Uddrag af Mellem to sprog - om oversættelse, tolkning, sprogpolitik og, hvorfor det er bedre at være tosproget end tvetunget (Museum Tusculanums Forlag, 2010)
Det er interessant at sammenligne forlagsbranchen med det øvrige erhvervsliv. Her har man nemlig, hvad enten man er en tandpastafabrik eller et hospital, for længst lært at arbejde systematisk med kvalitetssikring. Man fastlægger en ønsket kvalitetsstandard for sine produkter, definerer de afvigelser, som man er villig til at tolerere, og etablerer et system, der løbende overvåger og registrerer kvaliteten og slår alarm, hvis afvigelserne bliver for store, således at man hurtigst muligt kan foretage den helt akutte fejlretning og derefter planlægge de mere gennemgribende ændringer, som måske er nødvendige for at komme tilbage på sporet. Desuden sørger systemet for, at de ansvarlige for produktionens forskellige led får regelmæssige tilbagemeldinger om, hvad der er gået godt, og hvad der er gået skidt, således at de som enkeltpersoner og organisationen som helhed kan lære af det.
Sådan tror jeg ikke, at det foregår på ret mange forlag. Måske gør det, hvad den fysiske produktion af bøgerne angår – trykningen, indbindingen, distributionen – men ikke eller kun alt for sjældent, når det gælder redaktionen.
Og igen: Jeg taler ikke om at vælge de rigtige bøger til udgivelse eller om at vurdere deres litterære kvaliteter, men om noget så relativt enkelt som at sikre, at oversættelser – eller for den sags skyld bøger skrevet på dansk – ikke er fulde af fejl. (Foruden de problemer, der specifikt vedrører oversættelseskvaliteten kan man i flæng nævne problemer som rammer ”danskfødte” tekster lige så hyppigt som oversættelserne, fx almindelig dansk retskrivning, grammatik og sprogbrug, ordentlige orddelinger, billeder i de rigtige farver m.v., overensstemmelse mellem flap-/bagsidetekster og indhold, korrekt og konsekvent transskription af udenlandske navne osv.
Problemerne vedrører ikke kun det, man kunne kalde ”produktkvaliteten” (bogen), men også ”proceskvaliteten” (dvs. de arbejdsgange, som er usynlige og ligegyldige for læseren, men som er vigtige for forlaget, forfatteren, oversætteren og alle de andre parter, hvis tid og i sidste ende penge ofte spildes på grund af ineffektivitet).
Det gør fx en stor forskel, om man opdager inkonsekvenser i et fodnotesystem i den satte korrektur eller i manuskriptfasen. Jeg taler her af sur erfaring: Da jeg læste korrektur på en af mine egne bøger med 621 fodnoter, opdagede jeg, at jeg havde anvendt mindst tre forskellige notesystemer, hvoraf mindst to var mine helt egne opfindelser; det havde været rart for alle – mig selv, redaktøren og ikke mindst grafikeren, der nu skulle til at føre alle de ændringer, som jeg møjsommeligt og sikkert også utydeligt måtte skrive ind i korrekturen, ind i den satte tekst. Min fejl, naturligvis, men ikke kun min. Det er m.a.o. ikke nok at ende med at have gjort det rigtige, man skal helst gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt og i den rigtige rækkefølge. Tjeklister og forhåndsaftaler om, hvordan bestemte ting skal gøres, ville kunne spare megen tid. Somme tider er den slags på plads og i orden, mange andre gange er det ikke. Hvorfor ikke altid?
Alt dette – og andre ubehageligheder – havde jeg lejlighed til at sige til en forsamling af forlæggere, forfattere, oversættere, bibliotekarer og andre repræsentanter for bogbranchen, som i efteråret 2006 deltog i et møde på Vallekilde Højskole med titlen ”Pengene og litteraturen”, arrangeret af BG Bank (der i sine sidste leveår profilerede sig ved at støtte litteraturen). Det var interessant at konstatere, at forlagsfolkene tilsyneladende faldt i to lige store grupper: Den ene syntes, at min kritik var noget vrøvl og flueknepperi (en repræsentant for et af de store forlag talte om et ”bureaukratisk helvede”, som ville gøre det umuligt at rekruttere kvalificerede redaktører), mens den anden gruppe var helt enig i, at selvfølgelig burde man arbejde systematisk med både produkt- og proceskvalitet ligesom i det øvrige erhvervsliv, men man havde bare ikke ressourcer eller kultur til det.
Og så var der en ganske lille gruppe (vist mest akademiske eller lærebogsforlag), som gjorde det alt sammen (eller i hvert fald en del af det) i forvejen. Stjerneeksemplet i denne gruppe var Den Store Danske Encyklopædis meget omfattende, nøje planlagte og formaliserede systemer til redaktionel kontrol og styring. Kvalitetskontrol i den målestok kræver naturligvis ressourcer, som næsten aldrig vil være til rådighed på danske forlag, men mindre kan også gøre det.
Det er menneskeligt at fejle. Men det er djævelsk at fremture, fordi man ikke ulejliger sig med at lære af sine egne eller andres fejltagelser. Og så er det oven i købet dumt, for hvis man ikke gør en indsats for at sikre kvaliteten af sit arbejde, underminerer man sin egen konkurrenceposition.