We Are Designers Contacts
Gå til hovedindhold
En usædvanlig dansker

En usædvanlig dansker

 

 

Artikel bragt i Politiken den 27. april 2002

 

Han blev født på en dansk herregård og endte sine dage i en lille norditaliensk by. 57 år efter at den danske major Anders Lassen og tre af hans folk blev dræbt under Anden Verdenskrig, har byen Comacchio hædret de fire faldne med et monument.

 

Af Thomas Harder

Lassen's 'ad it« - »Lassen tog billetten«. Det var ikke de store ord, der blev taget i brug, da major Anders Lassens britiske kammerater natten mellem 8. og 9. april 1945 fik besked om, at den danske officer var faldet i kamp. Lige så nøgternt og selvfølgeligt lød det, da der lidt senere kom besked om, at også tre af Lassens folk, korporal Edward Roberts, menig Stanley Raymond Hughes og menig Alfred John Crouch, havde mistet livet. De tre var skudt af turkmenske soldater i tysk tjeneste, mens Crouch var druknet i mudder; formentlig undlod han at råbe om hjælp for ikke at røbe sine kammeraters position.

»Men sådan var det dengang. Efter fem års krig talte menneskeliv ikke på samme måde som i fredstid. Vi havde mistet masser af kammerater, og vi vidste alle sammen, at vi selv kunne blive slået ihjel når som helst. Så da vi fik besked om, at Lassen og de andre var døde, trak vi på skuldrene og sagde: »Oh well « og tog et krus kaffe mere«. Ken Smith fylder snart 80. Han er veteran fra elitestyrken Special Boat Squadron, som under Anden Verdenskrig udførte kommandoraid på tyske styrker i Middelhavsområdet. Ken og en lille flok andre britiske veteraner fra SBS, eliteeheden Special Air Service og infanteriregimentet The Buffs er på besøg i den lille norditalienske by Comacchio for at mindes de fire faldne på årsdagen for deres død. Sammen med Lassens yngre søster, Bente Bernstorff-Gyldensteen, hendes barnebarn Peter og repræsentanter for Frihedskampens Veteraner og Anders Lassen Fonden er de britiske veteraner inviteret af Comacchios kommune for at deltage i indvielsen af et monument »i taknemmelig erindring«, som der står på den hvide sten, om de fire mænd, som »på dette sted, fjernt fra fædrelandet, faldt for folkenes frihed«.

»Det var den, jeg fik af den maltesiske regering for at sejle konvojtjeneste«, bemærker Ken, da han bøjer sig ned for at samle en medalje op, som er hoppet af hans mørkeblå blazer. På spørgsmålet om, hvordan konvojsejlads hænger sammen med hans karriere i SBS, forklarer han, at han egentlig var soldat i marineinfanteriet Royal Marines, som leverede kanonbesætninger til flådens skibe. »Først var vi oppe at sænke 'Bismarck', deroppe ved Island, du ved, og bagefter sejlede jeg i konvoj i to år, først på Atlanterhavet og senere til Malta. Men da jeg så var blevet sænket to gange - mit første skib blev ramt af en torpedo, og det andet løb på en mine - tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve noget andet. Så søgte jeg over i faldskærmstropperne«. Da amfibiestyrken SBS blev skilt ud af faldskærmsenheden SAS, fulgte Ken Smith med og kom på den måde til at kæmpe sammen med Anders Lassen i Italien.

Anders Lassens vej til Comacchio var lige så indirekte som Kens. Han var født og opvokset på herregården Bækkeskov ved Præstø i en familie præget af en stærk nationalfølelse og militær tradition. Efter skolegang på Herlufsholm stak han i juni 1939 til søs på et Mærsk-skib og kom aldrig tilbage til Danmark. I januar 1941 meldte Lassen sig til den engelske hær og kom ind i en af de mange kommandoenheder, der blev oprettet i de år. »Der var et utal af den slags hemmelige specialstyrker«, siger Ken Smith. »Den højre hånd vidste aldrig, hvad den venstre lavede. Somme tider vidste vi dårligt nok, hvad vi selv lavede. Det er først nu, hvor jeg kan se det hele på Discovery og History Channel, at jeg begynder at få sammenhæng i det alt sammen«.

Anders Lassens imponerende fysik, kampiver og store lederevner skaffede ham hurtige avancementer, og da lord Jellicoe i foråret 1943 blev sat i spidsen for det nydannede SBS, var Lassen en af de ca. 300 håndplukkede soldater, der udgjorde styrken.

Lord Jellicoe, hvis eventyrlige bedrifter optræder i alle bøger om krigen i Middelhavet, er også blandt de britiske gæster i Comacchio. »Jeg var jo sommetider i den situation, at jeg måtte træffe nogle beslutninger«, siger han på den uendeligt underspillede måde, der er fælles for hele flokken af gamle krigere. »Og der er især to beslutninger, som jeg er glad for: Den ene var, at jeg bad om at få denne usædvanlige unge dansker overført til SBS, da jeg traf ham i Skotland, hvor han var under uddannelse. Den anden var at lade være med at stille Andy for en krigsret, da han engang slog mig i jorden i Tel Aviv. Vi havde været ude at rekognoscere det lokale natteliv, og we had a jolly old time, men Andy havde en meget kort lunte, og jeg må have sagt et eller andet upassende, for pludselig lå jeg og rodede rundt på gulvet«.

Og sådan kommer historierne dryppende i de par dage, selskabet er samlet. Eventyrlige og grusomme historier, som det er svært at forbinde med de ældre gentlemens bløde, rødmossede bedstefaransigter, og altid fortalt i et afdæmpet tonefald og med ganske enkle ord - »Så var det jo, at jeg blev sprængt i luften« - som om det, de gjorde dengang, var det mest selvfølgelige af verden. Det skulle jo gøres.

Veteranernes næsten selvudslettende facon afbalanceres af højtideligheden i formiddagens ceremoni i den kommunale repræsentationssal. Her taler foruden Comacchios borgmester og provinsen Ferraras vicepræsident Anders Lassens søster, to lokale historikere med speciale i Anden Verdenskrig og den italienske antifascisme samt den britiske militærattaché ved ambassaden i Rom og Danmarks honorære konsul i Venedig. De to politikere taler smukt om de unge og efterhånden knapt så unge generationers gæld til dem, der kæmpede dengang: »Når vi i dag lever i et frit Comacchio og et demokratisk Italien, så skyldes det også de fire mænd, der døde uden for vores by den nat«, siger borgmesteren. Provinsens vicepræsident taler om den generation, hvis ofre gjorde det muligt at »påbegynde en proces, der er ved at forvandle Europa fra et krigens kontinent til et fredens kontinent forenet af fælles institutioner, en fælles mønt og fælles følelser«. Dermed udtrykker han en tanke, som er typisk for hele den del af den italienske opinion, som har sine ideologiske rødder i antifascismen: Det europæiske samarbejde er ikke først og fremmest et spørgsmål om økonomi, men et middel til at sikre freden og friheden. Den venezianske advokat Grimani, der som honorær konsul er Danmarks officielle repræsentant, taler om nødvendigheden af at forsvare sine værdier, og dette tema genoptages af brigadegeneral Mallison, der repræsenterer Storbritannien. Generalen holder sin tale på italiensk, hvilket skaffer ham et spontant bifald fra comacchieserne, og da han slutter med at sige, at friheden er et gode, som vi til stadighed, også i vore dage, må stå vagt om og være rede til at forsvare, nikkes der på tilhørerrækkerne, hvor partisanorganisationen ANPI's rød-hvid-grønne tørklæder er stærkt repræsenteret. Arrangementet er upolitisk, og alle politiske kræfter i Comacchio har deltaget i forberedelserne, men det gælder her som i det øvrige traditionelt røde Emilia-Romagna, at koblingen mellem antifascisme og venstrefløj er meget stærk. Hvad enten forsvarsattachéen ønskede det eller ej, opfatter mange hans ord som udtryk for afstandtagen fra Silvio Berlusconis højreregering og et signal om, at man i udlandet holder øje med Italien.
 

Et helt utvetydigt politisk budskab kommer fra Giuseppe Masetti, der leder instituttet for modstandskampens historie og samtidshistorie i Ravenna. Masetti slutter sin gennemgang af de store linjer i Italiensfelttoget med at tale om den »mangesprogede hær bestående af soldater fra fem verdensdele, som kæmpede side om side med italienske hærenheder og partisaner i en krig, som vi stadig kalder Befrielseskrigen«. Med disse ord tager Masetti afstand fra de forsøg på at delegitimere modstandsbevægelsen eller i hvert fald placere de to sider på samme moralske niveau, som i de senere år er blevet gjort fra mange sider i Italien. Højrefløjen har naturligvis en klar interesse i at rense sin egen fortid og fratage sine modstandere rollen som det moderne Italiens ideologiske fædre. Men også centrum-venstre-politikere har talt om, at »i døden er alle lige, uanset hvilken side de kæmpede på«, og sagt, at italienerne har brug for national forsoning, så de i fællesskab kan holde sammen på landet i stedet for at strides om historien. Dertil siger lokalhistorikeren Sandra Carla Ballotti under frokosten, hvor samtalen falder på arrangementets mere aktuelle politiske dimension: »Det er sandt nok, at de døde er lige og har krav på samme respekt og barmhjertighed, uanset hvilken side de kæmpede på. Men de valg, de traf, var ikke lige gode, og de sager, de kæmpede for, var ikke lige respektable. Det må vi aldrig glemme«.

Bente Bernstorff, som var otte år gammel, da hendes bror stak til søs, mindes i sin tale, at hun kort efter krigen ledsagede sin mor på en rejse til Comacchio, hvor de traf folk, der kunne fortælle om Anders' sidste dage. En af dem, den nu 91-årige fisker Ettore Tomasi, er til stede i salen. Han og en kammerat blev i sin tid taget til fange af en engelsk patrulje, som »gav os valget mellem at komme i fangelejr og hjælpe dem som vejvisere. Vi havde koner og børn i Comacchio, så vi indvilligede i at hjælpe englænderne med at befri Comacchio«. Tomasi fungerede derefter som bådfører og vejviser for englænderne, når de skulle bevæge sig omkring i det ca. 50.000 hektar store sump- og sølandskab, der omgav Comacchio. Tomasi var også sammen med Lassen på hans sidste togt, som skulle skabe forvirring blandt tyskerne og give dem indtryk af, at de allierede ville forsøge at bryde gennem de tyske stillinger mellem Comacchio og Adriaterhavet. Når de tyske reserver så var rykket derud, skulle det rigtige angreb sættes ind omkring Argenta 30 km længere inde i landet, og derfra skulle fremrykningen fortsætte nordpå mod Ferrara, den øvrige Poslette og Nordøstitalien. Planen lykkedes, og gennembruddet ved Argenta blev gennemført, men afledningsmanøvren kom til at koste Lassen og hans tre kammerater livet. Tomasi fortæller: »Omtrent 50 meter henne ad dæmningen ind til Comacchio kunne jeg se en tysk stilling. Jeg sagde til en hr. Fiorini [SBS-manden Freddie Green], der kunne tale tysk, at han skulle huske at sige feltråbet. Men den nat ændrede tyskerne feltråbet, og det kostede major Lassen og hans soldater livet. Tyskerne begyndte at skyde, lige så snart de blev klar over, at det var det forkerte feltråb. Major Lassen blev ramt af flere skud midt i brystet. I mellemtiden var englænderne kommet sig af deres overraskelse og var også begyndt at skyde; de dræbte fire tyskere og tog to til fange. Vores båd blev ramt af et skud, og jeg måtte lappe hullet med mudder. Jeg og Foschini var parat til at sejle de overlevende og de sårede væk, for missionen var ikke lykkedes. Major Lassen gav sine soldater ordre til at trække sig tilbage, fordi overraskelsesangrebet var slået fejl. Foschini og jeg tog otte soldater om bord i vores båd i stedet for tre, blandt dem den sårede, der jamrende klamrede sig til mit ben og hele tiden bad mig om cigaretter, som måske dulmede smerterne. For ikke at blive indhentet af tyskerne inde ved dæmningen sejlede jeg væk fra dæmningen for at komme uden for rækkevidde af deres våben«.

For sin indsats den nat blev Lassen dekoreret posthumt med Victoriakorset, den højeste britiske tapperhedsdekoration. I det britiske krigsministeriums officielle, øjenvidnebaserede motivering for tildelingen hedder det bl.a.: »Major Lassen nægtede at lade sig evakuere, idet han sagde, at det ville hindre tilbagetrækningen og bringe flere liv i fare, og eftersom ammunitionen næsten var sluppet op, måtte styrken trække sig tilbage. Med sit storslåede lederskab og sin fuldkomne foragt for egen sikkerhed nåede Lassen sine mål trods overvældende fjendtlig modstand. Tre fjendtlige stillinger blev udslettet, seks maskingeværer blev sat ud af spillet, otte fjendtlige soldater blev dræbt, andre blev såret og to taget til fange. Major Lassens store pligttroskab og den høje agtelse, han nød blandt sine mænd, gjorde det i forening med hans storslåede tapperhed muligt for ham at udføre de opgaver, som han var blevet stillet, med fuldkommen succes«.

Efter ceremonien følger selve indvielsen af monumentet i øsende regnvejr og piskende blæst. Borgmesteren udviser fin sans for retorisk improvisation, da han siger: »Himmelen græder over de døde helte«. Dagen slutter med et besøg på krigerkirkegården i Argenta, hvor de fire hovedpersoner hviler side om side med 650 andre britiske faldne fra kampene i dette område. Uden for det officielle program giver et tilfældigt møde med nogle af de lokale partisaner mulighed for at få opklaret et spørgsmål, som Bente Bernstorff er vendt tilbage til flere gange i løbet af opholdet i Comacchio: Hvem begravede hendes bror? Mens man nyder en kop kaffe på ANPI- kontoren, fortæller en af de tilstedeværende, at han som dreng så en lokal præst, Don Mariani, der efter krigen blev dekoreret for sin indsats for Comacchios civilbefolkning, tage ud til dæmningen sammen med nogle kvinder for at hende de døde briter. »Tyskerne havde hentet deres egne folk«, fortæller Nazareno Bellini, »men englænderne havde de bare ladet ligge. Der var ingen, der turde bevæge sig ud af byen på grund af skyderierne, og desuden var der heller ingen, der turde vise sympati for tyskernes fjender. Men Don Mariani turde. Han var altid den første på pletten under bombardementerne, hvor han hjalp de sårede og trøstede de døende, og nu tog han og nogle kvinder altså ud og hentede de tre døde englændere (Crouch blev først fundet senere red.). Bagefter begravede han dem på den gamle kirkegård omme bag domkirken«. Efter kaffen følger hr. Bellini selskabet ud til den gamle kirkegård, som egentlig blev sløjfet, da Napoleon indførte en lov om, at alle begravelser skulle foregå uden for byerne. »Men tyskerne havde oversvømmet hele omegnen for at standse de allierede, så vi kunne ikke komme ud til den nye kirkegård, og desuden risikerede man at blive skudt. Derfor blev den gamle taget i brug igen. Don Mariani og kvinderne gjorde ligene pænt i stand og så begravede de dem, og der lå de så, indtil englænderne kom og flyttede dem til Argenta«. I dag er den gamle kirkegård væk igen, og arealet er indrettet til legeplads for en kommunal børnehave

 

 

 

 

 

.