er forbundet med ham. Tænk bare på alle de førsteklasses italienske journalister, forfattere, politikere (også fra oppositionen), der udgiver bøger på Italiens største forlag Mondadori, som ejes af familien Berlusconi. Det gør det svært at forestille sig et alternativ til Berlusconi.”

”Berlusconi er et ‘postmoderne paradoks’,” fortsætter Fabrizio Tassinari. "Han behersker alle den moderne politiks teknikker: fokusgrupper, meningsmålinger, og naturligvis en udstrakt brug af medierne. Men hans metoder er gamle, og hans politiske budskab er ofte forbavsende dårligt. Han er kommet til magten på grund af de italienske magtstrukturers klientelistiske karakter (et system, der bygger på udveksling af politiske, økonomiske og personlige tjenester uden om det lovlige politiske system red.), og hans uforholdsmæssigt store magt har efterhånden gjort selv nogle af hans egne allierede utrygge. Men italienerne lever med Berlusconis magt, fordi de ser helt klart, hvad den består i, selv om de måske aldrig vil få at vide, hvor den stammer fra.”

En af kilderne til Silvio Berlusconis magt er velkendt, men andre ligger, som Fabrizio Tassinari antyder, hen i det dunkle: Det er en kendt sag, at Berlusconis kontrol med det private tv-marked i Italien blev muliggjort af hans nære venskab med den socialistiske leder Bettino Craxi, der som premierminister 1983-87 sørgede for at indrette den italienske medielovgivning, så den passede i Berlusconis kram. Til gengæld for denne hjælp bidrog Berlusconi til finansieringen af Craxis parti. Craxi boede fast i en suite øverst i det eksklusive Hotel Raphael i det centrale Rom, men i 1994 måtte han flygte til Tunesien for at undgå at blive anholdt i forbindelse med den bølge af korruptionsafsløringer, ”Operation Rene Hænder”, som vendte op og ned på det politiske landskab i Italien. På det tidspunkt var Berlusconis greb om tv-markedet imidlertid så fast, at han kunne klare sig uden Craxi.

Lige så velkendt Berlusconis nære forbindelse til Craxi er, lige så uklart er det, hvor Berlusconi fik de penge fra, som i midten af 1970’erne gjorde det muligt for ham at slå sig op som ejendomsmatador i Milano, hvor han opførte bydelen Milano 2, hvis interne kabel-tv, blev udgangspunktet for hans tv-imperium. I instruktøren Nanni Morettis sorte komedie Il Caimano – mig og Berlusconi (2006) dumper der pludselig en stor kuffert fuld af penge ned fra loftet i Berlusconis kontor som en tydelig påmindelse til publikum om, at Berlusconi aldrig har gjort troværdigt rede for, hvordan han finansierede sine første projekter. Der verserer historier om, at midlerne skulle stamme fra sicilianske mafiafamilier, som fik vasket deres sorte fortjenster hvide i Berlusconis pengemaskine, men det er ikke bevist. Der er til gengæld ingen tvivl om, at Berlusconi senere har haft forbindelse med mafiaen. En mafioso i mellemklassen var en periode ansat som ”staldmester” på hans ejendom i Arcore i omegnen af Milano, og flere ledende medlemmer af Berlusconis parti er ligefrem blevet dømt for forskellige former for mafiasammensværgelse.

Der findes også telefonaflytninger og udsagn fra ”angrende” mafiosi, der kunne tyde på, at den serie af bombeattentater, som mafiaen i 1993 udførte i Rom, Firenze og Milano, havde til formål at berede vejen for Berlusconi, der forberedte sit indtog på den politiske scene: Uro og utryghed ville øge efterspørgslen efter en ny stærk lederskikkelse, der kunne sikre ro og orden. Til gengæld forventede mafiafolkene, at Berlusconi ville lade dem arbejde i fred og give de bosser, der var idømt skærpet isolationsfængsel på livstid, forskellige lempelser. (Hvis Berlusconi faktisk slog en sådan handel af med mafiaen, har han ikke ønsket, eller været i stand til, at holde sin del af aftalen: Myndighedernes kamp mod den organiserede kriminalitet er fortsat med uformindsket kraft under hans regeringer, og de dømte mafiosi har ikke fået lempet afsoningsforholdene).

Historikeren Paolo Borioni er ansat som forsker ved den venstreorienterede tænketank Fondazione Gramsci, som har til huse i den maleriske romerske bydel Trastevere. Paolo Borioni har studeret i Danmark og har et skarpt blik for forskelle og ligheder mellem den politiske kultur og samfundsindretningen i de to lande. Jeg spørger ham, om Berlusconis personlige optræden og de talløse retssager mod ham slet ikke gør indtryk på de borgerlige italienske vælgere ud over det mindretal, der repræsenteres af min ven Obersten, og jeg nævner, at udenlandske kommentatorer ofte forklarer Berlusconis succes med, at italienske mænd i virkeligheden drømmer om at være ligesom ham.

”Alle de der antropologiske forklaringer om, at italienerne identificerer sig med Berlusconi, er noget vrøvl,” siger Paolo Borioni med eftertryk. ”Det er også noget vrøvl, at han skulle have hjernevasket italienerne. Folk ved besked og de væmmes ved det, men de stemmer alligevel på Berlusconi. Berlusconi repræsenterer en samfundsgruppe, som er kolossalt talstærk i Italien. Italien har en suveræn verdensrekord i antallet af små og mellemstore virksomheder og selvstændige, og den slags folk stemmer på centrum-højre. Det gør de over hele verden. I Italien blev disse grupper indtil 1992-93 repræsenteret af det kristendemokratiske parti, DC, men da DC gik i opløsning, havde de ingen til at varetage deres interesser.”

Samtidig med at millionerne af italienske selvstændige og små virksomhedsejere mistede deres traditionelle politiske beskytter, blev deres liv og arbejde vanskeliggjort af globaliseringen og af de økonomiske stramninger i forbindelse med Italiens medlemskab af euro-samarbejdet, forklarer Paolo Borioni:

”Når Italien ikke bare kunne devaluere liren, sådan som man så ofte havde gjort det tidligere, blev det vanskeligere for landets fem millioner små virksomheder at konkurrere på verdensmarkedet. Samtidig skærpede globaliseringen konkurrencen, og de offentlige budgetter blev strammere, hvilket øgede skattetrykket og mindskede den indenlandske efterspørgsel, og lignende tendenser gjorde sig gældende i udlandet. Det var meget alvorligt for et land som Italien, hvis økonomi er baseret på eksport. Denne usikkerhed præger stadig hele Europa, men på grund af Italiens økonomiske og sociale situation var de italienske centrum-højre-vælgere mere udsatte end tilsvarende grupper i det øvrige Europa. Og i denne vanskelige og utrygge situation var det så, at Berlusconi bød sig til som politisk leder med hele sit mægtige medieapparat i ryggen. Italienerner accepterer ikke Berlusconi, fordi ‘de er ligesom ham’, men fordi han fyldte et kæmpestort politisk hul.”

De vælgere, som Paolo Borioni beskriver, er folk som værtsparret på mit yndlingshotel i bjergene i nærheden af den sydtyrolske hovedby Bolzano. De er ordentlige og flittige folk og gode katolikker, som går i kirke hver søndag, hvis de ellers kan nå det for deres arbejde. De tager afstand fra Berlusconis skandaløse privatliv og bryder sig ikke om, hvad de hører om hans lyssky forbindelser – selv om de vist ikke tror på det alt sammen – men det er ikke afgørende for deres politiske valg. ”Vi stemmer på Berlusconi,” siger værten Giuseppe, som i mere end 25 år har været formand for den lokale hotel- og restaurationsforening, ”og det gør vores kolleger også, fordi han vil sætte skatterne ned og skære ned på bureaukratiet og i det hele taget gøre livet nemmere for små virksomheder som vores.”

Det er svært at rangordne Berlusconis utallige pinagtigheder i internationale sammenhænge, men min personlige favorit er hans optræden i Europaparlamentet den 1. juli 2003, hvor han talte i sin egenskab af formand for EU’s ministerråd. Da den tyske formand for den socialdemokratiske gruppe i parlamentet, Martin Schulz, kritiserede Berlusconi for at begrænse pressefriheden i Italien, hvor Berlusconi ikke bare ejer de tre store kommercielle tv-kanaler, men via sit flertal i parlamentet også kontrollerer de tre statslige kanaler, replicerede Berlusconi, at en af hans bekendte var ved at indspille en film om kz-lejrene, og at han ville anbefale Schulz til rollen som vagtmand. Da Berlusconis udtalelse blev mødt med buhen fra salen, gentog han den, storsmilende og lidt langsommere, åbenbart for at være sikker på, at alle havde hørt ham. Noget af det, der udmærker netop denne episode, frem for fx dengang da Berlusconi fortalte, at han havde brugt sine evner som ”latin lover” over for den kvindelige finske præsident for at få anbragt EU’s nye fødevareagentur i Parma i stedet for i Finland, er kropssproget hos den italienske udenrigsminister Gianfranco Fini, der sad ved siden af Berlusconi, mens han talte. Fini var nærmest ved at vende vrangen ud på sig selv af ubehag og anlagde en mine, der signalerede: ”Jeg kender ikke den mand. Jeg er ikke sammen med ham.”

Siden Berlusconi dannede sin første regering i 1994, har Gianfranco Fini været hans vigtigste allierede. Fini ledede dengang det nyfascistiske parti MSI, som Berlusconi var med til at gøre næsten stuerent ved at tage fire MSI-ministre med i sin regering. Året efter nedlagde Fini MSI og dannede i stedet Alleanza Nazionale, et højrenationalt parti, som tog afstand fra fascismen og betegnede sig selv som ”europæisk” og ”liberalt”, og Fini har siden gjort en stor indsats for at flytte sig selv og sit parti væk fra det ekstreme højre og ind mod midten. Denne manøvre er lykkedes så godt, at Fini i 2008 blev valgt til formand for parlamentets andetkammer, Deputeretkammer. I denne rolle har Fini vist sig som en moderat og forfatningstro politiker, og han har ved adskillige lejligheder udtalt sig markant kritisk om Berlusconi og hans politik. Trods de tiltagende spændinger mellem de to ledere fusionerede Finis AN i foråret 2009 med Berlusconis Forza Italia i det nye parti Popolo delle Libertà (”Frihedernes folk”), og Finis rolle som Berlusconis næstkommanderende og designerede efterfølger blev bekræftet. Denne alliance holdt dog ikke ret længe: Finis kritik af Berlusconis udemokratiske ledelsesstil og politiske uenighed mellem de to fløje i det nye parti førte til et brud i juli 2010, og i september 2010 dannede Fini sin egen parlamentsgruppe under navnet Futuro e Libertà (”Fremtid og frihed”), som i januar 2011 vil blive omdannet til et egentlig parti. Trods bruddet støtter Fini stadig Berlusconis regering, men det vil han ikke nødvendigvis blive ved med.

”Berlusconi er meget svag,” siger Paolo Borioni, ”og han bliver stadig svagere, blandt andet fordi der ikke længere er nogen fornyelse i ham. Gianfranco Fini har nu en reel mulighed for at skabe et alternativ på centrum-højre-fløjen sammen med Casini (Pier Ferdinando Casini leder det lille centrum-højre-katolske parti Unione di Centro). Og selv hvis det skulle mislykkes, er der ingen tvivl om, at Berlusconis overherredømme vil blive stadig svagere. Der vil være andre, der kritiserer hans ledelse, og hans nære samarbejde med Lega Nord (et yderligtgående, højreorienteret, xenofobisk parti, hvis mærkesag er Norditaliens selvstændighed red.) kan ikke undgå at øge utilfredsheden i Syditalien og blandt de moderate vælgere. Selv hvis det skulle lykkes ham at blive valgt til præsident, fordi alle hans modstanderes manøvrer slår fejl, ville det ikke være udtryk for nogen stor styrke hos Berlusconi. Det ville bare betyde, at han overlevede og forlængede denne periode med tilbagegang for demokratiet. Det ville ikke være Berlusconis Tusindårsrige.”

Trods al den tilsyneladende uforgængelighed lakker det måske alligevel mod enden for Plasticpingvinen.